Min første erindring

Jeg står oppe på en træpind ude på toilettet og ser på min lillebror, som mor er ved at skifte. Det er et gammeldags puslebord med udspændt, hvidt lærred og nogle små lommer i siden, hvor jeg står. Der ligger vaskeklude, og en strødåse med noget hvidt pudder. Lillebror ligger helt nøgen på et hvidt tæppe med striber. Mor vasker ham foroven med den ene klud og forneden med den anden. Hun er en ung mor og pæn med det mørke hår, der går ned i panden som spidsen på et hjerte. Hun lægger bleen i en trekant, og spidserne ind under Anders og lukker med en sikkerhedsnål. ”Så er Anders klar”, siger hun, så kan han komme ud at sove lidt nede i gården.

 

Der går meget tid med at passe Anders, men heldigvis har jeg også meget at give mig til. Jeg har nemlig fået en ny gummidukke. Jeg har en i forven, men den nye er helt sort og er neger. De er begge to babydukker og kan tisse. Dem tager jeg med ned i gården, hvor jeg bader dem, ligesom mor gjorde, og lægger dem i den røde dukkevogt. Det er sommer og solen skinner, og det er dejligt, og cementen er varm. Jeg tager en tur på gyngen. Så kommer der nogle legekammerater og spørger, om jeg vil med over på den anden side af gaden.

Vi bor på Silkeborgvej 160 i de røde ejendomme, i en lejlighed på 1. sal. Jeg må kun gå med ”over på den anden side af gaden” når mor siger ja. Der er jo ikke så meget trafik, kun lidt cykler, nogle få biler og en enkelt trambus (det kaldte man en bus dengang). Vi kan godt lide at gå derover, fordi der er så meget at se på og finde. Der er meget grønt, og der er mange blomster, som vi plukker, og tager med hjem til mor. Jeg tager også noget af alt det grønne. Det lugter dejligt, og minder om persille. Så kan vi lege gartner nede foran garagerne. Vi finder også sommetider ægte kridt. Ude på vejen bag garagerne er asfalten lidt nubret, og så kan man lave en hel bunke pudder, når man ridser kridtet i lang tid.

Det kan også ske, at Birthe ovre fra den anden blok, på den anden side af gården, kommer over og spørger, om Nette kommer ned at lege. Så bytter vi glansbilleder. Vi lægger de flotte billeder i et gammelt kladdehæfte, hvor siderne er bukket ind, så glansbillederne kan lægges i. Vi trækker fra hinanden. Nogle gange er jeg heldig og får et rigtig flot ét med glimmer på. Jeg samler på dem fra gamle dage, og der må gerne være blomster på. Også dem med f.eks. en due, der har et brev i munden, og så er der også sommetider et hjerte.

Når jeg er sulten, råber jeg op til køkkenvinduet: ”Mor, det er Nette der kalder nede i gården, kast lige en sukkermad ned”. Så kommer den ned godt pakket ind i madpapir. Når der kommer gårdsangere eller lirekassemænd, kaster hun en toøre ned i madpapir. De synger, så det runger i hele gården:

 Måne min ven du ler til mig,

spreder lidt sol over sti og vej.

Du som står unge hjerter nær,
skin på min hjertens kær.

 Mor får ordnet så mange ting, mens Anders sover. Hun gør klar til, at far kommer hjem. Han er handelsrejsende og kører rundt med kæmpestore kufferter fyldt med knapper og smykker. De er sat op på noget sort fløjl, og mor og jeg får nogle af dem, der er tilovers. Det er fredag, så han kommer hjem til aftensmad. Vi skal have paneret flæsk med brasede kartofler, og rabarbergrød til efterret.

 Vi kigger ned på gaden; nu må han da snart være der. Og så parkerer han bilen dernede, og er på vej op ad trapperne. Mor og jeg står klar i døren. ”Georg, du er da lidt sent på den”, siger mor, mens hun giver ham et kys. Jeg får en svingtur af ham, og så skal vi spise. Hov, jeg har helt glemt at fortælle,  at mor hedder Edith, men bliver altid kaldt Ditte.

 

Efter aftensmaden leger jeg lidt, og så skal jeg snart i seng og have læst godnathistorie. Mor kommer altid efter far og og synger ”Den lille Ole med paraplyen” eller ”Nu lukker sig mit øje”.