De næste mange år var vi frankofile, i hvert fald hvad
ferieland angik. Allerede fredag
eftermiddag i weekenden op til ferien stod
Trille klappet og klar til den lange rejse sydpå. Dengang skulle man jo have
passene klar, når man passerede den tyske grænse. Og vi var knapt kommet over
på den anden side, før bagsædepassagerne lavede
mustache med pegefinger over mund og heil hilsen, herefter rullede de
vinduerne ned og råbte ”Judenbrenner”. Vi forsøgte at tysse og skænde, men de
syntes det var vældig sjovt.
Efter knap 50 km kørsel var Jan så træt efter arbejdsugen og
alt det der skulle gå i hak før ferien,at
vi måtte køre ind på en rasteplads. Et par gange overnattede vi også på
Historischer Krug. Men det var både nemt
og kostede ikke noget med rastepladsen, og dengang var vi ikke bange for
østbander osv. og politiet lagde da også lige vejen omkring pladserne som en
sikkerhed. Drengene elskede det, for der holdt rækker af kæmpestore lastbiler,
som de kunne skrive ned, og Kim kiggede
også efter kapsler til sin samling, som han sømmede op på en hessianbeklædt
opslagstavle. Og vi fandt hvile og feriestemning frem ved hjælp af et par
cigaretter, noget tysk øl og et bæger
Weinbrand, som vi sad og nød på et par opklappelige campingtaburetter mellem trækket og
kofangeren. En gang vi overnattede, var der uvejr, og jeg lyver ikke, når jeg
siger, at der var hagl så store som snebolde. Men så er det jo ekstra hyggeligt at putte sig ned under
dynen og falde sødt i søvn til lyden af hagl mod campingtaget.
De første år drejede det sig om at komme ned til Rivieraen,
til de mondæne byer Nice, Cannes og Sct. Tropez. Det var en lang tur, og vi ville da også
gerne se lidt undervejs. For de voksnes vedkommende især nogle vinslotte, men børnene ville
hellere på ”Jeux” – altså steder med spillemaskiner. På bagsædet spillede de tit bilkortspil, og så
havde jeg engang en bog med af Erik Pouplier. Den handlede om familien der med
datteren lille V skulle flytte permanent til Frankrig. Den læste jeg op af, og
vi besøgte også senere nogle af de steder i Provence som han fortalte om.
Vi kørte til Antibes,
men campingpladsen var fuld, så vi måtte første nat holde udenfor. Det lærte
os, at vi altid skulle bestille plads i forvejen. Det blev mig ,der skulle
ringe derned, og da jeg blev spurgt om pladsen skulle være i ombre
eller solleil, svarede jeg solleil. Som enhver anden solhungrende
dansker ville jeg gerne have al den sol, jeg kunne tilkomme. Det skulle jeg
senere fortryde, der blev hurtigt stegende varmt i vognen, så næste gang bestilte vi plads under de skyggefulde pinjetræer. Vi besøgte Monaco
med Casinoet og Paladset og sad i en restaurant med udsigt over rivieraen og skulle spise. Så
kom spisekortet og både Kim og Thomas ville have pasta med kødsovs. Jeg valgte
noget der hed i retning af petites grillées , og min skuffelse var stor, da
tjeneren kom med en svingende portion grillede småfisk, men med både hoved og
hale intakt. De tre andre var ved at dø
af grin over det …Jeg spiste alt mit brød og fik lidt af de andres tallerkener
– jeg skulle ikke nyde noget af min egen. I de senere år er jeg nu blevet lidt
mere modig, hvad det angår.
Kim var begyndt at interessere sig for at surfe, og han var engang med i en surf konkurrence, hvor det var
den franske bank Crédit Agricole, der sponsorerede. Vi stod spændte inde på
stranden og overværede forløbet. Og pludselig hørte vi over højttaleren ”Le
jeune Danois …-”, og så kunne vi desværre ikke forstå resten, men sikkert noget
med hans placering. Vi var også heldige engang at være i en by, hvor rytterne
fra Tour de France kørte igennem, det var sjovt at fornemme stemningen. Vi
besøgte byen Grasse, som er kendt for at lave parfumer af stedets velduftende
blomster. Jeg gemte igennem flere år en
gammel lyseblå silkepose med tørrede
lavendler med firmanavnet Fragonard trykt i fin skråskrift. I den lille bjergby Saint Paul de Vence så vi
på torvet byens gamle mænd spille petanque, det havde vi ikke oplevet før, de
tørrede efter hvert kast kuglerne med et klæde, og fik sig ind imellem en
cigaret – måske Gaulois på bænken. Da vi flere år senere var i Bretagne med Else købte vi et
sæt boules, og senere blev det jo et hit at spille Petanque på Tietgens Plads.
Et år skulle Thomas
ned og besøge Jakob Sørensen, familien havde lejet et sommerhus gennem Gîtes de
France. Vi skulle aflevere vores søn og havde en hyggelig aften med familien, og det
var den aften jeg lærte at spise oliven, jeg havde besluttet mig, at fra nu af
ville jeg kunne spise oliven. Og kunsten
er simpelthen den, at man bare skal
blive ved, så pludselig smager de godt. Forældrene gik om aftenen med Jan og jeg tilbage til
campingvognen, der stod parkeret på byens torv, og her fik vi alt for mange
oliven og fik tømmermænd. Nej, det har nok været rødvin, men vi fik sovet godt
og længe, og så skulle jeg op og tisse, og hvad ser jeg , de er ved at stille
boder op til det marked, der skulle være i weekenden. Jeg bed al skam i mig og
satte mig på hug til skue for hvem der måtte ønske det, men forsøgte ikke at få
øjenkontakt med nogen.
Efter at have været ved Atlanterhavet og besøgt Royan ved
Gironde og udmundingen af Dordogne, som vi besøgte med Lene og Jens Jørn, Pernille og Mads, og hvor Jan og Jens
Jørn holdt ”brandvagt ”på baren,
fortsatte de følgende år på Hourtin Plage. For os det mest ideelle sted med
havet og inde i landet Medoc med de gode vingårde og –slotte .Når man kom til
campingpladsen og meldte sig i reception – lød det over højttaleren ”un
placeur” hvilket betyder, at så kommer
der en ung fyr på cykel og anviser os plads. Langs vejen til stranden var der
boder med ”Hambuger” – udtales på fransk uden H og med tryk på sidste stavelse.
Man kunne få Crêpes med sukker eller syltetøj og på stranden gik der drenge
rundt og råbte ”Beignet – boisson – glace” (berlinere - drikke – is).Kim og
Thomas lavede senere deres helt egen vertion, men det var nærmest som et krav
til os forældre , når de råbte: ”Is, kager, slik, chokolade!! Så måtte vi se
hvad der var i skuffer og skabe at byde på at søde sager, som oftest om aftenen
og vist i forbindelse med noget fjernsyn. Hver tirsdag og lørdag var der
torvedag, her kom bønder ned fra gårdene og diskede op med gode lokale
specialiteter. Så vi købte ind og lavede faktisk en del mad selv. Men vi gik
også på lokale restauranter, og var især begejstret for den lokale fiskesuppe
med rouille og en masse hvidløg man raspede på brødet ned i suppen med noget revet
ost.
Sidste gang vi var på Hourtin Plage havde vi Thomas og Claus
Ravn med, Kim ville stoppe derned, og så brugte vi Niels som ”kommandocentral”
– altså ham han refererede til ,hvis der var brug for støtte osv.. Og pludselig
ringede telefonen – det var Niels: ”The eagle has landed” . Jan var oppe
brusebaddet, og pludselig stod Kim der, nej hvor en overraskelse. Drengene
havde det sjovt, nu var de jo store, så
der var også lidt alkohol på spil, rent
bogstaveligt, så de sad omkring campingbordet med fyldte glas foran sig. Og så
lød det: ” ”Kaptajn Pad Pad tager sin første drink - tørrer sin moustache osv” Jeg kan desværre
ikke huske den hele, men det endte med at de skulle tømme glasset.
