Lucas fødsel

Det er sidst på sommeren, den 31. august 1998 og telefonen ringer, og Kim fortæller, at nu er fødslen gået i gang og Renata er kørt på Kommunehospitalet.

Det blev en dreng!! – og velskabt , den første i familien, og mor og søn har det godt - Kim er pavestolt, bevægende at se ens søn med sin egensøn i favnen. Det er et fantastisk og dejligt syn, at se et så velskabt barn, og vores første barnebarn – det er stort! – vi er meget glade og stolte. Det lille nye familiemedlem ligger bare der i mors arme og spiser og sover, mens vi er på den anden ende, og ringer rundt for at fortælle familie og venner om den glædelige begivenhed.

Snart kommer Sandra og Fabiano også, så der festes og heldigvis er det sommer, så vi tager i sommerhus, hvor Lise er så begejstret for vidunderet, der ligger der i sin lift på terassen og lader sig beundre. Hun fortæller faktisk, at hun mener, at hun sad i samfulde 8 timer og ikke lavede stort andet end at kigge på Lucas -  for det var Kim og Renata enige om var et godt navn, som lyder ens og godt på både dansk og portugisisk.
 

 

 

Sandra og Fabiano bliver i landet et stykke tid, så vi synes også vi vil give dem tur rundt i Danmark, og vi aftaler at køre en tur på Himmelbjerget. Nu skal det lige siges, at ingen af dem taler engelsk. Sandra har forsøgt sig med lidt på et sprogkursus, men det er meget spinkelt. Jeg har jo min HF i spansk, men den er ret støvet, og i øvrigt er der meget stor forskel på spansk og det brasiliansk portugisiske. Men vilje viser vej, for det går faktisk ret godt, vi taler jo selvfølgelig om de nære ting, som f.eks. hvor sød og dygtig Lucas er, og jeg kommenterer de steder vi passerer på vej til Himmelbjerget gennem det smukke sommerlandskab. Det lykkedes os faktisk så nogenlunde at holde en samtale gående. Jeg havde også smugtrænet lidt, for jeg lånte et sæt med bånd og bog på biblioteket. Jeg har egentlig været forelsket i brasiliansk, siden jeg som ung for mange år siden så den brasilianske film med slavepigen Isaura. Jeg syntes der var meget melodi i sproget, næsten som de synger lidt, mens de taler. Og jeg har senere læst at det påstås, at det smukkeste sprog tales netop i og omkring Rio de Janeiro.
 

Han skulle døbes i Brasilien, så det bliver besluttet at familien tager til Brasilien, så Lucas kan blive døbt i den lokale kirke i Niteroi. Hurra - så skal vi til Brasilien og holde jul!. Og Lise skal med, for Kasper og Debora skal være faddere. Det er en lang flyvetur, men vi bliver hentet i lufthavnen af familien, og bliver kørt hjem til Sandra, som bor centralt i Niteroi, ikke langt fra den verdensberømte arkitekt Oscar Niemeyers lige færdigtbyggede  museum, der ligger smukt som en Ufo, der lige er landet i vandkanten. Nu kan vi tage Lucas i klapvognen i det bare ingenting, for det er dejligt varmt at spadsere rundt med ham. Og han bliver beundret af alle ” que lindo” – hvor kær, og han omtales som ”gringino” – en lille gringo med det nordiske udtryk i de blå øjne, lyse hår og hud. Han er en glad og nem lille dreng, som alle kommer til at holde af.

 

 Vi står længe foran kirken før dåben, for Renata venter på en veninde,som skal komme med Lucas´ dåbstøj. Indenfor er der mange mennesker, helt anderledes end i en dansk kirke – folk ler og snakker og går rundt og hilser på. Det er en kraftig sort mand i en hvid klædning- han er præst. Lille kusine Marianna bærer en pude, hvorpå ligger kluden til at tørre Lucas´ hoved. Renata holder dåbsbarnet ned over døbefonden.  Derefter bliver han båret ned til fadderne Kasper og Debora, og præsten siger noget, hvoraf jeg kun forstår ”Lucas” - udtalt med stor mørk bas "Locas",mens han med lidt olie på fingrene slår et kors på barnets bryst.

 

 

Så er der fest hjemme hos Sandra på ”play” – en etage hvor børn kan lege og vi holde fest. Og så fik vi Churrasco, som er en brasiliansk specialitet, hvor kød serveres fra spid og med en masse spændende ting til. Sandras kæreste Fabiano har en Posada, et slags vandrehjem, lidt længere væk ved Rio de Bracui. Tænk,  at han har lavet en rampe specielt til Lise, så hun kan komme ind på sit værelse. Vi skal holde jul her, og der kommer mange gæster, bl.a. en af Sandras søstre med familie. I Brasilien får man først gaver ved midnat, så ventetiden bliver brugt til at spise al den dejlige mad, som Sandra og familien har lavet. Der snakkes og vi skulle alle komme med en pakke,  og derefter gætte hvem der skulle have pakken. Det var ikke altid lige nemt, så der bliver grint rigtig meget.
 

 Lidt oppe ad bjerget bor indianerne, så vi beslutter at gå derop. Det er en ret hård tur, men vi kommer frem ved middagstid. Desværre kan Lise ikke komme rundt i terænnet, så hun sidder i sin kørestol med solen i Zenit, men hun har heldigvis en paraply til at beskytte sig – ligner lille sorte Sambo, men det er da noget af et syn, så en flok hujende og grinende unger slutter kreds om hende. Vi køber lidt kurve af dem og starter nedturen, Turen gå over floden, hvor Lise bliver båret af Kasper og Kim og vi kommer til en lille restaurant, og så gi´r Lise op, hun er fuldstændig dehydreret, så hun får både cola og vand.

Vi skal selvfølgelig også op til Cristo Redendor, og det er lidt af en ekspedition, for der er kun trapper det sidste stykke, så Kim og Kasper bærer Lise, det sidste stykke op, men det var umagen værd, for sikken en udsigt – udover de berømte strande Copacabana og Ipanema.