Kald det kærlighed

Man kan godt have det godt med  én, føle sig tiltrukket  af en anden, men pludselig er den der. Valget kan ikke tages med hovedet eller øjnene, men jeg var ikke i tvivl nu var den der. Og dog som andre havde jeg også favoritter, han skulle helst være slank og mørkhåret – lidt som idol Anthony Perkins. Og det var han jo.

Jan og jeg blev kærester. Jeg syntes han var rigtig pæn og sød, så vi forelskede os i hinanden. Så selvfølgelig skulle jeg med til den næste fest. Men det var lidt af en udfordring at få mig med, for jeg stod til stuearrest, fordi  jeg ikke havde overholdt den aftalte komme-hjem - tid foregående weekend.  Men  jeg var jo 18 år, så jeg var ikke helt sikker på om han kunne nægte mig ”udgang”.

Pludselig ringede det på vores hoveddør, far åbnede og udenfor stod Jan og hans gode ven Karsten. De spurgte meget høfligt, om det var muligt at få Anette med til en fest , og ville passe godt på mig og bringe mig sikkert tilbage. Far lod sig overtale og jeg var jublende glad og sprang op på bagsædet af Jans scooter og Grethe bagpå Karstens.  Vi skulle ud til et lånt sommerhus i Skæring. Det var godt vi ikke blev set, da vi samme nat kom hjem bestemt ikke helt ædru og Karsten  iført en ”snublekyse”  i form af en thevarmer med applikerede tulipaner .

Det var en ny klike jeg kom ind i for min bedste veninde blev kæreste med Niels, og Else og Christian dannede par,  og så var der Karsten, Leif og Logan.  Næsten hver weekend var vi sammen, det skete ret så ofte hos Muddi og Onkel Niels , som vi kaldte Karstens mor og hendes mand. Når de var på Falster rykkede vi ind og festede godt igennem. Vi spiste Muddis hjemmelavede brød og raberbermarmelade og  sørgede for rigeligt med øl. En gang lavede jeg en romfromage og fulgte som sædvanligt Frk Jensens Kogebog, men den rom jeg kom i var en Strohrom, så den blev nærmest uspiselig, men ned skulle den jo det var jo 80%.

Det var utroligt hvad de måtte lægge ryg til. En gang havde Christians Goggomobil nærmest fræset græsplænen op. Logan iførte sig Onkel Niels´ kittel og kasket og med diverse haveredskaber forsøgte han at udbedre skaderne, men uden større held.  Der blev danset vild jiggerbug så pludselig røg det kongelige porcelænsaskebæger med krabben på gulvet og gik itu. For dyre domme købte vi et nyt hos Buus, men de er jo håndmalede så der kan godt være lidt variation i farverne. For mange år senere røbede vi historien for Muddi, og hun kunne da fortælle, at faktisk havde hun undret sig over farverne, når hun vaskede op. Men slog det hen.
Jan og mor var meget glade for hinanden, han syntes hun var en sød og varm kvinde, og jeg var helt sikker på, at han kunne godkendes som kommende svigersøn. Far syntes godt om ham, men var nok mere forbeholden, bl.a. fordi  jeg var så næsegrus af beundring for hans families levevis. Måske anede han, at der under overfladen var lidt lig i lasten.

De boede i en meget elegant lejlighed på 4. sal. Yrsa havde med sin stilsikre sans indrettet den med moderne teaktræsmøbler og den længste røde sofa jeg nogensinde har set. De ældre stole var betrukket om i sort/ hvide tern og knaldgult stof. Der var stor kontrast til vores noget slidte og bedagede hjem. Yrsa var uddannet i herreekvipering og havde ekspederet i Magasin. Nu havde hun fået job i visitationen på Tanlægehøjskolen. En flot og velklædt kvinde med mørkt opsat hår i knold og altid med guldsløjfe som øreklips. Så var der Vibeke, en meget sød og køn lillesøster, som jeg kom godt ud af det med. Først troede jeg slet ikke at der var en far, men så kom Frank hjem fra København iført en smart ruskindsjakke og cowboybukser. Jeg blev noget overrasket over at høre at han arbejdede på en benzinstation. Jeg syntes ikke rigtigt det svarede til hjemmet og livsstilen. Han lignede Jan, og vi blev hurtigt gode venner. Med Yrsa var det lidt sværere. Hun var irriteret på alting og kritiserede meget. Jeg fik f.eks. at vide at jeg godt måtte bruge lidt mere på øjnene. Hun og Vibeke gik vildt meget op i tøj og udseende. Når de skulle have nye sko ringede de til en forretning i København og fik tilsendt en kollektion Charles Jurdin sko i kommission. De kaldte mig ind på Vibekes værelse for at se med, men jeg måtte endelig ikke fortælle Jan det. Det gjorde jeg ikke før langt senere, men fandt ud af at syntes, de brugte for mange  penge. Hun lærte mig at stryge skjorter til den store perfektion, hun må have luret, hvor det bar hen.

Jan var i lære på Århus Tømmerhandel ,og jeg læste til Højere Handelseksamen.  Jeg oplevede hans læreplads, da jeg arbejdede der i en sommerferie. Kontoret var med høje pulte og høje taburetter. Direktør Poul Barnow kom hen og hilste mig velkommen og må have bemærket min ringe højde, for han begyndte at fortælle at han havde da nogle tomme honningdåser på loftet, så han kom tilbage med én til mine pusselanker, og mens han baksede med at placere mine fødder på dåsen, kommenterede han min nederdel ”Nå, så det må så være den kvindelige udgave af cowboybukser”. De to  direktørbrødre var vist begge ret så dameglade.

Vi interesserede os dengang for film, vi så sort/hvide kortfilm, og f.eks” I fjor i Marienbad ”af Alain Resnais holdt vi af. Så meget at drengene, der var på en telttur i bil til Pris, lod sig fotografere  som en scene fra filmen, hvor personer står urørlige i en park som statuer.

Vi eksperimenterede  også selv og lavede en film ”Dig og mig og vi tre”,  en kærlighedshistorie hvor Christian og jeg er et kærestepar, og Jan er forelsket i mig”  I drømmene bliver filmen i farve, ellers er den sort/hvid. Niels lånte et kamera og var instruktør, og Else, Karsten,Grete og Jes var statister. Den eksisterer heldigvis stadig. Filmen kan se på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=D6LpHLx_TUw&feature=youtu.be

En eller to aftener  om  ugen  arbejde Jan som løbedreng på Cykelbanen. Det tjente han 7 kr. ved. Når jeg ikke skulle læse lektier eller passe mit arbejde hos Trævarefabrikkernes Udsalg cyklede jeg op til ham. Og galant som han var, tilbød han mig en sodavand og et stykke Pernille chokolade. Den stakke,l han ofrede jo hele lønnen for mig!. Men så havde han fornøjelsen at trække min cykel hjem og blev da også belønnet med kys ved afskeden i gadedøren.

I sommeren 1963 blev jeg handelsstudent med blå hue, og mor havde syet en flot hvid stropkjole i Piqué til mig og en blå jakke til. Jan var med vores familie til middag på restaurant bagefter. Vi ville så gerne på en uges ferie på Mallorca. Men vi måtte jo ikke sove sammen, når vi ikke var gift, så jeg opfandt en historie med ,at jeg skulle bo sammen med en sygeplejerske. Jeg ved ikke op de hoppede på den, men i hvert fald kom vi afsted, og vi havde en dejlig tur sammen for første gang.

Mit ophav

Inden jeg går videre med mit eget liv, vil jeg lige fortælle lidt om den tid der kom før mig, nemlig om mine forældre og bedsteforældre.

Min mor blev født i Faarvang i 1917. Hun blev døbt  Edith . Min mormor hed Kristine Marie Jakobsen. Hun kom fra Højbjerg  og flyttede til Tvillum Sogn for at tjene som pige på en gård. Morfar, som vi kun kaldte bedstefar, hed Peder Kristian Pedersen og han blev født i Fårvang i 1879. Han blev aldrig kaldt andet end P´Godtfred, fordi hans far hed Godtfred til fornavn. De fik 2 piger og 4 drenge og bosatte sig i den yderste ende af Fårvang og efterhånden som drengene blev voksne og blev udlærte i noget med træ, bosatte de sig som naboer til forældrene. Bedstefar var en flink og afholdt mand i byen, så han sad også i sognerådet.
Jeg husker ikke bedstemor, men bedstefar var jeg glad for, dog kunne jeg ikke lide at give ham et kys på munden, fordi han havde et skæg, der kradsede. Når han kom skulle jeg altid have en skilling, og da jeg som ung pige havde fødselsdag fik jeg mit største ønske et chartol i nøddetræ, som han selv havde snedkereret . Ved en senere fødselsdag, skulle jeg kigge bag døren, og så stod der et par flotte ski, som jeg havde ønsket mig.

 

 Hvorfor mor valgte at blive frisør ved jeg ikke, men det blev hun og tog til København, hvor hun fik en salon med 11 pladser. Dengang kunne frisører leje en stol hos ejeren, og så have egne kunder, men det var jo en smart og billig måde at få sig etableret uden mange kroner på lommen. Desværre døde mor tidligt som 48 årig, og før jeg interesserede mig synderligt for hendes liv og karriere – desværre. Men jeg har fundet nogle flotte billeder af hende, som viser at hun var flot og modebevidst kvinde, som forstår at føre sig.  Hun møder så min far og de forelsker sig.

 

 

Min far var den førstefødte i hans familie. Hans mor altså min farmor hed Anna Emilie Johansen, og farfar  Axel Jacob Nathansson var repræsentant. Han tilhørte det mosaiske trossamfund. Om deres liv kan du læse mere i min fars erindringer ”Løvfald”.  Og  i den tidligere  ”En Nakskov Slægt” føres  min fædrene slægt helt tilbage til Philip Jacob Ephraim født i Polen 1758 og hans død som Købmand i Nakskov 1818.

 

Far blev født i 1921 og blev døbt Georg.  Halvandet  år efter fik han en lillebror Børge og efter endnu nogle år kom Mogens til. De boede i en lejlighed på Vesterbro, i Dannebrogsgade. Han skriver ”i den pæne ende af gaden” der  ellers  var fyldt med bæverdinger og letlevende damer. Farmor var syerske og syede selvfølgelig også til sine egne poder. Hvor tit har jeg ikke hørt far og Onkel Børge fortælle om hvordan de sad på hug som børn, for hun yndede at klæde dem helt i hvidt, når de var i byen, og måtte jo endelig ikke blive snavsede. Farmor har jeg besøgt i Tagensbo. I stuen var den ene væg et stort  vægmaleri af en ung negerkvinde liggende ved en Hawaiagtig badestrand, det var vist fra den unge mand, der havde boet der før. Ellers husker jeg bedst den blomstrede bolchedåse, der stod højt oppe på et skab. Når vi skulle have et bolche, slog hun altid på siden af dåsen for at løsne bolcherne, så man kunne vælge. Hun kom fra Masnedsund, og snakkede et syngende fynsk.  Farmor brugte hårnet når hun sov,og så blev gebisset lagt i et glas vand, jeg syntes det så meget uhyggeligt ud. Engang da hun sov på mit værelse sammen med Lise faldt gebisset på gulvet, så Lise måtte finde det under sengen – hvor ulækkert. Far og mor var noget irriterede på hende, fordi hun ikke ”kunne tage sig sammen og købe gaver til børnenes fødselsdage”  hun sendte penge, og så måtte far og mor købe gaverne. Jeg synes nu hun er undskyldt, fordi hun jo ikke kom så tit og derfor ikke vidste hvad vi interesserede os for og ønskede os. Farfar har jeg desværre ingen erindring om, men han arbejdede først som repræsentant og senere vicevært, og skulle efter sigende være et rart menneske.

Tiderne gjorde det svært at være jøder, så hele familien tog i 1938 navneforandring til Gysting.  Jeg har bevis fra Københavns Overpræsidium, og det kostede i alt 4 kr.

Mine forældre blev gift på rådhuset i København den 25. marts 1944 og fik en lejlighed på Uglevej, og flyttede så  lidt senere til Århus, mor med mig i maven.

 

 

 

 

 

Ud af skolen

Jeg kan jo godt lide skolen, så jeg siger nej tak til at komme på gymnasiet. Der forsvinder en del piger fra klassen, så jeg begynder at komme sammen med Grete Berlin fra A klassen. Vi bliver rigtig gode veninder og er meget sammen efter skoletid, og laver aftaler om det ene og det andet i telefonen. Så far en dag indskærper mig, at telefonen kun er til korte meddelelser, og han synes det er mærkeligt, at jeg har behov for at ringe til Grete, når jeg alligevel skal mødes med hende snart. Men der er i det hele taget meget vi ikke ser ens på. Også om hvem jeg må komme sammen med. F.eks. er Rita dårligt selskab, jeg ved ikke rigtigt hvorfor, og Kirsten Knudsen er heller ikke go´ nok. Men hendes mor er ellers den bedste til at stive underskørter. Hendes er så stive at de kan stå selv. Mor stiver dem efter vask i Krystalstivelse, men de er ikke stive nok, og så strutter nederdelen ikke nok. Men så syr hun en løbegang i nederst og sætter en gardinspiral i, det er bedre.

 

De har lovet mig at jeg får et kørekort, når jeg bliver 18 hvis jeg ikke begynder at ryge.  Men det gør jeg så – i smug. Vi kan købe løse cigaretter nede hos Brugsen. Min far vil ikke have at vi går i Brugsen, han hader alt der har med socialdemokraterne, andelstanker og arbejdere at gøre. Han er selv retsstatsmand. Man kan også trække 5 Eifel eller 5 York til 1 krone i automater. Her kan man også efter lukketid trække slik, chokolade og kager. Vi ryger nede i kælderen, men jeg begynder også at ryge inde på mit værelse. Jeg har en lille dåse Craven-A til skodder i den øverste skuffe i chartollet. De banker altid på døren til værelset inden de kommer ind, så jeg kan nå at skodde. Det må jo have lugtet!! men de sagde ingenting. Jeg husker også at jeg sommetider stod ude på toilettet med et åbent vindue og røg.

Vi mødes tit med Bent og HC nede i Rosenvænget og hører musik. Man bliver altid spurgt om man er til Elvis eller til Cliff. Jeg synes de er OK begge to, men jeg synes at Elvis er lidt for billig og ligner en trucker og Cliff lidt for sukkersød, men de synger da meget godt. Jeg hører også meget musik hjemme, jeg har en lille brun radio, og her stiller jeg ind på Radio Luxemborg ” the station of the stars”. Og i dansk radio hører jeg altid ”efter skoletid”, også mens jeg laver lektier.

Vi går til mange fester og begynder at komme samen med dem fra Kathedralskolen. Grete har nemlig en veninde Pi, der går der. Når forældrene hos hende eller et andet sted ikke er hjemme, holder vi fest. Det er sjovt at møde andre, f.eks. Ulla Stålby (Therkelsen) og Thorkild Bjørnkjær. Vi drikker øl, danser og snakker så tiden flyver afsted. Så det er sket at jeg er kommet senere hjem end den aftalte tid.  Far bliver rasende og sikkert også nervøs, så han har præsteret at køre rundt og lede efter mig. Så kan jeg få stuearrest eller må ikke gå til fest næste lørdag.

 

Efter Realeksamen starter jeg på Handelsgymnasiet. Vi har haft mange diskussioner om, hvad jeg skal være. Mor synes jeg skal på husholdningsskole, men det vil jeg ikke. Erik Lund, min engelsklærer råder mig til at gå videre med sprog, så det bliver at læse til Højere Handelseksamen og så måske fortsætte som 3 sproglig korrespondent. Vi har jo også snakket meget om, hvad jeg kunne tænke mig at blive, og så har jeg sagt blomsterbinder og selv tænkt, om det kunne være noget med skuespil, men jeg vidste for lidt om det.

Nu begynder jeg også at få  nye venner fra skolen, og er med til at sætte Mercurrevyen op. Bagefter står jeg og venter på en sporvogn sammen med  Lars Lunøe og en anden fra teatret, det er hundekoldt så da vi skal samme vej tager vi en taxa til deres lejlighed på Langenæs. Her slutter vi med lidt hyggelig snak og et glas vin og så skynder jeg mig hjem. Et par gange om ugen arbejder jeg om eftermiddagen i Stålmøbelfabrikkernes Udsalg. Jeg skal jo selv klare lommepenge, så jeg synes faktisk at jeg sommetider har det for hårdt, for der er jo også ret mange lektier og afleveringer.

En af de første kærester er Jan Max, men det er ikke længe vi kommer sammen, for han er ivrig spejder, og skal altid til møde osv., så kommer der pudsigt nok endnu en Jan (Gretlund), men det gik også hurtigt forbi,

Så møder jeg Hans Jørgen Schanz, og  han  den første, jeg har med hjem. Han er jæger, og kommer hjem på Uffesvej med en fasan, det er sjovt, vi finder et hagl i den og han ”pelser” den og mor steger den. Men kort tid efter slår vi op

Grete har været til en pyjamasfest hos Else nede i Rosenvænget, og fortæller mig om at det var alletiders fest, så jeg bliver lidt misundelig, og spørger hende om hun ikke kan få mig med næste gang. Kort efter skal jeg sammen med Åse til fest oppe hos Jes Dombernowsky, da vi kommer forbi Kaj Munksvej, er der 2 fyre som hænger ud ad vinduet, og spørger hvor vi skal hen. Vi fortæller dem det. Og lidt senere på aftenen går døren op og ind kommner Niels, Leif og Jan Øyvind.

 

 

 

                            

 

 

 

 

 

 

 

Teenagetid

Jeg glæder mig meget til min konfirmation. Mor har syet en rigtig flot kjole til mig i Broederie Anglaise og med bådudskæring og sløjfe sløjfe foran og et par sko med æghæl (jeg må ikke få højhælede sko endnu). Og så det allerbedste, jeg får for første gang lov at få købetøj – endelig! Alt mit andendagstøj er færdigsyet. Jeg får en pliséet nederdel i blackwatch (blå/grønne tern) med top med V udskæring, derunder en strygefri skjortebluse og det første par nylonstrømper, som holdes oppe med strømpebånd og hofteholder. Det efterlader et stykke med bart, så man altid fryser om lårene. Vi er i oktober så jeg får også en ulden frakke og et mohairtørklæde.

 Mor snakker med Tante Ellen i telefonen og fortæller, at Nette har fået ”det og det” ,og så har hun også fået en skjorte fra ”non iron fabrikken” (udtakt sin det staves)– hvor pinligt hun kan ikke engelsk og så tror hun at mærket  i nakken er firmamærket.  Jeg har forsøgt at lære hende lidt engelsk, men hun kan ikke sige ”the”, som hun udtaler ”je”, underligt for hun kan jo godt sige gade, altså med det bløde”d” .

 I det hele taget kan jeg blive så irriteret på hende, samtidig med at jeg også synes det er synd for hende. Hun skal altid bare gå derhjemme og gøre rent og lave mad, mens far får så mange oplevelser ude hos kunderne, som han for manges vedkommende bliver venner med. Jeg synes også tit hun er sur og jeg kan tit høre, at  de skændes sommetider inde bag den lukkede dør i soveværelset.  Jeg kom til at høre at far kaldte hende en frigid kælling, og det var vist ikke ment for mine ører. Der var også engang hun sagde, at jeg havde en næse som hævet bolledej, det blev jeg ked af, men jeg har faktisk sommetider lidt bumser, som jeg forsøger at trykke ud omkring næsen. Så renser jeg det med et tot vat og mors ansigtsvand og kommer Nivea creme på eller tager noget af hendes Brejning creme i den lyserøde dåse. Somme tider låner jeg også hendes parfume, det er alt sammen i toiletskabet på badeværelset. Det er en lillebitte flaske der stadig står i sin sort og hvidstribede æske fra  Nina Ricci og hedder”je reviens”. Jeg dupper det altid bagved ørene.

 

Jeg glemmer heller aldrig dengang jeg fik min første menstruation. Vi havde haft om det i skolen, så jeg viste jo godt hvad det gik ud på. Vi fik et hæfte med billeder der tydeligt viste hvordan drenge og piger ser ud forneden og en masse forklaringer om hvad der sker med kroppen når man udvikler sig fra barn til voksen. Det er altså lidt pinligt at tale om, og man kommer altid til at grine. Men så skulle vi over til sundhedsplejersken, selvfølgelig pigerne for sig og drengene for sig ,for ellers bliver der for meget grin og ballade.

 Og så en dag kunne mor jo se at der i snavstøjet  lå et par af mine underbukser med tydeligt bevis. Jeg kan lige høre hende sige til far: ”Åh Georg , nu har  Nette fået sin blødning, og vi har slet ikke fået talt om det”. Nå,  men så skulle der købes sådan nogle ulækre gummiagtige bukser med  et indvendigt system, så hygiejnebindet kunne skiftes. Det er altså også lidt flovt, at stå henne hos købmanden, når der også er andre i butikken og bede om pose hygiejnebind, og som den eneste vare af alle bliver den da også automatisk pakket ind i papir, så omverdenen ikke kan se hvad jeg lige har købt.

 Men så har vi det også sommetider sjovt. Hun kan faktisk også være rigtig pæn, min mor. Når hun skal i byen eller til forældremøde på skolen. Jeg fik faktisk lov til at sminke hendes øjne med lidt blå skygge på øjenlåget og en sort streg og mascara, hvor så hun flot og filmstjerneagtig ud, så var jeg stolt af hende.

 Vi er et stort hold der skal konfirmeres i Viby kirke, så vi har 2 præster til konfirmationsforberedelse Gaarn Larsen og Pastor Baunsgaard. Jeg kan bedst lide Pastor Baunsgaard, han er så frisk. Så jeg er barepige for deres børn. Det kan jeg godt lide, der står altid en bakke med en franskbrødsmad eller kage og the, som jeg selv kan lave. De har grammofon, så når jeg har fået børnene til at sove, sætter jeg pickuppen på med  singler  med Four Jacks med” Åh Marie, a vil hjem til dig” eller ”Du min Texas gule rose”.  Jeg tjener jo også en del penge ved det.

 

 

 Jeg passer mange børn, på Uffesvej passer jeg Hr. og Fru Ingemanns børn, når de skal i byen. Han ryger Senior Service. Næsten alle voksne ryger, mor ryger cerutter Monaco eller Hera og far tager engang imellem en cigar. Bedstefar har en rigtig gammeldags lang pibe. Jeg tror ikke jeg kommer til at ryge, jeg synes det smager grimt og det lugter.

Min konfirmation holder vi hjemme, det er hyggeligt og hele familien kommer. Tante Gudrun giver mig en fin lille hvid salmebog med mit navn trykt med guldbogstaver og et lille kniplingslommetørklæde. Det kan jeg lægge ind ved ”min salme”. Jeg har ”den store mester kommer”, men jeg kan ikke få 1. vers, det er der en anden der har taget, men så har jeg 2. vers. Vi skal alle sammen sige et vers højt, så jeg er noget nervøs i kirken.  Udfor kirken står en masse fra Uffesvej og fra de andre klasser som jeg kender, og de kommer med telegrammer til mig. Jeg får mange gaver: en rød beautybox til andendagen, en gul rejsegrammofon, fra dem fra Fårvang får jeg en sølvhalskæde og armbånd.  Der er dækket fint op i soveværelset  og det bliver en god fest, hvor far selvfølgelig skrevet en sang  ham og Onkel Børge laver en masse fis.

 

 

  

  

 

Skole og efter skoletid

Jeg klarer mig godt i skolen og får fine karakterer i alle fag, lige med undtagelse af regning, så  i mellemskolen skal jeg gå til pigeregning. Det var jeg rasende over, for jeg ville så gerne gå til fransk, som jeg synes er et af de flotteste sprog. Men der hjalp ingen kære mor, jeg måtte bide i det sure æble, og timerne lå også på samme tidspunkt. Regning blev jeg aldrig nogen ørn til, til gengæld indhentede jeg hurtigt fransk, da jeg senere fik mulighed for det. Jeg nævner dette, fordi jeg stadig kan blive helt harm, når jeg tænker på det. Man kunne da have fundet et bedre navn end at kalde det ”pigeregning”.

Fra 3.-5. klasse ligger jeg i alle fag incl. flid, opførsel og orden på 5 og 6taller, undtaget  regning i 3. klasse med 4+. Højeste karakter er  6 = udmærket godt,  5 = meget godt, 4 = godt,  3 = temmelig godt, 2 = mådelig og 1 = slet.Og så kan man sætte et + eller – efter tallet.

Heldigvis er der sket meget i skolen siden dengang, men de fleste af lærerne var flinke.  Men hvis man snakkede meget, fik man en sveder / eftersidning dvs. at man skulle sidde 1 time efter skoletid. Jeg tror kun jeg har prøvet det en enkelt gang. Jeg må have snakket eller pjattet for meget i en time, for i hvert fald blev jeg sat til at skrive i et hæfte ”man må ikke snakke i timen” ca. 100 gange. Man kan også blive sat udenfor døren, og hvis det er værre bliver man truet med at komme til ”kontoret” dvs. at man skal tale med skoleinspektøren, det har jeg nu aldrig prøvet. 

Nogle lærere straffer også med at slå. Når det ringer ind skal man stå to og to i rækker klassevis i skolegården, og gårdvagten vil have at der skal være helt ro i alle rækker , inden vi må komme ind. ”Sjosen” går altid med læderhandsker om vinteren, og han kan godt finde på at give en lussing så det synger. Det er især de ældre lærere, der har let ved at fare op i en spids for det mindste. I stedet for at give en ørefigen kan de give os en nød (bank med  knytnæve ovenpå hovedet), træk i nakkehårene eller ørevrid. Men det er mest  nogle af drengene der laver larm og bliver straffet. Orla kan blive så hidsig at hans arme går som møllevinger, så han en dag rammer vores tysklærer ”Schüler”.

Det der er allerbedst i hele skoleåret er skoleballet og skolekomedien. Jeg er med i Olsens Måneraket og spiller månedronning, pølsemand Olsen spilles af Anders Erboe, der senere bliver kendt som leder af Østjysk Musikforsyning.

Skoleballet holdes i Folkets Hus, og vi starter altid med at gå Polonaise. Vi skal først øve i gymnastiksalen og det er altid meget spændende, for det er jo ikke helt ligegyldigt hvem man skal gå med af drengene. Lærerne hjælper med at det går op, for det er også vigtigt at hvert par passer sammen i højden, og der er faktisk meget stor forskel på vores højde, nogle gange må 2 piger gå sammen, når det ikke går op.

 

Vi har fint tøj på og kommer med vores forældre, drengene løber rundt og glider og trækker hinanden på det glatte gulv, og vi piger har travlt med at snakke om vores tøj, hår osv. Vores forældre tager plads i restauranten ved store fintdækkede hvide borde. De bestiller smørrebrød, vand og øl, og så kommer tjenerne ind med store sølvfade som placeres på en opsats, og så er der en snakken og skålen, herefter får de kaffe og småkager og så ryger de også.

 

Så spiller orkestret op til dans, men det er næsten altid pigerne der danser og selvfølgelig de voksne. Det er  danse som Engelsk vals, Skomagerpolka, Med hænderne si´r  vi klap klap klap, Lotte gik og Familie Reinlænder. Jeg har aldrig gået til dans, men kan alligevel godt lide det. Heldigvis må piger godt danse sammen, ellers kom vi da aldrig på gulvet. Der kan godt blive varmt, men så er det dejligt at man kan gå ind til sin familie og få en rød eller gul sodavand med sugerør.

 

Når jeg kommer hjem fra skole, er der altid en masse at give sig til. Jeg læser meget, sommetider flere bøger om dagen, dem låner jeg på skolebibliotektet. Men jeg har også et helt bibliotek i pulterkammeret i kælderen. Jeg samler på pigebøger: Pukbøger, Sussibøger og Pernillebøger. Dem får jeg enten i fødselsdagsgave eller julegave. De handler om nogle friske piger, som kommer ud for noget spændende, f.eks. krybskytteri eller noget tyveri, som de skal opklare. Det er Cristel der tegner til Puk, og hende er vi helt ville med, hun tegner hver uge i Søndags BT, og så hænger jeg tegningerne op på mit værelse. Jeg har  har fået en Christel  teenagebog  af Tante Gudrun, den er fantastisk god. Der er en hel masse idéer med tøj og mode og hvordan man bliver smuk.

 

Jeg går jo også til spejder, jeg er blå pigespejder  i  7. Århus trop i patruljen Lyren. Vi har møde en gang om ugen i en kælder tæt ved Harald Jensens Plads. Vi synger spejdersange, træner knob  og tager duelighedstegn, det gælder om at have så mange som muligt og jeg har snart et helt ærme fyldt.  Så bliver jeg patruljefører , og far laver en flot stander med et stykke pels, hvor Lyren er malet. Når vi har været på lejr, eller vinder i en konkurrence, får vi et slagt emblem i metal man kan skrue på standeren. Jeg elsker at være på teltlejr og lave bål  og lejrarbejder . F.eks. stativer til vaskefad og støvler.  I min håndbog kan jeg se hvordan, man finder jo bare nogle grene og binder dem sammen med snor. Det er pærenemt. Vi laver også selv mad. Jeg kan huske, at jeg engang skulle lave øllebrød, og jeg synes ikke den blev brun nok, så tog jeg bare noget kulør og puttede i. Det syntes far var så sjovt, at han skrev det i min konfirmationssang.

 

Mad med mere

Forestil dig et køkken uden køleskab og fryser – det er næsten utænkeligt i dag, men sådan var det dengang. Og i dag snakker man om at vi skal være bedre til ikke at smide rester væk, der gik intet til spilde da vi var børn, mor kunne bruge hver en rest i en ny forklædning næste dag.  Hun havde  selvfølgelig også meget mere tid end husmoderen har i dag, for hun gik ikke på arbejde. Dengang var det mest almindeligt at kvinderne gik hjemme og passede børnene og tog sig af husarbejdet. Hun havde faktisk en uddannelse som damefrisør, og  den fik jeg at føle,  når jeg skulle være fin. Hun satte mig op  på køkkenbordet, så fandt hun krøllejernet frem og placerede det i gasblusset til opvarmning.  Så tog hun det ud og spyttede en anelse på de varme tænger, og hvis de sydede lidt var det klart til brug. Pandehåret skulle bukkes, sommetider kom hun til at brænde mig i panden, og jeg skreg som en stukken gris – eller jernet var så gloende  varmt at  hun brændte noget af pandehåret af, det lugtede ad H til , og jeg blev rigtig godt gal i skralden.

 Der blev jo lidt risengrød tilovers efter  julens Ris á la mande,  og så laver hun selvfølgelig  Klatkager til dessert – uhm med syltetøj til.  At spare er en dyd, alt brød er hjemmebagt og det dufter så dejligt, når det lige kommer frisk ud af ovnen, men nej ”vi skal først spise det gamle op først ”siger mor. Men det hænder at der bliver et par gnallinger tilovers, det steger hun på panden til  Arme riddere med kaneldrys . Og hvis det kommer til at ligge lidt længere og er helt tørt, putter hun det i en pose og gi´r det nogle gange med køkkenrullen, så  det bliver til rasp.

Nytårsaften får vi altid kogt torsk, og resterne herfra hælder hun i et ildfast fad med en gratindej smagt til med karry henover, og så er aftensmaden på bordet næste dag. Det er kun sjældent vi får steg, udover flæskestegen juleaften og en kalve- eller oksesteg til konfirmation eller en anden stor fest er det mest hakket kød vi spiser. Lige bortset fra den stegte kylling som tit lander på bordet  søndag middag. Som altid  med agurkesalat og kogte kartofler med persilledrys.  Ellers er det mest svinekød vi spiser, og  flæskefars kan  indgå i mange forskellige retter såsom Frikadeller,Boller i karry, Kødrand, Karbonader eller  Forloren hare.  Vi får varm mad hver  eneste dag året rundt, men når det skal være nemt får vi røde pølser med brød,sennep og ketchup – og så er der glæde i det lille hjem, det er noget vi børn kan lide. Hun kan finde på at servere en glasskål med gøn salat, men det er sjældent. Jeg tror hun har læst hvordan man gør i et ugeblad. Hun tager et hvidløg, halverer det og gnider skålen med det (ellers bliver det nok for stærkt!!).Salathovedet deles i hele blade, og der røres en dressing af fløde og citron.

Om sommeren får vi tit rødgrød til efterret, den bliver lavet på rabarber, ribs, solbær eller hindbær. Ingen af os børn kan lide stikkelsbærgrød, men tænk dig - den får hun os til at spise alligevel, for hun putter jo bare noget rød frugtfarve i, så tror vi det er almindelig rødgrød. Bygvandgrød er det værste, den hader jeg, og jeg SKAL spise den, siger far ” man spiser hvad der kommer på bordet” . Jeg er lige ved at kaste op og begynder at græde – ”nå, men så spiser du bare en lille smule Nette” , og det gør jeg så bogstaveligt talt – meget lidt. Jeg har en gang smidt den ud i toilettet, jeg kan desværre ikke huske hvordan jeg slap af med det, uden at de opdagede det.

Børnene laver aldrig mad, men vi hjælper lidt til i køkkenet med at dække bord, tørre af og gå ud med skraldespanden. Engang imellem får vi lov at få en æggesnaps, vi får en kop og en teske og så rører vi sukkeret ud i æggeblommen, man skal blive ved og blive ved med at røre – lige til den bliver tyk og næsten hvid og sukkeret ikke kan ses mere, og så skal den spises helt langsomt – for den skal nemlig nydes!

Tænk på at mor skal købe alt ind hver dag hos de lokale handlende, selvom vi også hjælper hende ved at gå byærinder. Vi skiftes til at gå hen til Købmand Mehl hver lørdag. Ja, sådan hedder han faktisk. Der er ekstra meget i købmandskurven om lørdagen, for der er jo lukket søndag. Forretningen ligger lige på hjørnet nede hvor Uffesvej starter, klokken ringer når døren går op. Der er en kaffemølle i vinduet og han står bag disken og ekspederer i sin hvide kittel med en blyant bag øret. Den bruger han til at skrive beløbene ned i en sort bog. Vi betaler nemlig kun en gang om måneden. Mel og gryn har han i skuffer i disken. Så tager han en pose og en ske og vejer den ønskede mængde af. Om lørdagen kommer der en pose gratis blandede bolcher i kurven.

                              Anders, Bjarne og Niels foran "købmandsforretningen" i kolonihaven.

 

 Gartneren ligger lige skråt overfor på Rosenvangsallé nede i kælderen. Han har grøn kittel på, og frugt og grønt står fremme i kasser. Det vi køber vejes af og lægges i brune papirsposer. Om sommeren er der mest frugt,, om vinteren kommer det fra de varme lande, og så er det dyrt. Jeg kan huska, da far kom hjem med den allerførste banan, og spiste af den, mens han forsøgte at ligne en abekat ved at klø sig som havde han lopper. Mor er vild med ærter, og hun kan spise en hel pose for sig selv i løbet af 0,5. Hun står over køkkenvasken og holder ikke op før de alle sammen er  spist.

På butikstorvet ved Skanderborgvej ligger Mejeriet som som ejes af Marie Hørlyck, hun er sød og så ren og pæn. Det skal man være i et mejeri. Vi køber smør, som bliver pakket ind i pergamentpapir. Is til isskabet køber vi i Aalborggade, de bruger en issyl, og så får vi en kæmpeklump  med hjem og lægger det i en gryde i skabet.  Her kan vi også købe flødeskum. Hos slagteren køber vi røde pølser, engang imellem napper vi lige en uden at den behøver at være varm. Hun køber også ind til madpakker, et stykke leverpostej, et bæger russisk salt og et lag spegepølse eller kødpølse. På den anden side af Skanderborgvej ligger skomager Jungersen – han er flink nok, selvom hans hår er fedtet og han har grimme tænder – men det er jo også en sørgelig historie med alle de børn han har, og at han tjener så lidt, at pengene slet ikke slår til. Han bærer læderforklæde og sætter sig på en speciel skammel med sit værktøj. Han kan forsåle og en masse andre ting med symaskinen, også ordne skoletasken, hvis remmen er gået i stykker.

Ved siden af benzinstationen er der en tricotageforretning, det er en dame der har den. Hun har alt i undertøj, sytråd , garn og strømper, men vi går mest derhen, når mors strømper skal til opmaskining. Lige overfor ligger boghandleren, her køber vi papirvarer og bøger. Der er en slags papir for vinduerne, det er gennemsigtigt og en mellemting mellem orange og brunt, det er vist for at bøgerne ikke skal falme på grund af lyset – altså en solbrilleeffekt.

 

 

Ind under jul

Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid osv.  Peters Jul kommer frem hvert eneste år, så den nu er ved at falde fra hinanden. Far læser højt og kan den nærmest udenad og når han kan, så skal jeg jo også kunne, så det kan jeg.  I skolen hygger vi os den sidste uge i næsten alle timer, vi får læst op, synger julesange og leger stilleleg. I starten af december holder de altid julebazar, fordi de samler penge ind til den nye kirke, som skal bygges ved siden af skolen. Vi har været på Rådhuspladsen og se det kæmpestore juletræ blive tændt,  og vi har været til juletræsfest med Erik og Henning,  mine 2 fætre - de bor i Hasle med onkel Marinus, som er købmand og tante Ellen, min mors lillesøster. Julemanden delte  godteposer ud,  indeni var der en appelsin, en lille æske rosiner, et stykke Pernillechokolade og lidt andet slik. Vi dansede rundt om et kæmpestort juletræ og så kom der en nisse fortalte historier, jeg kan huske den om Klumpe Dumpe, der faldt ned ad trapperne. Ude på trappen i opgangen er der i loftet på vores etage en lem, og her har far sat det store grødfad op med risengrød, smørklat, kanelsukker og en grydeske og det hele. Og lige før juleaften finder han igen skamlen frem og åbner lemmen,  og tager fadet ned, og minsanten – grøden er fuldstændig væk… så hvis vi har været i tvivl om der var nisser til, så er vi det ikke mere.

Far og mor var på Viby Torv hos spejderne  i går og har købt et højt og flot grantræ. Det er altid en rødgran, altså et rigtigt juletræ. Og ikke sådan en ædelgran som de har hos købmanden´s. Vi har også levende lys i og har selv lavet al julepynten, undtaget  stjernen, kugler, trommer , flag og lametta. Engang  havde vi  en fugl i tyndt  blankt sølv og en stiv hvid hale i måske nylon, men den gik desværre i stykker, det samme skete med trompeten, øv.  

 Og så slutter nedtællingen,  den sidste luge er åbnet,  kalenderlyset er brændt ned,  – så kommer den 24. december , årets højdepunkt, den dejligste tid som vi har glædet os til så længe. Der er en hektisk aktivitet i køkkenet, for vi skal i år holde jul hos os. Og ja, vi får en hvid jul. Så det kan ikke være bedre. Vi glæder os så det halve kunne være nok og kan næsten ikke vente til det bliver aften. Juletræet står klar inde i stuen, hvor er det flot!. Det står på et juletræstæppe  af hessian, far har måttet hugge og save stammen til for at få det til at passe ned i juletræsfoden. Det skal jo stå helt lige og må ikke kunne vælte. Træets grene sidder tæt, det kan vi bedst lide, og ved foden ligger  alle julegaverne. Der er så mange at de næsten ikke kan være der.  Det er forfærdeligt at vente - da jeg var lille fik vi altid en gave om eftermiddagen, engang fik jeg en æske med billedklodser, dyr fra bondegården,  de kunne samles på 6 forskellige måder, f.eks. hønsegården, kostalden osv. I dag ligger der i sommerhuset en lignende æske med klodser med Carl Larson motiver, dem lægger børnebørnene engang imellem.
 

Vi har det pæne tøj på , og nu er vi ved at være klar,  vi står henne ved stuevinduet og kigger ned på vejen, for at holde øje med dem, det er næsten mørkt udenfor og Uffesvej  er helt hvid af sne, det er et smukt syn. ”Jubiii, nu kommer de ”råber vi, og lidt efter ringer det på døren. Tante Ellen, onkel Marinus, Erik og Henning. Bedstefar kom i går, han tager rutebilen ind, og går hele vejen ud til os. Han går aldrig på fortovet, far siger, at det er fordi de ikke har fortove i Fårvang.  Han har det pæne sorte tøj på med hvid skjorte og en sort vest, og sidder altid i gyngestolen.

”Glædelig jul” siger vi til hinanden, mens de kommer ind. De slæber på en hel masse julegaver, som vi lægger ind i stuen.  Erik er på alder med mig og Henning  med Anders, og vi leger godt sammen. ” Så skal vi spise”, siger mor og vi sætter os til bords, der er dækket op inde i soveværelset med røde servietter, stearinlys og gran. Vi  får altid flæskesteg med hvide og brunede kartofler, rødkål og sovs.  Engang imellem vist også and. Men det bedste er ris à la mande, for der er puttet en hel mandel i, og det gælder om at få den og dermed mandelgaven, som er en stor marcipangris. Far og onkel Marinus laver altid sjov og siger, ”nu har jeg den” og så er det bare snyd og de har bare fundet en halv, eller også  gør de  kinden tyk med tungen og trækker en kapsel ud.  ”Skal vi ikke snart danse om juletræet” spørger Anders  utålmodigt, men de voksne har ikke så travlt, der skal først tages af bordet. 

Men så sker det bedste i hele verden. Lyset i stuen slukkes,  far tænder træets lys, og vi går hånd i hånd omkring træet.  Altid først salmerne Dejlig er den himmel blå og Et barn er født i Bethlehem. Vi kommer så nogenlunde igennem de vigtigste vers.  Så kommer sangene På loftet sidder nissen med sin julegrød  og til allersidst Højt for træets grønne top. Vi ændrer lidt og synger ”lad den lille Lise blot få sin julegave” og ”Anders har den gren så kær” Og så skal vi til det mest spændende – gaverne!

”Hov hvad er det? siger mor, det banker på døren, og ind kommer julemanden. Han har langt hvidt skæg og bærer en sæk på ryggen. ”Har vi nogle søde børn her?” spørger han  med dyb stemme, og da der svares ja, begynder han at dele gaver ud til os børn. Så er sækken tom, og så siger han at han jo har travlt med alle de andre børn han skal besøge, og skal videre med kanen og rensdyrene, der venter. Lidt efter kommer far ind i stuen,  ”hvor ærgerligt Georg, vi har ellers lige haft besøg af julemanden” siger mor. Vi havde slet ikke set at han var væk. Men et år opdagede Lise at julemanden havde fars ring på, og derefter kom der sært nok aldrig mere besøg af ham.

Det flyder med papir og bånd, og så er alle gaverne pakket ud. De voksne skal have kaffe og mor henter småkagerne og juleknas ind, mens vi leger med vores nye legetøj. Hele aftenen slutter med at vi tager fat i kø bag hinanden  med far forrest og løber rundt i hele lejligheden mens vi synger ”Nu er det jul igen ”slutter på wc´et, hvor han trækker i snoren.

Vi skiftes til at holde jul, så næste år skal vi være hos de andre.  De bor i en stor rødt hus i Hasle, de har en købmandsforretning på butikstorvet, så  der er så travlt op til jul, at tante Ellen hjælper til. Men så er det jo godt at de bare kan tage varerne ned af hylderne og ikke selv behøver at lave det hele selv. Det er en mere moderne jul med elektriske lys i træet. Slik, konfekt og  chokolade kommer fra butikken, men tante Ellen laver nogle fantastiske rutebiler. Hos dem får vi også hjemmelavet medisterpølse, hun har nemlig et pølsejern, og de smager faktisk rigtig godt.  Mor hjælper tante Ellen i køkkenet, og imens går vi op på 1. sal, hvor børneværelset er, inde i skunken har de alle deres Anders Andblade, så vi keder os aldrig. Et år fik jeg et dukketeater i julegave som samlesæt, med skrift over scenen ”Ej blot til lyst” og rødt fortæppe. Jeg  spiller sommetider teater med Erik. Jeg har et hæfte med Rødhætte og ulven, og også figurer til - vi sætter dem fast til en strikkepind med en tøjklemme, så de kan føres ind på scenen fra kulissen. Og så skiftes vi til at læse replikkerne.

Onkel Marinus bliver træt, det har været en hård uge op til jul, så han tager sig sommetider en lur efter gaverne er pakket op. Men en gang var han rigtig i hopla, og  da far og ham spurgte ”er der noget vi skal hjælpe med” og fik svaret ”ja I kan jo rydde op” begyndte de efter at have ryddet tallerkener, papir osv. væk at bære møblerne ned at trappen og ud i haven, og de nåede også til at være ved at rulle gulvtæppet sammen, da kom tante Ellen ind og råbte bestyrtet ”så stopper vi!, Ditte kom lige og se hvad de har lavet”. Vi børn var ved at dø af grin ad det hele, og var helt med på spøgen.  Men ellers holdes julen ligesom hjemme hos os -med de samme ritualer år efter år, og som det sikkert sker rundt omkring i de fleste danske hjem.