Kald det kærlighed

Man kan godt have det godt med  én, føle sig tiltrukket  af en anden, men pludselig er den der. Valget kan ikke tages med hovedet eller øjnene, men jeg var ikke i tvivl nu var den der. Og dog som andre havde jeg også favoritter, han skulle helst være slank og mørkhåret – lidt som idol Anthony Perkins. Og det var han jo.

Jan og jeg blev kærester. Jeg syntes han var rigtig pæn og sød, så vi forelskede os i hinanden. Så selvfølgelig skulle jeg med til den næste fest. Men det var lidt af en udfordring at få mig med, for jeg stod til stuearrest, fordi  jeg ikke havde overholdt den aftalte komme-hjem - tid foregående weekend.  Men  jeg var jo 18 år, så jeg var ikke helt sikker på om han kunne nægte mig ”udgang”.

Pludselig ringede det på vores hoveddør, far åbnede og udenfor stod Jan og hans gode ven Karsten. De spurgte meget høfligt, om det var muligt at få Anette med til en fest , og ville passe godt på mig og bringe mig sikkert tilbage. Far lod sig overtale og jeg var jublende glad og sprang op på bagsædet af Jans scooter og Grethe bagpå Karstens.  Vi skulle ud til et lånt sommerhus i Skæring. Det var godt vi ikke blev set, da vi samme nat kom hjem bestemt ikke helt ædru og Karsten  iført en ”snublekyse”  i form af en thevarmer med applikerede tulipaner .

Det var en ny klike jeg kom ind i for min bedste veninde blev kæreste med Niels, og Else og Christian dannede par,  og så var der Karsten, Leif og Logan.  Næsten hver weekend var vi sammen, det skete ret så ofte hos Muddi og Onkel Niels , som vi kaldte Karstens mor og hendes mand. Når de var på Falster rykkede vi ind og festede godt igennem. Vi spiste Muddis hjemmelavede brød og raberbermarmelade og  sørgede for rigeligt med øl. En gang lavede jeg en romfromage og fulgte som sædvanligt Frk Jensens Kogebog, men den rom jeg kom i var en Strohrom, så den blev nærmest uspiselig, men ned skulle den jo det var jo 80%.

Det var utroligt hvad de måtte lægge ryg til. En gang havde Christians Goggomobil nærmest fræset græsplænen op. Logan iførte sig Onkel Niels´ kittel og kasket og med diverse haveredskaber forsøgte han at udbedre skaderne, men uden større held.  Der blev danset vild jiggerbug så pludselig røg det kongelige porcelænsaskebæger med krabben på gulvet og gik itu. For dyre domme købte vi et nyt hos Buus, men de er jo håndmalede så der kan godt være lidt variation i farverne. For mange år senere røbede vi historien for Muddi, og hun kunne da fortælle, at faktisk havde hun undret sig over farverne, når hun vaskede op. Men slog det hen.
Jan og mor var meget glade for hinanden, han syntes hun var en sød og varm kvinde, og jeg var helt sikker på, at han kunne godkendes som kommende svigersøn. Far syntes godt om ham, men var nok mere forbeholden, bl.a. fordi  jeg var så næsegrus af beundring for hans families levevis. Måske anede han, at der under overfladen var lidt lig i lasten.

De boede i en meget elegant lejlighed på 4. sal. Yrsa havde med sin stilsikre sans indrettet den med moderne teaktræsmøbler og den længste røde sofa jeg nogensinde har set. De ældre stole var betrukket om i sort/ hvide tern og knaldgult stof. Der var stor kontrast til vores noget slidte og bedagede hjem. Yrsa var uddannet i herreekvipering og havde ekspederet i Magasin. Nu havde hun fået job i visitationen på Tanlægehøjskolen. En flot og velklædt kvinde med mørkt opsat hår i knold og altid med guldsløjfe som øreklips. Så var der Vibeke, en meget sød og køn lillesøster, som jeg kom godt ud af det med. Først troede jeg slet ikke at der var en far, men så kom Frank hjem fra København iført en smart ruskindsjakke og cowboybukser. Jeg blev noget overrasket over at høre at han arbejdede på en benzinstation. Jeg syntes ikke rigtigt det svarede til hjemmet og livsstilen. Han lignede Jan, og vi blev hurtigt gode venner. Med Yrsa var det lidt sværere. Hun var irriteret på alting og kritiserede meget. Jeg fik f.eks. at vide at jeg godt måtte bruge lidt mere på øjnene. Hun og Vibeke gik vildt meget op i tøj og udseende. Når de skulle have nye sko ringede de til en forretning i København og fik tilsendt en kollektion Charles Jurdin sko i kommission. De kaldte mig ind på Vibekes værelse for at se med, men jeg måtte endelig ikke fortælle Jan det. Det gjorde jeg ikke før langt senere, men fandt ud af at syntes, de brugte for mange  penge. Hun lærte mig at stryge skjorter til den store perfektion, hun må have luret, hvor det bar hen.

Jan var i lære på Århus Tømmerhandel ,og jeg læste til Højere Handelseksamen.  Jeg oplevede hans læreplads, da jeg arbejdede der i en sommerferie. Kontoret var med høje pulte og høje taburetter. Direktør Poul Barnow kom hen og hilste mig velkommen og må have bemærket min ringe højde, for han begyndte at fortælle at han havde da nogle tomme honningdåser på loftet, så han kom tilbage med én til mine pusselanker, og mens han baksede med at placere mine fødder på dåsen, kommenterede han min nederdel ”Nå, så det må så være den kvindelige udgave af cowboybukser”. De to  direktørbrødre var vist begge ret så dameglade.

Vi interesserede os dengang for film, vi så sort/hvide kortfilm, og f.eks” I fjor i Marienbad ”af Alain Resnais holdt vi af. Så meget at drengene, der var på en telttur i bil til Pris, lod sig fotografere  som en scene fra filmen, hvor personer står urørlige i en park som statuer.

Vi eksperimenterede  også selv og lavede en film ”Dig og mig og vi tre”,  en kærlighedshistorie hvor Christian og jeg er et kærestepar, og Jan er forelsket i mig”  I drømmene bliver filmen i farve, ellers er den sort/hvid. Niels lånte et kamera og var instruktør, og Else, Karsten,Grete og Jes var statister. Den eksisterer heldigvis stadig. Filmen kan se på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=D6LpHLx_TUw&feature=youtu.be

En eller to aftener  om  ugen  arbejde Jan som løbedreng på Cykelbanen. Det tjente han 7 kr. ved. Når jeg ikke skulle læse lektier eller passe mit arbejde hos Trævarefabrikkernes Udsalg cyklede jeg op til ham. Og galant som han var, tilbød han mig en sodavand og et stykke Pernille chokolade. Den stakke,l han ofrede jo hele lønnen for mig!. Men så havde han fornøjelsen at trække min cykel hjem og blev da også belønnet med kys ved afskeden i gadedøren.

I sommeren 1963 blev jeg handelsstudent med blå hue, og mor havde syet en flot hvid stropkjole i Piqué til mig og en blå jakke til. Jan var med vores familie til middag på restaurant bagefter. Vi ville så gerne på en uges ferie på Mallorca. Men vi måtte jo ikke sove sammen, når vi ikke var gift, så jeg opfandt en historie med ,at jeg skulle bo sammen med en sygeplejerske. Jeg ved ikke op de hoppede på den, men i hvert fald kom vi afsted, og vi havde en dejlig tur sammen for første gang.

Mit ophav

Inden jeg går videre med mit eget liv, vil jeg lige fortælle lidt om den tid der kom før mig, nemlig om mine forældre og bedsteforældre.

Min mor blev født i Faarvang i 1917. Hun blev døbt  Edith . Min mormor hed Kristine Marie Jakobsen. Hun kom fra Højbjerg  og flyttede til Tvillum Sogn for at tjene som pige på en gård. Morfar, som vi kun kaldte bedstefar, hed Peder Kristian Pedersen og han blev født i Fårvang i 1879. Han blev aldrig kaldt andet end P´Godtfred, fordi hans far hed Godtfred til fornavn. De fik 2 piger og 4 drenge og bosatte sig i den yderste ende af Fårvang og efterhånden som drengene blev voksne og blev udlærte i noget med træ, bosatte de sig som naboer til forældrene. Bedstefar var en flink og afholdt mand i byen, så han sad også i sognerådet.
Jeg husker ikke bedstemor, men bedstefar var jeg glad for, dog kunne jeg ikke lide at give ham et kys på munden, fordi han havde et skæg, der kradsede. Når han kom skulle jeg altid have en skilling, og da jeg som ung pige havde fødselsdag fik jeg mit største ønske et chartol i nøddetræ, som han selv havde snedkereret . Ved en senere fødselsdag, skulle jeg kigge bag døren, og så stod der et par flotte ski, som jeg havde ønsket mig.

 

 Hvorfor mor valgte at blive frisør ved jeg ikke, men det blev hun og tog til København, hvor hun fik en salon med 11 pladser. Dengang kunne frisører leje en stol hos ejeren, og så have egne kunder, men det var jo en smart og billig måde at få sig etableret uden mange kroner på lommen. Desværre døde mor tidligt som 48 årig, og før jeg interesserede mig synderligt for hendes liv og karriere – desværre. Men jeg har fundet nogle flotte billeder af hende, som viser at hun var flot og modebevidst kvinde, som forstår at føre sig.  Hun møder så min far og de forelsker sig.

 

 

Min far var den førstefødte i hans familie. Hans mor altså min farmor hed Anna Emilie Johansen, og farfar  Axel Jacob Nathansson var repræsentant. Han tilhørte det mosaiske trossamfund. Om deres liv kan du læse mere i min fars erindringer ”Løvfald”.  Og  i den tidligere  ”En Nakskov Slægt” føres  min fædrene slægt helt tilbage til Philip Jacob Ephraim født i Polen 1758 og hans død som Købmand i Nakskov 1818.

 

Far blev født i 1921 og blev døbt Georg.  Halvandet  år efter fik han en lillebror Børge og efter endnu nogle år kom Mogens til. De boede i en lejlighed på Vesterbro, i Dannebrogsgade. Han skriver ”i den pæne ende af gaden” der  ellers  var fyldt med bæverdinger og letlevende damer. Farmor var syerske og syede selvfølgelig også til sine egne poder. Hvor tit har jeg ikke hørt far og Onkel Børge fortælle om hvordan de sad på hug som børn, for hun yndede at klæde dem helt i hvidt, når de var i byen, og måtte jo endelig ikke blive snavsede. Farmor har jeg besøgt i Tagensbo. I stuen var den ene væg et stort  vægmaleri af en ung negerkvinde liggende ved en Hawaiagtig badestrand, det var vist fra den unge mand, der havde boet der før. Ellers husker jeg bedst den blomstrede bolchedåse, der stod højt oppe på et skab. Når vi skulle have et bolche, slog hun altid på siden af dåsen for at løsne bolcherne, så man kunne vælge. Hun kom fra Masnedsund, og snakkede et syngende fynsk.  Farmor brugte hårnet når hun sov,og så blev gebisset lagt i et glas vand, jeg syntes det så meget uhyggeligt ud. Engang da hun sov på mit værelse sammen med Lise faldt gebisset på gulvet, så Lise måtte finde det under sengen – hvor ulækkert. Far og mor var noget irriterede på hende, fordi hun ikke ”kunne tage sig sammen og købe gaver til børnenes fødselsdage”  hun sendte penge, og så måtte far og mor købe gaverne. Jeg synes nu hun er undskyldt, fordi hun jo ikke kom så tit og derfor ikke vidste hvad vi interesserede os for og ønskede os. Farfar har jeg desværre ingen erindring om, men han arbejdede først som repræsentant og senere vicevært, og skulle efter sigende være et rart menneske.

Tiderne gjorde det svært at være jøder, så hele familien tog i 1938 navneforandring til Gysting.  Jeg har bevis fra Københavns Overpræsidium, og det kostede i alt 4 kr.

Mine forældre blev gift på rådhuset i København den 25. marts 1944 og fik en lejlighed på Uglevej, og flyttede så  lidt senere til Århus, mor med mig i maven.