Nye tider hos A&H

Dejligt at være hjemme igen og fortsætte arbejdet hos Allingham & Hansen. Men vi havde lyst til at gøre en ekstra indsats for at forøge salget. Der var mere og mere fokus på miljøvenlige produkter, og kunderne efterspurgte alternativer til plast.  Så det blev i første omgang  udbudet af pap, vi vil gøre større. I forvejen havde vi de meget smukke og rustikke paptyper  fra Bruunshaab Gl. Papfabrik.  Men trykkvaliteten var ikke altid lige god på de ujævne overflader, så derfor tog vi kontakt til Köhler AG i Tyskland, som forhandlede ensartede genbrugspapkvaliteter i grå og sort i forskellige tykkelser. Nu manglede vi bare en hvid kvalitet, så havde vi hele palletten.

 Vi tog kontakt til konsulent Torben Rifbjerg, som var god til at finde muligheder for støtte til udvikling,  han kunne se, at der var muligheder for opsøge og besøge internationale fora, så vi tog på en papirmesse i Bangkok, og fik en aftale med Mr. Sureka fra Indien om import af  hvid pap lavet af bomuldsfibre. Senere tog vi til Hongkong og sejlede over til Kina til KWH´ s mekanisme fabrik. Vi havde forsøgt at få fat i en nikkelfri mekanisme, så vi kunne levere helt miljøvenlige ringbind. Der var en ”kongelig” modtagelse. Vi var så heldige, at KWH´s engelske direktør også var på besøg. Direktørens datter Louise var hjemme fra sit studie i Canada, og hun ledsagede os hele vejen på smukt engelsk. De fleste talte et spinkelt engelsk eller kun Mandarin. Men vi blev beværtet på alle mulige måder. Dog var jeg ikke så glad, da vi under spisningen  sad i de højryggede stole, og Louise foreslog at vi skulle prøve deres nye karokee anlæg. Jan afslog totalt. Hun havde en sangbog, hvor de fleste tekster var på kinesisk, med ganske få på engelsk. ”I am sailing” foreslog jeg, og det gjorde vi så… Jeg ved ikke om det var en belønning for sangen, men inden vi tog afsted fik vi en kæmpestor bærepose med kinesiske kærlighedsfrugter, nok fordi vi kom til at sige, at dem havde vi fået som desert til vores bryllup. Forinden havde vi været til møde med direktøren, som gerne ville forære os en nikkelfri mekanisme, han var tydeligt stolt og glad, og det var vi også. Den kostede ganske vist mere end en forniklet af slagsen, for det kostede at fjerne mekanismer  ud fra den vanlige forniklingsproces.

 

Til at markedsføre de nye produkter kontaktede vi Exact Design ved Lene Kjellerup. Hun rettede op på A&H´s logo, designede genbrugsproduktark  på dansk, tysk og engelsk, så nu var vi klar til projekt ”Welcome on Board” - en udsendelse til reklamebureauer, grafikere, inhouse reklameafdelinger af et ringbind, produktblade og et ark med de fine nye paptyper.

 Udsendelsen blev godt modtaget, og materialer og produkter fik  premiere på vores første udstilling, som skete på Hanse Access i Hamborg. Vi havde lavet en flot stand, hvor alle vægge var beklædt med bølgepap og alle produkter var i pap. Det var Jørgen og mig som lavede standen og også stod på den- vores tyske sælger grafiker Herbert König var der en enkelt dag. Stor var overraskelsen, da vi den sidste dag blev kaldt op for at modtage 1.præmien i form af  en klokke for den  mest innovative stand. Vi drog glade og trætte hjem med en masse forespørgsler, og der kom så meget gang i salget, at vi ansatte Jørgen Schmidt, en tysktalende sønderjyde, til at betjene det nordtyske marked.

 

Succesen fortsatte, så vi ansatte den engelske sælger David Clifford, og kort efter fik vi kontakt med Paperback, som blev en af vores største og mest trofaste kunder i resten af vores tid hos A&H.

 Vi fortsatte udviklingen, nu var det internt og med forbedring af produktionsprocedurer, forretningsgange, dokumentstyring af f.eks. ordresedler og tilbud -vi skulle alt igennem!. På den tid var løsningen kvalitetsstyring, alle forretningsgange skulle være synlige og målbare. Til det formål hyrede vi Einer fra Teknologisk Institut til at hjælpe med den proces. Og det hele blev sat ind i en kvalitetshåndbog – selvfølgelig i pap. Og ja, det var umagen værd, vi fik bedre kommunikation internt og også udadtil, altså til leverandører og kunder.

Så kom turen til miljøet, vi ville gerne have en miljøprofil, så vi ansatte Klaus Kristensen, som var ingeniør i den såkaldte ”miljøisbryderordning”. På det tidspunkt midt i 90´erne havde vi også Kim ansat, han ”kridtede banen op” så gangarealer blev synlige, checkede op på lys og ergonomi og meget andet. Vi besøgte altid messen i Frankfurt for at holde os orienteret om nye materialer og idéer, og her mødte vi israelske Mapal, som producerede det nye miljø- og pvcfrie plastmateriale Poloypropylen (PP). Med Klaus besøgte vi Mapal, som var en kibbutzfabrik i Golanhøjderne, vi var der et par dage og boede lige ned til Geneserath Sø. Det blev den nye  bølge i vores ”miljøbevægelse”, og sammen med Klaus købte vi en presse, som kunne bearbejde materialet. Ved forbrænding afgiver materialet ikke andet til omgivelserne end Co2 og vand. Næste opgave var så, at få det afsat. Vi havde tidligere lavet flotte papmapper til Jan Normans billedmateriale, så mon ikke også han kunne hjælpe os med et egnet produkt. Valget faldt på en lille CD  mappe Jagten" som kunne indeholde nogle af Jans kunstbilleder, samtidig med at vi introducerede materialet til kunderne som årets juleudsendelse.

 

 

 

Det var godt timet, der var brug for og lyst til det nye miljøvenlige og æstetiske materiale. Klaus lavede et ”miljøskema” som viste de forskellige materialers egenskaber og profil i miljøregnskabet. Vi havde lært meget i vores udviklingsproces, og Torben Rifbjerg foreslog os at dele vores viden med andre, så der blev igen søgt om midler til udveksling med et Johannesburg baseret trykkeri, som kunne have brug for omstilling til ”black empowerment”, så kort efter modtog vi direktør Eddie og et par andre fra Fortuna. Det var planen, at vores medabejdere skulle derned og oplære de lokale i vores færdigheder og vice versa. Kim var tænkt ind i styringen, og vi havde møder i ambassaden i Pretoria, og jeg var med en sælger rundt hos store bureauer som Saatchi and Saatchi, Young & Rubicon m.fl. og de var imponerede og begejstrede. Men, så kom chocket – firmaet var dybt forgældet, og ved at gå konkurs, og vi måtte droppe projektet – ærgeligt, men set på afstand måske heldigt, Johannesburg var et farligt sted. På bureauturen med deres sælger Derek, stansede vi i et lyskryds tæt ved centrum. ”check at døren er låst”, sagde han, idet han tog sin jakke af, og så så jeg at der hang noget i et hylster ved hans bælte – nok en mobil? – men det var en revolver. ”Har du nogensinde brugt den? Spurgte jeg. – ja én gang, sagde han – jeg dræbte en mand. ”Kom du så i fængsel? spurgte jeg. – nej, svarede han, det blev betragtet som selvforsvar. Jeg sov ovenpå og hørte noget, så en skikkelse og skød.