60 års fødselsdagfest på Djursvold

Jan fyldte 60 i 2003 og følgende år blev det så min tur. Vi valgte at slå fødselsdagene sammen, og at det skulle fejres på vandrehjemmet Djursvold i Gjerrild og festen fastsat til den11. september 2004. Vi overvejede om, datoen gav negative mindelser så tæt på tragedien med Twin Towers i 2001– men nej, livet må gå videre ….

Torben og Dorte er ledere på vandrehjemmet, og Dorte er en fremragende kok, så vi fik lagt en menu, lige efter vores smag med økologisk lammekød og andre lækre sager. Og vi besluttede, at gæsterne skulle have mulighed for overnatning, så vi fik en hel weekend. Så oprandt dagen i strålende sol, og gæsterne dukkede op i løbet af eftermiddag og budt på kaffe og chokoladekage.

Børnene legede ved togvognen eller i baghaven, hvor der var et kæmpestort skakspil, og lige bagved huset ligger den gamle jernbanedæmning, så de susede op og ned af skrænterne. Så der var nok af legemuligheder både udendørs og indendørs i et legerum. Det blev der brug for senere under middagen under de mange taler og sange.

Vi havde pyntet bordene med strandskaller og hybenblomster, og alt så fint ud til festen, og vi havde fået fremstillet en lille sangbog i PP, som gæsterne kunne tage den med hjem som minde.

Vi var et stort selskab, og gæsterne kom så langvejs fra som Brasilien,  nogle fra Sjælland og Nordjylland.  I alt var vi 51 gæster, hvoraf de 5 var børn.

Thomas var toastmaster, og der var nok at holde styr på med taler og sange. Han lever stadig op til min fars tradition – at holde taler på fødselarens fornavn, men da vi nu var to der fejrede fødselsdag, endte det med en H tale.

Efter middagen hyggede vi os, og til natmad fik vi pølser/hotdogs der bestod af gedekød!  Næste morgen mødtes vi til morgenbordet med Dortes fantastiske hjemmelavede boller, syltetøj og økologiske saft og ost.  Det er altså dejligt at mødes igen næste dag – en dejlig afslutning på en god fest.

Lige som vi havde vinket farvel til de sidste gæster Hanne og Carl, startede regnen …

Cuba

Da Jan en dag gik tur nede på Store Torv, mødte han en kollega, der hed Flemming – og de to faldt i snak. Og under snakken om hvordan det gik, fortalte Flemming, at han efter konens død for nylig var blevet gift med en cubansk kvinde. Nu var det sådan, at vi igennem længere tid havde en drøm om at besøge Cuba. Og i øvrigt fyldte Lise snart 50, så et eller andet skulle ske.

Der gik ikke længe, så sad vi ude hos Flemming og konen og spiste middag sammen med Leif Wivelsted. Udover at være radiovært har han et passioneret forhold til Cuba og Havanna i særdeleshed. Han boede altid hos Flemmings gode venner Omar og Sandra. Det skulle senere vise sig, at han faktisk var dernede på det samme tidspunkt som os.

Udover os bestod rejsegruppen af Bodil, Sven og Lises veninde Lene, og vi besluttede at benytte os af det gode tilbud om at bo i Havana Vieja og sagde også ja tak til at blive kørt rundt af Omar. Han tog fri fra sit job som vejingeniør, for han kunne tjene flere penge på at være chauffør for os, end han kunne på sit arbejde. Det er i det hele taget et problem dernede, at de nok har de mest veluddannede og dygtige læger, men der er ingen job til dem. Lidt paradoksalt, fordi når man så bliver syg, er der næsten kun trøst at få og meget lidt behandling. Så oprandt rejsedagen, turen gik fint, og vi landedelufthavnen. Sandra var der til at modtage os, for Omar var forsinket. Vi var dødtrætte og udmattede,og vi ventede og ventede på Omar, mens jeg med mit spinkle spansk måtte tage mig af at snakke med Sandra.  Efter evigheder dukkede han op og, vi kørte afsted til lejligheden, men elevatoren virkede ikke, så Jan og Sven måtte bære Lise i guldstol op ad spindeltrappen til 2. sal og i mørke.  Men vi orkede ikke ret meget mere – og gik i seng.

Vi vågnede ved at nogen puslede i lejligheden, det var Joanna, en lokal kvinde, som hver dag kom og havde dækket morgenbord med et friskpresset glas af lokale appelsiner.  Så var vi landet  .. i en smukt møbleret lejlighed med balkon.  Vi havde hjemmefra lagt en plan over, hvad vi gerne ville se, og den blev til en vis grad overholdt. Omar hentede os efter morgenmaden og kørte os ind til byen på sightseeing.

Havana er smuk og farverig og en spadseretur langs Malecon er storslået og gør indtryk – Atlanterhavets kæmpebølger slår skummende ind på muren. Det er samlingspunkt for cubanske unge, som hygger sig i et festfyrvækeri af glæde, musik, dans og farver. På den anden side ligger de smukke gamle huse i yndefuldt forfald, de er på UNESCO´s liste over verdens kulturarv. Byen har en sjælden skønhed på trods af skallet maling og dårligt vedligehold – ja passer ligefrem til dens indbyggere, der med stolthed og charme har overskud til store smil. Jeg husker især den tykke dame, der med smil og glimt i øjet sad på bagsædet af en scooter i knaldrøde stramtsiddende shorts, der fyldte hendes store bag godt ud.

Økonomien virker, som den er sammenbruddet nær.  Jeg havde taget tørgær med hjemmefra og skulle købe mel, nej det havde de ikke i dag - ”prøv igen om nogle dage”. Den private økonomi er dollars og den lokale peso. Pesobutikkerne er så godt som tomme, dog er der altid sprut og cigaretter.  Det er dejligt at have Omar med som guide, han taler godt engelsk,  ved meget og kender byen ud og ind. Vi besøgte Hemingways stamcafé,  og Jan og jeg tog senere ud til hans hus og så båden Pilar. Det var her ”Pappa” skrev  ”Den gamle mand og havet”.

Øst for byen ligger de flotte strande med hvidt sand. Her nød vi solen og fik os en lokal drink serveret i en kokosskal, mens en lille gruppe musikere underholdt med cubanske sange à la”Buena Vista Social Club”.

I byen kører der en masse gamle Chevroletter rundt, men de må ikke køre udenfor byen. Men landevejene er til fri disposition for os, der er ikke meget trafik – ind imellem ser vi også hestekøretøjer. Vi skulle til Varadero, det var nu ikke med vores gode vilje, for vi ville hellere have besøgt tobaksplantagerne ude vestpå, men vi lod os overtale – det viste sig så, at Sandra skulle med, for det var nemlig kun muligt for cubanere  at komme ind til den turistede standby i selskab med udlændinge – vejret var ikke særlig godt, og jeg lå på bagsædet med en slem allergi – øv.

Vi fejrede Lises fødselsdag dernede og havde bestilt bord på Hotel National, vi tog derud i god tid og sad udenfor i den smukke park med udsigt over vandet, mens vi nød en Mohito, så spadserede vi op til det fornemme hotel og satte os, mens vi hørte på et lokalt band der spillede.  Der var dækket op til os i en spisesal, og en kvindelig pianist spillede hyggemusik.  En af os gik hen til hende og fortalte, at vi fejrede fødselsdag, og så fik Lise ”Happy birthday”.

Næste tur gik til Vila Clara provisen østpå, hvor revolutionære tropper i 1958 med Che Guevara i spidsen  afsporede et armeret militærtog i udkanten af Santa Clara. Kort efter overgav  Batista sig og flygtede ud af landet, og Fidel Castro overtog magten. Vi slentrede igennem den hyggelige provinsby og handlede lidt hos de lokale gadesælgere og endte på Plaza de la Revolución med et bronzemonument af Che Guevara.

Vi blev en aften inviteret til middag hos Omar og Sandra, vi kom til en bygning og gik ned i en slags parkeringskælder. Først troede vi, at vi var gået forkert, men helt henne i bunden af kælderen efter skraldespandene var der en dør – den bankede vi på – vi var gået rigtigt, for vi kunne se Omar stå i bar overkrop inde i det lille bitte køkken og lave mad. Leif Wivelsted var der også, han boede i deres soveværelse. Der var ikke meget plads, og vi skiftedes til at sidde ned på de få stoile. Maden smagte godt, og jeg husker, at maden blev serveret i en rød opvaskebalje, men vi havde en herlig aften.

Sådan lejer mange cubanere lejligheder eller dele af huse ud for at skaffe til dagen og vejen – det hedder casa particular. Og sådan et havde vi gennem Omar´s datter reserveret i Trinidad. Det er virkelig en kulturhistorisk perle med sine toppede brosten, smukke bygninger og er i forhold til de andre byer vi så, utrolig velbevaret. Men Lises kørestol kunne ikke klare brostenene, så hun blev ”parkeret”  i parken ved Plaza Mayor, og kunne fortælle at hun uden at kunne tale spansk – dog  havde ført en slags samtale med en lokal cubaner, alt imens vi andre gik på sightseeing.  Ja, de sidder faktisk og ryger havanesere – selv damer gør det. Så vi måtte have en æske med hjem, og det blev Romeo y Julietta i en cigarkasse i træ og med glansbilledsmukt papir indeni.

Vi kørte derefter ud til vores midlertidige hjem, og blev mødt af en dame som åbnede bildøren, lænede sig tæt ind over mig og hviskende spurgte, om vi ville have hummer eller kød til aftensmad – vi sagde ja tak til hummer, dem er det nemlig forbudt at fange.  Vi blev installeret i deres private soveværelser , som var fyldt med pynt, dukker, blomster  alt det, som vi vil kalde kitch. Men middagen var overvældende, vi blev bænket ved middagsbordet, og hele familien stod i en kødrand omkring os og så på. Først kom en svingende stor portion suppe, og så kom der en kæmpe af en lyserød hel hummer til hver af os,  ingen af os havde set så stor hummer, og vi kunne ikke spise det hele, men det skulle ikke smides ud, så det gik lige forbi Omar, som satte alle de levnede rester til livs.

Vi hyggede os efter maden, og sad og efterbehandlede i deres gårdhave, hvor Lene havde redt op til natten. Hun sov udmærket, og havde vist kun været lidt forstyrret af et par frøer. Efter morgenmaden tog vi til den blændende hvide og smukke sandstrand, solede og gik i vandet, og så gik turen ellers tilbage til Havana, for vi skulle afsted næste dag.

Bodil og Sven blev hjemme, og vi andre hyrede en taxa og tog ud til den botaniske have og aftalte med chaufføren at han skulle hente os et par timer senere. Først punkterede Lises kørestol, så dukkede taxaen ikke op, og nu var det ved at være kritisk, for vi skulle jo hjem, men vi havde ingen mobiltelefoner, og vi anede ikke vores levende råd, så vi spurgte en fra personalet, og tænk dig, han havde en fætter, som kom lige med ”det vuns” i en smuk turkis Chevy 56, -  det var jo lige det vi havde drømt om, men ikke troede muligt, at få en køretur i berømtheden. Og vi nåede rettidigt tilbage, fik ovenikøbet også gravet en Christi Tornekrone op og nåede også tilbage til flyet til kolde Danmark.

Vinterrejser med børnefamilierne

Vinterrejser med børnefamilierne

Da alle børn var på benene, dvs. kunne gå besluttede vi, at det kunne være sjovt at flyve afsted til varmere himmelstrøg med hele baduljen. Det var rigtig sjovt at opleve de små, når de glædestrålende og spændte gik med far og mor i hånden ud til flyveren, og for Jakob og Nikolaj var det første gang, da turen gik til Coralejo på Fuerteventura. De store børn sad på samme række og Nikolaj hos far og mor  eller gik fra skød til skød undervejs.

Vi boede i tre lejligheder ved siden af hinanden, og børnene løb frem og tilbage på gangene og hos hinanden, og havde det dejligt, vi skiftedes til at lave mad og spiste den sammen i et af husene. Det mest spændende var nok turen ud til de store klitter i ørkenen, hvor de kunne løbe, trille og kure ned i fuld fart, så det hvide sand stod i skyer omkring dem. Onkel Kim lavede nogle imponerende flotte navnetræk i sandet  med Julia og Lucas´ navne, mens vi andre tog solbad.Men lige den dag vi havde valgt, var der desværre lidt rigeligt med skyer på himlen.

Næste tur gik til Gran Canaria,  hvor vi denne gang boede vi på Serenity, som lå smukt  og højt op ad bjerget, nærmest som en borg bygget ind i klippen – og med en uforlignelig panoramaudsigt ud over havet. Børnene havde det dejligt med hinanden og svømmede rundt i poolen.Tæt ved lå den næsten nye Amadores strand, hvor der var det fineste sand, som vist var hentet ovre fra Afrika.  Ungerne spillede bold  og svømmede med deres  badedyr – ja legede så godt , at vi voksne også fik slappet godt af og nød solen og samværet.  Men så kom regnen… og hold da op hvor det kunne regne - nærmest skybrud, men vi skulle jo have købt ind, så vi følte os nærmest som druknede mus på hjemvejen, og fandt  – ikke en mus, men en stor død rotte, som vi døbte Hr. Rotte efter en figur i TVserien Bananer i Pyjamas. Vi havde også en fin udflugt til Morgan, der er smuk med sine mange kanaler, havnen og byggeriet med de originale hvide huse, der er overgroet af Bourgonvilla i flotte farver. Vi spiste på en restaurant, mens børnene legede på pladsen  udenfor  skrålende højt ”nu er det jul igen og far er fuld igen … ”

I 2007 tog vi den store rejse til Brasilien, vi var inviteret til at holde jul med familien, og vi glædede os alle sammen.  Vi havde en mellemlanding i Paris og var skrupsultne og  gik ind på Mac Donalds og spiste, og jeg ved ikke hvorfor, men vi havde totalt overhørt udkald og pludselig fik vi fart på,  skulle  løbe afsted - vi var faktisk de sidste der kom ud  og måtte tage til takke med ikke helt de bedste placeringer i flyet. Pyh ha – men vi nåede det – det er jo det vigtigste.
Thomas familien og vi skulle starte med et par dage på Ilha de Gipòia - en paradisisk ø i havet ud for Angra Dos Reis,hvor  Fabiano tidligere havde sin Posada. Vi blev sejlet ud til den lille ø og stod i land på en strand  og fandt vores logi i et par hytter lige i skovkanten. Det er altså lidt af et kulturchock at komme fra kolde Danmark og så blive sat af på en tropeø. Men hvor var det spændende og enkelt, ja jeg vil kalde stedet for primitiv luksus, for vi manglede intet. Vi voksne fik før middagen serveret  Caipirinha- den nationale brasilianske coctail, som består af 5 cl Carchaca,  1 spsk rørsukker, ½  lime, der moses godt og grundigt med knust is, og  mens man stille og roligt suger den dejlige vædske i sig, bliver man i bedre og bedre humør.

Jakob havde lektier med, og jeg sad og læste med ham om 5 gæs, der gik gåsegang, – og minsanten om ikke vi næste dag sad på en strandrestaurant og så 5 gæs spankulere forbi på stranden. Nikolaj kom tidligt ind om morgenen, mens de andre sov og satte sig ved bordet og tegnede. Om aftenen kunne han ikke falde i søvn, men så lagde Jan sig med ham i hængekøjen udenfor og lyttede til den stille regn der plaskede ned på palmebladene - og snart efter sov de begge.

Herefter tog vi til Niteroi og blev indlogeret i et par hotelværelser.Vi skulle fejre jul sammen med Renatas store brasilianske familie.  Juleaften foregik i et meget stort hus i Sao Fransico. Vi sad og spiste under en stjerneklar himmel i en patio på selveste juleaften, ja det er ikke til at forstå, når man ved hvor koldt det kan være i Danmark, og vi sad i tyndt sommertøj. I Brasilien er det først rigtig jul kl. 24, men jeg tror vi med de mange børn gjorde en undtagelse og startede gaveudpakningen lidt tidligere.

Selvfølgelig skulle vi på sightseeing i Rio og besøgte Christo og Otto Niemeyers kunstmuseum, som ligger som en ufo ude i vandet – og selvfølgelig de berømte strande  Copa Cabana og Ipanema med den bar, hvor Antonio Carlos Jobim skrev sangen ”The girl from Ipanema” – Thomas fik en sort T-shirt med teksten i hvidt tryk.

Nytår blev fejret i Buzios,  en charmerende lidt rivieralignende by, hvor i øvrigt Brigitte Bardot havde haft sommerhus med sin brasilianske boyfriend - på strandpromenaden  stod en bronzeskulptur af hende, og Jan blev foreviget på hendes skød.

Vi havde lejet et stor hus med have til, og her holdt vi nytårsaften med Renatas familie. Børnene stod for baren, dog var det Kim og Thomas der lavede Caipirinhaer, men ellers blev hele middagen serveret og præsenteret af dem.

 

 

 

Senere gik hele banden med medbragt champagne ned til byen, hvor en menneskehob var samlet for at fejre nytåret og havets gudinde La Manja - folk gik ud i vandet og smed hvide blomster til hende som tak for det år, der havde været og det der skulle komme.

Babyboom

Lucas var et par år gammel, så skulle der igen ske noget i familien. Susanne  blev gravid, og den 25. marts 2000 fødtes endnu en dreng i familien. Den lille familie i stuen på Tietgens Plads var ellevilde , og det samme var Susannes forældre Henrik og Elisabeth, for Jakob var jo deres første barnebarn. De holdt også barnedåben i Nørresundby, men da vi kom ud fra kirken øsregnede det, og der var ikke bilplads til alle, så Jan tog Lucas ved hånden - jeg ser dem tydeligt komme gående op ad P.P.Hedegårdsvej  - en stor og en lille under den store paraply. Jo, der var stor glæde i ejendommen, for nu fik Lucas en legekammerat.
 

 

Samme år, hen på sommeren, helt præcist den 5. august blev det Renatas tur. Jeg kan huske, at jeg var meget ked af det, fordi vi ikke kunne være til stede, for vi havde den københavnske familie på besøg og sad i sommerhuset, så Kasper måtte gå ned ad trappen og passe på Lucas.  Det blev en pige !, ringede Kim og fortalte. Vi kunne ikke komme tidligt nok hjem, men smuttede lige forbi Ebeltoft og købte en rigtig flot Kenzo sparkedragt til det lille pigebarn – den første pige – det var noget særligt. Og der lå hun så i sin lille vugge med olivenfarvet hud, store mørkebrune øjne og sort hår – en brasileira!

 

 

En to – mange.. 3 børnebørn på kort tid. Når jeg forsøger at huske, synes jeg at Jakob altid har kunnet tale, det var det særlige ved ham, og det er det stadig ! Han har arvet sin mors brune øjne og sin fars hurtighed. Han og Julia blev pot og pande, og den tålmodige Lucas var rigtig god og forstående overfor sin lillesøster og fætter. Alle tre har det godt sammen, og vi har fornøjelse af dem i sommerhuset, hvor sommeren er, som den skal være - med lange varme dage, så vi har et badebassin i haven, hvor Lucas går rundt med en lidt for stor snorkel og dykkerbrille og synger sin egen fine lille sang: ”Jeg laver honning”, mens de to små sidder bag det hvide stuegardin og Jakob siger til Julia – ”dydde mav”, idet han peger på hendes mave og  ”bare tæer”, hun forstår - og tager sandalerne af.

Lise kommer tit på besøg, for hun elsker at opleve børnene - og er god til at lege og læse op for dem.  De er helt fortrolige med hende crosser, og vil gerne sidde på skødet og trykke på ”haren eller skildpadden” ,og så går det i fuld fart rundt på græsgangene. 

Hen på sommeren hjælper de farfar med at ”grave guld” – det kalder vi de små nye gyldne  kartofler, som de graver op af sandjorden og lægger i den blå  mælkespand. Hindbær (himbær) i store mængder, skovjordbær, og senere ribs og solbær.  Alt bliver plukket og spist, og meget ender i vores maver eller fryseren til den store luksus det er at lave saft og syltetøj af sommerbær midt i den kolde vinter.

  

Thomas og Susanne havde fundet et dejligt hus i Lystrup, og Jakob går i den lokale vuggestue.  Og den 20. januar 2003 så Nikolaj dagens lys. Nogle gange passer et navn bare så godt til barnet, eller også får man det til at passe, når det nu er besluttet… Han er så sød og med et næsten kuglerundt hoved. Jeg husker tydeligt barnedåben i Lystrup Kirke. De tre ”store børn” laver højlydt gymnastik på gulvet foran prædikestolen Elisabeth tog affære og bortførte dem venligt- men bestemt.

Nu vi er ved gymnastikken, så gik jeg til ”mor og barn gymnastik” med Jakob. Gymnastiklæreren var præstens kone. En dag var der vikar, og det var præsten som kom, nu iført røde shorts.. Ind imellem passede det ikke altid  Jakob at gå til gymnastik. ”Nej jeg vil ikke i dag – måske i morgen”. Nogle gange fik han lov at tage et par biler med, men ville ikke slippe dem, når vi skulle kravle i ribber. Så det blev til den ene sæson, han var vist mere til fodbold.
 

I sommerhuset havde de klub i et af værelserne, og elskede at fire ting op og ned fra etagesengene og fra hemsen med nogle lange plastiksnore, som de selv flettede. En påske havde vi frokost ude, og de sørgede for alt lige bortset fra at lave maden. De fordelte opgaverne - ligefra at skrive menukort, dække bord til at vise på plads. Om aftenen slog vi telt op, de lå meget tæt, for der skulle også være plads til alle deres "build-a-bear" bamser, og aftenen sluttede med at farfar blev kaldt ud og læse godnat.
 

Vi bagte også ,og de lavede mad til deres bamser. Sommetider blev bagværket lidt mislykket, som f.eks. da Jakob og jeg skulle bage fastelavnsboller, de blev alt for tørre og kedelige, men så foreslog han, at vi kunne komme lidt hindbær i og kalde dem sommerboller.

Liseleje kalder vi den høje græsbegroede klint, som ligger et godt stykke ude ad grusstien langs vandet. Når Lise er på besøg er vi altid dér, for hun kan ikke komme nede i det løse strandsand. Et flot sted tilgroet sted med hybenroser og med udsigt til begge sider og til de små sandøer, som tit opstår. Børnene elsker at bade og konkurrerer om, hvem der kan hoppe længst ud fra klinten. Sådan en stranddag  med sol, vind og hav giver appetit, så vi har tit saftevand  med og  altid Prizenrolle,  Ministar, eller som Nikolaj sagde ”princeminister”.

 

 

Park Allé 9

Vi havde været på besøg hos Britta og Christian i deres dejlige lejlighed. Og vi ville gerne tættere på byen, så de fortalte os, at HK havde en lejlighed ledig. Som sagt så gjort, vi lejede os ind på 5. sal i den smukkeste herskabslejlighed. Vi glædede os til at få plads til begge familier og den voksende børneflok. En flot lejlighed  på 130 m2 med stuk, velholdte parketgulve i sildebensmønster og buede vinduer i stuerne - et stort badeværelse med karbad og et godt stort køkken.  En dag fik vi besøg af Jan Norman, han havde et par forslag til farver på væggene. Han medbragte et bordeaux farvet pladecover og sagde – at det kunne være flot - og måske lidt brasiliansk med en mørk rød til et sted, hvor der blev serveret okse og vin. Så kom der et falmet blad fra en Grapewine fra Bahamas, den kunne give lidt ro og kontrast til den røde endevæg. Som det tredie præsenterede han en trypticon af Francis Bacon, hvor det var den grønne farve, den kunne give lidt ro til den anden stue, bilblioteket, som han sagde. Alt blev flot malet, og snart efter flyttede vi ind i lejligheden.

Vi købte et meget smukt billede af Jan, som han havde lavet, og vi var enige med ham I, at det passede flot op til den mørkerøde væg, som jo ikke behøvede yderligere ”maling”.
 

Og ja, der var plads til fester og gæster. En planlagt fødselsdag for Julia skulle traditionen tro holdes i gården på Tietgens Plads, men det øsregnede  – men vupti så flyttede vi hele arrangementet med hvad dertil hører af børn, forældre og andre gæster op til topfloor, som vi hurtigt kom op til med elevatoren, som småbørnene aldrig havde set mage til.

Vi kom også til at stå for de kommende nytårsaftener for vennerne. Den første var i et brag af et århundredeskifte i 2000, vi havde jo perfekt udsigt til hele balladen og festfyrværkeriet fra vinduespladserne. I de første år var det vildt – altså maden. Lise gik til ridning på Vosnæsgaard og købte hos grevinde Ann de lækreste dyrekøller. Birte og Otto kom et år med forretten i form af den første sushi, som vi nogensinde  havde smagt. Alle havde opgaver i form af mad, vin eller indslag. F.eks. har det siden dengang altid været Lise, der leverer kransekager til kl. 12. Og Birte bagte sin eller rettere Ole Haslunds mislykkede kage, der er så fuld af gode sager og så rigeligt med rom, at den bliver næsten konfektagtig.

Børnene var vilde med at besøge os, og noget af det bedste var at køre på den lille blå plastik scooter - for de kunne nemlig lave en rundtur igennem alle stuerne, og det var populært – måske ikke for en underbo, men det gik ud over den unge mand Martin, som også krævede overbærenhed fra os, når han holdt støjende fest. "Nej, nu er det min tur" lød det tit, de kunne ikke vente til det blev deres tur,  men så fik vi heldigvis en ekstra, så  vi kunne klare presset. Når vi så "Far til fire" film på video i soveværelset ,sad de på den, men så måtte ham der var tilovers nøjes med sengen.
 

Vi kunne også samle familierne juleaften, og meget tit havde vi også fornøjelse af at have Lise, Yrsa og Vibeke med.  Jeg kan huske at vi efter den senere flytning hørte børnene sige, at det der især var godt ved den store lejlighed var, at man kunne køre rundt på scooteren, og at der juleaften var plads til, at vi alle sammen kunne nå til at gå rundt om juletræet.  Det stod altid i kontoret, vi havde nemlig indrettet et lille showroom med A&H produkter, så kunne vi trække lidt fra i huslejen.

Jeg tror, vi boede der i fem år, men som årene gik, syntes vi næsten ikke vi kunne bruge alle rummene. Især om vinteren kravlede vi sammen i soveværelset og i køkkenet. Nu brugte vi jo også sommerhuset i weekender, så måske kunne vi finde en mindre lejlighed. En dag satte jeg en annonce i Århus Onsdag, at vi var interesseret i at bytte vores store lejlighed til en mindre, gerne i midtbyen og gerne med udgang til en have. Vi valgte lejligheden i Museumsgade, her boede en ung fotograf, der havde brug for mere plads til atelier og familie. Så det gjorde vi så, og det har vi aldrig fortrudt.

 

 

 

 

Besøg i Egevænget

Vi havde  købt en andelsbolig på Egevænget i Hinnerup, dejligt nemt til arbejde, og hvis Jan havde brug for overarbejde, kunne jeg nemt cykle hjem og nyde vores dejlige lukkede baghave.  Huset lå godt lige ned til åen, og her gik en lille sti, hvor vi ad den ene vej kunne gå lige ind til byen, og den anden førte forbi kollektivet Overdrevet og videre i et bakket skovterræn , op ad en lille sti, hvor vi kunne cykle lige ned til firmaet.

Vi havde mange besøg af familie og venner. Og jeg husker, at onkel Børge ringede - at han var i Jylland og gerne ville komme forbi. Han kom – med en pose kartofler i hånden. Han var jo en sjov ”fætter” for som han sagde ”jeg ville selvfølgelig gerne have taget blomster med til dig Nette – troede jeg kunne købe i en bod ved vejen – men de havde kun kartofler” ha-ha – typisk, det kunne far også have fundet på …

 

Til min fødselsdag den 10. september vil jeg altid gerne se familien, men Jan syntes jeg denne gang skulle slappe af og bare lade begge familier komme, så  kunne vi gøre det lidt enkelt for engangs skyld.  Så ringede det på døren, og jeg tror det var Renata der stod udenfor, så anede jeg, at de havde lavet et surprise pary, for de andre sad i en minibus på parkeringspladsen - og ville ikke ud med, hvor vi dog skulle hen. Men da vi ved Hadsten kørte mod Langå, kunne jeg næsten gætte hvor vi skulle hen – Fru Larsen. Og ja kort efter blev vi sat af foran restauranten og blev budt velkommen og bedt om at sætte os i havestuen til en velkomstdrink med nogle lækre bittesmå butterdejssnegle med rød pesto og tapenade.  Dem kopierede jeg i øvrigt senere til nytårsfesten senere på året.  Menukortet og tjeneren lokkede med kanin, så her var en oplagt chance til at prøve det, for det havde jeg aldrig smagt – og uhm det smagte, og jeg lovede mig selv, at det ikke skulle være sidste gang. Pudsigt nok har jeg ikke fået det siden – men det bliver jo aldrig forsent…. Jeg kan ikke huske hvad vi ellers fik, men det var alt sammen lækkert.
 

 Jan og jeg foreslog, at vi holdt nytårsaften hos os for vennerne - som sagt så gjort. De kom kørende i tog fra Århus, og ud steg de af taxaerne med et par kæmpekufferter. Jeg ved godt, at det nok ville blive sent, men at de ligefrem skulle overnatte, det havde jeg forventet, og vi havde heller ikke plads til så mange liggende gæster – de var i alt seks personer.  Hvad var der så med de kufferter? – det blev afsløret, mens vi sad og hyggede os med en fordrink – der var ”klæd ud-tøj”.  Malli og Bodil  kaldte os på skift  ind i  soveværelset. Her skete forvandlingen, da vi blev iklædt de hjembragte kostumer, hatte, smykker, rekvisitter – ja endog sminke og dufte fra rejser og ophold i fjerne lande.

 

 

Jette åbenbarede sig som en afrikansk kvinde (tør jeg sige haleneger?) i hvert fald havde hun fået  sig et vældig stort (udstoppet) bagparti.  Sven sprang ud som en fransk super charmeur og Bodil iført shiny tætsiddende kjole og en kæmpe sort boa. Svend Aage var spanioler/måske tyrfægter? med rød halsklud og skærf om maven. Else var hans elegante lady i sort/hvidt dress, perler og knaldrød hat. Otto blev til en mulla i den hvide kjortel og lille kalot. Birte kom frem som haremsdame iført løse bukser, vest med guld og glimmer og i håret et skinnende bånd med små dinglende guldmønter. Jan forvandlede sig til en næsten ægte ørkensheik klædt i hvidt og viklet ind i diverse tørklæder. Jeg kunne godt næsten være hans hustru i den smukke kvindedragt – jeg har faktisk stadig sjalet. Og Malli blev endnu smukkere i sit kostume med hvid boa og hårbånd. Det var en sjov idé og alle levede sig ind i rollerne under middagen og resten af aftenen.