onsdag den 3. april 2013

Ud af skolen


Jeg kan jo godt lide skolen, så jeg siger nej tak til at komme på gymnasiet. Der forsvinder en del piger fra klassen, så jeg begynder at komme sammen med Grete Berlin fra A klassen. Vi bliver rigtig gode veninder og er meget sammen efter skoletid, og laver aftaler om det ene og det andet i telefonen. Så far en dag indskærper mig, at telefonen kun er til korte meddelelser, og han synes det er mærkeligt, at jeg har behov for at ringe til Grete, når jeg alligevel skal mødes med hende snart. Men der er i det hele taget meget vi ikke ser ens på. Også om hvem jeg må komme sammen med. F.eks. er Rita dårligt selskab, jeg ved ikke rigtigt hvorfor, og Kirsten Knudsen er heller ikke go´ nok. Men hendes mor er ellers den bedste til at stive underskørter. Hendes er så stive at de kan stå selv. Mor stiver dem efter vask i Krystalstivelse, men de er ikke stive nok, og så strutter nederdelen ikke nok. Men så syr hun en løbegang i nederst og sætter en gardinspiral i, det er bedre.

 
De har lovet mig at jeg får et kørekort, når jeg bliver 18 hvis jeg ikke begynder at ryge.  Men det gør jeg så – i smug. Vi kan købe løse cigaretter nede hos Brugsen. Min far vil ikke have at vi går i Brugsen, han hader alt der har med socialdemokraterne, andelstanker og arbejdere at gøre. Han er selv retsstatsmand. Man kan også trække 5 Eifel eller 5 York til 1 krone i automater. Her kan man også efter lukketid trække slik, chokolade og kager. Vi ryger nede i kælderen, men jeg begynder også at ryge inde på mit værelse. Jeg har en lille dåse Craven-A til skodder i den øverste skuffe i chartollet. De banker altid på døren til værelset inden de kommer ind, så jeg kan nå at skodde. Det må jo have lugtet!! men de sagde ingenting. Jeg husker også at jeg sommetider stod ude på toilettet med et åbent vindue og røg.

Vi mødes tit med Bent og HC nede i Rosenvænget og hører musik. Man bliver altid spurgt om man er til Elvis eller til Cliff. Jeg synes de er OK begge to, men jeg synes at Elvis er lidt for billig og ligner en trucker og Cliff lidt for sukkersød, men de synger da meget godt. Jeg hører også meget musik hjemme, jeg har en lille brun radio, og her stiller jeg ind på Radio Luxemborg ” the station of the stars”. Og i dansk radio hører jeg altid ”efter skoletid”, også mens jeg laver lektier.

Vi går til mange fester og begynder at komme samen med dem fra Kathedralskolen. Grete har nemlig en veninde Pi, der går der. Når forældrene hos hende eller et andet sted ikke er hjemme, holder vi fest. Det er sjovt at møde andre, f.eks. Ulla Stålby (Therkelsen) og Thorkild Bjørnkjær. Vi drikker øl, danser og snakker så tiden flyver afsted. Så det er sket at jeg er kommet senere hjem end den aftalte tid.  Far bliver rasende og sikkert også nervøs, så han har præsteret at køre rundt og lede efter mig. Så kan jeg få stuearrest eller må ikke gå til fest næste lørdag.

 
Efter Realeksamen starter jeg på Handelsgymnasiet. Vi har haft mange diskussioner om, hvad jeg skal være. Mor synes jeg skal på husholdningsskole, men det vil jeg ikke. Erik Lund, min engelsklærer råder mig til at gå videre med sprog, så det bliver at læse til Højere Handelseksamen og så måske fortsætte som 3 sproglig korrespondent. Vi har jo også snakket meget om, hvad jeg kunne tænke mig at blive, og så har jeg sagt blomsterbinder og selv tænkt, om det kunne være noget med skuespil, men jeg vidste for lidt om det.

Nu begynder jeg også at få  nye venner fra skolen, og er med til at sætte Mercurrevyen op. Bagefter står jeg og venter på en sporvogn sammen med  Lars Lunøe og en anden fra teatret, det er hundekoldt så da vi skal samme vej tager vi en taxa til deres lejlighed på Langenæs. Her slutter vi med lidt hyggelig snak og et glas vin og så skynder jeg mig hjem. Et par gange om ugen arbejder jeg om eftermiddagen i Stålmøbelfabrikkernes Udsalg. Jeg skal jo selv klare lommepenge, så jeg synes faktisk at jeg sommetider har det for hårdt, for der er jo også ret mange lektier og afleveringer.

En af de første kærester er Jan Max, men det er ikke længe vi kommer sammen, for han er ivrig spejder, og skal altid til møde osv., så kommer der pudsigt nok endnu en Jan (Gretlund), men det gik også hurtigt forbi,

Så møder jeg Hans Jørgen Schanz, og  han  den første, jeg har med hjem. Han er jæger, og kommer hjem på Uffesvej med en fasan, det er sjovt, vi finder et hagl i den og han ”pelser” den og mor steger den. Men kort tid efter slår vi op

Grete har været til en pyjamasfest hos Else nede i Rosenvænget, og fortæller mig om at det var alletiders fest, så jeg bliver lidt misundelig, og spørger hende om hun ikke kan få mig med næste gang. Kort efter skal jeg sammen med Åse til fest oppe hos Jes Dombernowsky, da vi kommer forbi Kaj Munksvej, er der 2 fyre som hænger ud ad vinduet, og spørger hvor vi skal hen. Vi fortæller dem det. Og lidt senere på aftenen går døren op og ind kommner Niels, Leif og Jan Øyvind.

 

 

 

                            

 

 

 

 

 

 

 

torsdag den 21. marts 2013

Teenagetid



Jeg glæder mig meget til min konfirmation. Mor har syet en rigtig flot kjole til mig i Broederie Anglaise og med bådudskæring og sløjfe sløjfe foran og et par sko med æghæl (jeg må ikke få højhælede sko endnu). Og så det allerbedste, jeg får for første gang lov at få købetøj – endelig! Alt mit andendagstøj er færdigsyet. Jeg får en pliséet nederdel i blackwatch (blå/grønne tern) med top med V udskæring, derunder en strygefri skjortebluse og det første par nylonstrømper, som holdes oppe med strømpebånd og hofteholder. Det efterlader et stykke med bart, så man altid fryser om lårene. Vi er i oktober så jeg får også en ulden frakke og et mohairtørklæde.

 Mor snakker med Tante Ellen i telefonen og fortæller, at Nette har fået ”det og det” ,og så har hun også fået en skjorte fra ”non iron fabrikken” (udtakt sin det staves)– hvor pinligt hun kan ikke engelsk og så tror hun at mærket  i nakken er firmamærket.  Jeg har forsøgt at lære hende lidt engelsk, men hun kan ikke sige ”the”, som hun udtaler ”je”, underligt for hun kan jo godt sige gade, altså med det bløde”d” .

 I det hele taget kan jeg blive så irriteret på hende, samtidig med at jeg også synes det er synd for hende. Hun skal altid bare gå derhjemme og gøre rent og lave mad, mens far får så mange oplevelser ude hos kunderne, som han for manges vedkommende bliver venner med. Jeg synes også tit hun er sur og jeg kan tit høre, at  de skændes sommetider inde bag den lukkede dør i soveværelset.  Jeg kom til at høre at far kaldte hende en frigid kælling, og det var vist ikke ment for mine ører. Der var også engang hun sagde, at jeg havde en næse som hævet bolledej, det blev jeg ked af, men jeg har faktisk sommetider lidt bumser, som jeg forsøger at trykke ud omkring næsen. Så renser jeg det med et tot vat og mors ansigtsvand og kommer Nivea creme på eller tager noget af hendes Brejning creme i den lyserøde dåse. Somme tider låner jeg også hendes parfume, det er alt sammen i toiletskabet på badeværelset. Det er en lillebitte flaske der stadig står i sin sort og hvidstribede æske fra  Nina Ricci og hedder”je reviens”. Jeg dupper det altid bagved ørene.

 

Jeg glemmer heller aldrig dengang jeg fik min første menstruation. Vi havde haft om det i skolen, så jeg viste jo godt hvad det gik ud på. Vi fik et hæfte med billeder der tydeligt viste hvordan drenge og piger ser ud forneden og en masse forklaringer om hvad der sker med kroppen når man udvikler sig fra barn til voksen. Det er altså lidt pinligt at tale om, og man kommer altid til at grine. Men så skulle vi over til sundhedsplejersken, selvfølgelig pigerne for sig og drengene for sig ,for ellers bliver der for meget grin og ballade.

 Og så en dag kunne mor jo se at der i snavstøjet  lå et par af mine underbukser med tydeligt bevis. Jeg kan lige høre hende sige til far: ”Åh Georg , nu har  Nette fået sin blødning, og vi har slet ikke fået talt om det”. Nå,  men så skulle der købes sådan nogle ulækre gummiagtige bukser med  et indvendigt system, så hygiejnebindet kunne skiftes. Det er altså også lidt flovt, at stå henne hos købmanden, når der også er andre i butikken og bede om pose hygiejnebind, og som den eneste vare af alle bliver den da også automatisk pakket ind i papir, så omverdenen ikke kan se hvad jeg lige har købt.

 Men så har vi det også sommetider sjovt. Hun kan faktisk også være rigtig pæn, min mor. Når hun skal i byen eller til forældremøde på skolen. Jeg fik faktisk lov til at sminke hendes øjne med lidt blå skygge på øjenlåget og en sort streg og mascara, hvor så hun flot og filmstjerneagtig ud, så var jeg stolt af hende.

 Vi er et stort hold der skal konfirmeres i Viby kirke, så vi har 2 præster til konfirmationsforberedelse Gaarn Larsen og Pastor Baunsgaard. Jeg kan bedst lide Pastor Baunsgaard, han er så frisk. Så jeg er barepige for deres børn. Det kan jeg godt lide, der står altid en bakke med en franskbrødsmad eller kage og the, som jeg selv kan lave. De har grammofon, så når jeg har fået børnene til at sove, sætter jeg pickuppen på med  singler  med Four Jacks med” Åh Marie, a vil hjem til dig” eller ”Du min Texas gule rose”.  Jeg tjener jo også en del penge ved det.

 
 
 Jeg passer mange børn, på Uffesvej passer jeg Hr. og Fru Ingemanns børn, når de skal i byen. Han ryger Senior Service. Næsten alle voksne ryger, mor ryger cerutter Monaco eller Hera og far tager engang imellem en cigar. Bedstefar har en rigtig gammeldags lang pibe. Jeg tror ikke jeg kommer til at ryge, jeg synes det smager grimt og det lugter.

Min konfirmation holder vi hjemme, det er hyggeligt og hele familien kommer. Tante Gudrun giver mig en fin lille hvid salmebog med mit navn trykt med guldbogstaver og et lille kniplingslommetørklæde. Det kan jeg lægge ind ved ”min salme”. Jeg har ”den store mester kommer”, men jeg kan ikke få 1. vers, det er der en anden der har taget, men så har jeg 2. vers. Vi skal alle sammen sige et vers højt, så jeg er noget nervøs i kirken.  Udfor kirken står en masse fra Uffesvej og fra de andre klasser som jeg kender, og de kommer med telegrammer til mig. Jeg får mange gaver: en rød beautybox til andendagen, en gul rejsegrammofon, fra dem fra Fårvang får jeg en sølvhalskæde og armbånd.  Der er dækket fint op i soveværelset  og det bliver en god fest, hvor far selvfølgelig skrevet en sang  ham og Onkel Børge laver en masse fis.

 

 

  

  

 

søndag den 3. marts 2013

Skole og efter skoletid


Jeg klarer mig godt i skolen og får fine karakterer i alle fag, lige med undtagelse af regning, så  i mellemskolen skal jeg gå til pigeregning. Det var jeg rasende over, for jeg ville så gerne gå til fransk, som jeg synes er et af de flotteste sprog. Men der hjalp ingen kære mor, jeg måtte bide i det sure æble, og timerne lå også på samme tidspunkt. Regning blev jeg aldrig nogen ørn til, til gengæld indhentede jeg hurtigt fransk, da jeg senere fik mulighed for det. Jeg nævner dette, fordi jeg stadig kan blive helt harm, når jeg tænker på det. Man kunne da have fundet et bedre navn end at kalde det ”pigeregning”.

Fra 3.-5. klasse ligger jeg i alle fag incl. flid, opførsel og orden på 5 og 6taller, undtaget  regning i 3. klasse med 4+. Højeste karakter er  6 = udmærket godt,  5 = meget godt, 4 = godt,  3 = temmelig godt, 2 = mådelig og 1 = slet.Og så kan man sætte et + eller – efter tallet.

Heldigvis er der sket meget i skolen siden dengang, men de fleste af lærerne var flinke.  Men hvis man snakkede meget, fik man en sveder / eftersidning dvs. at man skulle sidde 1 time efter skoletid. Jeg tror kun jeg har prøvet det en enkelt gang. Jeg må have snakket eller pjattet for meget i en time, for i hvert fald blev jeg sat til at skrive i et hæfte ”man må ikke snakke i timen” ca. 100 gange. Man kan også blive sat udenfor døren, og hvis det er værre bliver man truet med at komme til ”kontoret” dvs. at man skal tale med skoleinspektøren, det har jeg nu aldrig prøvet. 

Nogle lærere straffer også med at slå. Når det ringer ind skal man stå to og to i rækker klassevis i skolegården, og gårdvagten vil have at der skal være helt ro i alle rækker , inden vi må komme ind. ”Sjosen” går altid med læderhandsker om vinteren, og han kan godt finde på at give en lussing så det synger. Det er især de ældre lærere, der har let ved at fare op i en spids for det mindste. I stedet for at give en ørefigen kan de give os en nød (bank med  knytnæve ovenpå hovedet), træk i nakkehårene eller ørevrid. Men det er mest  nogle af drengene der laver larm og bliver straffet. Orla kan blive så hidsig at hans arme går som møllevinger, så han en dag rammer vores tysklærer ”Schüler”.

Det der er allerbedst i hele skoleåret er skoleballet og skolekomedien. Jeg er med i Olsens Måneraket og spiller månedronning, pølsemand Olsen spilles af Anders Erboe, der senere bliver kendt som leder af Østjysk Musikforsyning.




Skoleballet holdes i Folkets Hus, og vi starter altid med at gå Polonaise. Vi skal først øve i gymnastiksalen og det er altid meget spændende, for det er jo ikke helt ligegyldigt hvem man skal gå med af drengene. Lærerne hjælper med at det går op, for det er også vigtigt at hvert par passer sammen i højden, og der er faktisk meget stor forskel på vores højde, nogle gange må 2 piger gå sammen, når det ikke går op.
 
Vi har fint tøj på og kommer med vores forældre, drengene løber rundt og glider og trækker hinanden på det glatte gulv, og vi piger har travlt med at snakke om vores tøj, hår osv. Vores forældre tager plads i restauranten ved store fintdækkede hvide borde. De bestiller smørrebrød, vand og øl, og så kommer tjenerne ind med store sølvfade som placeres på en opsats, og så er der en snakken og skålen, herefter får de kaffe og småkager og så ryger de også.
 
Så spiller orkestret op til dans, men det er næsten altid pigerne der danser og selvfølgelig de voksne. Det er  danse som Engelsk vals, Skomagerpolka, Med hænderne si´r  vi klap klap klap, Lotte gik og Familie Reinlænder. Jeg har aldrig gået til dans, men kan alligevel godt lide det. Heldigvis må piger godt danse sammen, ellers kom vi da aldrig på gulvet. Der kan godt blive varmt, men så er det dejligt at man kan gå ind til sin familie og få en rød eller gul sodavand med sugerør.



 

Når jeg kommer hjem fra skole, er der altid en masse at give sig til. Jeg læser meget, sommetider flere bøger om dagen, dem låner jeg på skolebibliotektet. Men jeg har også et helt bibliotek i pulterkammeret i kælderen. Jeg samler på pigebøger: Pukbøger, Sussibøger og Pernillebøger. Dem får jeg enten i fødselsdagsgave eller julegave. De handler om nogle friske piger, som kommer ud for noget spændende, f.eks. krybskytteri eller noget tyveri, som de skal opklare. Det er Cristel der tegner til Puk, og hende er vi helt ville med, hun tegner hver uge i Søndags BT, og så hænger jeg tegningerne op på mit værelse. Jeg har  har fået en Christel  teenagebog  af Tante Gudrun, den er fantastisk god. Der er en hel masse idéer med tøj og mode og hvordan man bliver smuk.



 

Jeg går jo også til spejder, jeg er blå pigespejder  i  7. Århus trop i patruljen Lyren. Vi har møde en gang om ugen i en kælder tæt ved Harald Jensens Plads. Vi synger spejdersange, træner knob  og tager duelighedstegn, det gælder om at have så mange som muligt og jeg har snart et helt ærme fyldt.  Så bliver jeg patruljefører , og far laver en flot stander med et stykke pels, hvor Lyren er malet. Når vi har været på lejr, eller vinder i en konkurrence, får vi et slagt emblem i metal man kan skrue på standeren. Jeg elsker at være på teltlejr og lave bål  og lejrarbejder . F.eks. stativer til vaskefad og støvler.  I min håndbog kan jeg se hvordan, man finder jo bare nogle grene og binder dem sammen med snor. Det er pærenemt. Vi laver også selv mad. Jeg kan huske, at jeg engang skulle lave øllebrød, og jeg synes ikke den blev brun nok, så tog jeg bare noget kulør og puttede i. Det syntes far var så sjovt, at han skrev det i min konfirmationssang.

 

lørdag den 15. december 2012

Mad med mere

Forestil dig et køkken uden køleskab og fryser – det er næsten utænkeligt i dag, men sådan var det dengang. Og i dag snakker man om at vi skal være bedre til ikke at smide rester væk, der gik intet til spilde da vi var børn, mor kunne bruge hver en rest i en ny forklædning næste dag.  Hun havde  selvfølgelig også meget mere tid end husmoderen har i dag, for hun gik ikke på arbejde. Dengang var det mest almindeligt at kvinderne gik hjemme og passede børnene og tog sig af husarbejdet. Hun havde faktisk en uddannelse som damefrisør, og  den fik jeg at føle,  når jeg skulle være fin. Hun satte mig op  på køkkenbordet, så fandt hun krøllejernet frem og placerede det i gasblusset til opvarmning.  Så tog hun det ud og spyttede en anelse på de varme tænger, og hvis de sydede lidt var det klart til brug. Pandehåret skulle bukkes, sommetider kom hun til at brænde mig i panden, og jeg skreg som en stukken gris – eller jernet var så gloende  varmt at  hun brændte noget af pandehåret af, det lugtede ad H til , og jeg blev rigtig godt gal i skralden.

 Der blev jo lidt risengrød tilovers efter  julens Ris á la mande,  og så laver hun selvfølgelig  Klatkager til dessert – uhm med syltetøj til.  At spare er en dyd, alt brød er hjemmebagt og det dufter så dejligt, når det lige kommer frisk ud af ovnen, men nej ”vi skal først spise det gamle op først ”siger mor. Men det hænder at der bliver et par gnallinger tilovers, det steger hun på panden til  Arme riddere med kaneldrys . Og hvis det kommer til at ligge lidt længere og er helt tørt, putter hun det i en pose og gi´r det nogle gange med køkkenrullen, så  det bliver til rasp.


Nytårsaften får vi altid kogt torsk, og resterne herfra hælder hun i et ildfast fad med en gratindej smagt til med karry henover, og så er aftensmaden på bordet næste dag. Det er kun sjældent vi får steg, udover flæskestegen juleaften og en kalve- eller oksesteg til konfirmation eller en anden stor fest er det mest hakket kød vi spiser. Lige bortset fra den stegte kylling som tit lander på bordet  søndag middag. Som altid  med agurkesalat og kogte kartofler med persilledrys.  Ellers er det mest svinekød vi spiser, og  flæskefars kan  indgå i mange forskellige retter såsom Frikadeller,Boller i karry, Kødrand, Karbonader eller  Forloren hare.  Vi får varm mad hver  eneste dag året rundt, men når det skal være nemt får vi røde pølser med brød,sennep og ketchup – og så er der glæde i det lille hjem, det er noget vi børn kan lide. Hun kan finde på at servere en glasskål med gøn salat, men det er sjældent. Jeg tror hun har læst hvordan man gør i et ugeblad. Hun tager et hvidløg, halverer det og gnider skålen med det (ellers bliver det nok for stærkt!!).Salathovedet deles i hele blade, og der røres en dressing af fløde og citron.

Om sommeren får vi tit rødgrød til efterret, den bliver lavet på rabarber, ribs, solbær eller hindbær. Ingen af os børn kan lide stikkelsbærgrød, men tænk dig - den får hun os til at spise alligevel, for hun putter jo bare noget rød frugtfarve i, så tror vi det er almindelig rødgrød. Bygvandgrød er det værste, den hader jeg, og jeg SKAL spise den, siger far ” man spiser hvad der kommer på bordet” . Jeg er lige ved at kaste op og begynder at græde – ”nå, men så spiser du bare en lille smule Nette” , og det gør jeg så bogstaveligt talt – meget lidt. Jeg har en gang smidt den ud i toilettet, jeg kan desværre ikke huske hvordan jeg slap af med det, uden at de opdagede det.

Børnene laver aldrig mad, men vi hjælper lidt til i køkkenet med at dække bord, tørre af og gå ud med skraldespanden. Engang imellem får vi lov at få en æggesnaps, vi får en kop og en teske og så rører vi sukkeret ud i æggeblommen, man skal blive ved og blive ved med at røre – lige til den bliver tyk og næsten hvid og sukkeret ikke kan ses mere, og så skal den spises helt langsomt – for den skal nemlig nydes!

Tænk på at mor skal købe alt ind hver dag hos de lokale handlende, selvom vi også hjælper hende ved at gå byærinder. Vi skiftes til at gå hen til Købmand Mehl hver lørdag. Ja, sådan hedder han faktisk. Der er ekstra meget i købmandskurven om lørdagen, for der er jo lukket søndag. Forretningen ligger lige på hjørnet nede hvor Uffesvej starter, klokken ringer når døren går op. Der er en kaffemølle i vinduet og han står bag disken og ekspederer i sin hvide kittel med en blyant bag øret. Den bruger han til at skrive beløbene ned i en sort bog. Vi betaler nemlig kun en gang om måneden. Mel og gryn har han i skuffer i disken. Så tager han en pose og en ske og vejer den ønskede mængde af. Om lørdagen kommer der en pose gratis blandede bolcher i kurven.


                              Anders, Bjarne og Niels foran "købmandsforretningen" i kolonihaven.

 
 Gartneren ligger lige skråt overfor på Rosenvangsallé nede i kælderen. Han har grøn kittel på, og frugt og grønt står fremme i kasser. Det vi køber vejes af og lægges i brune papirsposer. Om sommeren er der mest frugt,, om vinteren kommer det fra de varme lande, og så er det dyrt. Jeg kan huska, da far kom hjem med den allerførste banan, og spiste af den, mens han forsøgte at ligne en abekat ved at klø sig som havde han lopper. Mor er vild med ærter, og hun kan spise en hel pose for sig selv i løbet af 0,5. Hun står over køkkenvasken og holder ikke op før de alle sammen er  spist.

På butikstorvet ved Skanderborgvej ligger Mejeriet som som ejes af Marie Hørlyck, hun er sød og så ren og pæn. Det skal man være i et mejeri. Vi køber smør, som bliver pakket ind i pergamentpapir. Is til isskabet køber vi i Aalborggade, de bruger en issyl, og så får vi en kæmpeklump  med hjem og lægger det i en gryde i skabet.  Her kan vi også købe flødeskum. Hos slagteren køber vi røde pølser, engang imellem napper vi lige en uden at den behøver at være varm. Hun køber også ind til madpakker, et stykke leverpostej, et bæger russisk salt og et lag spegepølse eller kødpølse. På den anden side af Skanderborgvej ligger skomager Jungersen – han er flink nok, selvom hans hår er fedtet og han har grimme tænder – men det er jo også en sørgelig historie med alle de børn han har, og at han tjener så lidt, at pengene slet ikke slår til. Han bærer læderforklæde og sætter sig på en speciel skammel med sit værktøj. Han kan forsåle og en masse andre ting med symaskinen, også ordne skoletasken, hvis remmen er gået i stykker.

Ved siden af benzinstationen er der en tricotageforretning, det er en dame der har den. Hun har alt i undertøj, sytråd , garn og strømper, men vi går mest derhen, når mors strømper skal til opmaskining. Lige overfor ligger boghandleren, her køber vi papirvarer og bøger. Der er en slags papir for vinduerne, det er gennemsigtigt og en mellemting mellem orange og brunt, det er vist for at bøgerne ikke skal falme på grund af lyset – altså en solbrilleeffekt.

 

 

onsdag den 5. december 2012

Ind under jul

Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid osv.  Peters Jul kommer frem hvert eneste år, så den nu er ved at falde fra hinanden. Far læser højt og kan den nærmest udenad og når han kan, så skal jeg jo også kunne, så det kan jeg.  I skolen hygger vi os den sidste uge i næsten alle timer, vi får læst op, synger julesange og leger stilleleg. I starten af december holder de altid julebazar, fordi de samler penge ind til den nye kirke, som skal bygges ved siden af skolen. Vi har været på Rådhuspladsen og se det kæmpestore juletræ blive tændt,  og vi har været til juletræsfest med Erik og Henning,  mine 2 fætre - de bor i Hasle med onkel Marinus, som er købmand og tante Ellen, min mors lillesøster. Julemanden delte  godteposer ud,  indeni var der en appelsin, en lille æske rosiner, et stykke Pernillechokolade og lidt andet slik. Vi dansede rundt om et kæmpestort juletræ og så kom der en nisse fortalte historier, jeg kan huske den om Klumpe Dumpe, der faldt ned ad trapperne. Ude på trappen i opgangen er der i loftet på vores etage en lem, og her har far sat det store grødfad op med risengrød, smørklat, kanelsukker og en grydeske og det hele. Og lige før juleaften finder han igen skamlen frem og åbner lemmen,  og tager fadet ned, og minsanten – grøden er fuldstændig væk… så hvis vi har været i tvivl om der var nisser til, så er vi det ikke mere.

Far og mor var på Viby Torv hos spejderne  i går og har købt et højt og flot grantræ. Det er altid en rødgran, altså et rigtigt juletræ. Og ikke sådan en ædelgran som de har hos købmanden´s. Vi har også levende lys i og har selv lavet al julepynten, undtaget  stjernen, kugler, trommer , flag og lametta. Engang  havde vi  en fugl i tyndt  blankt sølv og en stiv hvid hale i måske nylon, men den gik desværre i stykker, det samme skete med trompeten, øv.  

 Og så slutter nedtællingen,  den sidste luge er åbnet,  kalenderlyset er brændt ned,  – så kommer den 24. december , årets højdepunkt, den dejligste tid som vi har glædet os til så længe. Der er en hektisk aktivitet i køkkenet, for vi skal i år holde jul hos os. Og ja, vi får en hvid jul. Så det kan ikke være bedre. Vi glæder os så det halve kunne være nok og kan næsten ikke vente til det bliver aften. Juletræet står klar inde i stuen, hvor er det flot!. Det står på et juletræstæppe  af hessian, far har måttet hugge og save stammen til for at få det til at passe ned i juletræsfoden. Det skal jo stå helt lige og må ikke kunne vælte. Træets grene sidder tæt, det kan vi bedst lide, og ved foden ligger  alle julegaverne. Der er så mange at de næsten ikke kan være der.  Det er forfærdeligt at vente - da jeg var lille fik vi altid en gave om eftermiddagen, engang fik jeg en æske med billedklodser, dyr fra bondegården,  de kunne samles på 6 forskellige måder, f.eks. hønsegården, kostalden osv. I dag ligger der i sommerhuset en lignende æske med klodser med Carl Larson motiver, dem lægger børnebørnene engang imellem.
 

Vi har det pæne tøj på , og nu er vi ved at være klar,  vi står henne ved stuevinduet og kigger ned på vejen, for at holde øje med dem, det er næsten mørkt udenfor og Uffesvej  er helt hvid af sne, det er et smukt syn. ”Jubiii, nu kommer de ”råber vi, og lidt efter ringer det på døren. Tante Ellen, onkel Marinus, Erik og Henning. Bedstefar kom i går, han tager rutebilen ind, og går hele vejen ud til os. Han går aldrig på fortovet, far siger, at det er fordi de ikke har fortove i Fårvang.  Han har det pæne sorte tøj på med hvid skjorte og en sort vest, og sidder altid i gyngestolen.

”Glædelig jul” siger vi til hinanden, mens de kommer ind. De slæber på en hel masse julegaver, som vi lægger ind i stuen.  Erik er på alder med mig og Henning  med Anders, og vi leger godt sammen. ” Så skal vi spise”, siger mor og vi sætter os til bords, der er dækket op inde i soveværelset med røde servietter, stearinlys og gran. Vi  får altid flæskesteg med hvide og brunede kartofler, rødkål og sovs.  Engang imellem vist også and. Men det bedste er ris à la mande, for der er puttet en hel mandel i, og det gælder om at få den og dermed mandelgaven, som er en stor marcipangris. Far og onkel Marinus laver altid sjov og siger, ”nu har jeg den” og så er det bare snyd og de har bare fundet en halv, eller også  gør de  kinden tyk med tungen og trækker en kapsel ud.  ”Skal vi ikke snart danse om juletræet” spørger Anders  utålmodigt, men de voksne har ikke så travlt, der skal først tages af bordet. 

Men så sker det bedste i hele verden. Lyset i stuen slukkes,  far tænder træets lys, og vi går hånd i hånd omkring træet.  Altid først salmerne Dejlig er den himmel blå og Et barn er født i Bethlehem. Vi kommer så nogenlunde igennem de vigtigste vers.  Så kommer sangene På loftet sidder nissen med sin julegrød  og til allersidst Højt for træets grønne top. Vi ændrer lidt og synger ”lad den lille Lise blot få sin julegave” og ”Anders har den gren så kær” Og så skal vi til det mest spændende – gaverne!

”Hov hvad er det? siger mor, det banker på døren, og ind kommer julemanden. Han har langt hvidt skæg og bærer en sæk på ryggen. ”Har vi nogle søde børn her?” spørger han  med dyb stemme, og da der svares ja, begynder han at dele gaver ud til os børn. Så er sækken tom, og så siger han at han jo har travlt med alle de andre børn han skal besøge, og skal videre med kanen og rensdyrene, der venter. Lidt efter kommer far ind i stuen,  ”hvor ærgerligt Georg, vi har ellers lige haft besøg af julemanden” siger mor. Vi havde slet ikke set at han var væk. Men et år opdagede Lise at julemanden havde fars ring på, og derefter kom der sært nok aldrig mere besøg af ham.

Det flyder med papir og bånd, og så er alle gaverne pakket ud. De voksne skal have kaffe og mor henter småkagerne og juleknas ind, mens vi leger med vores nye legetøj. Hele aftenen slutter med at vi tager fat i kø bag hinanden  med far forrest og løber rundt i hele lejligheden mens vi synger ”Nu er det jul igen ”slutter på wc´et, hvor han trækker i snoren.

Vi skiftes til at holde jul, så næste år skal vi være hos de andre.  De bor i en stor rødt hus i Hasle, de har en købmandsforretning på butikstorvet, så  der er så travlt op til jul, at tante Ellen hjælper til. Men så er det jo godt at de bare kan tage varerne ned af hylderne og ikke selv behøver at lave det hele selv. Det er en mere moderne jul med elektriske lys i træet. Slik, konfekt og  chokolade kommer fra butikken, men tante Ellen laver nogle fantastiske rutebiler. Hos dem får vi også hjemmelavet medisterpølse, hun har nemlig et pølsejern, og de smager faktisk rigtig godt.  Mor hjælper tante Ellen i køkkenet, og imens går vi op på 1. sal, hvor børneværelset er, inde i skunken har de alle deres Anders Andblade, så vi keder os aldrig. Et år fik jeg et dukketeater i julegave som samlesæt, med skrift over scenen ”Ej blot til lyst” og rødt fortæppe. Jeg  spiller sommetider teater med Erik. Jeg har et hæfte med Rødhætte og ulven, og også figurer til - vi sætter dem fast til en strikkepind med en tøjklemme, så de kan føres ind på scenen fra kulissen. Og så skiftes vi til at læse replikkerne.


Onkel Marinus bliver træt, det har været en hård uge op til jul, så han tager sig sommetider en lur efter gaverne er pakket op. Men en gang var han rigtig i hopla, og  da far og ham spurgte ”er der noget vi skal hjælpe med” og fik svaret ”ja I kan jo rydde op” begyndte de efter at have ryddet tallerkener, papir osv. væk at bære møblerne ned at trappen og ud i haven, og de nåede også til at være ved at rulle gulvtæppet sammen, da kom tante Ellen ind og råbte bestyrtet ”så stopper vi!, Ditte kom lige og se hvad de har lavet”. Vi børn var ved at dø af grin ad det hele, og var helt med på spøgen.  Men ellers holdes julen ligesom hjemme hos os -med de samme ritualer år efter år, og som det sikkert sker rundt omkring i de fleste danske hjem.

 

 

 

 

 

 

 

mandag den 26. november 2012

Juleforberedelser


 Så har far hentet  kassen med julestads fra kælderrummet. Vi har så mange ting at vi har et kælderrum i blokken ved siden af. Her står alt det vi vokser fra af sko og tøj og en stor kaneseng, som far og mor har haft siden de blev gift. Her sidder far tit og skriver rapporter fra kundebesøgene eller skriver taler og lejlighedssange til folks fester.

 Mor har pakket det hele fint ned i skotøjsæsker sidste år. Det er sjovt at se pynten igen, for der er altid en eller anden lille ting man har glemt at man havde. Og der kommer jo  hele tiden nyt til, i skolen laver vi nemlig også pynt i ,tegnetimerne, f.eks. guirlander i glanspapir og stjerner. Vi er alle sammen vilde med det lille hus mor har lavet af gamle postkort, som hun har syet sammen i kanterne med rødt broderegarn, taget kan åbnes i den ene side, så man kan lægge ting i. Hun laver også roser, hvor hun vikler grønt crèpepapir om ståltråd til stilk, og lægger det røde silkepapir dobbelt og ruller det sammen  til en lille rose eller rosenknop.  Hun kan lave altmuligt håndarbejde , nogle idéer får hun fra bladene hun holder, især Flittige Hænder  og Søndags BT har mange opskrifter, hun elsker også krydsord og konkurrencer. Engang vandt hun en konkurrence hos  Perletand tandpasta, og så fik jeg et ur for pengene.


Mor pynter selv adventskransen i gran, som hun køber og pynter med hvide stearinlys  og røde bånd, og så kommer den op at hænge under lysekronen. Vi har også et englespil i guld der står på sofabordet. Vi får altid en julekalender og vi skiftes til at lukke op.Hos boghandleren og Elbæk kan man købe ark man skal klippe ud og samle. Det kan være en damper, et slot eller en rutchebane. De kan godt være svære at samle, så far kan godt blive sur, når han sidder der med Danalim på fingrene og ikke kan hitte ud af det. Mor har broderet en pakkekalender til Lise, der er 24 gaver i, men hun er jo også den lille.


 Vi får lov at sætte kravlenisserne op på malerierne, hvor hesten får en nisse i munden og på bordet,   Amagerhylden, på gangspejlet og på tallerkenrækken i køkkenet . Far laver hvert år julelandskab i vindueskarmen, han lægger et spejl  i midten som sø, en masse vat er sne og en kælkebakke med avispapir under, den lille hvide kirke får rødt cellofan i vinduerne, for så ser det hyggeligt ud, når man sætter stearinlys ind i den. Vi har en snemand og  nisser der er lavet af rødt uldgarn, der er en der holder et juletræ og en der kører på kælk. Vi får også nogle af fars piberensere, så kan vi selv lave dyr og nisser.

Det er hyggeligt at gå strøgtur i julen, der er juleudstillinger i alle forretninger. Sallings vinduer har brunt papir for vinduerne og foran er der stillet en slags trætrapper op, for når udstillingen åbner skal alle se den.

Alt bevæger sig i julemandens værksted, vinduer åbnes og en nisse kigger ud, nissebørnene danser rundt, nissemor rører i gryden og katten jager en mus. Og der kører et lokomotiv rundt med en masse vogne efter sig.

Så kommer vi til juleforberedelserne, og der er så mange at jeg nok glemmer nogle. Det vigtigste er jo gaverne, så vi skriver ønskesedler og  vi skal selv finde på gaver til far og mor. Med bedstefar er det jo det samme og det samme han får hvert år Blæksprutten og et par sokker. Vi behøver heller ikke pakke det fint ind, for han åbner det aldrig. Tit laver jeg selv noget til mor og far, i tegning lavede vi engang ting i Kavs (en slags gips), jeg lavede en flot broche, som jeg tegnede et abstrakt mønster på, og satte en sikkerhedsnål på bagsiden. Vi ved næsten altid hvad mor får af far, for det er en enten en underkjole eller en natkjole fra Asani mest i lyserød, med blonder og ren silke, den ligger i en fin æske med et vindue i, så man kan se den igennem låget. Vi har altid julepapir til at pakke gaverne ind, for mor stryger hvert år papir og bånd, så det kan bruges igen. Det må være kedeligt at være voksen, de får altid kun bløde pakker, det er måske derfor bedstefar ikke pakker op, for han ved jo hvad der er indeni. Jeg kommer i tanke om at vi ind imellem også skifter  hans sokker ud med Pyramide lommetørklæder. Dem får far også ind imellem, for han bruger  mange af dem, og skifter næsten hver dag, for han nyser rigtig meget og så højt, at hans atjuu kan høres i hele opgangen.

I skolen sparer vi op, vi har en sparebog Julens Glæde, som vi sætter mærker i, dem køber vi af læreren, og når den er fyldt, får vi pengene udbetalt. Der er mange fattige mennesker i byen, de ringer sommetider på døren, og spørger om vi vil købe julehæftet” I Julelampens Skær”. Og det gør vi sommetider. Der kommer så mange rendende ved døren, nogle gange er det sigøjnere, der vil sælge gulvtæpper, dem køber vi aldrig. Men jeg har fået 2 julegaver som de har købt af en bogsælger og det er Mit Skatkammer I og V. Det er mine yndlingsbøger, og jeg læser dem igen og igen.

”Goddag min frue, jeg ser min frue, at de har den lille på skødet, goddag deres nåde, goddag fru grevinde, ja jeg er just ved at visse hende, Ak ja, ak ja, man har nok at bestille med at visse og vugge og visse sin lille” Den laver vi sommetider som teater og siger på skift – jeg er just ved at  vaske og plaske og vaske sin lille, og smække og daske og  smække sin lille osv.  Den ender dog godt  ” hun  er skønt hun tit gi´r mig nok at bestille, min egen, min eneste, kæreste lille. De fleste Skatkammerets  rim og remser lærte jeg mig udenad.

Det bedste er at lave konfekt , de kalder det børnemarcipan og putter lidt flormelis i og æggehvide i marcipanen og mandelessens,  i hvert fald smager det godt og der ryger da også en del indenbords.Der findes grøn, rød, og gul frugtfarve, og det blandes i, så der er klumper i hver farve. Jeg kan godt lide at lave rugbrød med pålæg, så det bliver til 3 madder med æg, spegepølse og ost.  De voksne laver konfekt i det dyre marcipan med nødder og dadler og chokoladeovertræk, og det skal gemmes til juleaften.

Det skal småkagerne også, men vi får lov til at spise dem der  har fået  for meget i ovnen eller går i stykker. Det sjoveste er klejner og vanillekransene, men vi laver også jødekager, hvor man ruller dejen ud og stikker kagerne ud med et glas, og drysser kanelsukker ovenpå. Mor lægger dem i dåser  ude i kosteskabet i gangen og sætter klisterpapir på, så kan hun nemlig se om vi har været i dåsen. Så det tør vi ikke.

 

 

 

 

 

 

Ture og ferier


Vi får fri fra skole kl. 13 om lørdagen,  og så glæder vi os fordi vi næsten altid skal på tur om søndagen. Om sommeren tager i til Rugård Strand på Djursland. Tit er det sammen med Henry og Elna Bach. De har en grønthandel i Åbyhøj, lige ved siden af isenkræmmer Robert  Bagge, hvor Anders senere kommer i lære. De har ingen børn, så de synes det er dejligt at være sammen med os.

 Bilen bliver pakket tidligt om morgenen med tæpper og mad, og så er det afsted. Far og Henry er begge glade for at synge, så de skråler hele tiden. Det er Jeppe Aakjærs sange  som Anders var i Anna kær og alle de andre danske sange, og når vi kører gennem skoven ned til Rugård går det helt galt, på bumpevejen hopper vi alle i sæderne og skråler så højt vi kan og far og Henry skal altid vippe med skuldrene samtidig. Vi kender Søren og Marie, et ældre søskendepar som bor i et lille hvidt husmandssted nede på strandengen. De har en hest, katte og høns. Vi stopper altid der og snakker  med dem, sommetider får vi en småkage og vi køber altid æg hos dem. 

 De har lidt fyrreplantage og her har vi lov at være, der  er sat en hvid sten op med PRIVAT. Campingbordet og de små klapstole bliver slået op og tæpperne bredes ud, og så skifter vi til badetøj.  Vi elsker at ligge og sole os og løbe omkring og lege. Lise har fundet en hel masse strandkål, det lægger hun i fine bunker, og så kan vi købe af det i hendes ”butik”.Sommetider har vi Bedstefar med eller  kusine Anne og fætter Klaus fra København, de kan godt lide at være i Jylland, som de siger på københavnsk. Vi bader også, men desværre er der mange sten, så det er en god idé at have badesko på. Der ligger et lille fiskerhus tæt ved vandet, der bor en mand derinde, han pilker torsk og han kan gå meget langt ud i sine waders.  Nogle gange fisker far og Henry Bach, men det er nu ikke så tit de fanger noget. ” Så er der frokost” råber mor, og så kommer madkassen frem, hun trækker bakkerne ud hvor mellemmadderne ligger. Det er mest  leverpostej, spegepølse og pålægschokolade.  Nogle gange får vi sodavand til - det er jo søndag.



I sommerferien er jeg næsten hvert år en uge i feriekoloni,  det er mest for de børn, der ikke skal på sommerferie andre steder, men jeg vil også gerne være med, for det er Hr. Hansen (min klasselærer) der er leder og det er i Weekendhytten ved Mossø, hvor der er så dejligt. Vi sover på sovesale og har natløb, og spiller en masse spil.

 En sommer lejer vi et telt, for vi skal til Italien. Folkevognen bliver proppet med ting, det er helt utroligt så meget der kan være, vi har alt med, campingbord, primus, tallerkener, krus,  soveposer, tøj, mad, for det er dyrt at gå ud at spise for 5 mennesker. Stakkels Anders med de lange ben, han har svært ved at sidde bagi, så han får love til mest at sidde på forsædet, for der er langt til Italien.

Her er flot, med bjerge og så varmt at far sidder i undertrøje og ligner en  hel italiener. Pludselig kører han ind til siden, for der står de og sælger frugt. Han køber en hel kasse ferskner meget billigt, for de er lige ved at være så overmodne at saften driver af dem, så han smider undertrøjen  og lader saften løbe ned af maven! Vi kører videre til Venedig og finder en campingplads på Lidoen. Teltet bliver slået op, vi smidder  tøj og sko, på med badetøjet og afsted ned til stranden, men sandet er så varmt at vi ikke kan gå på det med bare fødder, så vi går på håndklæder ned til vandet.

Næste dag skal vi se Venedig. Der er flot med alle kanalerne og Marcuspladsen. Der er en masse duer som vi fodrer, og vi bliver tørstige, så de voksne bliver enige om at vi skal sætte os på pladsen på en restaurant  og tage en sodavand. Men de får et chock, da de ser regningen - det  var en dyr sodavand! Men den blev selvfølgelig også fornemt serveret af en tjener i sort tøj og  på sølvbakke i høje glas med isklumper og sugerør.
 
Vi går rundt og kigger på forretninger og Lise får en ny dukke, fordi den bliver købt i Italien så kommer den til at hedde Bambina, det betyder barn  på italiensk. Hun bliver så glad for den, at det bliver hendes yndlingsdukke. Jeg får en stråhat med silkebånd og mor får en smart flettet stråtaske med sorte striber. Jeg kan ikke huske, hvad Anders fik.