Konfirmationer

Et bevis på at vi er ved at få store børn, er når ens søn  skal til at gå til konfirmationsforberedelse. Selvfølgelig havde vi lagt mærke til, at Kim begyndte at løbe i vejret, og at stemmen ind i mellem tog sig en tur op og ned og knækkede sjovt fra højt til lavt toneleje.  Men vi kunne godt blive lidt vemodige ved det faktum, at han faktisk var ved at blive voksen.  Det kan godt være lidt træls og en mærkelig erkendelse, at barndommen ikke varer ikke evigt. 

Han blev konfirmeret i Fredenskirken den 13. april 1980. Kim havde ikke lyst til den helt store fest, så det blev besluttet at vi skulle holde festen hjemme hos os.  Nu havde vi jo også helt fine rammer i det ”nye” hus.  Det blev en fin fest med ”ta selv bord” med hele familien, farmor og farfar, morfar og Hilda, oldemor Johanne og Adolf, og onkel Børge og tante Gudrun fra København. Så det udløste mange gaver og endnu flere penge.  

Morfar var en rimsmed af guds nåde, og her fik vi en prøve på en af hans specialieter  -at skrive en K tale hvor alle ord skal starte med K – altså Kims forbogstav. Han skrev også en sang på melodien ”Til Pinse når skoven bliver rigtig grøn”. Melodien har han brugt til flere  f.eks.  Lise og jeg, og sidst har jeg brugt den til Lucas, så det er blevet en slags tradition.

Dengang var det populært at tage på sprogrejse, og i stedet for den helt store fest ude i byen, ønskede han sig sådan en tur til England. Og det fik han så, og sammen med fætter Martin rejste han til Exeter i Sydengland , hvor de boede  hos familien Cracknell, som i øvrigt spillede Curling. Drengene gik i skole om formiddagen, og lærte da også en del engelsk ved at bo lokalt. Når de skulle op om morgenen kaldte Mrs. Cracknell  ”Wakie – Wakie”,  og når  de skulle spise lød det ”Dinner is ready in two minutes, go and wash your hands if you will”. Engang kom en af dem til at slå en prut og så spurgte hun ”Who made that noise?” – pinligt…

 

De havde f.eks. som opgave at finde danske produkter i et supermarked, og ved den lejlighed så de,hvad dåserne med baked beans kostede, og så kunne de bedre forstå, hvorfor de hver morgen blev budt på sådan noget kedeligt  morgenmad – det var ikke lige deres kop ”the”.

Tre år senere blev det Thomas´ tur, og han skulle også i Fredenskirken  efter at have været elev hos Pastor Lange.  Thomas  syntes det var dyrt og unødvendigt med så meget nyt tøj, der kun skulle bruges den ene dag i kirken, nej han ville hellere satse på en sej ny Marco Polotrøje, som han kunne bruge til andendagen. Så han genbrugte  Kims råhvide skjorte, og mine mørkeblå flannelsbukser blev syet lidt ind, og  på fødderne havde han et par kondisko. Det er pinligt, men sandt, at jeg faktisk ikke kunne huske hvad vi gav ham i konfirmationsgave,  men heldigvis kunne  Thomas forleden  fortælle, at han faktisk fik  en flot ny Gunnar Asmussen cykel med hele 5 gear.

Også denne gang stod festen hjemme med familien, vi lavede selv maden og i konfirmationssangen kan jeg læse at vi fik lammesteg til hovedret. Kenneth som var med fik vi overtalt  til at vise noget Breakdance, det var han en sand mester til og  havde da også vundet flere konkurrencer.

 

Thomas fik også sin T-tale fra Morfar og en sang fra Kim, Jan og jeg, og vi havde tradition for at skrive på ”Bamses fødselsdag”.  Men nu vi er ved traditioner, så har Thomas har taget sin morfars  idé op med  bogstavtaler, og har faktisk gjort det flere gange – så der er vist en arv der går videre …