Drengene har jo altid løbet, men nu begyndte også Jan at
løbe – lange tidlige morgenture med Terry, sommetider ned til Tangkrogen. Selv
jeg trådte i løbeskoene, men der skulle et Marselisløb til, for ellers var jeg
jo mest til gymnastik, men selvfølgelig
kunne jeg godt se, at det var smart at dyrke motion ude i naturen. Så vi meldte
os til Marselisløb, jeg tror Jan og jeg deltog et par gange, men både Kim og
Thomas løb med rigtig mange gange. Træningen til selve løbet startede lige
efter sommerferien, hvor man samledes i
Mindeparken til opvarmning, og så løb vi afsted
enten 6 eller 12 km. Det var jo
den helt store begivenhed i den første weekend i festugen, og det samlede i
tusindvis af tilskuere langs hele ruten gennem den grønne Marselisskov. Der var
altid nogen man kendte, som man skulle heppe på, og ellers var det sjovt at se
på folk, nogle havde klædt sig ud og andre trak afsted i adstadigt tempo
med trækvogne læsset med øl.
Men der skulle mere til end sølle 12 km, og det endte
selvfølgelig med Marathon. Drengene og Jan Holst, en ung gymnasielærer fra
Marselisborg Gymnasium, deltog i 1985 i Copenhagen Marathon med 42 km løb.Ruten var lagt igennem den indre by, ud forbi Langelinie og over
Amalienborg Slotsplads. Og her stod Jan og jeg sammen med Niels og Kirsten klar
til at se dem løbe forbi, heppe og aflevere et par Yankee bars. Det var en
solrig og dejlig dag og selvfølgelig klarede drengene det godt. Niels overrakte
løberne et trofæ i form af en herre Jacoform sko, som han havde sprayet irgrøn,
den prydede i mange år reolen i kælderen på Tietgens Plads.
Thomas deltog også engang alene i et Copenhagen Marathon. Men
han var bestemt ikke ene om det, for vi
var en stor backinggroup – hele Karsten og Sisser familien, Niels og Karl og
Grete. De meget kreative mennesker havde produceret ”heppe skilte” som vi holdt i vejret udervejs på ruten, når
vi så Thomas komme løbende.
Der var også et Århus
løb – en halv Marathon med 21 km løb, som både Kim løb sammen med Per og Thomas løb med
David.
Så var der også et Triatlon, hvor vist kun Kim deltog, jeg husker vi overværede svømningen langs kysten ude ved
Hørhaven. Ol distancen er her svømning 1500 m, cykling 40 km og 10 km løb. Men Thomas fortæller, at han
senere var med i et andet Triatlon ude ved Brabrandstien.
Nogle år senere, lavede Kim en Ironman, det var i Røde Kro og Kasper og Thomas overværede den
imponerende præstation, hvor der svømmes 3800 m, 180 km cykling og 42 km løb. Lise fortalte, at hun så Kim, da han kom hjem
efter præstationen, og hun syntes han så meget brugt ud – det tror da pokker !!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar