Hesselballe

 

Nu kan vi ikke bo længere i huset, for udlejeren skal have det solgt. Så vi pakker alt vores habengut og flytter til Hesselballe i et husmandssted , som ejes af gårdejer Marius Horup og hans kone Nina, de har en stor gård inde i selve Hesselballe.  Vi bor ikke langt fra Hjortshøj, lige op ad hulvejen og så ligger huset på toppen med den flotteste udsigt til en gravhøj -og så havet med Kaløbugt længst væk. Vi nyder den friske luft og udsigten, men som Marius siger, da vi roser udsigten ”man ka´ da for pokker ikke gå og nyde den udsigt hele tiden”. Vi er kommet ud på landet, det er hyggeligt, vi får hver dag besøg af Ferdinand (Marius´far), han skal lige ind og kigge til hønsene i en længe, og så kommer han altid ind i huset og lægger et par æg på køkkenbordet. Og  siger  hver gang: ”han ska´ mæ æ  kjæp” (altså smæk) og det er Kim han mener. Men han er som vi og alle andre meget glade for vores milde og glade dreng. 

 

Han er ved at blive stor og nysgerrig, så vi kan ikke have reoler og skuffer i fred, han er overalt. Men dengang måtte man gerne putte børnene i kravlegård, så når der skulle laves mad eller gøres rent, kunne han være i sikkerhed der. Faktisk ryddede vi de nederste hylder og skuffer, og fyldte op med træ og plast køkkenting, så han kunne finde lidt nyt at lege med hver dag. Han kunne også godt lide at sidde i den nye hoppegynge, vi havde sat op i døråbningen.

Vi maler og maler- alle døre, karme, og paneler får vogngrøn, resten af rummene bliver hvide, køkkenlågerne orange, og forrådskammeret bliver køkkenblåt, d.v.s. at det bare var hylderne der skulle males, men jeg kom til at tabe dåsen, så gulvet blev altså også blåt. Vinterhaven, stuen og børneværelset får kokos på gulvet og soveværelse, toilet og bagindgang bliver lysegråt. Det ser rigtig pænt ud. Jeg har syet nogle sommerlige gardiner til soveværelset i sødt småblomstret stof, som også bliver brugt til at betrække hængelampen  med i stuen. Vi har mus i køkkenet -  så når jeg skal hente noget i et af skabene, banker jeg altid på, så de kan få lov at gemme sig bagest, og jeg kan komme ind i skabet og hente tallerkenerne uden at røre dem.

Vi har meget at lave med Kim - også fordi vi ingen vaskemaskine har, og selv må koge bleer og det andet tøj. Det er en stor rød emaljegyde, og den bliver rigtig tung at bære ud på gårdspladsen til vandhanen, når tøjet skal skylles rent og hænges til tørre. Værst er det, når det er frost, så bliver bleerne stive som et bræt, men de dufter så dejligt. Kim og jeg går næsten hver dag ned til købmanden og køber ind, det er en dejlig tur der ned, men lidt hård på vejen hjem og opad bakken. Der er lidt skov til højre, og det var her Hesselballe mordet fandt sted i 1902. Man fandt en ung pige Marie siddende livløs opad et træ - der var strøet forårsblomster over hende, og hendes hals var skåret over. Hun havde været forlovet, men fundet en anden og skulle ringforloves næste. Dag. Men man fandt aldrig morderen, der gik rygter om at morderen var taget til Amerika. Du kan læse mere om det uhyggelige og uopklarede mord inde på internettet.  Jeg kom aldrig i den skov, når det var mørkt.

Jeg tror det var ca. 3 måneders barselsorlov man havde dengang, så nu måtte vi hellere finde  en barnepige til Kim.  Vi søgte igennem lokalavisen, og så kom der en ny person ind i vores liv. Det var nemlig Metteline -hun kom kørende på sin sorte damecykel ind på gårdspladsen iført mørkeblå frakke, tørklæde om hovedet, brune uldne strømer og fornuftige ”officerssko”. En flot rank holdning havde hun, gråt hår sat op i en lille knold i nakken og med fast håndtryk og venlige øjne præsenterede hun sig: ”Metteline Sørensen, født Sommer” Vi gik ind i stuen til Kim og Jan, og vi kunne straks lide hende. Hun boede inde i Hesselballe alene og havde været enke siden – som hun sagde: ”Anna lå i vuggen”. Hun havde en ældre søn Niels Jørgen, der havde landbrug med grise og køer i Øster Alling. Han var gift med Sonja og de havde 2 drenge og en hund – en ”Kolier” (Collie) som hed Percy (udtalt som det staves – ikke noget engelsk her!)Så hun var en stolt og glad bedstemor.

Kim og Metteline passede godt sammen, jeg husker ham altid siddende på den ene arm ved hendes bryst, mens hun med de anden pegede ud af vinduet, og sagde ”det er en buhko” , køerne gik lige udenfor vores vinduer. Eller pegende op mod lyset: ”det er lyseprikken”. Kim blev således tosproget, og det var jo sværere at sige de lange ord end bare ”ko og lys”. Men sådan var det; mæhlam, øfgris, vovhund, missekat, rapand, futtog” for bare at nævne nogle. Jeg kan huske, at far og Hilda engang passede ham, og kom tilbage og sagde, at de ikke forstod, når Kim sagde ”d´r´n”. Han var vant til at når vi f.eks. kørte forbi en grønthøster, så sagde han bare ”d´r´n” og så skulle vi så sige ”det er en grønthøster”.På den måde fik han lært en masse navne.

Metteline kørte ture med ham ned til Hjortshøj, her besøgte de ”pigerne”- 3 enlige damer, der boede som naboer til kirken, og de blev jo altid budt indenfor og  fik saftevand, kaffe og kage. Også stationsmesteren´s fik besøg. Fru stationsmester fulgte godt med i hvad der skete i byen - hun havde gadespejl. Hun vidste alt om folk  byen – næsten da, i hvertfald kunne hun godt underholde os med de artigste sager - og så snusede hun luft ind, løftede øjenbrynene, munden strammedes, og udstødte et dybt suk ”ja, naturen kræver sin ret.”  så rystede hun lidt på hovedet og lavede t-t-t ( en slags tunge- mod- tand lyd).

Vi kom tit på besøg hos Metteline. Fra vejen i Hesselballe drejer man ned til højre ,og så ligger hendes gult malede hus med pandeplader for enden af en lang flisegang. Nede ved vejen har hun en masse studenternelliker og til venstre er der buske, især Jan er glad for stikkelsbærrene, og hun har både de røde og de grønne.Vi må plukke alle dem vi vil. Hun har dækket op til os nede på græsset - et lille bord med en ternet dug og nogle havestole med plastsnore. Vi får kaffe,  Kim får saftevand. Det er Peters sommerdrik, den findes vist kun i rød og gul. Hun har bagt kærnemælkshorn, de smager bare så godt med æble indeni og drysset med sukker. ”Tag en anden kage” siger hun . Der kan også være småkager og boller, og jeg behøver vel ikke fortælle jer, at det hele er hjemmebagt. Hvis min far havde hørt den bemærkning, villehan have sagt ”jamen det gør da ikke noget”.

Omme bag huset er der et drivhus, men det bruger hun mest til at opbevare ting i. Men her er der blommetræer og æbletræer, og sommetider er der så mange blå blommer eller Reine Clauder, at hun må stive grene af med træpæle, så de ikke knækker.

Jan skal dukke sig, når han går ind af hoveddøren.Her lugter der altid af æbler (der er ingen varme i forgangen) så her opbevarer hun æblerne. Så kommer vi ind i dagligstuen og køkkenet. Hun har også den fine stue, men den har vi kun været i én gang. Det var dengang Anna havde mødt Lucien, han var fransk og ingeniør ved Concordeflyene. De er kærester og Anna har truffet ham igennem sit arbejde hos SAS. Han kører i Citroën, og har bilen fyldt med franske specialiteter, som han gerne vil have vi skal smage. Fine vine, duftende ferskner, oste, som vi aldrig har set mage til og patéer, som vi aldrig havde smagt. Anna og ham havde været i Mindeparken og fundet svampe, der voksede i hekseringe og var små som knapper på en støvlet (derfor hed de noget på fransk der betød sådan) Så lavede de svampestuvning med hvidløg og persille. Sjovt at sidde i Mettelines lavloftede stue og spise fornem fransk gourmet mad. Men Metteline kunne jo ikke fransk. Så når hun ville fortælle Lucien noget, så talte hun bare højt, og forstod han det ikke, talte hun bare endnu højere.

Jan skulle med ud og se Luciens nye Citroën, og jeg spurgte ham  senere, hvordan de havde kunnet snakke sammen –” jo, det gik egentlig meget godt med tegn, fagter og anerkenende udråb”. Måske havde de også sparket på dæk?

Så blev Niels og Grete skilt, og Niels må flytte fra Grete og Kaj Munksvej. Hasse, som jo var den kvikkeste lille dreng og kunne synge børnesangene  rent udsædvanlig tideligt, begyndte at ændre personlighed. Hvis han f.eks. havde lagt tændstikker i et bestemt mønster, og man fjernede en af dem, reagerede han med  voldsom vrede. Han blev også meget indadvendt, og lægerne mente, at han var autist. Han kom senere på institutionen Sølund. Det har været svært for ægteskabet, og Grete og Niels havde i forvejen et anstrengt forhold, så de blev skilt. Niels flyttede ind på loftet hos os i en 3 måneders tid, og derefter fik han job på et københavnsk reklamebureau, jeg tror det var Bergsøe.

 

 

 

 

 

Graviditet og fødsel

Efter brylluppet flytter vi ud til vores første hjem  på Hjortshøjvej i Skødstrup. Der er kalorifer varme, noget der minder om vore dages varmepumpe, hvor der bliver blæst varm luft ud. Ejeren er møbelhandler, så der er flot kokostæppe i stue og værelser  og pæne gardiner i hvid, mørkeblå og orange. I stuen har vi en briks og et sofabord i palisander med metalben ,det har Logan lavet. Så har vi mit chartol, som bedstefar lavede til mig. Der er spisekrog i stuen, her står vores Wegnerbord og stole. Det er et rigtig sødt lille hjem vi får med de få ting vi har.

Det er spændende og mærkeligt at vi skal bo sammen, det er jo første gang vi er flyttet hjemmefra. Lige bortset fra det værelse Jan og Niels´s bror Jes havde sammen på øverste etage i Skansepalæet. De kom begge fra små lejligheder med snærende mulighed for privatliv, så det var et slags åndehul, der gav mulighed for frihed til at ”studere” , feste eller bare mødes med venner og veninder, så der har jeg været mange gange…

Jeg har et par kurvestole og  Jan har et kakkelbord , som han lavede i sløjd, det var nu vist læreren der sørgede for at det blev færdigt.  Vi køber 2 reoler  og et par sovebrikse ,så vi bor meget ”minimalistisk”. Heldigvis får vi en hel kasse med brugt køkkengrej og service af tante Gudrun, hun har også lovet at komme, når jeg skal føde.
 

Jeg er stadig glad for at gå hos Grete Nedergaard, men nu er det til fødselsforberedelse. Hun er den første i byen der underviser i det. Før skiltede man ikke med ”at være i omstændigheder”, man skjulte sin mave bag sløringstøj med stor vidde. Graviditet var noget meget privat , men nu mødes vi med vores store maver og gør gymnastik sammen og  vi lærer åndedrætsøvelser, så vi når tiden er inde kan opleve en naturlig fødsel uden store  smerter og uden deraf følgende bedøvelse. Hun inviterer også de vordende  fædre ind, så de får forståelse for  fødslen, og kan være til støtte for den fødende.

Nu behøver jeg ikke mere gå med den strammende hofteholder, pyha hvor en lettelse at trække i de første par strømpebukser, som kom frem i 1966. Så det tillader også at kjolesømmen kan krybe lidt opad til knæet eller lidt over, uden at man kan se et ”stykke med bart” – et udtryk for et lårstykke  fra det øverste af strømpen op til strømpebåndet. Omstændighedstøj var ofte til hjemmebrug en kittel, sådan én har jeg faktisk, den syede jeg da jeg gik til Marthakursus (se billede). Det er jo sommer, så jeg køber en spencer i gul/hvide tern  og en rødstribet kjole med vidde i A-facon.
Vi er inde i Århus hos Fona i Ryesgade og har lige købt en flot B&O radio i palisander og en Beogram 1000 pladespiller i eg (den var ikke hjemme i palisander) og den lille dueblå Morris med ”træbindingsværk” holder lige udenfor,  og så får jeg veer!.  Vi kommer hjem og får møflet  tingene op  i reolerne, ledninger lader vi bare hænge, for vi får andet at tænke på.

Så sker det, lægen kommer og jeg beordres i seng. Jeg er helt afgjort glad for alt det jeg lærte om vejrtrækning  på kurset, men det gør altså en del ondt, og jeg synes også det varer længe, men jeg slapper godt af mellem veerne. Jan sidder ved siden af mig og har en dejlig våd klud til min pande. Så kommer Grete Nedergård ind ad døren, hun ville gerne være med. Et par presseveer, Jan er helt blå i hovedet, for han presser med, og så kommer min lille dreng til verden. Han bliver vejet og svøbt og lagt op til mig. Og der er smil og glæde over hele linien. Og jeg er faktisk frisk og vil gerne drikke et glas sherry med de andre.

Næste dag kommer tante Gudrun og familien kommer også med gaver. Det er lidt mærkeligt, at vi to nu pludselig er tre. Hun bliver i en uge, og derefter  skal jeg for første gang udenfor med Kim, som vi allerede har besluttet han skal hedde. Jeg føler det  ligesom jeg har været væk, i hvert fald kan jeg mærke at det er blevet efterår, luften er mere skarp og kølig, men han blev jo også født den 29. september. Det er dejligt  at gå tur med ham, og han ligger sødt og sover i den blå barnevogn. Vi kører ned til brugsen, og jeg køber 3 øl og 2 karameller. Karamellerne spiser jeg på vejen hjem, og øllerne skal vi have ”når far kommer hjem”.

Vi er meget i tvivl om Kim skal døbes, men vi har et møde med præsten ved Skjødstrup Kirke, og han fortæller os, at dåben er en uforpligtende gave til barnet. Og senere skal barnet selv bekræfte dåben ved konfirmationen. Så ja, han bliver døbt i kirken, og vi har en hyggelig lille fest med de nærmeste derhjemme.

 

 

Allingham & Hansen

Jans far Frank blev ansat hos Ole Bæk, og han var den første i Danmark der startede et firma med ringbind svejst i plastik, det lå i Nyhavn 31 A. Han var det, man dengang kaldte ”en stor mand”. Han kaldte sig grosserer og boede i et stort hus direkte ned til Charlottenlund Travbane, for øvrigt med Peter Malberg som nabo.

 Forinden havde han drevet et firma med kontorforsyning  i København.  Her solgte han kontormaskiner, papirvarer osv. Frank havde tidligere haft en manufakturforretning i Frederiksgade , faktisk den ældste af slagsen i Århus. Han havde overtaget den fra hans far, og også Jans tante Karen Margrethe var ansat her. Men tiderne skiftede, og han havde ikke held med forretningen, så den gik konkurs. Så nu var han uden arbejde og tog derfor  til København, hvor han fik job hos Ole Bæk som sælger. Her var tante Karen Margrete også ansat i produktionen.

Hun var et fantastisk elskeligt menneske og boede i et rækkehus Majdal 18 på Amager. Jan arbejdede nogle måneder på lageret i et firma, der solgte tæppefejemaskiner. Og i den tid boede han hos Karen Margrete. Og da Karsten startede hos Jakob Kjellerup boede han også hos hende. Hun tog ikke tingene højtideligt, og lavede utrolig dejligt mad, og når vi havde spist mørbradbøf med brun sovs og kartofler, tog hun et vandfad og satte hele opvasken ind med sovs og det hele under forhænget ved køkkenbordet. Og hvorfor nu det? – sikkert fordi hun syntes det var uhøfligt eller ikke særligt hyggeligt at rydde op, når der var gæster.

Der kom gang i produktionen, og Søren Allingham blev ansat som værkfører.

 Et nyt produkt blev tandrøntgenfilm, en meget sjælden ting. Søren udviklede en speciel svejseteknik, hvor der blev applikeret (isat en ramme) på selve plastlommen til patientdata. De blev i første omgang solgt til København og Århus Tandlægehøjskoler.

Ole Bæk havde et tiltagende alkoholproblem, og gemte flasker alle steder, det gik ud over virksomheden, så på et tidspunkt foreslog Frank Søren, at de skulle starte en produktion i Århus, og at Jan måske kunne inddrages i virksomheden, for han, som han sagde, havde en statskontrolleret prøve i bogføring.

Som sagt så gjort, da Jan kom hjem fra Striberg, startede Allingham og Hansen A/S i et nedlagt mejeri på Lisbjerg bakke lige overfor den lokale telefoncentral. Så når Jan ikke kom hjem til tiden eller arbejdede over, kunne jeg ringe til ham på nr. 236. Når han ikke tog røret efter at den havde ringet mange gange, brød telefonistinden ind og sagde:” han tar´den ikke, men der er lys derovre”. Så kune jeg være mere rolig og vente tilmodigt på, at han kom hjem.  Kort efter flyttede A&H tværs over vejen til større og bedre lokaler  i en nedlagt landejendom. Der blev ansat flere medarbejdere , og Yrsa kom ind i billedet med kontorarbejdet.

Jeg arbejdede også tit i firmaet, når jeg havde fri, eller når der var rigtig travlt og brug for overarbejde, og det var der sommetider - også i weekenden. Jeg fik ingen penge for det, men min løn blev udbetalt i Patricia sølvtøj. Du skal lige vide, at det dengang jeg var ung var almindeligt, at man samlede på udstyr. Udstyr er alt det en ung kvinde tager med sig, når hun bliver gift. Altså f.eks.duge, linned, glas og service.  Det var meget almindeligt at man havde service og bestik til 12 personer, så man kunne dække et rigtigt flot bord, når man ventede gæster. Jeg var nu ikke kommet særlig langt, for jeg havde kun nogle få thekopper og sidetallerkender i keramik. Men nu fik jeg mulighed for at få flot bestik i sølv. Og min samling voksede og voksede,også fordi jeg også ønskede mig det til min fødselsdag og til jul. 

Frank var en virkelig dygtig sælger og snart blomstrede firmaet  op med en stor kundekreds, og  det viste sig at Jan kunne mere end sin bogføring, han tog til Sverige og besøgte dentaldepoter og tandlægehøjskoler , så efterspørgslen blev stor, og der måtte flere og flere specielle maskiner og folk til. De fleste medarbejdere kom fra Lisbjerg og omegn, og var ufaglærte, men fik en oplæring i firmaet. Det var en god arbejdsplads, så folk blev gamle i gårde.

                 

         

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bryllup

En dag da far skulle hente mig inde i byen, sad der en fremmed dame i bilen, det var Hilda. Jeg havde kort forinden hørt, at han var begyndt at se noget til en dame, som var enke, og som han syntes jeg skulle møde. Vi sagde pænt goddag til hinanden. Jeg syntes hun var hvad man dengang ville kalde en nydelig dame med et velplejet ydre og i pænt tøj og jeg syntes hun virkede både sød og venlig.
Men det var alligevel mærkeligt, det var jo ikke så længe siden, vi havde mistet mor, men jeg fornemmede at de allerede kendte hinanden godt, og de var tydeligt glade for hinanden.

Nu startede en ny periode i vores liv, ikke mindst for Lise som jo bare en stor pige, der snart skulle konfirmeres. Hilda kom mere og mere i vores hjem, så det blev en urolig tid med mange forandringer. Jeg var ikke så påvirket af det, fordi, jeg var ved at flyve fra reden og havde fokus på mit nye voksenliv. For Anders og især Lise var der ingen tvivl om, at det gik alt for stærkt.

Anders kom ind til militæret og Lise fandt sin Jan og nærmest et nyt hjem hos hans meget forstående og hjertefarme far, mor og støster.

Jeg fik arbejde som korrespondent/sekretær hos Ludvig M. Larsen A/S, som handlede med træbearbejdningsmaskiner, og jeg glemmer aldrig min første arbejdsdag, hvor direktør Johannes Larsen åbnede døren til kontoret og sagde: ”Frk. Gysting vil De lige komme ind, vi skal have skrevet et par tyske breve ”.Rystende nervøs gik jeg ind med min stenografiblok og blyant for at tage stenogram på tysk  af et par meget lange  breve til tyske leverandører for første gang. Det var lidt af et gætteværk at tyde de mange tegn på blokken da jeg skulle skrive brevene,  for slet ikke at tale om at finde tysk oversættelse  for de mærkelige fagudtryk som fræsere, høvle, dobbeltafkortere osv. Men her fik jeg god hjælp af salgschefen i firmaet. Jeg overtog jobbet i slutningen af 1965 efter Birte, som måtte sige op, da hun og Otto ventede Jette. Johannes Larsen skulle i den anledning have sagt til hende om mig ” Nu er hun vel ikke forlovet og skal giftes?” Hvortil hun replicerede ”nej, nej, hun har bare en ven” …

Så blev Else og Christian gift og flyttede til Haderslev, og derefter stod vi for tur.  Jan ringede mange gange til mig og kunne f.eks. spørge ”Intet nyt fra Østfronten?” = de røde. Han spurgte selvfølgelig til om jeg havde fået menstruation, for jeg syntes ikke ligefrem resten af familien skulle høre hvad snakken drejede sig om.  Så vi måtte nu komme med det glade budskab at Anette var gravid, og at vi gerne ville giftes.  Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg om fredagen gik hjem fra arbejde, og om mandagen mødte op og blev kaldt fru Hansen. Det føltes lidt sært.

Vi skulle giftes  den 2. april 1966 i Viby Kirke. Jeg købte den flotteste kjole i crèmefarvet blonde med et kort slør til, og traditionen tro bar jeg også noget gammelt, noget blåt og noget nyt. Jeg havde tante Gudruns blondelommetørklæde fra min konfirmation, og  havde syet en blå sløjfe på min underkjole, og det nye var jo kjolen i sig selv.  Jan havde været nede hos byens førende blomsterhandler Abel og bestilt den yndigste brudebuket med hvide fresiaer, som på det tidspunkt var min yndlingsblomst.

 

Vi havde bestilt en bil (taxa) til at hente mig på Uffesvej , og jeg stod spændt oppe ved stuevinduet efter den. Så kørte far og mig til kirken. Det var en fantastisk oplevelse at høre orglets brusen og døren gå op, og far og jeg gå op af gulvet til alteret, hvor Jan ventede sammen med Frank, Yrsa og Vibeke.  Det var Pastor Baunsgaard der viede os og vi fik ringe på.  Ham havde jeg et helt specielt forhold til, fordi jeg havde været barnepige for hans børn.  Jan var flot i kjole og hvidt, det klædte ham virkelig godt. Det eneste problem var, at han aftenen før brylluppet havde lagt sig for at tage  højfjeldssol  i bar figur og var faldet i søvn og  blevet lidt forbrændt lige under hagen, hvilket generede ham med den tætsiddende knækflip, så han blev helt rød på halsen, men også på de ædlere dele!!

Efter kirken blev vi fotograferet hos kgl. Hoffotograf Weg på Store Torv, vi havde tidligere fået lavet billeder hos  Weg, som vi havde foræret hinanden. Jeg hang i flere måneder i hans udstillingsvindue. Så kørte vi til Hotel Tre Ege, hvor vi blev modtaget af gæsterne.

 

 

 

 

 

Det blev alletiders aften  med et meget smukt pyntet bord, dejlig mad og med mange taler og sange. Gavebordet var også stort, fra Ludvig M. Larsen fik vi et fondusæt og ellers en masse service, lamper osv. Det er bevægende at gense billederne fra festen, for mange af deltagerne er her desværre ikke mere. Far havde uden mit vidende fået Hr. Krauel til at spille. Det var altid ham der spillede da jeg gik til ballet hos fru Egdø, og hver gang jeg kom ind i salen til ballet,  spillede han temaet fra Kong  Nepumuks Soldater , et teaterstykke som jeg medvirkede i, da jeg var lille, og det gjorde han også denne aften. Jeg har gemt hans regning som er et falset kort som forestiller et sort flygel . Indeni står der ” Herr Gysting  -Musik til Bryllup Kr. 160,00.

Året efter blev far og Hilda gift den 18.3. 1967 og måneden efter blev Lise konfirmeret den 2.4.1967,

med fest på Sallings Tagrestaurant med mange gæster, herimellem en hel masse nye fra Hildas familie, som vi ikke tidligere havde mødt.

Mors død

 

Det går ikke rigtigt  fremad med mor, der opstår komplikationer. Jeg husker ikke længere præcist hvad der skete.

Far besøger hende ofte på Amtssygehuset, og en dag  kommer han hjem og fortæller os, at hun har set på ham og bemærket, at han har et nyt sæt tøj på, for  han mener at hun forsøgte at få ham fortalt, at hun syntes om det , for fra hendes mund fremstammede hun et svagt  ”pp”, som han tolkede som at hun forsøgt at sige ”det er pænt”.

Han ringer tit til hospitalet for at høre, fordan det går. Jeg vil gerne med derop og se hende, og det får jeg lov til. Hun syner mindre og lidt tynd i sengen, og håret er blevet mere gråt, men hun bliver glad ved at se mig og smiler. Vi må ikke trætte hende, så vi går hurtigt igen.

Så en sen aften ringer telefonen fra hospitalet, at far skal komme derop. Lise, Anders og jeg venter ængsteligt på at far skal komme hjem. Vi ligger alle tre inde i soveværelset . Så endelig går døren op, og far kommer ind og løfter hendes pepittaternede toilettaske op – så ved vi at hun er død.

Hun døde den 14. juni 1965, lige præcis en måned efter  mit brev til Jan. Vi er meget kede af det alle sammen, og det er en frygtelig tid på alle mulige måder. Jeg læser  til 3 sproglig korrespondenteksamen, men har svært ved at samle mig, men jeg forsøger at koncentrere mig, og det går rimeligt. Det var tale at få ”sygeeksamen”, men jeg vil også helst have det overstået.

En meget svær tid. Begravelsen foregik i Fredenskirken. De kom -hele vores familie fra København, og dem fra Hasle, også vores kusiner og fætre var der. Jans forældre dukkede også op. Kisten er hvid og den er pyntet med røde roser. Jeg har min egen  lille hvide salmebog med, den jeg fik i konfirmationsgave af tante Gudrun. Vi synger ”Altid frejdig når du går”. Den har far valgt, for den kunne hun så godt lide.

Jeg føler mig rigtig skidt tilpas, også fordi jeg ikke har sort på, jeg har ikke noget sort tøj, så jeg måtte tage min lysegrå Sabrina dragt på, men skoene er sorte. Bagefter tog vi alle sammen hjem i lejligheden og drak kaffe.
                                                

Nå, men jeg fik da min eksamen, og far og mig er til afslutning på den nye Handelshøjskole. Her får han mig overtalt til at gennemføre mit praktiskophold i Wien, selvom jeg ikke er meget for det, for jeg ville hellere blive hjemme – og især i denne situation, vi stod i.

Så jeg tog afsted, og det var nok meget godt , for jeg fik en helt masse spændende oplevelser .  Jeg boede på Studentinnenheim med Donina, en skotsk pige.  Jeg ”arbejdede” 2 måneder  i Girozentrale tæt på Kärntner Ring i Auslandssekretariat . Det var igennem foreningen AISEC – en international studenterudveksling. Vi var en hel masse unge mennesker, der sås i fritiden, og der blev arrangeret rigtig mange udflugter for os.

Jeg fik besøg af Jan og Karsten i Wien. De boede hos præsidenten for AISEC, som jeg kendte godt. En af dagene skulle vi en tur til Grinzing og drikke Heuriger. Og det fik vi da gjort så rigeligt. For næste morgen havde vi utroligt svært ved at finde bilen, vi havde kørt i – ingen kunne huske hvor vi havde parkeret. Men vores vært havde sagt, at vi sagtens kunne køre med et par genstande i blodet, det gjorde man… og hvis bare man kunne sætte nøglen i, så var det  helt OK.  Jan og Karsten skulle videre ned til Carara i  Italien og besøge Christian, Else og  Birte og Otto. De boede i et sommerhus, som Otto havde formidlet gennem sin marmorleverandør.

Det var lidt af en loppetjans i banken, ferie var det jo, så ikke meget for mig at bestille. Jeg kan huske, at jeg sad og lavede nogle lange lister, og når biblioteksvognen kom forbi vores kontor, tog jeg en bog, som jeg godt måtte læse i – endda i arbejdstiden.

Ingen tvivl om at jeg havde rigtig godt af at komme lidt væk fra Danmark, og med sommer  og et besøg af Jan og opholdet i den smukke by, fik jeg i en stund alt det sørgelige derhjemme lidt på afstand.

 

Brev til Jan om mors sygdom

 

Jan arbejder som praktikant på et savværk i Striberg i Sverige

Århus d. 14/5-65

Kære Jan

Puh ha, det har sandelig været et par hektiske dage. Mor blev jo opereret i går,og far havde fået besked om at ringe til hospitalet kl. ca. 3. På det tidspunkt var der ikke noget nyt, ring igen om en time. Kl. 4 ikke noget. Kl. 5 heller ikke og kl. 6 stadig ikke. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg aldrig før i mit liv har været så nervøs, hver gang far ringede, tog det en forfærdelig lang tid, før han kom til at tale med opvågningsafdelingen, og jeg troede både det det ene og det andet. For lægerne havde jo sagt på forhånd, at det var at stille livet på højkant. Og far tog sig da også nogle timelange spadsereture inde i stuen. Men ingen af os turde jo sige, hvad vi frygtede, for ikke at gøre Lise bange. Men endelig kl. 7, da far ringede igen, var hun bragt til opvågningsstuen, efter en ca. 9 timer lang operation, og far fik lov til at komme derop med det samme, og han fik da også talt med prof. Søndergård selv. Han lød til at være meget tilfreds med operationen, men Hr. Gysting, sagde han, vi må forberede Dem på, at vi må lukke hende op igen, for hun har for meget blod i lungerne, det skal fjernes. Far blev jo noget betænkelig ved det, og spurgte hvornår det så skulle være. Ja, det haster såmænd ikke, sagde Søndergård, hvis hun får besvær med det i nat, så opererer vi hende i nat. Nå, pas nu lidt på, husk på du har en operation i morgen, som kan risikerere at vare 12 timer, sagde en af de andre læger.

Nå, men tilbage til mor selv, hun lå i en alm. seng, men hun vatr altså frosset ned, og midt i struben havde hun et hul med en slange på tykkelse med den på en støvsuger, det var respiratoren, som hun skal ligge med i ca. 14 dage, hun havde også noget i næsen, sagde far, og hun var omgivet af 5 læger og 3 sygeplejersker, som foreløbig blev ved hende. Far skulle selvfølglig hilse fra os herhjemme, og det kunne mor godt forstå, og far spurgte, om hun havde smerter, og hun rystede på hovedet. Far måtte jo kun være der i ca. 2 min., men han fik lov til at ringe med jævne mellemrum og spørge til hende.

Da far kom hjem fik han jo travlt med at ringe til hele familien, som jo alle ventede spændt på resultatet. Og far, som jo godt kunne trænge lidt til at slappe af efter en så nervepirrende dag, blev ærlig talt lidt ked af det, da Bedstefar ud på aftenen viste sig, det kan jo godt være anstrengende at råbe så højt. Kl. 11 (åh jeg glemmer helt at bruge 13-14-15 osv, men du forstår godt tidspunkterne alligevel, ikke?) ringede far igen, ja hun er lige bragt til operationsstuen igen, åh stakkels, stakkels mor, det er da også synd, at hun skal så umenneskeligt meget igennem, nu skulle hun åbnes igen, og først kl. 2 kunne man melde, at den 2. operation var vel overstået. Du kan nok tænke dig, at det var et sært rystende espeløv, der gik til sengs den dag. Men nu skulle det værste jo også være overstået, men lægerne siger altså, at far ikke skal blive bange, hvis hun pludselig bliver ringere her lørdag-søndag, for der kommer krisen altså. Men den skal hun nok klare. Hun er jo stærk, siger alle lægerne. Men det varer lang, lang tid før hun er helt ok igen, kan du nok tænke dig. Men jeg synes hun har taget det hele helt fantastisk, hun var i godt humør lige til det sidste. Men nu skal det siges, at hun ikke vidste, at det var den store operation, hvor de åbner selve hjertet, og mange andre ting om slangen og nedfrysningen vidste hun heller ikke rigtigt, men det var der jo heller ingen grund til at fortælle hende, det havde jo bare gjort hende endnu mere nervøs.

Far er oppe ved hende nu, kl. er 17.45, nå ja, jeg har lige været væk et øjeblik, telefonen ringede, jeg ryster helt endnu, men det var værre i går, da min tante ringede, men far var helt fra den. Ja, det var Niels, der ringede, han var ovre hos Karsten, om jeg kom derover i aften? , det gør jeg sikkert et smut.

Nej, hvor har jeg skrevet, og alt sammen om sygdom, men det er jo også det der optager mig mest i øjeblikket. Jeg kan ikke få mig selv til at tænke ret meget på eksamen, jeg havde tysk fagligt i går, det var noget værre møg. Stilen var altfor svær, synes jeg. Men jeg har fået at vide, at jeg har fået mg+ i maskinskrivning, det er da godt.

Jeg kiggede op til dine forældre her i eftermiddags. Jytte og Michael og ham Niels var der også, de kørte ud til Frisenborg Slot, som jo er åbent i dag. Ja, på en måde er det jo et meget godt tidspunkt, du er væk på, jeg har jo nok at forlede mine tanker med, men på den anden side har jeg mange gange været ked af det, og du er så god til at gøre mig god og glad igen.

Jeg vil altså se dig igen, inden jeg rejser til Wien. Det er sjovt, de tidspunkter, hvor jeg savner dig mest, er når jeg skriver til dig, og når jeg læser dine breve, der tænker jeg kun på dig imens.

Kærlig hilsen

Din Anette

Jeg skal hilse fra hele familien

De glade 60´ere

Ja, sådan blev de kaldt i eftertiden. For os der levede i dem, så de nok noget mere nuancerede ud. Men som Kirkegård siger ”man skal leve livet forlæns og forstå det baglæns”, så var der meget at glæde sig over, når jeg ser det her noget på afstand. Rock´n´roll musikken først og fremmest med the Beatles, der med deres musik blev verdensberømte og idoler for vores ungdom. I årtiet startede mange bevægelser bl.a.en hel række frigørelser indenfor sex, boformer og euroforiske stoffer f.eks. hash. Og så havde vi da også lige et ungdomsoprør sidst i 60´erne. Men vi kan nu ikke prale af at været sådan særlig engegerede i det, for vi var alle optaget af kærlighed og redebygning.

Grete og Niels blev gravide med Hasse, og så skulle de jo giftes. Mor syede en smuk hvid brudekjole til Grete og sammen flyttede den lille familie i lejlighed på Kaj Munksvej. Hasse var det første barn i vennekredsen og han var elsket af os alle. Vi holdt tit fester i deres lejlighed, jeg husker en leg, hvor man sidder i rundkreds og så bliver en ølflaske lagt i midten og skal snurres rundt, og den flaskehalsen drejer på skal smide et stykke tøj. Pludselig blev lyset slukket mens vi sad der helt eller halvt nøgne. Vi havde nok ødelagt nattesøvnen hos de andre i ejendommen med høje hvin og latter når den sidste trevl røg af, for slet ikke at tale om den lyd det giver når en flaske drejes rundt igen og igen på et bart trægulv. Sjovt var det at de fleste piger var tilbøjelige til at smide trusserne før BH´en – hvorfor??

Nå, men som sagt fyldte musikken, som også blev kaldt pigtrådsmusik meget – det var vigtigt at finde ud af, om man var til Beatles eller Stones. Jeg var helt sikkert til Beatles. Jan har fortalt, at han og vennerne så dem optræde i en club på Reperbahn i Hamborg. De var jo gode at danse til, og det gjorde vi hver weekend til den lyse morgen.Niels og jeg var helt sikkert de bedste, og vi nød at danse. Jeg kunne også godt lide det lidt mere stille musik som Donovan og af folkemuksik var min yndling Joan Baez.

Fra USA kom jazzgymnastikken til Danmark. Jeg meldte mig ind hos Flatau, hvor jeg gik sammen med Vibbe, Ninas storesøster. Men jeg skiftede til  Grete Nedergaard, fordi Leif fortalte at hans halvsøster Grete  var superdygtig. Her gik jeg i rigtig mange år, senere også til fødselsforberedelse, og der blev taget billeder af mig, som hun brugte i hendes markedsføring. I mange år hængte jeg som poster over lokalerne på 1. sal på hjørnet af Nørregade og Norsgade. Jeg assisterede i undervisningen, og fik i stedet for penge smarte gymnastikdragter og tricots.

Jeg nævnte lige alle de nye bølger der kendetegnede 60´erne,og det får mig til at mindes, at  det også var på det tidspunkt, der kom skred i tiltaleformerne. Jan og jeg og vennerne var inviteret til Leifs fødselsdag i  Hr. og Fru Fabiansens hjem. Jeg får Hr. Fabiansen til bordherre. Du skal lige vide, at man dengang altid sagde Hr., Fru og Frk. til voksne. Jeg selv blev selv altid kaldt Frk. Gysting. Hvis man begyndte at kende folk bedre, kunne man ændre De til du ved at” drikke dus”. Det gør man ved at tage sit glas i højre hånd og lave armkrog med ham/hende man nu skal ”dusse”. Hr. Fabiansen siger så til mig ”nu synes jeg, at vi kender hinanden så godt, skal vi ikke være ”dus?” jeg smiler og siger ja, og vi skulle bare skåle på det. Men måske kan du forestille dig, at jeg jo følte mig som meget yngre end ham, og derfor havde svært ved det. Jeg kom da også hele middagen igennem, ved at omskrive alle sætninger, så jeg undgik De/du. Det hele var mere formelt dengang, og ens stilling og arbejde betød meget. Jeg har engang hørt hans kone ringe til en eller anden og præsentere sig som Fru landsretssagfører Fabiansen, lidt sært i dag for det var jo hendes mand der havde det job.

                              

I 1965 blev Else og Christian gift, for han havde fået job som sælger for Møller & Hjorth, som hans far Erling Hjorth ejede. Han skulle sælge rengøringsartikler i Sønderjylland, og så flyttede de til det der senere blev til Kunsthåndværkergården, lidt nord for Haderslev. Else fik job ved Hjemmeværnet og Claus blev født. Og vi fik endnu et sted at holde fester. Året forinden var Elses søster Birte og Otto blevet gift og havde fået deres første datter Jette. Vi begyndte at komme mere sammen med dem, og havde en rigtig dejlig tur til Bornholm.

Også Jan var noget ved musikken, han spillede i Red River Skiffle Group med bl.a. Logan og Karsten. Som sangerinde havde de først Jans gamle kæreste Jette og senere trådte Else ind.

Efter HH læste jeg videre til tresproglig korrespondent med engelsk, tysk og fransk. Det foregik dengang i BP huset på Europaplads, for Handelshøjskolen på Ringgaden var endnu ikke færdigbygget. Jan blev udlært og tog på 3 mdr. praktik på et svensk savværk i Striberg.

Mor og jeg har det godt sammen nu. I efterårsferien lejer vi et sommerhus på Als, og mens far er ude og ekspedere hygger vi os. Det er et A-hus og jeg sidder meget udenfor i solen og broderer på en mørkeblå løber med hvide stjerner, den skal Yrsa have i julegave. Om aftenen spiller vi Matador og Ludo og nyder at være sammen og have fri.

Men i løbet af vinteren bliver mor syg, hun går ikke meget ud, for hun er bange for at besvime. Hun døjer med vejrtrækningen, og går til læge. Her får hun at vide at hun har dårligt hjerte p.g.a. fortykkede hjerteklapper, som formentlig skyldes af hun havde gigtfeber som barn.