Vi havde altid rejst
med vores familie, og nu da Yrsa var alene, tog vi også hende med. Lise og hun
gik godt i spænd, så vi tog på en rejse til Cypern. Vi var der om foråret, og
vi havde lejet en pæn stor bil, så der var plads til Lises kørestol og kørte
rundt i bjergene, hvor mandeltræerne stod i
et brus af lyserøde velduftende blomster. Vi var et godt team og kunne
godt lide at gå på markeder, og så hvilede damerne sig, imens Jan og jeg
forsøgte os i køkkenet med græske specialiteter, som vi senere serverede
på terassen. Dejlig tur, men Yrsa fik på slutningen problemer med maven, og som
hun sagde ”jeg vil ikke have det med hjem”, så vi måtte på apoteket for at få
maven på gled. Lise har senere fortalt, at hun døjede lidt med Yrsas ”vrede”.
Yrsa var en temperamentsfuld kvinde og havde ganske bestemte holdninger og
meninger, som vi andre ikke altid delte. Det ville hun ikke acceptere, så hun
kæmpede altid bravt for at overbevise os andre om hendes påstandes rigtighed.
Jeg husker, at Lise på denne tur måtte lægge øre til Yrsas påstand om at ”dyr
er bedre end mennesker”. Hun havde nemlig lige været på Grønland, og så hvordan
de kønne og uskyldige hunde hylede og peb udenfor husene, og næsten ingen mad
fik. I øvrigt havde hun det positive træk, at hun næsten uden undtagelse forherligede
hendes egne - altså f.eks. Jan og Vibeke
ofte på bekostning af andre. Meget kan man sige om hende… men det var aldrig
kedeligt.
Med Andreas -
bogholder i A&H tog vi på bustur med hans ”rullende naturskole” til
Sverige. Helt op til Hornbogasjöen - for at se tranedans. Om foråret vender
fuglene tilbage, de har været et tur sydpå om vinteren, måske i Afrika og
flyver med et muligt stop-over på Rügen - og lander så på én bestemt mark. Det var næsten umuligt at finde
parkeringsplads, det er et tilløbsstykke – ja folk fra hele verden, og mange af dem kom slæbende på kæmpekikkerter. Her lå
tidligere en snapsefabrik, hvor man kastede kartoffelskræller fra produktionen
ud på marken - og de er lige haps for traner. Men produktionen blev nedlagt, og
nu lægger man noget andet ud til dem, så de kommer stadig i hobetal og danser deres yndefulde
parringsdans, mens vi andre kigger betagede på.
Næste år tog vi derop
igen, denne gang lavede vi selv turen med Sven og Bodil, hendes børn og svigerbørn.
Også Lise og Lene var også med. Det var i en påskeferie med dejligt vejr, vi
sørgede selv for maden. Henrik havde lavet en skøn gryderet til os.
Nina og Arne var
flyttet til Indien. De fik produceret tøj i Madras, som byen hed dengang. Så vi
måtte ud at besøge dem. De boede i et stort smukt, eksklusivt hus i udkanten af
byen. Begge er kreative mennesker, så alt var flot indrettet og haven omkring
huset stod Arne for. Oppe på taget ”topfloor” var den skønneste udsigt over det
indiske ocean, og de var ved at få bygget en bambushytte deroppe. Her serverede
Nina hver morgen stegte tomater, æg og toast. Deres søn Thomas var også
involveret i firmaet, så ham havde vi også fornøjelsen af at møde derude.
Det var spændende at
være med ude at handle på markederne, de havde både vagter og deres egen chauffør, som kørte
os rundt. Vi skulle have fisk til aften, så råbte Nina fra bagsædet til chaufføren:” fishmarket”. Stor kontrast fra det fredelige
forstadshus til et inferno af mennesker,
dyr, mad, lugte og larm på marked og i by. Men Nina vidste lige præcis, hvor man
fik de fineste fisk, hvor man skulle købe sine æg, tomater osv. Det tryllede
hun om aftenen ud til spicy, velsmagende retter. Havet lå lige nedenfor, og en dag gik vi ned
for at tage et morgenbad.Vi blev betragtet af en flok stort smilende og
grinende drenge, der dannede kreds om os. Jeg kunne godt senere se, at jeg nok
skulle have været lidt mere anstændigt påklædt.
I øvrigt så vi senere folk forrette deres nødtørft i vandkanten, så det
var og blev den sidste badetur. På en
senere tur langs stranden gik vi forbi de små, simple og faldefærdige rønner,
og så forstod jeg hvorfor morgentoilettet blev lagt ved havet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar