Bryllup

En dag da far skulle hente mig inde i byen, sad der en fremmed dame i bilen, det var Hilda. Jeg havde kort forinden hørt, at han var begyndt at se noget til en dame, som var enke, og som han syntes jeg skulle møde. Vi sagde pænt goddag til hinanden. Jeg syntes hun var hvad man dengang ville kalde en nydelig dame med et velplejet ydre og i pænt tøj og jeg syntes hun virkede både sød og venlig.
Men det var alligevel mærkeligt, det var jo ikke så længe siden, vi havde mistet mor, men jeg fornemmede at de allerede kendte hinanden godt, og de var tydeligt glade for hinanden.

Nu startede en ny periode i vores liv, ikke mindst for Lise som jo bare en stor pige, der snart skulle konfirmeres. Hilda kom mere og mere i vores hjem, så det blev en urolig tid med mange forandringer. Jeg var ikke så påvirket af det, fordi, jeg var ved at flyve fra reden og havde fokus på mit nye voksenliv. For Anders og især Lise var der ingen tvivl om, at det gik alt for stærkt.

Anders kom ind til militæret og Lise fandt sin Jan og nærmest et nyt hjem hos hans meget forstående og hjertefarme far, mor og støster.

Jeg fik arbejde som korrespondent/sekretær hos Ludvig M. Larsen A/S, som handlede med træbearbejdningsmaskiner, og jeg glemmer aldrig min første arbejdsdag, hvor direktør Johannes Larsen åbnede døren til kontoret og sagde: ”Frk. Gysting vil De lige komme ind, vi skal have skrevet et par tyske breve ”.Rystende nervøs gik jeg ind med min stenografiblok og blyant for at tage stenogram på tysk  af et par meget lange  breve til tyske leverandører for første gang. Det var lidt af et gætteværk at tyde de mange tegn på blokken da jeg skulle skrive brevene,  for slet ikke at tale om at finde tysk oversættelse  for de mærkelige fagudtryk som fræsere, høvle, dobbeltafkortere osv. Men her fik jeg god hjælp af salgschefen i firmaet. Jeg overtog jobbet i slutningen af 1965 efter Birte, som måtte sige op, da hun og Otto ventede Jette. Johannes Larsen skulle i den anledning have sagt til hende om mig ” Nu er hun vel ikke forlovet og skal giftes?” Hvortil hun replicerede ”nej, nej, hun har bare en ven” …

Så blev Else og Christian gift og flyttede til Haderslev, og derefter stod vi for tur.  Jan ringede mange gange til mig og kunne f.eks. spørge ”Intet nyt fra Østfronten?” = de røde. Han spurgte selvfølgelig til om jeg havde fået menstruation, for jeg syntes ikke ligefrem resten af familien skulle høre hvad snakken drejede sig om.  Så vi måtte nu komme med det glade budskab at Anette var gravid, og at vi gerne ville giftes.  Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg om fredagen gik hjem fra arbejde, og om mandagen mødte op og blev kaldt fru Hansen. Det føltes lidt sært.

Vi skulle giftes  den 2. april 1966 i Viby Kirke. Jeg købte den flotteste kjole i crèmefarvet blonde med et kort slør til, og traditionen tro bar jeg også noget gammelt, noget blåt og noget nyt. Jeg havde tante Gudruns blondelommetørklæde fra min konfirmation, og  havde syet en blå sløjfe på min underkjole, og det nye var jo kjolen i sig selv.  Jan havde været nede hos byens førende blomsterhandler Abel og bestilt den yndigste brudebuket med hvide fresiaer, som på det tidspunkt var min yndlingsblomst.

 

Vi havde bestilt en bil (taxa) til at hente mig på Uffesvej , og jeg stod spændt oppe ved stuevinduet efter den. Så kørte far og mig til kirken. Det var en fantastisk oplevelse at høre orglets brusen og døren gå op, og far og jeg gå op af gulvet til alteret, hvor Jan ventede sammen med Frank, Yrsa og Vibeke.  Det var Pastor Baunsgaard der viede os og vi fik ringe på.  Ham havde jeg et helt specielt forhold til, fordi jeg havde været barnepige for hans børn.  Jan var flot i kjole og hvidt, det klædte ham virkelig godt. Det eneste problem var, at han aftenen før brylluppet havde lagt sig for at tage  højfjeldssol  i bar figur og var faldet i søvn og  blevet lidt forbrændt lige under hagen, hvilket generede ham med den tætsiddende knækflip, så han blev helt rød på halsen, men også på de ædlere dele!!

Efter kirken blev vi fotograferet hos kgl. Hoffotograf Weg på Store Torv, vi havde tidligere fået lavet billeder hos  Weg, som vi havde foræret hinanden. Jeg hang i flere måneder i hans udstillingsvindue. Så kørte vi til Hotel Tre Ege, hvor vi blev modtaget af gæsterne.

 

 

 

 

 

Det blev alletiders aften  med et meget smukt pyntet bord, dejlig mad og med mange taler og sange. Gavebordet var også stort, fra Ludvig M. Larsen fik vi et fondusæt og ellers en masse service, lamper osv. Det er bevægende at gense billederne fra festen, for mange af deltagerne er her desværre ikke mere. Far havde uden mit vidende fået Hr. Krauel til at spille. Det var altid ham der spillede da jeg gik til ballet hos fru Egdø, og hver gang jeg kom ind i salen til ballet,  spillede han temaet fra Kong  Nepumuks Soldater , et teaterstykke som jeg medvirkede i, da jeg var lille, og det gjorde han også denne aften. Jeg har gemt hans regning som er et falset kort som forestiller et sort flygel . Indeni står der ” Herr Gysting  -Musik til Bryllup Kr. 160,00.

Året efter blev far og Hilda gift den 18.3. 1967 og måneden efter blev Lise konfirmeret den 2.4.1967,

med fest på Sallings Tagrestaurant med mange gæster, herimellem en hel masse nye fra Hildas familie, som vi ikke tidligere havde mødt.