Bahamas

Jeg fik orlov fra skolen, fordi vi havde besluttet at tage til Bahamas, og det gjorde vi så i begyndelsen af 1993. Jan havde et rigtig godt forhold til en af vores store kunder dr. odont Svend Jarby, som drev Identoflex, et svejtsisk firma, som solgte vores røntgentrammer til tandlæger. Han  var meget karismatisk og havde et godt forretningstalent - lidt af en verdensmand,  selvbevidst og med en excentrisk levevis, men ikke uden charme. I de varme måneder boede han i sin lejlighed på ”industriøen”Freeport på Coral Beach, og han havde en drøm om at kunne producere røntgenrammerne på øen, og så eksportere til Europa og via Miami, som lå knap ½ times flyvetid fra Freeport, måske også komme ind på det amerikanske marked. Han havde gode lokale kontakter, således skulle Mario Donato som havde boet 30 år på øen og ejede flere ejendomme, hoteller og restauranter  berige med sin knowhow og sørge for produktionslokaler. Den tredje var en immigration officer, som jeg har glemt navnet på, hjælpe os med opholdstilladelser, licenser  osv.

 Her er uddrag af fax hjem den 28.1.93:

”Efter 22 timers rejse overgav vi vores baggage til en sort og venlig portør i uniform, han ville bringe den til Bahama Air, og vi skulle så bare checke ind. Vi står og venter på ham i 20 min., og han dukker ikke op. Flyet afgår om ½ time – er den stjålet – hvad skal vi gøre? Vi løber flere km tilbage til der hvor vi afleverede baggagen, og får lykkeligvis fat i en supervisor, som siger ”take it easy – we´ll find your luggage”. Vi tænker, er den stjålet?, vi har ikke navnet på manden, kan kun beskrive ham som mørk, middelhøjde, altså svarende til 2000 andre. En halv time senere dukker han op og fortæller med et stort smil, at baggagen blev afleveret direkte til Bahama Air. Så er der kun 15 min. til flyafgang og 2 km til check-in, men vi når det, og baggagen erfarer vi senere er med!

Vi kommer hjem til vores dejlige hus og går i seng. Kl. 2 bliver vi vækket af ”water music”, og det er ikke Händel der lyder, men vores toilet i soveværelset, som er løbet over - så meget at det regner ned i stuen fra loftet, og gulvet står i vand til ankelhøje med et par hundrede liter. Efter 2-3 timer har vi fået skovlet det meste af vandet ud og kan forsætte vores søvn. ”

 5.2.93

Vi har nu faaet etableret kontor på spisebordet. Jeg skriver paa en god elektronisk skrivemaskine, der kun har den ene fejl, at den ikke kender til de danske bogstaver. Vi har ogsaa faaet en telefax, saa vi er i kontakt med verden udenfor Bahamas nu.  De foerste moeder starter som regel ved 10-tiden, inden da har vi spist morgenmad og maaske gaaet en tur ned til stranden. Naar man siger kl. 10, kan man ikke altid regne med det, de opererer med en saakaldt Bahmiansk tid, det tager man det ikke saa noeje med. Det er sevfoelgelig ogsaa derfor alt tager saa lang tid. Lidt svaert at acceptere, naar vi gerne vil have alle dokumenter, tilladelser, licens m.v. paa plads, saa vi kan komme i gang. Det er også fordi, man aabenbart foerst rigtig faar tingene igennem, naar man staar på kontorerne igen og igen, saa det varer nok endnu ca. 14 dage foer alt koerer.
Lokalerne er meget gode og nu er haandvaerkene rykket ind og skal til at male (det skulle også have vaeret gjort inden vi kom), men nu er vi her selv til at foelge op.

Vores vaertinde Phyllis synes vi skal tage med til den store vinsmagning på det fornemme hotel Princess, hvor man skal vaere i galla, og hun reserverer billetter, saa hvis vores gaester har lyst, kan de ogsaa vaere med. Den 20. er vi (ogsaa gaester) inviteret til Jarby´s venindes foedselsdag. Han har chartret en baad, og saa faar man drinks og mad ombord. ”

8.2.93 ”Vi har i dag fra de bevilligende myndigheder faaet bekræftelse paa, at tilladelserne bliver i orden. Saa vi regner med, at kunne sige OK til Dantransport i Miami om at afsende containeren med hele udstyret en af de naermeste dage. Anette sider i skrivestuen (den ene halvdel af skrivebordet) og Jan har den anden halvdel med sin ”long distance management”). Nu ser vi frem til på onsdag at modtage min Lise, hendes veninde og ugen efter 3 Tanzanianske venner. Lise fylder nemlig 40 aar den 19. februar.

Vi nyder meget sydens og havets frugter. Vi oever os i at spise Conc (den indre, bloede del af kaempestore konkylier), den er lidt gummilastisk, men det regnes for en delikatesse, saa vi maa faa det laert. Her er ikke specielt billigt i sammenligning med Danmark, men raavarerne er gode og specielt koed er godt og billigt, for slet ikke at tale om den lokale rom. De laver en speciel drink, der hedder Bahama Mama, den består af Rom og Grenadine og lidt andet. Den lokale oel heder Kalik og er også rimelig god. ”

                                              

 

Så fik vi besøg af Lise, Bodil, Sven, Lene og Sys, vi blev indlogeret i en lejlighed lige ved siden af. Det var sjovt og hyggeligt for os at få besøg hjemmefra. Den fine gallafest gik godt, men så kom dramaet.

 

Svens værkfører Heine var endt på politistationen sammen med en luder, sådan omtalte Sven hende i hvert fald, da han ringede til os for at bede om hjælp, for Heine kunne ikke tale meget engelsk, så jeg skulle hjælpe med tolkning. Politiet havde fundet narkotika, så de blev begge anholdt. På politistationen talte jeg med en betjent som skulle briefe mig, han så nu ikke ud som man nok forventer i uniform, men i rastafarifarver og selvfølgelig  var han også sort. Han var venlig og sagde, at det kun var en lille mængde stof - men nok til fængslingen. Og de ville gerne have mig til at tolke i retten næste dag.  Men Sven ville gerne have Heine løsladt mod kaution, og så startede jagten på løsepenge. Det var sent ved midnatstid, så Sven og vi gik ind på Casinoet, men her kunne de ikke hjælpe os med at hæve  penge. Sven havde kontaktet Mario, og på hans restaurant Pier 1 lå der tit ret mange penge i kassen ved lukketid så tidligt næste morgen troppede Sven op i arresten med morgenmad til Heine og løsepengene.  Med bævende hjerte trådte jeg ind i retssalen, hvor der sad en rad af sorte mænd iført sorte kapper og hvide parykker. Bahamas er stadig underlagt engelsk lov, men deres engelsk er en speciel ø-dialekt, som ikke er særlig fortståelig, i hvert fald ikke, når man kun havde været der meget kort tid – det var som at være med i en film, jeg skulle lægge min hånd på biblen, mens en af dommerne ved siden af sagde hele remsen "repeat after me ……to tell the trooth and nothing but the truth, so help me God". Py-ha ... men det gik godt og snart var både Heine og pigen fri. Jeg mødte hende senere, og fik et par øreringe af hende.

 Vi fejrede Lises 40 års fødselsdag på restaurant Bucaneer, som ligger smukt ud til vandet og sad der i solnedgangen i sandet under palmerne med  tropical drinks  og dejlig mad. Vi havde skrevet  en sang til hende  på melodien Jamaica-Jamaica, som her selvfølgelig kom til at hedde Bahamas- Bahamas… afleveret i en smuk sangskjuler i form af en Conc -en kæmpekonkylie.

Det var ikke den eneste fest,  for vi var også med til Ruth´s 60 års fødselsdag. Sven havde lejet en båd og inviteret alle hans ”venner” ud at sejle. Fint sku´ det være – der manglede ikke noget hverken at drikke og spise, og der blev også danset til caribisk musik f.eks. Bahamen. Men ”heldigvis”  blev det et værre blæsevejr, og vi måtte vende om før tiden.-helt ærligt var vi ikke helt trygge ved flere af gæsterne...

 

 Vi har aldrig haft så mange gæster som dengang. Vi fik også besøg af Anders, Karin og Trine, som lige kom fra en tur i Florida.  Jeg tror Trine en dag fik sat perler i håret af en af de lokale kvinder. Med dem besøgte vi den lokale botaniske have og Pier 1, hvor de kan noget helt specielt.  Restauranten er bygget på pæle ud i vandet, og når mørket har sænket sig, tænder de projektører, ringer med en klokke, en tjener vender bunden i vejret på en spand med en masse blodrødt kød  – og så varer det ikke længe før man kan se den karakteristiske rygfinne fra hajerne, som kommer svømmende ind i hobetal for at få serveret deres aftensmad – et fantastisk show.

Karsten, Sisser, Mette og Johanne lagde også turen forbi, vi badede og nød det næsten altid gode vejr. Men under deres besøg havde vi et af de værste regnskyl vi oplevede derovre, så bilerne nærmest ikke kunne køre. Men næste dag – atter sol og så gik ved ned til Zanadu ved stranden, for Jan og Karsten skulle have dykkercertifikat.  Jan havde faktisk problemer, da han var nede på nok altfor dybt vand og var ved at gå i panik.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tanzania

Sven, som jo var tandlæge, skulle til Tanzania og hjælpe en lokal ”counterpart” med et Danida støttet tandlægeprojekt. Han boede i Dar el Salam i et  kvarter med det nordiske navn Valhalla, her boede nemlig en del andre u-lands folk fra vores nabolande. Jan og jeg syntes, at det lød spændende og meget eksotisk, så vi besluttede at besøge ham i februar 1992, og Lise var helt med på idéen.

Efter en mellemlanding i Nairobi landede vi en meget tidlig morgen i lufthavnen. Svedige og trætte steg vi ud af flyet og var omgivet af lutter sorte mennesker i en mur af varme, støj og hvor var Sven?? Vi satte os udenfor på kufferterne med monsterstore kakerlakker pilende  om fødderne. Så dukkede han og bilen op, og vi kørte afsted. Bodil var i Danmark, men han havde en fast hushjælp i den søde lokale kvinde Alice til at passe hus, købe ind og lave mad. Hun bagte en lind strøm af gulerodsboller og så vaskede hun tøj – og tænk underbukserne blev strøget - sådan har vi aldrig prøvet det før! Der var også en vagt, der passede på os og huset.

 

Lise fortæller, at vi sidst på dagen kørte til yachtklubben, hvor Sven bød os på en sundowner i form af en gin og tonic, mens vi nød den nedgående sol i de smukke omgivelser. Måske blev det til i hvert fald én mere, og jeg mener at kunne huske at Sven nævnte, at der sagtens kunne gå tre g&t til - for en solnedgang varer længe og den skal nydes i fulde drag…

Vi kørte rundt i Dar og var også på havnen til et fiskemarked. Autentisk og sanselig  oplevelse med massevis af frisk glinsende fisk og skaldyr – og der duftede lifligt fra små boder af stegte fisk, som de lokale fristede os med. Men vi skulle spise et andet sted, Lise erindrer, vi skulle ud til et lokalt  sted,  hvor han og Bodil havde været. Så vi blev i mørket ført  igennem adskillige smalle gyder og ind ad en dør til en kun sparsomt oplyst restaurant, som vist var etiopisk. Vi sad lavt på gulvet, og der kom en kvinde med et fad med vand, så vi kunne tvætte vores hænder. Det viste sig at være godt, for der var ingen bestik – så ankom en dejlig velduftende kødret, som også smagte rigtig godt, og det lykkedes os nogenlunde nemt at få ”kørt” maden op til munden med lidt øvelse.

Godt han havde en bil, så vi kunne komme lidt omkring. Vi skulle til Mikumi National Park, det var farverigt at køre turen derned  – for langs vejene gik kvinder iført brogede kangaer, balancerende med krukker på hovedet og børnene flokkedes omkring os, når vi standsede, så vi kunne købe lidt småting såsom kamme, krydderier, frugt osv. Sommetider så vi også en af de høje og flotte Masaier med stav og perlesmykker.  Midt i middagsheden gjorde vi stop i en by, hvor Sven skulle hen og hente noget – vist et glas pickles, tror jeg det var. Lise og jeg blev efterladt midt i en by, hvor solen stod i zenit, og vi var ved at blive brændt op, så vi var nødt til at købe nogle store – i øvrigt meget flotte flettede fade, som vi kunne bruge som skjold.

 

I Mikumi blev vi installeret i en hytte og senge med myggenet – det er dejligt trygt, for så er man nogenlunde beskytet mod kryb, men hvad med dyrene? – for der var var ingen vinduer i hytten. Mørket sænkede sig, og vi skulle over at spise og gå igennem knæhøjt græs, hvor der sagtens kunne gemme sig slanger – gåsegang med kun en flagermuslygte og med dyrelyde og brøl i baggrunden. Lise og jeg var trætte og gik i seng – Sven og Jan sad på den lille veranda og snakkede og drak whisky. Vi stod op og måtte også have lidt at sove på, og snart lå vi alle fire i sengene.

 

 

Det var stadig mørkt, da vi kørte ud på safari, og det første flotte syn var en flok yndefulde giraffer, som i morgengryet stille gik og nippede blade af trætoppene. Så måtte vi stanse – for midt på vejen lå en hanløve med ungerne omkring sig. Sven fortæller” de havde sikkert lige spist – de jager tidligt om morgenen  og var derfor sløve og ikke særlig villige til at flytte sig”. Vi ventede og nød synet af løvefamilien, men først da vi startede bilen og” næsten puffede” til flokken luntede løvefar afsted med familien.

 

Den største oplevelse var nok at komme til Zanzibar, som ligger ca. 35 km fra Tanzanias kyst.  Den omtales sommetider som Island of cloves på grund af krydderiet nellike. Og  ved ankomst til øen tog vi med den ventende taxa og kørte til en plantage, hvor de dyrkede alle de krydderier, som vi bare kender fra glas – kanel, ingefær, vanille, muskatnød osv. I mange år gemte jeg dem indpakket i et lokalt stykke avispapir.  Alle vegne kom børn os imøde og tiggede - så de fik en bic kuglepen og en rest poloer.

 

Så blev vi kørt til Matewe, hvor vi boede i små primitive hytter. Stedet drives af nogle svenskere, og vi blev blidt vækket om morgenen med vores early morning tea, serveret ved hytten og indtaget i liggestole med udsigt over det indiske ocean. Da vi kørte fra stedet stoppede vi ved en bod betjent af et par drenge, og jeg købte en lille træbåd – en dove, som nu står i sommerhuset – og Lise en lille træflyver.

 

Så kom vi til Stone Town, og her var der en stemning af eventyr og tusind og én nat. Mange kulturer er samlet i de krogede gyder med mennesker i alle hudfarver – arabiske, indiske koloniherrer fra Portugal og Spanien.

Sven havde givet os adressen på Emmerson House, som vi fandt – bag en af de berømte smukt udskårne døre i Stone Town. Mr. Emmerson som var psykiater og bøsse i New York ejede dette smukke sted, hvor vi blev indlogeret i Blue No. 5. Så kom der en flot, mørk ung mand ind på værelset kun iført en rød lang kanga om hofterne. Han viste os  tilrette med myggenet, himmelsenge,  ventilator og badeværelset lidt længere nede af gangen, meget primitivt og pittoresque. Man steg ud på en lille trærist mellem grønne planter og blomster, åbnede  for det kolde vand og havde den skønneste udsigt lige op i den blå luft.

 

Kraftigt inspireret af de lokale klædedragter uden strammende og snærende sømme og ben, købte vi selvfølgelig også kangaer, som vi gik med under resten af turen.

 

Lise og jeg steg op i hver sin himmelseng,  hvor man kunne se sig selv i et spejl i fodenden. Det blev mørkt, så vi lå og læste med lommelygter. Jan snusede lidt omkring og kom pludselig tilbage, fordi han havde hørt en ganske særlig, men kendt lyd af klirrende isklumper i et glas. Det viste sig, at der var en bar på topfloor. Nu var vi jo i et muslimsk land, hvor man jo ikke serverer alkohol, så der var kun tonic til rådighed, og den manglede jo dens bedre halvdel. Så den elskværdige tjener sendte lynhurtigt et bud afsted efter den manglende gin, og så fik vi igen lidt at sove på.

Når vi kørte rundt i Svens bil hørte vi hele tiden Ann Linnets seneste LP, den med sol, måne og stjerner, så den vil for altid minde mig om vores dejlige tur til Tanzania. Der var kun én gang, hvor Lise var sur på mig. Vi skulle ud på en strand, og jeg kunne ikke finde min bikini. Jan sagde, at han gerne ville køre tilbage – vist ca. 1 times kørsel – og med potholes i vejen, så Lise syntes det var synd for ham, men han insisterede. Og hvad skete der så, lige efter han tog afsted, fandt jeg bikinien i bunden af rygsækken – men dengang havde vi jo ikke mobiltelefon L 

 

 

 

Legionærsyge

Følgende er uddrag  fra min dagbog påsken 1990. Vi tog Kim og hans kammerat Jens med til Frankrig for at kigge på et nyt dansk lejlighedsprojekt.

13.4. Vi er på vej hjem fra Cannes. Jan har meget ondt i ryggen, men turen er jo også lang. Vi kører, eller rettere Kim og Jens kører med os på bagsædet den lange tur på ca. 2200 km på 21 timer. Garry Moore med "Still got the blues" lyder flere gange over højttaleren. Ved den dansk-tyske grænse begynder Jan at fryse og må have et tæppe over sig og en Panodil til at tage smerterne.

14.4. Vi er hjemme kl. 6 om morgenen. Vi er trætte og Jan er varm og har ondt – vi sover til ved 12-tiden. Vagtlægen bliver tilkaldt og dukker op ca. 2 timer senere. Han undersøger Jan og stiller diagnosen – influenza - han kan ikke høre noget på lungerne, så det er ikke lungebetændelse. Vi bliver bedt om at holde øje med temnperaturen, som nu er over 39 grader.

15.4. 2. påskedag – temperaturen stadig høj, men vi beslutter os for at se tiden an – nu må den da snart falde!

16.4. tirsdag – og hverdag. Jan var syg i nat,  så tidligt om morgenen beslutter vi at ringe til vores læge Jan Rømer. Han får beskrevet situationen, og han siger at det ikke er unormalt at en grim influenza kan tage flere dage med høj temperatur – så vi afventer. Om natten har Jan lange vågne perioder p.g.a. feberen, han ryster, men afviser at vi skal ringe efter natlæge.

17.4. Jan ringer kl. 8 til Jan Rømer og siger, at nu må han ikke tro at han er hypokonder, fordi han ringer igen. Men er urolig over temperaturen, som nu ligger lige under 41. Lægen nævner, at det ikke er ualmindeligt at termometre fejlviser, men foreslår at hans afføring bliver undersøgt, da han har mistanke om, at det måske kunne være tyfus. Jan beder om et nyt termometer. Jeg er jo på arbejde, så han får sekretæren til at bestille et på et apotek. 20 minutter senere kommer der en taxa – men det nye termometer viser 41, og hun siger at han vil få besøg af lægen indenfor 2 timer. Men 10 min. senere ringer hun og fortæller, at der er bestilt indlæggelse på Marselisborg. Allerede ved 18-tiden får han penicillin intravenøst og glycose, og der bliver sat en seng ind på stuen til mig.

18.4. Temperaturen har bidt sig fast – blodtrykket ligger på 200/90 og pulsen er 110, og han er meget træt og uklar.

19.4. Stadig ingen ændring – penicillinet har tilsyneladende ingen virkning, og man mistænker nu bakterien legionella som årsag. Jan får nu også ilt og saltvand og calium i drop. Da Kim og Martin kommer sidst på eftermiddagen finder de ham liggende på gulvet tilsølet i blod fra venen i hånden(drop) og fra næse og mund. Kim får noget af et chock ved at finde far i den tilstand, og alt går meget hurtigt, fordi man lige har fået et lille barn ind med menigitis. Samme dag får han besøg af rigtig mange gæster, så ved aftenstuegangen beder 2 læger os om at undgå besøg. Kim og jeg er meget bekymrede over tilstanden og er bange for hvad der kan ske med ham, vi går ned på Marinaen og drikker en øl. Vi skiftes til at sidde ved ham og får også hjælp hertil af venner og familie.

20.4. Jan får nu et andet antibiotika Roxythromycin 2 gange dgl. Man suger atter sekret fra struben – temp. ca. 40 og puls 120, blodtryk 110/90. Der er ikke fundet pneumokokker, alt tyder på en atypisk lungebetændelse.

21.4. Temperatur er 39 – puls 90, men stadig noget bims og træt. Nu mistænkes svampen actinomyces. Stadig intet svar om det er legionella – for lidt ilt i blodet.

 

22.4. Temp 38,5 – han er træt og spiser næsten ikke – han skal drikke meget.

23.4. Nu er temperaturen steget igen – over 39. Lægerne siger, at det ikke er unormalt, at den kan svinge lidt. Om natten da han skal tisse, rykker han igen droppet ud og bløder.

24.4. Temperaturen er nu på 38.2, og det går klart bedre. Får besøg af prof. Esmann, der i de 30 år han har arbejdet her ikke har set så underlig en betændelse – i hvert fald ikke hos så forholdsvis en ung mand. Han taler om 3-6 mdr. før Jan er helt rask, men sygeplejersken fortæller, at antibiotikakuren er på 14 dage, og derefter kan man evt. fortsætte behandlingen hjemme.

25.4. På KH igen til røntgen af lunger og tænder. Jan har det godt og temperaturen er kun 37, og han får lov til at sætte sig ud i solen. Der kommer besked fra Seruminstituttet, at de har fundet legionella bakterien – så behandlingen har altså været rigtig.

27.4. Professor Esmann var med på stuegangen. Der skal skrives rapport, og sygdommen skal meldes til sundhedsministeriet, da sygdommen anses for at kunne smitte.

28.4. Jan har det godt, men er noget rastløs, og tiden begynder at føles lang. Han spiser godt – især meget frugt, og når jeg besøger ham i frokostpausen har jeg en is med.  De siger han kan regne med at blive udskrevet i næste uge.