Konfirmationer

Et bevis på at vi er ved at få store børn, er når ens søn  skal til at gå til konfirmationsforberedelse. Selvfølgelig havde vi lagt mærke til, at Kim begyndte at løbe i vejret, og at stemmen ind i mellem tog sig en tur op og ned og knækkede sjovt fra højt til lavt toneleje.  Men vi kunne godt blive lidt vemodige ved det faktum, at han faktisk var ved at blive voksen.  Det kan godt være lidt træls og en mærkelig erkendelse, at barndommen ikke varer ikke evigt. 

Han blev konfirmeret i Fredenskirken den 13. april 1980. Kim havde ikke lyst til den helt store fest, så det blev besluttet at vi skulle holde festen hjemme hos os.  Nu havde vi jo også helt fine rammer i det ”nye” hus.  Det blev en fin fest med ”ta selv bord” med hele familien, farmor og farfar, morfar og Hilda, oldemor Johanne og Adolf, og onkel Børge og tante Gudrun fra København. Så det udløste mange gaver og endnu flere penge.  

Morfar var en rimsmed af guds nåde, og her fik vi en prøve på en af hans specialieter  -at skrive en K tale hvor alle ord skal starte med K – altså Kims forbogstav. Han skrev også en sang på melodien ”Til Pinse når skoven bliver rigtig grøn”. Melodien har han brugt til flere  f.eks.  Lise og jeg, og sidst har jeg brugt den til Lucas, så det er blevet en slags tradition.

Dengang var det populært at tage på sprogrejse, og i stedet for den helt store fest ude i byen, ønskede han sig sådan en tur til England. Og det fik han så, og sammen med fætter Martin rejste han til Exeter i Sydengland , hvor de boede  hos familien Cracknell, som i øvrigt spillede Curling. Drengene gik i skole om formiddagen, og lærte da også en del engelsk ved at bo lokalt. Når de skulle op om morgenen kaldte Mrs. Cracknell  ”Wakie – Wakie”,  og når  de skulle spise lød det ”Dinner is ready in two minutes, go and wash your hands if you will”. Engang kom en af dem til at slå en prut og så spurgte hun ”Who made that noise?” – pinligt…

 

De havde f.eks. som opgave at finde danske produkter i et supermarked, og ved den lejlighed så de,hvad dåserne med baked beans kostede, og så kunne de bedre forstå, hvorfor de hver morgen blev budt på sådan noget kedeligt  morgenmad – det var ikke lige deres kop ”the”.

Tre år senere blev det Thomas´ tur, og han skulle også i Fredenskirken  efter at have været elev hos Pastor Lange.  Thomas  syntes det var dyrt og unødvendigt med så meget nyt tøj, der kun skulle bruges den ene dag i kirken, nej han ville hellere satse på en sej ny Marco Polotrøje, som han kunne bruge til andendagen. Så han genbrugte  Kims råhvide skjorte, og mine mørkeblå flannelsbukser blev syet lidt ind, og  på fødderne havde han et par kondisko. Det er pinligt, men sandt, at jeg faktisk ikke kunne huske hvad vi gav ham i konfirmationsgave,  men heldigvis kunne  Thomas forleden  fortælle, at han faktisk fik  en flot ny Gunnar Asmussen cykel med hele 5 gear.

Også denne gang stod festen hjemme med familien, vi lavede selv maden og i konfirmationssangen kan jeg læse at vi fik lammesteg til hovedret. Kenneth som var med fik vi overtalt  til at vise noget Breakdance, det var han en sand mester til og  havde da også vundet flere konkurrencer.

 

Thomas fik også sin T-tale fra Morfar og en sang fra Kim, Jan og jeg, og vi havde tradition for at skrive på ”Bamses fødselsdag”.  Men nu vi er ved traditioner, så har Thomas har taget sin morfars  idé op med  bogstavtaler, og har faktisk gjort det flere gange – så der er vist en arv der går videre …

Ombygningen

 

 

 

Se Jan Normans video af huset efter ombygningen: 

Vi havde købt huset i 1975, det var opført i 1918 og var blevet meget slidt og håbløst umoderne , så efterhånden  gik vi og drømte om en mere tidssvarende bolig,  Skulle vi købe nyt hus et andet sted eller skulle vi blive og bygge om ? Kim og Thomas var begge glade for skolen og legekammeraterne, så de var ikke meget for at flytte, og Jan og jeg var også tilfredse med  beliggenheden og vores gode naboer.

 

 

 

Efter et besøg hos Jørn Jacobsen, som lige havde afsluttet en ombygning af sit gamle hus med hjælp fra arkitektfirmaet Regnbuen, blev beslutningen om ombygning  taget. Vi tog kontakt til arktitekt Anders Bové, for nu skulle vi vide, hvad det ville koste. Han kom på besøg, og vi gennemgik huset og vi fortalte om, hvad vi gerne ville have forandret. Gerne bedre sammenhæng mellem etagerne,  mere lys ind. og  bedre udnyttelse af kælder og 1.sal og måske en hems.  Det blev en spændende proces for hele familien, for vi var totalt inddraget  med hensyn til funktioner og krav. Der skulle endvidere tages højde for, at vi selv kunne medvirke med praktisk arbejde især i den første del af projektet med nedrivning m.m.  Kort tid efter  blev prisoverslaget lavet  af bygmester Jørgen Jensen, og det lød på 350.000 kr. Vi syntes at det var OK, og ombygningen blev sat i gang.

 

 

 

 

 

 

 

Men så kom overraskelserne, da vi fik ”hul på huset”  Det var opført i gamle genbrugssten, så fugerne var løse,og nogle vægge sank helt eller delvist sammen, isoleringen var kun nødtørftig eller manglede helt. Kim fortæller:

 ”Det hele var håbløst, og vi var med til at grave lerjord ud fra kælder med spader, også håbløst at  der var isoleret mellem siv imellem etagerne . Det var et uoverskueligt abejde at rense alle fugerne en efter en – og Trangbæk havde vin og øl stående i legehuset for at kunne holde hovedet koldt.”

Der måtte et helt nyt tag på, kælderen var dårligt fundamenteret osv. osv.  Så arbejdet var større og mere langvarigt, end vi havde håbet og troet på. Men heldigvis foregik det meste af arbejdet hen over sommeren, så det skred alligevel  langsomt men sikkert afsted.  Vi boede så længe vi kunne i huset, og der var da også 14 dage hvor vi var væk på sommerferie, men hvad gør man ellers med en hel familie på to voksne, to børn og en velvoksen Airdale Terrier. Trille stod selvfølgelig i carporten og fungerede som vores skurvogn, men var lige lille nok til fuldtidsbeboelse.

Venner og bekendte trådte til ,og vi boede lidt rundt omkring, og når vi kom forbi på besøg, var det ofte med en vasketøjskurv fuld. Så kom familien Schaldemose med et frelsende tilbud, vi måtte gerne bo i deres kælderetage, og Terry var også velkommen. Det var et meget generøst tilbud, vi skulle ikke betale noget,  og vi takkede ja.  Vi disponerede over et rum, hvor vi sov på skumgummimadresser og kunne se TV, så var der et større rum, hvor vores værter havde vaskemaskine, tørresnore,  dybfryser, kogeplader osv. Men med et bord og 4 stole, kunne vi faktisk godt få det til at fungere.  Heldigvis var det en god sommer, så i weekender og efter skole og arbejde, opholdt vi os mest på byggepladsen.

Hen på sommeren, kunne  vi se en ende på byggeriet, og i forbindelse med min fødselsdag inviterede vi familie og venner til ”Ørstedsskolens maleseminar”. Vi fik mange tilmeldinger, men Sven ytrede ønske om at sætte kurset på sit CV, så vi måtte også udstede kursusbevis. Vi startede lørdag den 8.9.  om formiddagen og havde sørget for maling og pensler, alle blev opdelt i sjak og fik tildelt vægge.  Ole og Christian, begge med evner indenfor håndværk og maling, fik værelserne ovenpå, hvor der først skulle glasvæv på, og derefter males, og jeg skal love for de var skrappe. Det var faktisk  ret sjovt, men der blev altså også bestilt noget.  Pludselig råbte Henrik fra øverste etage ”Jeg er ved at gå i humlechock”, og så måtte vi jo forebygge med noget øl.  Senere når f.eks. Bodil Skotte kom på besøg stillede hun sig altid ved væggen i trappegangen og udtrykte med beundring ”jeg er stolt af den væg”.

 

 
Men jeg må indrømme det var en sej tid, og vi måtte også lægge øre til bemærkninger såsom ” var det ikke nemmere at have bombet det gamle lort og bygge et nyt”.  Men nej, vi fortrød det ikke, vi fik et rigtig dejligt hjem, som I også kan se på billederne, og det er en helt fantastisk fornemmelse  selv at have været med hele vejen rundt, selv om det ind imellem så noget håbløst ud, og og da også blev langt dyrere end det overslag vi var gået ud fra.

Der blev en sag ud af det, og den kørte videre i Landsretten, hvor det endte med et forlig på kr. 675.000.

Vi blev alle fire meget  glade og stolte, da vores hus blev omtalt i flere medier.  I sommeren 1982 var vi på forsiden af Bo Bedre og med en fin 6 siders artikel inde i bladet. Og det fortsatte med artikler i den lokale presse . Men huset blev også brugt som kulisse i en artikel om inspiration til dekoration med planter  i boligen - først i Søndags B.T, og sidst i  1984 i en artikel ”Gå på plantetur i det grønne hus”.

 

 

 

 

Tidslinie/CV

* Anette født                                         10.09.1944

* Konfirmation                                        05.10.1958

* Realeksamen                                         20.06.1961

* Højere Handelseksamen                               28.06.1963

* Mor død                                             14.06 1965

* 3 sproglig korrespondent                               06.1965

* Ludvig M Larsen             01.12–20.08.1966 og 01.04–30.11.67

* Bryllup med Jan                                     02.04.1966

* Kim født                                            29.09.1966

* Allingham & Hansen                            01.01-30.06.1967

* Vikar på Gjellerup- og Sølystskolen                  1968-1969

* Thomas født                                         30.12.1969

* Tandlægehøjskolen                       01.09.1971– 31.05.1972

* Gymnastik og afspændingspædagog                     17.05.1974

* Undervisning i gymnastik, idrætsfore., AOF, Huset    1971-1975

* Statens erhvervspædagogiske læreruddannelse (SEL)    1975-1991

  undervisningsfærdighed, voksenpædagogik,

  arbejdsmarked og kvalifikationer, dansk, ergonomi,

  1. hjælp, drama, konsulentuddannelse                

* Undervisning  på Servicefag på Randers og            1975-1992

  Århus Tekniske Skoler

* Bahamas                                                   1993

* Far død                                             30.03.1998

* Allingham & Hansen                             1994–04.03.2011

 

Bjergture

Norge er storslået og smukt – også om sommeren. Vi aftalte med Nina og Arne at komme på besøg i sommerferien ”blandt fjell og li og fjord” som det hedder i sangen ”Se Norges blomsterdal”. Vi havde været der en gang tidligere, i telt, men dengang druknede vi næsten i regn. Jeg husker at mine ørkenstøvler og trompetbukser aldrig nåede at tørre, så vi var nødt til at tage en ”bed and breakfast” – kun med det formål at få alt vores tøj tørret.

 

Denne gang var vi totalt heldige med vejret, Vi fandt naturskønne campingpladser, men vi boede i en hytte, som var så myggebefængt, at vi inden vi flyttede ind, gav den en ordentlig gang myggespray – det stank, så vi næsten ikke kunne trække vejret. Vi besøgte sølvminebyen Kongsberg og havde et par dejlige dage sammen med Nina, Arne, Ulrik og Thomas i en hytte på fjeldet. Vi  hyggede os,  og om aftenen spillede Kim og Arne skak .Om dagen var vi på tur, og drengene ville gerne prøve at ride. På det tidspunkt fandt jeg ud af, at Nina og jeg i hvert fald har én ting til fælles – vi er bange for heste!. Der var jo fire børn, og fædrene tog som den naturligste ting i verden og trak afsted med hver sin hest, og vi to ”pivskidder” stod tilbage og nøjedes med at se på. Men så tog vi revanche, da vi kom til Rjukan og var helt oppe i sneen og kælkede ned. Det er altid sjovt midt om sommeren at få sig en kælketur.

Også vores naboer var vi på ferie med. Vi kørte i to biler med Ole, Bolette, Camilla og Rikke og tog færgen til England. Så kørte vi nordpå og besøgte vikingebyen York med den flotte domkirke og videre og standsede selvfølgelig ved Loch Ness, og holdt skarpt udkig efter Loch Ness uhyret Nessie. Vi havde hørt adskillige øjenvidneberetninger, så vi var spændt på, om vi også skulle se et glimt af hende – og sandelig, pludselig hørte vi et plask og derefter sprøjtede der vand op, det må nok have været dens hale!. Og så kunne vi fortsætte videre nordpå, hvor naturen blev mere kuperet med græsklædte bakker og bjerge. Det var på den tur jeg for første gang fandt porse - i en mose, da  vi tilfældigt holdt ind for at spise frokost. Jeg kunne kende den på duften, og plukkede en stor buket til kryddersnaps. Indtil da, havde jeg søgt og søgt uden resultat, men nu da jeg kender den, finder jeg den mange steder. Vi  overnattede i huse som tilbød bed & breakfast. Og så var der igen noget med duften. Jeg husker at vi stod ved en flod, hvor nogle fiskere fiskede efter laks, og pludselig bredte der sig en særegen duft. Det viste sig, at vi uden at vide det nu var lige ved Glenfiddich Destillery – hvor heldigt, og vi fik en tur rundt på destilleriet og lærte om whiskyproduktion. Bl.a. at Chivas Regal er et såkaldt blended produkt, dvs at det er stukket sammen af forskellige whiskyer.  Vi besøgte Edingburg med sit  Castle og Colodden Hills og overholdt dagligt pubtiderne og fik os noget godt engelsk øl. Sidste by var Inverness, værterne sagde at vi voksne godt kunne gå i byen, de skulle nok kigge efter børnene. Konen fortalte med et smil e da vi kom retur, at da hun stod bøjet og var ved at tage noget ud af ovnen, lod Thomas som om han gav hende et vældigt los bagi!

 

Så gik turen til Skt. Andreasberg. Det var i efterårsferien, og det var første – men ikke sidste gang vi har besøgt Harzen. Dette naturskønne område, som byder på  så mange oplevelser især i bjergene, men også i de hyggelige små byer, som man kan nå efter bare 6 timers bilkørsel. Vi boede på en Gasthof, og jeg tror aldrig vi har set stejlere gader 18% , men det der gjorde størst indtryk på drengene var bobslædebanen, som var bygget ind i bjerget. Den har næsten lodrette kurver og er 1 km lang, og her drønede de ned i en slæde med 50km/t.

I 1975 fik jeg ansættelse på Randers Tekniske Skole, hvor jeg bl.a.skulle varetage fremmedsprogsundervisningen i engelsk og tysk. Jeg ville gerne have mit tysk frisket lidt op, inden jeg skulle starte efter sommerferien. Så skolen bevillgede mig et sprogskoleophold i Westendorf. Jan og børnene tog med, og vi gik til undervisning hver formiddag –  Jan bare på et lavere niveau. Vi læste i  helt nye og moderne tyskbøger med lydbånd (tape) til. Godt for mig, og heldigvis fik jeg lov til  at købe det  samme materiale ind til skolen. Mens vi gik i skole legede børnene selv, de var så heldige at skolen havde egen swimmingpool. En weekend tog alle elever på udflugt og vi var nærmest på bjergbestigning i de sneklædte bjerge. En aften da regnen stod ned i stænger, hørte vi sprøjterne komme susende, det var Hotel Post nede i byen som var ”oversvømmet”, for vandet fra bjerget løb i en rivende strøm lige ned i byen, men da vi vågnede op næste morgen var der igen fuld sol og idyl.

En af vores leverandører KWH fik produceret plastfolie i Finland, og Susssi, direktør for KWH arrangerede næsten hvert år ture til Finland og et par gange til Wien. Vi nød disse ture med vores konkurrenter i branchen, hvor vi mødte hinanden som venner snarere end konkurrenter. Turene inkluderede selvfølgelig først besøg på virksomheden, men derefter blev vi kørt i busser ud i den barske og særprægede natur. Vi har været på angstprovokerende riverrafting, hvor jeg sad og holdt krampagtigt og godt fast og bare ønskede det snart holdt op, men nød  det så meget desto mere da vi gik i land på en lille ø, hvor der var bål med ristet laks og andre gode sager. En af de flotteste ture var til Rovaniemi i Lapland nord for polarcirklen, tæt ved den russiske grænse. Vi boede i en luksus kæmpehytte og fik uddelt joggingtøj og hjemmesko i flettet birkebark. Vi blev hentet i kaner og kørt ud til nogle samere, som holdt rener, og vi lærte selv  at køre med rener. Og så blev der spist og drukket godt igennem, og det var ikke småting vi blev udsat for. Jeg husker engang jeg ved festens afslutning sad med 7 utømte glas foran mig – ligefra fordrink, vine, cognac og en sjus. Vores værter var ikke kedelige, direktøren var en habil sanger, og ligegyldigt hvor sent vi kom i seng, mødte de friske og vandkæmmede næste morgen efter en tur i saunaen, som både var for mænd og kvinder – og så ud at rulle sig i sneen – det sidste undlod jeg.

Jans mormor Johanne og Adolf tog altid på sommerferie i campingvogn, vist mest til Elsegårde, men som årene gik orkede de ikke det mere, så vi overtog vognen, som senere blev døbt Trille. Jeg tror en af de første af de mange ture vi gjorde med hende gik til Schweiz, vi skulle nemlig ned og besøge en dentalkunde, Dr. Sven Jarby, han var dansk tandlæge, men boede og drev firmaet Identoflex. Han købte røntgenrammer hos Allingham & Hansen, og han havde idéer til nogle nye modeller. Her var vi igen på vandring i bjergene. Efter alle årene med telt, var det en ren luksus med campingvognen, hvor man kunne have alle sine ting og selv lave mad. Vi besluttede at vi godt ville beholde vognen, og glædede os til kommende ture. Så den skulle lige shines lidt. Vi malede den hvid indvendig jeg syede mørkeblåt frottéovertræk til hynderne, vinduerne fik gardiner i hvidt stof med små mørkeblå svaler og Arne syede det flotteste lærreds forsejl  til den.

 

 

 

 

 

 

 

Jul i 70´erne og 80´erne

Vi holdt næsten altid jul hjemme. Vi fik besøg af Yrsa og Frank og hvert andet år af Georg og Hilda. Det kunne også være, at Karen Margrethe eller Anders var med. Det var en dejlig tid mens drengene var mindre, og der blev grovhygget med juleforberedelserne. Der bredte sig den mest velsignede duft, når vi bagte vaniljekranse eller kogte klejner. Der blev rullet dej ud, og børnene kunne med figurforme udstikke, hjerter, nisser, grantræer osv. Der blev klippet, klistret og flettet til den store guldmedalje, og de kom også slæbende hjem med guirlander og hjerter, som de lavede i skolen.

Pynten kommer stadig frem i dag, når vi engang imellem stadig står for julefesten. Jeg er måske den sidste i Danmark, der mener at det eneste rigtige juletræ er en rødgran. Kim og Thomas havde flere julekalendere, de broderede, som der blev hængt pakker på, og dem som fulgte TV´s julekalendere. F.eks. den med Magnus Tagmus, Jul i Gammelby og Jullerup Færgeby. Mange af traditionerne havde vi jo med fra vores forældre, og nu går de snart videre til endnu en generation. Engang blev drengene passet hos Anders og Inge på Skanderborgvej, og hos dem lavede de et par flotte store nisser af paprør med glanspapir og sølvfolie.

I flere år mødtes vi 1. juledag hos Else og Christian til julefrokost sammen med Birte og Otto. Forinden havde alle tre familier gået julemarch, og børnene fik diplom og hvert år en ny medalje. Et år fik ungerne karatedragter (nattøj) i julegave. Det var en af de bløde pakker der vakte lykke, ellers ville de hellere have legetøj eller spil. De besluttede at de skulle have dragterne på til marchen, men de var af tynd bomuld, så de måtte trække dem udenpå overtøjet – heldigvis var de købt rigeligt store.

Ottos fødselsdag 2. juledag blev fejret med en julemiddag hos dem. Her fik vi traditionen tro altid kogt pighvar med aspargeskartofler, hvid sovs, smørsovs og masser af finthøvlet peberrod – uhm. Else og Birtes mor Tulle var altid med.

Vi fejrede også nytårsaften sammen, og Thomas fortæller "Jan og Christian var meget entusiastiske når de fortalte børnene om dengang de lavede nytårsløjer. Jans historie blev mere farverig hvert år - om dengang han smed kanonslag ned i kloakkerne, så det sprøjtede med vand. Børnene gik i fædrenes fodspor og kunne berette om heksehyl i postkasser, væltede skraldespande, slukkede lyskæder og tandpasta på vinduer og håndtag." Som fædre så sønner.... -og de havde "hørt efter i timen!".

Til dessert fik vi tit  ”Ole Haslunds mislykkede kage” – en slags plumkage med alskens frugt og spirituøse sager, så den faldt sammen og blev lidt konfektagtig, og derfor lå rigtig godt og tungt i maven. En anden populær dessert var Crèpes Suzettes, og til den lejlighed kom 60´ernes kobberpander frem og der blev tryllet med flambering.

Drengene var blevet glade for at stå på ski, så et år besluttede vi at søge nye ”græsgange” Det blev Norge og Geilo. Vi pakkede bilen og kørte til Frederikshavn, mens vi undervejs altid hørte Gnags´juleang med ”2 mus i en spand med mælk”. Når bilhjulene ramte rampen med den særlige lyd ”gadagung” opstod der helt automatisk den rette julestemning i bilen. Vi havde alt julegrej med – ligefra de flettede julehjerter til andesteg og rødkål. Geilo var en hyggelig by, hvor folk kom kørende til i tog for at fejre jul. Her ligger det fine Holms hotel, og Jan fortalte, da vi besøgte det, at de ski, der hang på væggen til pynt var Hickory ski, for sådan et par havde han arvet efter Frank, som havde været en meget dygtig skiløber. Vi har stadig et lille sølvkrus, som han havde vundet ved en konkurrence. Drengen blev sluppet løs på bakkerne, og vi hørte for første gang Sissel Kirkjebø synge norske julesalmer over højttaleren. Jan og jeg tog det lidt mere adstadigt med lidt langrend på vores Trysil ski. Modsat alle skiløbere kan jeg ikke fordrage bakker, så hvis jeg vidste at Holland var snesikker, ville det for mig være et langt bedre sted. Det var også dengang dyrt  i Norge – jeg har aldrig andre steder set salg af halve agurker og salathoveder. Jeg vil sent glemme vores besøg i den smukke gamle stavkirke juleaften med præstens norske version af juleevangeliet – meget smukt og stemningsfuldt.

Vi havde også Lise og Jan med til Hovden et år. Vi havde øvet os på langrend året forinden i Olufstrøm i Sverige, og det var gået helt godt. Vi fandt gode bakker, hvor vi kunne stå for os selv, og minsanten om ikke Jan Norman fandt et flag og jeg en bronze kobjælde – pudsigt – under sneen. En aften blev vi kaldt hen til en mand, der havde et kæmpeapparat – en slags mobiltelefon. Det var Bamse, der ringede, at Niels var død. Du kan nok forstå, at vi blev chokeret, for det var jo alt for tidligt, så vi peb lidt, og Lise og jeg gik i den lokale kirke til julegudstjeneste og for at mindes Niels.

 

 

 Det var på slutningen af ferien og weekend, og vi var løbet tør for øl – alt var lukket, dog fandt vi lidt Vørterøl på en taktstation, men den smagte ad H til – nærmest som øllebrød. Men så forsvandt Lises Jan og var væk meget længe, men det lykkedes ham på en kro at købe nogle øl for alt for mange penge. Og så var det Jan kom frem og stolt triumferende kom ud i køkkenet med en hel flaske julesnaps, han havde gemt for os. Men ak – han tabte den på skifergulvet, hvor den splintredes i tusind stykker, og de dyrebare dråber flød ud. De to Janner lagde sig på knæ og forsøgte med et fejeblad og lidt med tungen at søbe dråberne op –  der gik lidt glasskår i den glæde.

Vi var flere gange i Hemsedal. Engang havde vi Claus med, Else var vist i London med en kæreste. Det er jo vigtigt på en skiferie at få så meget ud af den korte dag, for det er faktisk kun lyst fra kl. 10 til kl. 16. Så drengene var på løjperne hele tiden. Men en dag gik det galt for Thomas, han faldt og vred det ene ben om, så han måtte køres ned i en bananpulk. Dengang havde man ikke normalt mobiltelefoner, så vi fik et chock, da vi skulle hente drengene, og Thomas sad i kørestol. Heldigvis var det den sidste dag i ferien, så næste dag kom han i behandling i Århus og fik rigtig gips på. Men det skulle nu ikke forhindre ham i at stå på ski – den klarede han med en skistav og den ene krykstok.

 

 

Næste år havde vi også Else med, og med så mange i bilen, måtte vi pakke mad og grej ned i vores anhænger. Vi skulle igen til Hemsedal til et splinternyt sted – Hemsedal Alpin. På vejen var vi et smut forbi Oslo og besøgte et par norske kunder. Vi spiste julefrokost med dem på restaurant og fik smagt lutfisk og andre norske specialiteter. De advarede os mod de sneglatte veje, og vi lyttede og fik sat snekæder på. Det viste sig at være en misforståelse, vi skulle først have dem sat på, når der kom høje og glatte bakker. Så det resulterede i, at en af kæderne blev slidt i stykker. Alt var lukket, så gode råd var dyre, hvordan kunne vi reparere kæden? Først ofrede Thomas sit ene snørebånd fra de grå Ecco støvler – men det blev også slidt op. Så kørte vi ind på en tank som var lukket, men de havde flagstænger, og så tog Jan sin lighter og brændte et stykke flagline af. Det var bælgmørkt da vi omsider nåede frem til Hemsedal, og Hemsedal Alpin var en stor byggeplads, mandskabsvognen var aflåst – og der var ikke et øje. Humøret var lavt i bilen – hvad gør vi nu? Vi skulle have nøglen af vores kontaktperson Mette Backen, men hvor var hun? Vi kørte ned til byen og stoppede ved det lokale hotel. Damen i receptionen beskrev, hvor Mette Backen boede, og hvis hun ikke var hjemme kunne vi godt overnatte på hotellet. Vi fandt hendes hus og gik i tårnhøje snedriver omkring det mørklagte hus og råbte ”Mette Backen” – men der kom intet svar. Det endte med at vi indlogerede os. Vi fandt spegepølse, rugbrød og øl i anhængeren, og mens vi gjorde det, gik drengene nedenunder i det nu menneskeforladte hotel og kom op med armene fulde af tallerkener, bestik, glas, servietter og minsanten også en julestjene. De spurgte os om vi ville have lidt spiritus, for det kunne de også godt skaffe – men der satte vi grænsen!

Næste dag fik vi nøglen - der var jo et hus gjort færdig til os, og senere kom Mette Backen og beklagede misforståelsen og gav os en stor æske chokolade – og så blev det atter jul…

At sikringerne så senere sprang, så vi måtte opvarme rødkål og sovs på skift i kaffemaskenen er jo en helt anden sag. Men vi var ikke sådan at slå ud, vi forsatte med at holde jul i Norge og har haft fornøjelsen også at have Birte, Otto, Jette og Anne med. Og nogle år senere tog vi til Beitostølen, hvor Nina, Arne, Ulrik og Thomas var på ferie på Henning og Beate´s hotel. Vi boede sammen med Sisser og Karstens familie i Knuts Hyttegrend. Nytårsaften kom vi på besøg på hotellet og hørte den norske konge holde nytårstalen. Et par ældre norske damer sad med tilbageholdt åndedrag, for kongen var vist svært ordblind og kunne let lave fejl, men det gjorde han heldigvis ikke den aften.