Fars død

Han døde den 30. marts 1998 om natten af en blodprop i hjertet i en alder af  77 år.

Vi blev ringet op om først på natten af Jens Jørgen, at Georg var hentet i ambulance og kørt til Kommunehospitalet. Han var ved bevidsthed, og skulle checkes for en mulig blodprop, og han og Lene ville tage derop. I dag fortryder jeg, at vi ikke også tog afsted, men bare lagde os til at sove - vi var trætte, skulle tidligt op næste dag og på arbejde, og troede ikke det var så slemt. Men Jens Jørgen ringede sidst på natten og sagde, at han nu var død.

Vi tog hurtigt afsted, og jeg besøgte ham på stuen. Han lå i sit nattøj på en båre – og så godt ud og fredfyldt, sygeplejersken gik ud, og jeg tog afsked med ham. Derefter spurgte hun, om jeg ville have hans fingerringe med, men nej tak, dem skulle han have med sig. Overvejede lige et øjeblikket G-ringen. Guldringen med forbogstavet G indgraveret – den, som vi alle tre børn kan huske fra vi var ganske små, og som Lise afslørede far med som udklædt julemand. Ja, sådan noget for igennem hovedet på mig. 

Og  - at jeg ville savne ham, for han havde altid været der i mit liv, været en god far, svigerfar og morfar - og den eneste efter mor døde. Nu havde jeg jo mit eget liv, men det er da et tab at miste ens forældre – og som en voksen så ”pædagogisk”  sagde til mig   ”ja, Nette nu sidder du yderst på kirkebænken ” – tankevækkende ..

 Men hvor er det godt at have ritualer i den svære situation. Jeg skulle hjælpe Hilda under mødet med præsten.  I hvert fald med valget af salmer. Vi var enige om, at der skulle være flest af Jeppe Aakjær – hans yndlingsdigter, og som han kunne citere udenad i timevis. Så foreslog jeg, at vi sang Stille hjerte sol går ned. ”Nej, det går ikke”, sagde præstedamen, det måtte vi ikke, jeg synes ikke rigtig vi fik en forklaring på det, eller også kan jeg bare ikke huske det. Men vi fik lov til at få den spillet af orgelet til udgangen. Far var en stor mand, og det kunne bærerne godt mærke, da de bar ham ud.

Han ville gerne i de ukendtes grav og blev bisat fra Viby Kirke, her hvor jeg blev konfirmeret, og Jan og jeg gift. Da jeg stod i våbenhuset, så jeg til min store glæde at fætter Klaus og onkel Børge var der, det var dejligt at se dem. Og det skulle blive anledningen til, at vi mange år fremover mødtes en gang om året med Klaus, Linda og kusine Anne.       

Jeg ville gerne sige ordentlig farvel til far, og jeg vidste han ville være glad for at høre noget fra ”Rugens sange” . Så jeg stillede mig op ved båren og reciterede "Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod".
 

Der var ”gravøl” på Mercur hotel, og det var en dejlig afslutning på dagen med smørebrød, snak og gode historier, og jeg havde lavet et lille sanghæfte med bl.a. ”Stille hjerte” og ”Jeg er havren”.

Men det er godt at have minder at tænke på, her er et par billeder fra hans 70 års fødselsdag og et portrætbillede.