Mors død

 

Det går ikke rigtigt  fremad med mor, der opstår komplikationer. Jeg husker ikke længere præcist hvad der skete.

Far besøger hende ofte på Amtssygehuset, og en dag  kommer han hjem og fortæller os, at hun har set på ham og bemærket, at han har et nyt sæt tøj på, for  han mener at hun forsøgte at få ham fortalt, at hun syntes om det , for fra hendes mund fremstammede hun et svagt  ”pp”, som han tolkede som at hun forsøgt at sige ”det er pænt”.

Han ringer tit til hospitalet for at høre, fordan det går. Jeg vil gerne med derop og se hende, og det får jeg lov til. Hun syner mindre og lidt tynd i sengen, og håret er blevet mere gråt, men hun bliver glad ved at se mig og smiler. Vi må ikke trætte hende, så vi går hurtigt igen.

Så en sen aften ringer telefonen fra hospitalet, at far skal komme derop. Lise, Anders og jeg venter ængsteligt på at far skal komme hjem. Vi ligger alle tre inde i soveværelset . Så endelig går døren op, og far kommer ind og løfter hendes pepittaternede toilettaske op – så ved vi at hun er død.

Hun døde den 14. juni 1965, lige præcis en måned efter  mit brev til Jan. Vi er meget kede af det alle sammen, og det er en frygtelig tid på alle mulige måder. Jeg læser  til 3 sproglig korrespondenteksamen, men har svært ved at samle mig, men jeg forsøger at koncentrere mig, og det går rimeligt. Det var tale at få ”sygeeksamen”, men jeg vil også helst have det overstået.

En meget svær tid. Begravelsen foregik i Fredenskirken. De kom -hele vores familie fra København, og dem fra Hasle, også vores kusiner og fætre var der. Jans forældre dukkede også op. Kisten er hvid og den er pyntet med røde roser. Jeg har min egen  lille hvide salmebog med, den jeg fik i konfirmationsgave af tante Gudrun. Vi synger ”Altid frejdig når du går”. Den har far valgt, for den kunne hun så godt lide.

Jeg føler mig rigtig skidt tilpas, også fordi jeg ikke har sort på, jeg har ikke noget sort tøj, så jeg måtte tage min lysegrå Sabrina dragt på, men skoene er sorte. Bagefter tog vi alle sammen hjem i lejligheden og drak kaffe.
                                                

Nå, men jeg fik da min eksamen, og far og mig er til afslutning på den nye Handelshøjskole. Her får han mig overtalt til at gennemføre mit praktiskophold i Wien, selvom jeg ikke er meget for det, for jeg ville hellere blive hjemme – og især i denne situation, vi stod i.

Så jeg tog afsted, og det var nok meget godt , for jeg fik en helt masse spændende oplevelser .  Jeg boede på Studentinnenheim med Donina, en skotsk pige.  Jeg ”arbejdede” 2 måneder  i Girozentrale tæt på Kärntner Ring i Auslandssekretariat . Det var igennem foreningen AISEC – en international studenterudveksling. Vi var en hel masse unge mennesker, der sås i fritiden, og der blev arrangeret rigtig mange udflugter for os.

Jeg fik besøg af Jan og Karsten i Wien. De boede hos præsidenten for AISEC, som jeg kendte godt. En af dagene skulle vi en tur til Grinzing og drikke Heuriger. Og det fik vi da gjort så rigeligt. For næste morgen havde vi utroligt svært ved at finde bilen, vi havde kørt i – ingen kunne huske hvor vi havde parkeret. Men vores vært havde sagt, at vi sagtens kunne køre med et par genstande i blodet, det gjorde man… og hvis bare man kunne sætte nøglen i, så var det  helt OK.  Jan og Karsten skulle videre ned til Carara i  Italien og besøge Christian, Else og  Birte og Otto. De boede i et sommerhus, som Otto havde formidlet gennem sin marmorleverandør.

Det var lidt af en loppetjans i banken, ferie var det jo, så ikke meget for mig at bestille. Jeg kan huske, at jeg sad og lavede nogle lange lister, og når biblioteksvognen kom forbi vores kontor, tog jeg en bog, som jeg godt måtte læse i – endda i arbejdstiden.

Ingen tvivl om at jeg havde rigtig godt af at komme lidt væk fra Danmark, og med sommer  og et besøg af Jan og opholdet i den smukke by, fik jeg i en stund alt det sørgelige derhjemme lidt på afstand.

 

Brev til Jan om mors sygdom

 

Jan arbejder som praktikant på et savværk i Striberg i Sverige

Århus d. 14/5-65

Kære Jan

Puh ha, det har sandelig været et par hektiske dage. Mor blev jo opereret i går,og far havde fået besked om at ringe til hospitalet kl. ca. 3. På det tidspunkt var der ikke noget nyt, ring igen om en time. Kl. 4 ikke noget. Kl. 5 heller ikke og kl. 6 stadig ikke. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg aldrig før i mit liv har været så nervøs, hver gang far ringede, tog det en forfærdelig lang tid, før han kom til at tale med opvågningsafdelingen, og jeg troede både det det ene og det andet. For lægerne havde jo sagt på forhånd, at det var at stille livet på højkant. Og far tog sig da også nogle timelange spadsereture inde i stuen. Men ingen af os turde jo sige, hvad vi frygtede, for ikke at gøre Lise bange. Men endelig kl. 7, da far ringede igen, var hun bragt til opvågningsstuen, efter en ca. 9 timer lang operation, og far fik lov til at komme derop med det samme, og han fik da også talt med prof. Søndergård selv. Han lød til at være meget tilfreds med operationen, men Hr. Gysting, sagde han, vi må forberede Dem på, at vi må lukke hende op igen, for hun har for meget blod i lungerne, det skal fjernes. Far blev jo noget betænkelig ved det, og spurgte hvornår det så skulle være. Ja, det haster såmænd ikke, sagde Søndergård, hvis hun får besvær med det i nat, så opererer vi hende i nat. Nå, pas nu lidt på, husk på du har en operation i morgen, som kan risikerere at vare 12 timer, sagde en af de andre læger.

Nå, men tilbage til mor selv, hun lå i en alm. seng, men hun vatr altså frosset ned, og midt i struben havde hun et hul med en slange på tykkelse med den på en støvsuger, det var respiratoren, som hun skal ligge med i ca. 14 dage, hun havde også noget i næsen, sagde far, og hun var omgivet af 5 læger og 3 sygeplejersker, som foreløbig blev ved hende. Far skulle selvfølglig hilse fra os herhjemme, og det kunne mor godt forstå, og far spurgte, om hun havde smerter, og hun rystede på hovedet. Far måtte jo kun være der i ca. 2 min., men han fik lov til at ringe med jævne mellemrum og spørge til hende.

Da far kom hjem fik han jo travlt med at ringe til hele familien, som jo alle ventede spændt på resultatet. Og far, som jo godt kunne trænge lidt til at slappe af efter en så nervepirrende dag, blev ærlig talt lidt ked af det, da Bedstefar ud på aftenen viste sig, det kan jo godt være anstrengende at råbe så højt. Kl. 11 (åh jeg glemmer helt at bruge 13-14-15 osv, men du forstår godt tidspunkterne alligevel, ikke?) ringede far igen, ja hun er lige bragt til operationsstuen igen, åh stakkels, stakkels mor, det er da også synd, at hun skal så umenneskeligt meget igennem, nu skulle hun åbnes igen, og først kl. 2 kunne man melde, at den 2. operation var vel overstået. Du kan nok tænke dig, at det var et sært rystende espeløv, der gik til sengs den dag. Men nu skulle det værste jo også være overstået, men lægerne siger altså, at far ikke skal blive bange, hvis hun pludselig bliver ringere her lørdag-søndag, for der kommer krisen altså. Men den skal hun nok klare. Hun er jo stærk, siger alle lægerne. Men det varer lang, lang tid før hun er helt ok igen, kan du nok tænke dig. Men jeg synes hun har taget det hele helt fantastisk, hun var i godt humør lige til det sidste. Men nu skal det siges, at hun ikke vidste, at det var den store operation, hvor de åbner selve hjertet, og mange andre ting om slangen og nedfrysningen vidste hun heller ikke rigtigt, men det var der jo heller ingen grund til at fortælle hende, det havde jo bare gjort hende endnu mere nervøs.

Far er oppe ved hende nu, kl. er 17.45, nå ja, jeg har lige været væk et øjeblik, telefonen ringede, jeg ryster helt endnu, men det var værre i går, da min tante ringede, men far var helt fra den. Ja, det var Niels, der ringede, han var ovre hos Karsten, om jeg kom derover i aften? , det gør jeg sikkert et smut.

Nej, hvor har jeg skrevet, og alt sammen om sygdom, men det er jo også det der optager mig mest i øjeblikket. Jeg kan ikke få mig selv til at tænke ret meget på eksamen, jeg havde tysk fagligt i går, det var noget værre møg. Stilen var altfor svær, synes jeg. Men jeg har fået at vide, at jeg har fået mg+ i maskinskrivning, det er da godt.

Jeg kiggede op til dine forældre her i eftermiddags. Jytte og Michael og ham Niels var der også, de kørte ud til Frisenborg Slot, som jo er åbent i dag. Ja, på en måde er det jo et meget godt tidspunkt, du er væk på, jeg har jo nok at forlede mine tanker med, men på den anden side har jeg mange gange været ked af det, og du er så god til at gøre mig god og glad igen.

Jeg vil altså se dig igen, inden jeg rejser til Wien. Det er sjovt, de tidspunkter, hvor jeg savner dig mest, er når jeg skriver til dig, og når jeg læser dine breve, der tænker jeg kun på dig imens.

Kærlig hilsen

Din Anette

Jeg skal hilse fra hele familien

De glade 60´ere

Ja, sådan blev de kaldt i eftertiden. For os der levede i dem, så de nok noget mere nuancerede ud. Men som Kirkegård siger ”man skal leve livet forlæns og forstå det baglæns”, så var der meget at glæde sig over, når jeg ser det her noget på afstand. Rock´n´roll musikken først og fremmest med the Beatles, der med deres musik blev verdensberømte og idoler for vores ungdom. I årtiet startede mange bevægelser bl.a.en hel række frigørelser indenfor sex, boformer og euroforiske stoffer f.eks. hash. Og så havde vi da også lige et ungdomsoprør sidst i 60´erne. Men vi kan nu ikke prale af at været sådan særlig engegerede i det, for vi var alle optaget af kærlighed og redebygning.

Grete og Niels blev gravide med Hasse, og så skulle de jo giftes. Mor syede en smuk hvid brudekjole til Grete og sammen flyttede den lille familie i lejlighed på Kaj Munksvej. Hasse var det første barn i vennekredsen og han var elsket af os alle. Vi holdt tit fester i deres lejlighed, jeg husker en leg, hvor man sidder i rundkreds og så bliver en ølflaske lagt i midten og skal snurres rundt, og den flaskehalsen drejer på skal smide et stykke tøj. Pludselig blev lyset slukket mens vi sad der helt eller halvt nøgne. Vi havde nok ødelagt nattesøvnen hos de andre i ejendommen med høje hvin og latter når den sidste trevl røg af, for slet ikke at tale om den lyd det giver når en flaske drejes rundt igen og igen på et bart trægulv. Sjovt var det at de fleste piger var tilbøjelige til at smide trusserne før BH´en – hvorfor??

Nå, men som sagt fyldte musikken, som også blev kaldt pigtrådsmusik meget – det var vigtigt at finde ud af, om man var til Beatles eller Stones. Jeg var helt sikkert til Beatles. Jan har fortalt, at han og vennerne så dem optræde i en club på Reperbahn i Hamborg. De var jo gode at danse til, og det gjorde vi hver weekend til den lyse morgen.Niels og jeg var helt sikkert de bedste, og vi nød at danse. Jeg kunne også godt lide det lidt mere stille musik som Donovan og af folkemuksik var min yndling Joan Baez.

Fra USA kom jazzgymnastikken til Danmark. Jeg meldte mig ind hos Flatau, hvor jeg gik sammen med Vibbe, Ninas storesøster. Men jeg skiftede til  Grete Nedergaard, fordi Leif fortalte at hans halvsøster Grete  var superdygtig. Her gik jeg i rigtig mange år, senere også til fødselsforberedelse, og der blev taget billeder af mig, som hun brugte i hendes markedsføring. I mange år hængte jeg som poster over lokalerne på 1. sal på hjørnet af Nørregade og Norsgade. Jeg assisterede i undervisningen, og fik i stedet for penge smarte gymnastikdragter og tricots.

Jeg nævnte lige alle de nye bølger der kendetegnede 60´erne,og det får mig til at mindes, at  det også var på det tidspunkt, der kom skred i tiltaleformerne. Jan og jeg og vennerne var inviteret til Leifs fødselsdag i  Hr. og Fru Fabiansens hjem. Jeg får Hr. Fabiansen til bordherre. Du skal lige vide, at man dengang altid sagde Hr., Fru og Frk. til voksne. Jeg selv blev selv altid kaldt Frk. Gysting. Hvis man begyndte at kende folk bedre, kunne man ændre De til du ved at” drikke dus”. Det gør man ved at tage sit glas i højre hånd og lave armkrog med ham/hende man nu skal ”dusse”. Hr. Fabiansen siger så til mig ”nu synes jeg, at vi kender hinanden så godt, skal vi ikke være ”dus?” jeg smiler og siger ja, og vi skulle bare skåle på det. Men måske kan du forestille dig, at jeg jo følte mig som meget yngre end ham, og derfor havde svært ved det. Jeg kom da også hele middagen igennem, ved at omskrive alle sætninger, så jeg undgik De/du. Det hele var mere formelt dengang, og ens stilling og arbejde betød meget. Jeg har engang hørt hans kone ringe til en eller anden og præsentere sig som Fru landsretssagfører Fabiansen, lidt sært i dag for det var jo hendes mand der havde det job.

                              

I 1965 blev Else og Christian gift, for han havde fået job som sælger for Møller & Hjorth, som hans far Erling Hjorth ejede. Han skulle sælge rengøringsartikler i Sønderjylland, og så flyttede de til det der senere blev til Kunsthåndværkergården, lidt nord for Haderslev. Else fik job ved Hjemmeværnet og Claus blev født. Og vi fik endnu et sted at holde fester. Året forinden var Elses søster Birte og Otto blevet gift og havde fået deres første datter Jette. Vi begyndte at komme mere sammen med dem, og havde en rigtig dejlig tur til Bornholm.

Også Jan var noget ved musikken, han spillede i Red River Skiffle Group med bl.a. Logan og Karsten. Som sangerinde havde de først Jans gamle kæreste Jette og senere trådte Else ind.

Efter HH læste jeg videre til tresproglig korrespondent med engelsk, tysk og fransk. Det foregik dengang i BP huset på Europaplads, for Handelshøjskolen på Ringgaden var endnu ikke færdigbygget. Jan blev udlært og tog på 3 mdr. praktik på et svensk savværk i Striberg.

Mor og jeg har det godt sammen nu. I efterårsferien lejer vi et sommerhus på Als, og mens far er ude og ekspedere hygger vi os. Det er et A-hus og jeg sidder meget udenfor i solen og broderer på en mørkeblå løber med hvide stjerner, den skal Yrsa have i julegave. Om aftenen spiller vi Matador og Ludo og nyder at være sammen og have fri.

Men i løbet af vinteren bliver mor syg, hun går ikke meget ud, for hun er bange for at besvime. Hun døjer med vejrtrækningen, og går til læge. Her får hun at vide at hun har dårligt hjerte p.g.a. fortykkede hjerteklapper, som formentlig skyldes af hun havde gigtfeber som barn.

Kald det kærlighed

Man kan godt have det godt med  én, føle sig tiltrukket  af en anden, men pludselig er den der. Valget kan ikke tages med hovedet eller øjnene, men jeg var ikke i tvivl nu var den der. Og dog som andre havde jeg også favoritter, han skulle helst være slank og mørkhåret – lidt som idol Anthony Perkins. Og det var han jo.

Jan og jeg blev kærester. Jeg syntes han var rigtig pæn og sød, så vi forelskede os i hinanden. Så selvfølgelig skulle jeg med til den næste fest. Men det var lidt af en udfordring at få mig med, for jeg stod til stuearrest, fordi  jeg ikke havde overholdt den aftalte komme-hjem - tid foregående weekend.  Men  jeg var jo 18 år, så jeg var ikke helt sikker på om han kunne nægte mig ”udgang”.

Pludselig ringede det på vores hoveddør, far åbnede og udenfor stod Jan og hans gode ven Karsten. De spurgte meget høfligt, om det var muligt at få Anette med til en fest , og ville passe godt på mig og bringe mig sikkert tilbage. Far lod sig overtale og jeg var jublende glad og sprang op på bagsædet af Jans scooter og Grethe bagpå Karstens.  Vi skulle ud til et lånt sommerhus i Skæring. Det var godt vi ikke blev set, da vi samme nat kom hjem bestemt ikke helt ædru og Karsten  iført en ”snublekyse”  i form af en thevarmer med applikerede tulipaner .

Det var en ny klike jeg kom ind i for min bedste veninde blev kæreste med Niels, og Else og Christian dannede par,  og så var der Karsten, Leif og Logan.  Næsten hver weekend var vi sammen, det skete ret så ofte hos Muddi og Onkel Niels , som vi kaldte Karstens mor og hendes mand. Når de var på Falster rykkede vi ind og festede godt igennem. Vi spiste Muddis hjemmelavede brød og raberbermarmelade og  sørgede for rigeligt med øl. En gang lavede jeg en romfromage og fulgte som sædvanligt Frk Jensens Kogebog, men den rom jeg kom i var en Strohrom, så den blev nærmest uspiselig, men ned skulle den jo det var jo 80%.

Det var utroligt hvad de måtte lægge ryg til. En gang havde Christians Goggomobil nærmest fræset græsplænen op. Logan iførte sig Onkel Niels´ kittel og kasket og med diverse haveredskaber forsøgte han at udbedre skaderne, men uden større held.  Der blev danset vild jiggerbug så pludselig røg det kongelige porcelænsaskebæger med krabben på gulvet og gik itu. For dyre domme købte vi et nyt hos Buus, men de er jo håndmalede så der kan godt være lidt variation i farverne. For mange år senere røbede vi historien for Muddi, og hun kunne da fortælle, at faktisk havde hun undret sig over farverne, når hun vaskede op. Men slog det hen.
Jan og mor var meget glade for hinanden, han syntes hun var en sød og varm kvinde, og jeg var helt sikker på, at han kunne godkendes som kommende svigersøn. Far syntes godt om ham, men var nok mere forbeholden, bl.a. fordi  jeg var så næsegrus af beundring for hans families levevis. Måske anede han, at der under overfladen var lidt lig i lasten.

De boede i en meget elegant lejlighed på 4. sal. Yrsa havde med sin stilsikre sans indrettet den med moderne teaktræsmøbler og den længste røde sofa jeg nogensinde har set. De ældre stole var betrukket om i sort/ hvide tern og knaldgult stof. Der var stor kontrast til vores noget slidte og bedagede hjem. Yrsa var uddannet i herreekvipering og havde ekspederet i Magasin. Nu havde hun fået job i visitationen på Tanlægehøjskolen. En flot og velklædt kvinde med mørkt opsat hår i knold og altid med guldsløjfe som øreklips. Så var der Vibeke, en meget sød og køn lillesøster, som jeg kom godt ud af det med. Først troede jeg slet ikke at der var en far, men så kom Frank hjem fra København iført en smart ruskindsjakke og cowboybukser. Jeg blev noget overrasket over at høre at han arbejdede på en benzinstation. Jeg syntes ikke rigtigt det svarede til hjemmet og livsstilen. Han lignede Jan, og vi blev hurtigt gode venner. Med Yrsa var det lidt sværere. Hun var irriteret på alting og kritiserede meget. Jeg fik f.eks. at vide at jeg godt måtte bruge lidt mere på øjnene. Hun og Vibeke gik vildt meget op i tøj og udseende. Når de skulle have nye sko ringede de til en forretning i København og fik tilsendt en kollektion Charles Jurdin sko i kommission. De kaldte mig ind på Vibekes værelse for at se med, men jeg måtte endelig ikke fortælle Jan det. Det gjorde jeg ikke før langt senere, men fandt ud af at syntes, de brugte for mange  penge. Hun lærte mig at stryge skjorter til den store perfektion, hun må have luret, hvor det bar hen.

Jan var i lære på Århus Tømmerhandel ,og jeg læste til Højere Handelseksamen.  Jeg oplevede hans læreplads, da jeg arbejdede der i en sommerferie. Kontoret var med høje pulte og høje taburetter. Direktør Poul Barnow kom hen og hilste mig velkommen og må have bemærket min ringe højde, for han begyndte at fortælle at han havde da nogle tomme honningdåser på loftet, så han kom tilbage med én til mine pusselanker, og mens han baksede med at placere mine fødder på dåsen, kommenterede han min nederdel ”Nå, så det må så være den kvindelige udgave af cowboybukser”. De to  direktørbrødre var vist begge ret så dameglade.

Vi interesserede os dengang for film, vi så sort/hvide kortfilm, og f.eks” I fjor i Marienbad ”af Alain Resnais holdt vi af. Så meget at drengene, der var på en telttur i bil til Pris, lod sig fotografere  som en scene fra filmen, hvor personer står urørlige i en park som statuer.

Vi eksperimenterede  også selv og lavede en film ”Dig og mig og vi tre”,  en kærlighedshistorie hvor Christian og jeg er et kærestepar, og Jan er forelsket i mig”  I drømmene bliver filmen i farve, ellers er den sort/hvid. Niels lånte et kamera og var instruktør, og Else, Karsten,Grete og Jes var statister. Den eksisterer heldigvis stadig. Filmen kan se på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=D6LpHLx_TUw&feature=youtu.be

En eller to aftener  om  ugen  arbejde Jan som løbedreng på Cykelbanen. Det tjente han 7 kr. ved. Når jeg ikke skulle læse lektier eller passe mit arbejde hos Trævarefabrikkernes Udsalg cyklede jeg op til ham. Og galant som han var, tilbød han mig en sodavand og et stykke Pernille chokolade. Den stakke,l han ofrede jo hele lønnen for mig!. Men så havde han fornøjelsen at trække min cykel hjem og blev da også belønnet med kys ved afskeden i gadedøren.

I sommeren 1963 blev jeg handelsstudent med blå hue, og mor havde syet en flot hvid stropkjole i Piqué til mig og en blå jakke til. Jan var med vores familie til middag på restaurant bagefter. Vi ville så gerne på en uges ferie på Mallorca. Men vi måtte jo ikke sove sammen, når vi ikke var gift, så jeg opfandt en historie med ,at jeg skulle bo sammen med en sygeplejerske. Jeg ved ikke op de hoppede på den, men i hvert fald kom vi afsted, og vi havde en dejlig tur sammen for første gang.

Mit ophav

Inden jeg går videre med mit eget liv, vil jeg lige fortælle lidt om den tid der kom før mig, nemlig om mine forældre og bedsteforældre.

Min mor blev født i Faarvang i 1917. Hun blev døbt  Edith . Min mormor hed Kristine Marie Jakobsen. Hun kom fra Højbjerg  og flyttede til Tvillum Sogn for at tjene som pige på en gård. Morfar, som vi kun kaldte bedstefar, hed Peder Kristian Pedersen og han blev født i Fårvang i 1879. Han blev aldrig kaldt andet end P´Godtfred, fordi hans far hed Godtfred til fornavn. De fik 2 piger og 4 drenge og bosatte sig i den yderste ende af Fårvang og efterhånden som drengene blev voksne og blev udlærte i noget med træ, bosatte de sig som naboer til forældrene. Bedstefar var en flink og afholdt mand i byen, så han sad også i sognerådet.
Jeg husker ikke bedstemor, men bedstefar var jeg glad for, dog kunne jeg ikke lide at give ham et kys på munden, fordi han havde et skæg, der kradsede. Når han kom skulle jeg altid have en skilling, og da jeg som ung pige havde fødselsdag fik jeg mit største ønske et chartol i nøddetræ, som han selv havde snedkereret . Ved en senere fødselsdag, skulle jeg kigge bag døren, og så stod der et par flotte ski, som jeg havde ønsket mig.

 

 Hvorfor mor valgte at blive frisør ved jeg ikke, men det blev hun og tog til København, hvor hun fik en salon med 11 pladser. Dengang kunne frisører leje en stol hos ejeren, og så have egne kunder, men det var jo en smart og billig måde at få sig etableret uden mange kroner på lommen. Desværre døde mor tidligt som 48 årig, og før jeg interesserede mig synderligt for hendes liv og karriere – desværre. Men jeg har fundet nogle flotte billeder af hende, som viser at hun var flot og modebevidst kvinde, som forstår at føre sig.  Hun møder så min far og de forelsker sig.

 

 

Min far var den førstefødte i hans familie. Hans mor altså min farmor hed Anna Emilie Johansen, og farfar  Axel Jacob Nathansson var repræsentant. Han tilhørte det mosaiske trossamfund. Om deres liv kan du læse mere i min fars erindringer ”Løvfald”.  Og  i den tidligere  ”En Nakskov Slægt” føres  min fædrene slægt helt tilbage til Philip Jacob Ephraim født i Polen 1758 og hans død som Købmand i Nakskov 1818.

 

Far blev født i 1921 og blev døbt Georg.  Halvandet  år efter fik han en lillebror Børge og efter endnu nogle år kom Mogens til. De boede i en lejlighed på Vesterbro, i Dannebrogsgade. Han skriver ”i den pæne ende af gaden” der  ellers  var fyldt med bæverdinger og letlevende damer. Farmor var syerske og syede selvfølgelig også til sine egne poder. Hvor tit har jeg ikke hørt far og Onkel Børge fortælle om hvordan de sad på hug som børn, for hun yndede at klæde dem helt i hvidt, når de var i byen, og måtte jo endelig ikke blive snavsede. Farmor har jeg besøgt i Tagensbo. I stuen var den ene væg et stort  vægmaleri af en ung negerkvinde liggende ved en Hawaiagtig badestrand, det var vist fra den unge mand, der havde boet der før. Ellers husker jeg bedst den blomstrede bolchedåse, der stod højt oppe på et skab. Når vi skulle have et bolche, slog hun altid på siden af dåsen for at løsne bolcherne, så man kunne vælge. Hun kom fra Masnedsund, og snakkede et syngende fynsk.  Farmor brugte hårnet når hun sov,og så blev gebisset lagt i et glas vand, jeg syntes det så meget uhyggeligt ud. Engang da hun sov på mit værelse sammen med Lise faldt gebisset på gulvet, så Lise måtte finde det under sengen – hvor ulækkert. Far og mor var noget irriterede på hende, fordi hun ikke ”kunne tage sig sammen og købe gaver til børnenes fødselsdage”  hun sendte penge, og så måtte far og mor købe gaverne. Jeg synes nu hun er undskyldt, fordi hun jo ikke kom så tit og derfor ikke vidste hvad vi interesserede os for og ønskede os. Farfar har jeg desværre ingen erindring om, men han arbejdede først som repræsentant og senere vicevært, og skulle efter sigende være et rart menneske.

Tiderne gjorde det svært at være jøder, så hele familien tog i 1938 navneforandring til Gysting.  Jeg har bevis fra Københavns Overpræsidium, og det kostede i alt 4 kr.

Mine forældre blev gift på rådhuset i København den 25. marts 1944 og fik en lejlighed på Uglevej, og flyttede så  lidt senere til Århus, mor med mig i maven.

 

 

 

 

 

Ud af skolen

Jeg kan jo godt lide skolen, så jeg siger nej tak til at komme på gymnasiet. Der forsvinder en del piger fra klassen, så jeg begynder at komme sammen med Grete Berlin fra A klassen. Vi bliver rigtig gode veninder og er meget sammen efter skoletid, og laver aftaler om det ene og det andet i telefonen. Så far en dag indskærper mig, at telefonen kun er til korte meddelelser, og han synes det er mærkeligt, at jeg har behov for at ringe til Grete, når jeg alligevel skal mødes med hende snart. Men der er i det hele taget meget vi ikke ser ens på. Også om hvem jeg må komme sammen med. F.eks. er Rita dårligt selskab, jeg ved ikke rigtigt hvorfor, og Kirsten Knudsen er heller ikke go´ nok. Men hendes mor er ellers den bedste til at stive underskørter. Hendes er så stive at de kan stå selv. Mor stiver dem efter vask i Krystalstivelse, men de er ikke stive nok, og så strutter nederdelen ikke nok. Men så syr hun en løbegang i nederst og sætter en gardinspiral i, det er bedre.

 

De har lovet mig at jeg får et kørekort, når jeg bliver 18 hvis jeg ikke begynder at ryge.  Men det gør jeg så – i smug. Vi kan købe løse cigaretter nede hos Brugsen. Min far vil ikke have at vi går i Brugsen, han hader alt der har med socialdemokraterne, andelstanker og arbejdere at gøre. Han er selv retsstatsmand. Man kan også trække 5 Eifel eller 5 York til 1 krone i automater. Her kan man også efter lukketid trække slik, chokolade og kager. Vi ryger nede i kælderen, men jeg begynder også at ryge inde på mit værelse. Jeg har en lille dåse Craven-A til skodder i den øverste skuffe i chartollet. De banker altid på døren til værelset inden de kommer ind, så jeg kan nå at skodde. Det må jo have lugtet!! men de sagde ingenting. Jeg husker også at jeg sommetider stod ude på toilettet med et åbent vindue og røg.

Vi mødes tit med Bent og HC nede i Rosenvænget og hører musik. Man bliver altid spurgt om man er til Elvis eller til Cliff. Jeg synes de er OK begge to, men jeg synes at Elvis er lidt for billig og ligner en trucker og Cliff lidt for sukkersød, men de synger da meget godt. Jeg hører også meget musik hjemme, jeg har en lille brun radio, og her stiller jeg ind på Radio Luxemborg ” the station of the stars”. Og i dansk radio hører jeg altid ”efter skoletid”, også mens jeg laver lektier.

Vi går til mange fester og begynder at komme samen med dem fra Kathedralskolen. Grete har nemlig en veninde Pi, der går der. Når forældrene hos hende eller et andet sted ikke er hjemme, holder vi fest. Det er sjovt at møde andre, f.eks. Ulla Stålby (Therkelsen) og Thorkild Bjørnkjær. Vi drikker øl, danser og snakker så tiden flyver afsted. Så det er sket at jeg er kommet senere hjem end den aftalte tid.  Far bliver rasende og sikkert også nervøs, så han har præsteret at køre rundt og lede efter mig. Så kan jeg få stuearrest eller må ikke gå til fest næste lørdag.

 

Efter Realeksamen starter jeg på Handelsgymnasiet. Vi har haft mange diskussioner om, hvad jeg skal være. Mor synes jeg skal på husholdningsskole, men det vil jeg ikke. Erik Lund, min engelsklærer råder mig til at gå videre med sprog, så det bliver at læse til Højere Handelseksamen og så måske fortsætte som 3 sproglig korrespondent. Vi har jo også snakket meget om, hvad jeg kunne tænke mig at blive, og så har jeg sagt blomsterbinder og selv tænkt, om det kunne være noget med skuespil, men jeg vidste for lidt om det.

Nu begynder jeg også at få  nye venner fra skolen, og er med til at sætte Mercurrevyen op. Bagefter står jeg og venter på en sporvogn sammen med  Lars Lunøe og en anden fra teatret, det er hundekoldt så da vi skal samme vej tager vi en taxa til deres lejlighed på Langenæs. Her slutter vi med lidt hyggelig snak og et glas vin og så skynder jeg mig hjem. Et par gange om ugen arbejder jeg om eftermiddagen i Stålmøbelfabrikkernes Udsalg. Jeg skal jo selv klare lommepenge, så jeg synes faktisk at jeg sommetider har det for hårdt, for der er jo også ret mange lektier og afleveringer.

En af de første kærester er Jan Max, men det er ikke længe vi kommer sammen, for han er ivrig spejder, og skal altid til møde osv., så kommer der pudsigt nok endnu en Jan (Gretlund), men det gik også hurtigt forbi,

Så møder jeg Hans Jørgen Schanz, og  han  den første, jeg har med hjem. Han er jæger, og kommer hjem på Uffesvej med en fasan, det er sjovt, vi finder et hagl i den og han ”pelser” den og mor steger den. Men kort tid efter slår vi op

Grete har været til en pyjamasfest hos Else nede i Rosenvænget, og fortæller mig om at det var alletiders fest, så jeg bliver lidt misundelig, og spørger hende om hun ikke kan få mig med næste gang. Kort efter skal jeg sammen med Åse til fest oppe hos Jes Dombernowsky, da vi kommer forbi Kaj Munksvej, er der 2 fyre som hænger ud ad vinduet, og spørger hvor vi skal hen. Vi fortæller dem det. Og lidt senere på aftenen går døren op og ind kommner Niels, Leif og Jan Øyvind.

 

 

 

                            

 

 

 

 

 

 

 

Teenagetid

Jeg glæder mig meget til min konfirmation. Mor har syet en rigtig flot kjole til mig i Broederie Anglaise og med bådudskæring og sløjfe sløjfe foran og et par sko med æghæl (jeg må ikke få højhælede sko endnu). Og så det allerbedste, jeg får for første gang lov at få købetøj – endelig! Alt mit andendagstøj er færdigsyet. Jeg får en pliséet nederdel i blackwatch (blå/grønne tern) med top med V udskæring, derunder en strygefri skjortebluse og det første par nylonstrømper, som holdes oppe med strømpebånd og hofteholder. Det efterlader et stykke med bart, så man altid fryser om lårene. Vi er i oktober så jeg får også en ulden frakke og et mohairtørklæde.

 Mor snakker med Tante Ellen i telefonen og fortæller, at Nette har fået ”det og det” ,og så har hun også fået en skjorte fra ”non iron fabrikken” (udtakt sin det staves)– hvor pinligt hun kan ikke engelsk og så tror hun at mærket  i nakken er firmamærket.  Jeg har forsøgt at lære hende lidt engelsk, men hun kan ikke sige ”the”, som hun udtaler ”je”, underligt for hun kan jo godt sige gade, altså med det bløde”d” .

 I det hele taget kan jeg blive så irriteret på hende, samtidig med at jeg også synes det er synd for hende. Hun skal altid bare gå derhjemme og gøre rent og lave mad, mens far får så mange oplevelser ude hos kunderne, som han for manges vedkommende bliver venner med. Jeg synes også tit hun er sur og jeg kan tit høre, at  de skændes sommetider inde bag den lukkede dør i soveværelset.  Jeg kom til at høre at far kaldte hende en frigid kælling, og det var vist ikke ment for mine ører. Der var også engang hun sagde, at jeg havde en næse som hævet bolledej, det blev jeg ked af, men jeg har faktisk sommetider lidt bumser, som jeg forsøger at trykke ud omkring næsen. Så renser jeg det med et tot vat og mors ansigtsvand og kommer Nivea creme på eller tager noget af hendes Brejning creme i den lyserøde dåse. Somme tider låner jeg også hendes parfume, det er alt sammen i toiletskabet på badeværelset. Det er en lillebitte flaske der stadig står i sin sort og hvidstribede æske fra  Nina Ricci og hedder”je reviens”. Jeg dupper det altid bagved ørene.

 

Jeg glemmer heller aldrig dengang jeg fik min første menstruation. Vi havde haft om det i skolen, så jeg viste jo godt hvad det gik ud på. Vi fik et hæfte med billeder der tydeligt viste hvordan drenge og piger ser ud forneden og en masse forklaringer om hvad der sker med kroppen når man udvikler sig fra barn til voksen. Det er altså lidt pinligt at tale om, og man kommer altid til at grine. Men så skulle vi over til sundhedsplejersken, selvfølgelig pigerne for sig og drengene for sig ,for ellers bliver der for meget grin og ballade.

 Og så en dag kunne mor jo se at der i snavstøjet  lå et par af mine underbukser med tydeligt bevis. Jeg kan lige høre hende sige til far: ”Åh Georg , nu har  Nette fået sin blødning, og vi har slet ikke fået talt om det”. Nå,  men så skulle der købes sådan nogle ulækre gummiagtige bukser med  et indvendigt system, så hygiejnebindet kunne skiftes. Det er altså også lidt flovt, at stå henne hos købmanden, når der også er andre i butikken og bede om pose hygiejnebind, og som den eneste vare af alle bliver den da også automatisk pakket ind i papir, så omverdenen ikke kan se hvad jeg lige har købt.

 Men så har vi det også sommetider sjovt. Hun kan faktisk også være rigtig pæn, min mor. Når hun skal i byen eller til forældremøde på skolen. Jeg fik faktisk lov til at sminke hendes øjne med lidt blå skygge på øjenlåget og en sort streg og mascara, hvor så hun flot og filmstjerneagtig ud, så var jeg stolt af hende.

 Vi er et stort hold der skal konfirmeres i Viby kirke, så vi har 2 præster til konfirmationsforberedelse Gaarn Larsen og Pastor Baunsgaard. Jeg kan bedst lide Pastor Baunsgaard, han er så frisk. Så jeg er barepige for deres børn. Det kan jeg godt lide, der står altid en bakke med en franskbrødsmad eller kage og the, som jeg selv kan lave. De har grammofon, så når jeg har fået børnene til at sove, sætter jeg pickuppen på med  singler  med Four Jacks med” Åh Marie, a vil hjem til dig” eller ”Du min Texas gule rose”.  Jeg tjener jo også en del penge ved det.

 

 

 Jeg passer mange børn, på Uffesvej passer jeg Hr. og Fru Ingemanns børn, når de skal i byen. Han ryger Senior Service. Næsten alle voksne ryger, mor ryger cerutter Monaco eller Hera og far tager engang imellem en cigar. Bedstefar har en rigtig gammeldags lang pibe. Jeg tror ikke jeg kommer til at ryge, jeg synes det smager grimt og det lugter.

Min konfirmation holder vi hjemme, det er hyggeligt og hele familien kommer. Tante Gudrun giver mig en fin lille hvid salmebog med mit navn trykt med guldbogstaver og et lille kniplingslommetørklæde. Det kan jeg lægge ind ved ”min salme”. Jeg har ”den store mester kommer”, men jeg kan ikke få 1. vers, det er der en anden der har taget, men så har jeg 2. vers. Vi skal alle sammen sige et vers højt, så jeg er noget nervøs i kirken.  Udfor kirken står en masse fra Uffesvej og fra de andre klasser som jeg kender, og de kommer med telegrammer til mig. Jeg får mange gaver: en rød beautybox til andendagen, en gul rejsegrammofon, fra dem fra Fårvang får jeg en sølvhalskæde og armbånd.  Der er dækket fint op i soveværelset  og det bliver en god fest, hvor far selvfølgelig skrevet en sang  ham og Onkel Børge laver en masse fis.