Hjortshøj

 Vi havde det fint med folk i Hesselballe. Vi blev inviteret til 70 års fødselsdag hos Helga, som var gift med Ferdinand, og de boede i  det lille røde hus man kommer til før byen. Det var, hvad man tidligere kaldte et aftægtshus. Vi var de eneste byfolk og også de yngste.  Jeg tror det må have været et slags eftergilde. Det er sjovt at tænke på ,at det par faktisk er jævnaldrende med os i dag, men de så ældre ud , syntes jeg, måske har det også lidt med datidens udseende, beklædning, kultur osv. at gøre. Efter maden blev selskabet delt , nu skulle vi have kaffe og et væld af kager, og så blev damene bedt om at gå ind i ”den fine stue” og mændene blev bare siddende i dagligstuen. Og så skal jeg da lige love for at der blev snakket godt igennem om alt mellem himmel og jord herunder også lidt lokal sladder. Jeg var lutter øren, men kunne ikke rigtig berige med noget, og heldigvis gik døren op, og ind kom Jan, han var vist lidt nysgerrig  og ville hellere være hos damerne. Nina fortalte, at de havde været til middag hos os, ”-og tænk jer, vi skulle selv lave maden inde ved bordet”.  Vi havde jo selvfølgelig serveret fondu, og det havde de aldrig prøvet før.

 

De undrede sig også over, at vi rejste til udlandet i ferierne. Allerede dengang hørte det for vores vedkommende til, at vi helst skulle til udlandet mindst en gang om året. Den første tur gik til Tunesien, og det varen kæmpe oplevelse. Meget eksotisk og anderledes, så vi kom der flere gange senere. Næste tur var med bil til Jugoslavien, som det hed dengang, også det var en god tur, meget primitiv, vi boede i telt på en klippegrund, så vi måtte sikre teltet mod at flyve væk med store sten. Vi havde vist  heller ikke det rigtige campinggrej med.

Marius kom en dag, og sagde at vi ikke kunne bo på gården længere. Der var kommet en lovændring, så nu måtte man gerne sælge gården fra. Det blev vi meget kede af,  men han lovede at hjælpe os  med at finde et andet sted,han  lånte os penge og ville også hjælpe med handlen. På Hundkærvej 13  i Hjortshøj var der et hus til salg, så vi kørte en vinteraften  ned for at se nærmere på det. Vi syntes godt om det, men i haven stod der en boxerhund og peb i et bur – det var slet ikke til at bære. Så der blev ringet til ejeren og vi fik Prins, som hunden hed ,befriet. Tænk de havde ladet den stå i frostvejr, så vi kunne bare tage den med hjem, de ville ikke haveham. Som sagt så gjort. Og handlen gik også i orden, efter Marius havde forhandlet med mægleren, og havde taget hatten  på og sagt”kom Jan, så går vi”. Det betød at prisen var for høj, Da det var gjort et par gange var han tilfreds, og der blev givet håndslag.

 

Det var et dejligt sted at bo,  Kim fik sit eget værelse og fandt hurtigt mange legekammerater på vejen. Vi havde også nemt  til Brugsen der lå på det næste gadehjørne. Det værste ved at komme i Brugsen  var henne ved kassen, for Kim elskede de sorte lakridsflyvere, og han kunne skrige” Kruuuer”  (lyden fra en flyver) og lave flitsbue, hvis han ikke fik sin vilje –piinligt! Ellers var han faktisk en meget nem og glad dreng.

Vi kom lidt sammen med vores naboer (John Maler), og er en aften ovre hos dem. De bor lige ved siden af, så vi går på skift hjem og kigger til Kim, der sover. Så sker der det, der ikke må ske, han vågnede og gik ud for at lede efter os. Vi finder ham gående grædende  i sin tynde stribede pyjamas og med bare tæer ned ad den isfrosne vej. Han bliver trøstet og svøbt i varme tæpper, men det er skrækkeligt og utilgiveligt, og vi glemmer det aldrig.