Jan om sin barndom

I forbindelse med vores ferie  i Toscana og Cinque Terre interviewede jeg Jan om  hans barndom. Vi skulle med Ryan air og ventede  først  på banegården i Pisa og lidt senere  i lufthavnen i Pisa den 18. september 2013.

”Jeg blev født i Tøndergade, det var under krigen. Så flyttede vi til Skanderborgvej 11 i en lejlighed på 4. sal. Der var vaskerum på loftet. Min mor havde en dame, fru Jørgensen, til at hjælpe sig med at vaske. Hendes mand arbejdede på Frich´s fabrikker. Under os boede Steen Mikkelsen´s, han havde købmandsforretning i kælderen. Vi sov alle fire i soveværelset, far og mor i dobbeltsengen og  Vibeke og jeg i køjeseng. Der var en glasdør ind til stuen, engang låste Lars Steen (sønnen) mig inde, og jeg blev så bange at jeg smadrede ruden. Jeg er sikker på, at det er derfra min klaustofobi stammer. Når Steen Mikkelsen var i loge sendte hans kone Lars Steen ned efter slik i butikken.

Vi legede nede i gården, hvor vi lavede huler af tæpper og tøjklemmer. Vi tegnede også med kridt og hoppede i mand. Hvis jeg var sulten råbte jeg op til min mor ”moar det Jan der kalder nede i gården, kast lige en sukkermad ned”. Det var lige ved sygehuset,  dengang var der et ”Opsyn” og vi måtte ikke gå på græsset. De gule ejendomme på den anden side af Skanderborgvej  var der ikke dengang, så der var bare marker,og helt henne mod Harald Jensens Plads var der barakker fra krigens tid til flygtninge. Om sommeren var der tit cirkus og tivoli.
En af hovedattraktionerne var en 30 m høj mast, hvor der på toppen var en 1 m bred cirkel i træ, hvorpå der kørte en mand rundt på motorcykel. Han havde en stang. Tivolifolkene, der var svenske, handlede nede i købmandsbutikken, og sammen med Steen Mikkelsen kom min far over for at drikke med dem, og da de var godt fulde, så tilbød svenskeren min far at han vil tage ham med op i masten. Og lidt senere kravlede de højt oppe  rundt på alle fire i cirklen – og der var intet rækværk!

Jeg holdt ferie hos min morfar og mormor, de havde bagerforretning i Aidt. Han var også jæger, og når han var færdig i bageriet kl. 3 om morgenen, så vækkede han mig, så jeg kunne komme med ud og se hjortene i morgenlyset. Engang kom han til at anskyde en musvåge, men den døde ikke, men han fandt en stor kæp og slog og slog på  den til den døde – det kunne jeg ikke lide.  Mormor passede forretningen, der var meget at se til, så de havde ung pige, og der var også en svend.  Forresten havde de også grise. Der blev serveret varm mad kl. 12, og der var altid to retter. Nogle gange om ugen kørte han landtur til de forskellige gårde og solgte kager og rugbrød, og der var jeg med. Og én gang, jeg var nok 12 år, fik jeg lov at køre bilen, og jeg var så stolt så stolt.

De kendte en smed i Overlade, han udtalte da han kørte over  Lillebæltsbroen ” I for Satan de nagler!!” Vi skulle blive der og spise og skulle have ål til middag. Dengang puttede man ålene levende i en spand med eddike, og der lå de så og vred sig ad H´ til.

De overtog senere et bageri  i Lundingsgade, hvor der var privatbolig til, og en lang gang ned til bageriet. Når min morfar gik ned ad den 10 m lange gang kunne han prutte hele vejen ned, og  det lugtede så grimt, at min mormor spyttede,  De havde også en hund, der hed Falko, når  han lå der kunne han godt fise, og så spyttede hun igen. Hun var en dame, lidt stor, men hun strammede sig ind med et laksefarvet korset. Hun sluttede påklædningen ved toiletbordet med et pift parfume, som kom fra en fin glasflakon med en forstøver.

 

Så flyttede vi til en villa på Rosenvangsallé 112, på hjørnet af Fredensgårdsvej, og jeg fik mit eget værelse. Vi boede der ca. 3 år. Økonomien var på det tidspunkt meget stram. En lørdag fik  vi besøg af  Ellen, min mors veninde  der boede på New Zealand. Vi skulle sammen høre Gregory Mysteriet i radioen. Det varede en halv time og kom hver lørdag og lagde gaderne øde. Bagefter snakkede de voksne om at de måske også skulle emigrere til New Zealand – på trods af at de ikke kunne tale engelsk. Men drømmene har man da lov at ha´.

Far havde jo manufakturforretningen  i Frederiksgade, men den gik konkurs, og vi skulle flytte fra villaen og ned på Rutehotellet overfor rutebilstationen. Her boede vi fire mennesker på et hotelværelse. Min far havde fået  arbejde på en tankstation i København, hvor han boede hos min tante Karen Margrethe. Så flyttede vi over til ham i København og fik et møbleret værelse eller to i Charlottenlund. En af min fars storesøstre havde Charlottenlund Tilskærerskole, som hvert år havde opvisning på Bellevue, og den eneste gang, hvor jeg var med, var det Otto Leisner, der var konferencier. 

Jeg kom til at gå i en skole i nærheden, jeg tror jeg gik i 6. klasse, og der var der nogle drenge der var efter mig og kaldte mig ”jydetamp”. Jeg havde det psykisk dårligt og fik betændelse i munden, læberne og kunne ikke tisse på grund af betændelsen. Om morgenen når jeg vågnede var mine læber vokset sammen med sår, og jeg skulle bløde dem op med kamillethe. Knap et år senere flyttede vi tilbage igen og ind i den gule  Aros bygning på Åboulevarden. Min mor fik arbejde i visitationen på tandlægehøjskolen og min far blev sælger for murermester Tønnesen. Det var noget med facadebehandling af huse.

Det kneb stadig med at få pengene til at slå til, og jeg kunne ikke komme med på en klassetur. Da der var tre timer til  beløbet skulle indbetales, tog min far et leksikon, som han fik solgt, og cyklede derefter over på skolen og afleverede pengene. Der var en dreng i klassen, som drillede mig, jeg har nok været 10 eller 11 år, men så gik min mor med over på skolen og fik fat i drengen og skældte ham ud, og så hørte det op.  Vi havde en sjov leg i frikvarteret. Man stillede sig op ad en pæl i skolegården, og så tog en af de stærke drenge armene omkring brystet/hjertet på én og klemte til i 30 sekunder, og så besvimede man, og jeg husker at man først kunne høre, hvad der foregår om én, og så kom synet igen. Jeg sad ved siden af Peter Brockman.

Jeg husker at jeg til min 14 års fødselsdag fik en meget fin og fornem rød cykel  med gear,speedometer og håndbremser, som blev meget beundret.

 

Hjortshøj

 Vi havde det fint med folk i Hesselballe. Vi blev inviteret til 70 års fødselsdag hos Helga, som var gift med Ferdinand, og de boede i  det lille røde hus man kommer til før byen. Det var, hvad man tidligere kaldte et aftægtshus. Vi var de eneste byfolk og også de yngste.  Jeg tror det må have været et slags eftergilde. Det er sjovt at tænke på ,at det par faktisk er jævnaldrende med os i dag, men de så ældre ud , syntes jeg, måske har det også lidt med datidens udseende, beklædning, kultur osv. at gøre. Efter maden blev selskabet delt , nu skulle vi have kaffe og et væld af kager, og så blev damene bedt om at gå ind i ”den fine stue” og mændene blev bare siddende i dagligstuen. Og så skal jeg da lige love for at der blev snakket godt igennem om alt mellem himmel og jord herunder også lidt lokal sladder. Jeg var lutter øren, men kunne ikke rigtig berige med noget, og heldigvis gik døren op, og ind kom Jan, han var vist lidt nysgerrig  og ville hellere være hos damerne. Nina fortalte, at de havde været til middag hos os, ”-og tænk jer, vi skulle selv lave maden inde ved bordet”.  Vi havde jo selvfølgelig serveret fondu, og det havde de aldrig prøvet før.

 

De undrede sig også over, at vi rejste til udlandet i ferierne. Allerede dengang hørte det for vores vedkommende til, at vi helst skulle til udlandet mindst en gang om året. Den første tur gik til Tunesien, og det varen kæmpe oplevelse. Meget eksotisk og anderledes, så vi kom der flere gange senere. Næste tur var med bil til Jugoslavien, som det hed dengang, også det var en god tur, meget primitiv, vi boede i telt på en klippegrund, så vi måtte sikre teltet mod at flyve væk med store sten. Vi havde vist  heller ikke det rigtige campinggrej med.

Marius kom en dag, og sagde at vi ikke kunne bo på gården længere. Der var kommet en lovændring, så nu måtte man gerne sælge gården fra. Det blev vi meget kede af,  men han lovede at hjælpe os  med at finde et andet sted,han  lånte os penge og ville også hjælpe med handlen. På Hundkærvej 13  i Hjortshøj var der et hus til salg, så vi kørte en vinteraften  ned for at se nærmere på det. Vi syntes godt om det, men i haven stod der en boxerhund og peb i et bur – det var slet ikke til at bære. Så der blev ringet til ejeren og vi fik Prins, som hunden hed ,befriet. Tænk de havde ladet den stå i frostvejr, så vi kunne bare tage den med hjem, de ville ikke haveham. Som sagt så gjort. Og handlen gik også i orden, efter Marius havde forhandlet med mægleren, og havde taget hatten  på og sagt”kom Jan, så går vi”. Det betød at prisen var for høj, Da det var gjort et par gange var han tilfreds, og der blev givet håndslag.

 

Det var et dejligt sted at bo,  Kim fik sit eget værelse og fandt hurtigt mange legekammerater på vejen. Vi havde også nemt  til Brugsen der lå på det næste gadehjørne. Det værste ved at komme i Brugsen  var henne ved kassen, for Kim elskede de sorte lakridsflyvere, og han kunne skrige” Kruuuer”  (lyden fra en flyver) og lave flitsbue, hvis han ikke fik sin vilje –piinligt! Ellers var han faktisk en meget nem og glad dreng.

Vi kom lidt sammen med vores naboer (John Maler), og er en aften ovre hos dem. De bor lige ved siden af, så vi går på skift hjem og kigger til Kim, der sover. Så sker der det, der ikke må ske, han vågnede og gik ud for at lede efter os. Vi finder ham gående grædende  i sin tynde stribede pyjamas og med bare tæer ned ad den isfrosne vej. Han bliver trøstet og svøbt i varme tæpper, men det er skrækkeligt og utilgiveligt, og vi glemmer det aldrig.