Farmormad

Ja, for jeg kan jo aldrig komme til at lave mormormad, når jeg kun har sønner. Jeg ved ikke hvorfor, men er det ligesom det lyder hyggeligere og bedre med mormormad? Måske er der et eller andet kønsrolleagtigt med, at fædre før i tiden ikke kom så meget i køkkenet som mødre, bortset fra, når der skulle trækkes flasker op, eller snapsen skulle en tur i fryseren så den blev iskold – sådan var det i hvert fald i mit barndomshjem. Ikke at de ikke interesserede sig for mad,for det var helt sikkert min fars skyld, at vi så tit fik stegte sild og andre ting fra havet, det var ikke noget vi børn kun lide. Men jeg husker nu, at han senere og efter mors død godt kunne slå et slag i bolledejen og diske op med en gang aftensmad.

Og nu har fædrene fri adgang til de hellige haller, og det er da også tankevækkende, at det i dag overvejende er mænd, der toner frem på skærmen i en en endeløs række af madprogrammer.Så de gode gamle dage med Kirsten Hyttemeier med skåneærmer er en saga blot.

Begrebet signalerer også en god portion af god tid og tilstedevær. Bare tænk på simremad og ovnretter, altså noget man skal titte til og smage på, og som sender en velsignet duft ud i køkkenet. For ikke længe siden fik vi udnævnt stegt flæsk og persillesovs som nationalret. Så kan den beskedne og billige ret da ikke nå højere status. Hvorfor egentlig den ståhej, for det kan da ikke være på grund af sundhed eller hvad? Man ser også, at når de gamle varme retter skal legaliseres, så er det ikke længere nok med syltede agurker eller rødbeder som tilbehør, nej for de skal enten serveres med ”et tvist eller piftes op” på forskellig vis. Og her er det kun fantasien der sætter grænser.

”Hvad skal vi ha´ i aften?” siger vi, og der er ingen der er i tvivl om, at det betyder, hvad skal vi have at spise? Der er mange muligheder - hos os afhænger det tit af, hvad der nu er i køleskabet eller fryseren, eller hvor meget tid der er til rådighed. Jeg har aldrig kunnet finde ud af at lave madplaner, og kan godt lide at improvisere og bikse noget sammen. Det er i sandhed også nemmere for to personer end for storfamilier. Men især om vinteren tyer vi tit til det vi kalder ”gryderetter”. 

Stegt flæsk med persillesovs

Ca. 600g svinebryst i skiver med svær, kartofler, hvedemel, mælk, smør, persille, salt og peber.
Flæsket lægges på rist i ovnen ved 200gr, nedenunder sættes en bradepande med sølvpapir til fedtet.Efter 40 minutter vendes flæsket.

Lav en bechamelsovs. Smelt et par skefulde smør eller olie og hæld et par skefulde hvedemel i, pisk mælk i til en passende konsistens. For mere smag kan man udskifte eller supplere mælk med lidt hønsebouillon. Færdiggøres med salt, peber og hakket persille. Server med kogte kartofler, agurkesalat eller rødbeder og evt. ristet rugbrød. Men her kommer for en sikkerheds skyld vores nationalret:

Skipperlabskovs kom oprindelig fra Jans familie. Og så var det far Frank der stod med en kogeplade i grovkøkkenet, for det fine franske køkken skulle skånes, Yrsa var ør over det, og når der blev stegt, – og det skete sjældent, lagde hun papir på for at beskytte.

500g skært oksekød f.eks. tykkam, 3 pillede og skårne løg, 1 kg skrællede skårne kartofler, vand evt. bouillon, 3 laurbærblade, 6 hele peberkorn, et par tsk. salt tilsættes til allersidst.

Skær kødet i store tern, dæk det med vand og kog til det næsten er mørt. Kom løg, kartofler og krydderier i gryden og kog det svagt til kartoflerne er møre og begynder at koge ud, og mos dem lidt, så de jævner saucen. Kog til kødet er mørt ca. 1,5 time, tilsæt evt. mere vand.  Smag til med salt og server med klippet purløg, syltede rødbeder, smørterninger og rugbrød.  Engelsk sovs smager godt til. Og så et godt glas øl.

Til hverdag var det mest spareretter såsom farsretter, der kom på bordet – hakkebøf, frikadeller, karbonader, medister og forloren hare. Og hvis jeg blev spurgt om min yndlingsret, så kom svaret uden tøven: paneret flæsk. Noget af en fedtbombe, som jeg i dag vil betakke mig for. I mine første år husker jeg, at måltidet bestod af 2 retter. Til forret søbemad: risengrød, øllebrød, kærnemælksuppe, sagosuppe. Men søndag fik vi dessert: budding, fromage eller rødgrød.Denne sidste kunne laves af alle slags røde bær, og når mor lavede den af stikkelsbær, puttede hun rød frugtfarve i, ellers ville vi ikke spise den.

I 50´erne blev det mere almindeligt med dåsemad – ærter og gulerødder og frugt som overskårne ferskner og pærer. Lige til at smække på tallerkenen  og til deserten med lidt råcreme, nemt for mor, men nok ikke det sundeste. Men så tog vi jo bare vores vitaminpiller.  Pulvermad var også et hit. Peters sommerdrik, et rødt eller gult pulver, og så bare i et glas vand. Eventyrbudding viser en prinsesse, der stolt bærer en bævende gul budding. Det fortsatte med supper og saucer, lige indtil Dybfrosten kom på banen.

Det var kun til jul, og til konfirmationer og andre fester at der kom steg på bordet, selvom det med tiden skete oftere og oftere, at vi fik en helstegt kylling med agurkesalat og mors grønne hjertesalat, hvor hun havde gnedet skålen med lidt hvidløg, og så lidt fløde og citron i, men vi børn spiste kun kartofler og aldrig salat.