Bahamas

Jeg fik orlov fra skolen, fordi vi havde besluttet at tage til Bahamas, og det gjorde vi så i begyndelsen af 1993. Jan havde et rigtig godt forhold til en af vores store kunder dr. odont Svend Jarby, som drev Identoflex, et svejtsisk firma, som solgte vores røntgentrammer til tandlæger. Han  var meget karismatisk og havde et godt forretningstalent - lidt af en verdensmand,  selvbevidst og med en excentrisk levevis, men ikke uden charme. I de varme måneder boede han i sin lejlighed på ”industriøen”Freeport på Coral Beach, og han havde en drøm om at kunne producere røntgenrammerne på øen, og så eksportere til Europa og via Miami, som lå knap ½ times flyvetid fra Freeport, måske også komme ind på det amerikanske marked. Han havde gode lokale kontakter, således skulle Mario Donato som havde boet 30 år på øen og ejede flere ejendomme, hoteller og restauranter  berige med sin knowhow og sørge for produktionslokaler. Den tredje var en immigration officer, som jeg har glemt navnet på, hjælpe os med opholdstilladelser, licenser  osv.

 Her er uddrag af fax hjem den 28.1.93:

”Efter 22 timers rejse overgav vi vores baggage til en sort og venlig portør i uniform, han ville bringe den til Bahama Air, og vi skulle så bare checke ind. Vi står og venter på ham i 20 min., og han dukker ikke op. Flyet afgår om ½ time – er den stjålet – hvad skal vi gøre? Vi løber flere km tilbage til der hvor vi afleverede baggagen, og får lykkeligvis fat i en supervisor, som siger ”take it easy – we´ll find your luggage”. Vi tænker, er den stjålet?, vi har ikke navnet på manden, kan kun beskrive ham som mørk, middelhøjde, altså svarende til 2000 andre. En halv time senere dukker han op og fortæller med et stort smil, at baggagen blev afleveret direkte til Bahama Air. Så er der kun 15 min. til flyafgang og 2 km til check-in, men vi når det, og baggagen erfarer vi senere er med!

Vi kommer hjem til vores dejlige hus og går i seng. Kl. 2 bliver vi vækket af ”water music”, og det er ikke Händel der lyder, men vores toilet i soveværelset, som er løbet over - så meget at det regner ned i stuen fra loftet, og gulvet står i vand til ankelhøje med et par hundrede liter. Efter 2-3 timer har vi fået skovlet det meste af vandet ud og kan forsætte vores søvn. ”

 5.2.93

Vi har nu faaet etableret kontor på spisebordet. Jeg skriver paa en god elektronisk skrivemaskine, der kun har den ene fejl, at den ikke kender til de danske bogstaver. Vi har ogsaa faaet en telefax, saa vi er i kontakt med verden udenfor Bahamas nu.  De foerste moeder starter som regel ved 10-tiden, inden da har vi spist morgenmad og maaske gaaet en tur ned til stranden. Naar man siger kl. 10, kan man ikke altid regne med det, de opererer med en saakaldt Bahmiansk tid, det tager man det ikke saa noeje med. Det er sevfoelgelig ogsaa derfor alt tager saa lang tid. Lidt svaert at acceptere, naar vi gerne vil have alle dokumenter, tilladelser, licens m.v. paa plads, saa vi kan komme i gang. Det er også fordi, man aabenbart foerst rigtig faar tingene igennem, naar man staar på kontorerne igen og igen, saa det varer nok endnu ca. 14 dage foer alt koerer.
Lokalerne er meget gode og nu er haandvaerkene rykket ind og skal til at male (det skulle også have vaeret gjort inden vi kom), men nu er vi her selv til at foelge op.

Vores vaertinde Phyllis synes vi skal tage med til den store vinsmagning på det fornemme hotel Princess, hvor man skal vaere i galla, og hun reserverer billetter, saa hvis vores gaester har lyst, kan de ogsaa vaere med. Den 20. er vi (ogsaa gaester) inviteret til Jarby´s venindes foedselsdag. Han har chartret en baad, og saa faar man drinks og mad ombord. ”

8.2.93 ”Vi har i dag fra de bevilligende myndigheder faaet bekræftelse paa, at tilladelserne bliver i orden. Saa vi regner med, at kunne sige OK til Dantransport i Miami om at afsende containeren med hele udstyret en af de naermeste dage. Anette sider i skrivestuen (den ene halvdel af skrivebordet) og Jan har den anden halvdel med sin ”long distance management”). Nu ser vi frem til på onsdag at modtage min Lise, hendes veninde og ugen efter 3 Tanzanianske venner. Lise fylder nemlig 40 aar den 19. februar.

Vi nyder meget sydens og havets frugter. Vi oever os i at spise Conc (den indre, bloede del af kaempestore konkylier), den er lidt gummilastisk, men det regnes for en delikatesse, saa vi maa faa det laert. Her er ikke specielt billigt i sammenligning med Danmark, men raavarerne er gode og specielt koed er godt og billigt, for slet ikke at tale om den lokale rom. De laver en speciel drink, der hedder Bahama Mama, den består af Rom og Grenadine og lidt andet. Den lokale oel heder Kalik og er også rimelig god. ”

                                              

 

Så fik vi besøg af Lise, Bodil, Sven, Lene og Sys, vi blev indlogeret i en lejlighed lige ved siden af. Det var sjovt og hyggeligt for os at få besøg hjemmefra. Den fine gallafest gik godt, men så kom dramaet.

 

Svens værkfører Heine var endt på politistationen sammen med en luder, sådan omtalte Sven hende i hvert fald, da han ringede til os for at bede om hjælp, for Heine kunne ikke tale meget engelsk, så jeg skulle hjælpe med tolkning. Politiet havde fundet narkotika, så de blev begge anholdt. På politistationen talte jeg med en betjent som skulle briefe mig, han så nu ikke ud som man nok forventer i uniform, men i rastafarifarver og selvfølgelig  var han også sort. Han var venlig og sagde, at det kun var en lille mængde stof - men nok til fængslingen. Og de ville gerne have mig til at tolke i retten næste dag.  Men Sven ville gerne have Heine løsladt mod kaution, og så startede jagten på løsepenge. Det var sent ved midnatstid, så Sven og vi gik ind på Casinoet, men her kunne de ikke hjælpe os med at hæve  penge. Sven havde kontaktet Mario, og på hans restaurant Pier 1 lå der tit ret mange penge i kassen ved lukketid så tidligt næste morgen troppede Sven op i arresten med morgenmad til Heine og løsepengene.  Med bævende hjerte trådte jeg ind i retssalen, hvor der sad en rad af sorte mænd iført sorte kapper og hvide parykker. Bahamas er stadig underlagt engelsk lov, men deres engelsk er en speciel ø-dialekt, som ikke er særlig fortståelig, i hvert fald ikke, når man kun havde været der meget kort tid – det var som at være med i en film, jeg skulle lægge min hånd på biblen, mens en af dommerne ved siden af sagde hele remsen "repeat after me ……to tell the trooth and nothing but the truth, so help me God". Py-ha ... men det gik godt og snart var både Heine og pigen fri. Jeg mødte hende senere, og fik et par øreringe af hende.

 Vi fejrede Lises 40 års fødselsdag på restaurant Bucaneer, som ligger smukt ud til vandet og sad der i solnedgangen i sandet under palmerne med  tropical drinks  og dejlig mad. Vi havde skrevet  en sang til hende  på melodien Jamaica-Jamaica, som her selvfølgelig kom til at hedde Bahamas- Bahamas… afleveret i en smuk sangskjuler i form af en Conc -en kæmpekonkylie.

Det var ikke den eneste fest,  for vi var også med til Ruth´s 60 års fødselsdag. Sven havde lejet en båd og inviteret alle hans ”venner” ud at sejle. Fint sku´ det være – der manglede ikke noget hverken at drikke og spise, og der blev også danset til caribisk musik f.eks. Bahamen. Men ”heldigvis”  blev det et værre blæsevejr, og vi måtte vende om før tiden.-helt ærligt var vi ikke helt trygge ved flere af gæsterne...

 

 Vi har aldrig haft så mange gæster som dengang. Vi fik også besøg af Anders, Karin og Trine, som lige kom fra en tur i Florida.  Jeg tror Trine en dag fik sat perler i håret af en af de lokale kvinder. Med dem besøgte vi den lokale botaniske have og Pier 1, hvor de kan noget helt specielt.  Restauranten er bygget på pæle ud i vandet, og når mørket har sænket sig, tænder de projektører, ringer med en klokke, en tjener vender bunden i vejret på en spand med en masse blodrødt kød  – og så varer det ikke længe før man kan se den karakteristiske rygfinne fra hajerne, som kommer svømmende ind i hobetal for at få serveret deres aftensmad – et fantastisk show.

Karsten, Sisser, Mette og Johanne lagde også turen forbi, vi badede og nød det næsten altid gode vejr. Men under deres besøg havde vi et af de værste regnskyl vi oplevede derovre, så bilerne nærmest ikke kunne køre. Men næste dag – atter sol og så gik ved ned til Zanadu ved stranden, for Jan og Karsten skulle have dykkercertifikat.  Jan havde faktisk problemer, da han var nede på nok altfor dybt vand og var ved at gå i panik.