Tanzania

Sven, som jo var tandlæge, skulle til Tanzania og hjælpe en lokal ”counterpart” med et Danida støttet tandlægeprojekt. Han boede i Dar el Salam i et  kvarter med det nordiske navn Valhalla, her boede nemlig en del andre u-lands folk fra vores nabolande. Jan og jeg syntes, at det lød spændende og meget eksotisk, så vi besluttede at besøge ham i februar 1992, og Lise var helt med på idéen.

Efter en mellemlanding i Nairobi landede vi en meget tidlig morgen i lufthavnen. Svedige og trætte steg vi ud af flyet og var omgivet af lutter sorte mennesker i en mur af varme, støj og hvor var Sven?? Vi satte os udenfor på kufferterne med monsterstore kakerlakker pilende  om fødderne. Så dukkede han og bilen op, og vi kørte afsted. Bodil var i Danmark, men han havde en fast hushjælp i den søde lokale kvinde Alice til at passe hus, købe ind og lave mad. Hun bagte en lind strøm af gulerodsboller og så vaskede hun tøj – og tænk underbukserne blev strøget - sådan har vi aldrig prøvet det før! Der var også en vagt, der passede på os og huset.

 

Lise fortæller, at vi sidst på dagen kørte til yachtklubben, hvor Sven bød os på en sundowner i form af en gin og tonic, mens vi nød den nedgående sol i de smukke omgivelser. Måske blev det til i hvert fald én mere, og jeg mener at kunne huske at Sven nævnte, at der sagtens kunne gå tre g&t til - for en solnedgang varer længe og den skal nydes i fulde drag…

Vi kørte rundt i Dar og var også på havnen til et fiskemarked. Autentisk og sanselig  oplevelse med massevis af frisk glinsende fisk og skaldyr – og der duftede lifligt fra små boder af stegte fisk, som de lokale fristede os med. Men vi skulle spise et andet sted, Lise erindrer, vi skulle ud til et lokalt  sted,  hvor han og Bodil havde været. Så vi blev i mørket ført  igennem adskillige smalle gyder og ind ad en dør til en kun sparsomt oplyst restaurant, som vist var etiopisk. Vi sad lavt på gulvet, og der kom en kvinde med et fad med vand, så vi kunne tvætte vores hænder. Det viste sig at være godt, for der var ingen bestik – så ankom en dejlig velduftende kødret, som også smagte rigtig godt, og det lykkedes os nogenlunde nemt at få ”kørt” maden op til munden med lidt øvelse.

Godt han havde en bil, så vi kunne komme lidt omkring. Vi skulle til Mikumi National Park, det var farverigt at køre turen derned  – for langs vejene gik kvinder iført brogede kangaer, balancerende med krukker på hovedet og børnene flokkedes omkring os, når vi standsede, så vi kunne købe lidt småting såsom kamme, krydderier, frugt osv. Sommetider så vi også en af de høje og flotte Masaier med stav og perlesmykker.  Midt i middagsheden gjorde vi stop i en by, hvor Sven skulle hen og hente noget – vist et glas pickles, tror jeg det var. Lise og jeg blev efterladt midt i en by, hvor solen stod i zenit, og vi var ved at blive brændt op, så vi var nødt til at købe nogle store – i øvrigt meget flotte flettede fade, som vi kunne bruge som skjold.

 

I Mikumi blev vi installeret i en hytte og senge med myggenet – det er dejligt trygt, for så er man nogenlunde beskytet mod kryb, men hvad med dyrene? – for der var var ingen vinduer i hytten. Mørket sænkede sig, og vi skulle over at spise og gå igennem knæhøjt græs, hvor der sagtens kunne gemme sig slanger – gåsegang med kun en flagermuslygte og med dyrelyde og brøl i baggrunden. Lise og jeg var trætte og gik i seng – Sven og Jan sad på den lille veranda og snakkede og drak whisky. Vi stod op og måtte også have lidt at sove på, og snart lå vi alle fire i sengene.

 

 

Det var stadig mørkt, da vi kørte ud på safari, og det første flotte syn var en flok yndefulde giraffer, som i morgengryet stille gik og nippede blade af trætoppene. Så måtte vi stanse – for midt på vejen lå en hanløve med ungerne omkring sig. Sven fortæller” de havde sikkert lige spist – de jager tidligt om morgenen  og var derfor sløve og ikke særlig villige til at flytte sig”. Vi ventede og nød synet af løvefamilien, men først da vi startede bilen og” næsten puffede” til flokken luntede løvefar afsted med familien.

 

Den største oplevelse var nok at komme til Zanzibar, som ligger ca. 35 km fra Tanzanias kyst.  Den omtales sommetider som Island of cloves på grund af krydderiet nellike. Og  ved ankomst til øen tog vi med den ventende taxa og kørte til en plantage, hvor de dyrkede alle de krydderier, som vi bare kender fra glas – kanel, ingefær, vanille, muskatnød osv. I mange år gemte jeg dem indpakket i et lokalt stykke avispapir.  Alle vegne kom børn os imøde og tiggede - så de fik en bic kuglepen og en rest poloer.

 

Så blev vi kørt til Matewe, hvor vi boede i små primitive hytter. Stedet drives af nogle svenskere, og vi blev blidt vækket om morgenen med vores early morning tea, serveret ved hytten og indtaget i liggestole med udsigt over det indiske ocean. Da vi kørte fra stedet stoppede vi ved en bod betjent af et par drenge, og jeg købte en lille træbåd – en dove, som nu står i sommerhuset – og Lise en lille træflyver.

 

Så kom vi til Stone Town, og her var der en stemning af eventyr og tusind og én nat. Mange kulturer er samlet i de krogede gyder med mennesker i alle hudfarver – arabiske, indiske koloniherrer fra Portugal og Spanien.

Sven havde givet os adressen på Emmerson House, som vi fandt – bag en af de berømte smukt udskårne døre i Stone Town. Mr. Emmerson som var psykiater og bøsse i New York ejede dette smukke sted, hvor vi blev indlogeret i Blue No. 5. Så kom der en flot, mørk ung mand ind på værelset kun iført en rød lang kanga om hofterne. Han viste os  tilrette med myggenet, himmelsenge,  ventilator og badeværelset lidt længere nede af gangen, meget primitivt og pittoresque. Man steg ud på en lille trærist mellem grønne planter og blomster, åbnede  for det kolde vand og havde den skønneste udsigt lige op i den blå luft.

 

Kraftigt inspireret af de lokale klædedragter uden strammende og snærende sømme og ben, købte vi selvfølgelig også kangaer, som vi gik med under resten af turen.

 

Lise og jeg steg op i hver sin himmelseng,  hvor man kunne se sig selv i et spejl i fodenden. Det blev mørkt, så vi lå og læste med lommelygter. Jan snusede lidt omkring og kom pludselig tilbage, fordi han havde hørt en ganske særlig, men kendt lyd af klirrende isklumper i et glas. Det viste sig, at der var en bar på topfloor. Nu var vi jo i et muslimsk land, hvor man jo ikke serverer alkohol, så der var kun tonic til rådighed, og den manglede jo dens bedre halvdel. Så den elskværdige tjener sendte lynhurtigt et bud afsted efter den manglende gin, og så fik vi igen lidt at sove på.

Når vi kørte rundt i Svens bil hørte vi hele tiden Ann Linnets seneste LP, den med sol, måne og stjerner, så den vil for altid minde mig om vores dejlige tur til Tanzania. Der var kun én gang, hvor Lise var sur på mig. Vi skulle ud på en strand, og jeg kunne ikke finde min bikini. Jan sagde, at han gerne ville køre tilbage – vist ca. 1 times kørsel – og med potholes i vejen, så Lise syntes det var synd for ham, men han insisterede. Og hvad skete der så, lige efter han tog afsted, fandt jeg bikinien i bunden af rygsækken – men dengang havde vi jo ikke mobiltelefon L