Rejser med venner og familie

Vi havde altid rejst med vores familie, og nu da Yrsa var alene, tog vi også hende med. Lise og hun gik godt i spænd, så vi tog på en rejse til Cypern. Vi var der om foråret, og vi havde lejet en pæn stor bil, så der var plads til Lises kørestol og kørte rundt i bjergene, hvor mandeltræerne stod i  et brus af lyserøde velduftende blomster. Vi var et godt team og kunne godt lide at gå på markeder, og så hvilede damerne sig, imens Jan og jeg forsøgte os i køkkenet  med  græske specialiteter, som vi senere serverede på terassen. Dejlig tur, men Yrsa fik på slutningen problemer med maven, og som hun sagde ”jeg vil ikke have det med hjem”, så vi måtte på apoteket for at få maven på gled. Lise har senere fortalt, at hun døjede lidt med Yrsas ”vrede”. Yrsa var en temperamentsfuld kvinde og havde ganske bestemte holdninger og meninger, som vi andre ikke altid delte. Det ville hun ikke acceptere, så hun kæmpede altid bravt for at overbevise os andre om hendes påstandes rigtighed. Jeg husker, at Lise på denne tur måtte lægge øre til Yrsas påstand om at ”dyr er bedre end mennesker”. Hun havde nemlig lige været på Grønland, og så hvordan de kønne og uskyldige hunde hylede og peb udenfor husene, og næsten ingen mad fik. I øvrigt havde hun det positive træk, at hun næsten uden undtagelse forherligede hendes egne  - altså f.eks. Jan og Vibeke ofte på bekostning af andre. Meget kan man sige om hende… men det var aldrig kedeligt.

 

Med Andreas - bogholder i A&H tog vi på bustur med hans ”rullende naturskole” til Sverige. Helt op til Hornbogasjöen - for at se tranedans. Om foråret vender fuglene tilbage, de har været et tur sydpå om vinteren, måske i Afrika og flyver med et muligt stop-over på Rügen - og lander så på én bestemt  mark. Det var næsten umuligt at finde parkeringsplads, det er et tilløbsstykke – ja folk fra hele verden,  og mange af dem  kom slæbende på kæmpekikkerter. Her lå tidligere en snapsefabrik, hvor man kastede kartoffelskræller fra produktionen ud på marken - og de er lige haps for traner. Men produktionen blev nedlagt, og nu lægger man noget andet ud til dem, så de kommer stadig  i hobetal og danser deres yndefulde parringsdans, mens vi andre kigger  betagede på.

 

Det var hyggeligt at efterbehandle dagen senere  på aftenen. Det var dengang de fleste af os røg, så vi samledes på terassen, for der var en del ikke-rygere med, så vi måtte stå og småfryse, men hvad gør det, for vi havde det jo sjovere. Vi blev enige om, at rygere generelt var sjovere, for  vi fik mange besøg af ”de andre”.

Næste år tog vi derop igen, denne gang lavede vi selv turen med Sven og Bodil, hendes børn og svigerbørn. Også Lise og Lene var også med. Det var i en påskeferie med dejligt vejr, vi sørgede selv for maden. Henrik havde lavet en skøn gryderet til os.

 

Nina og Arne var flyttet til Indien. De fik produceret tøj i Madras, som byen hed dengang. Så vi måtte ud at besøge dem. De boede i et stort smukt, eksklusivt hus i udkanten af byen. Begge er kreative mennesker, så alt var flot indrettet og haven omkring huset stod Arne for. Oppe på taget ”topfloor” var den skønneste udsigt over det indiske ocean, og de var ved at få bygget en bambushytte deroppe. Her serverede Nina hver morgen stegte tomater, æg og toast. Deres søn Thomas var også involveret i firmaet, så ham havde vi også fornøjelsen af at møde derude. 

 

Det var spændende at være med ude at handle på markederne, de havde  både vagter og deres egen chauffør, som kørte os rundt. Vi skulle have fisk til aften, så råbte Nina fra bagsædet  til chaufføren:” fishmarket”.  Stor kontrast fra det fredelige forstadshus til et inferno af mennesker, dyr, mad, lugte og larm på marked og i by. Men Nina vidste lige præcis, hvor man fik de fineste fisk, hvor man skulle købe sine æg, tomater osv. Det tryllede hun om aftenen ud til spicy, velsmagende retter.  Havet lå lige nedenfor, og en dag gik vi ned for at tage et morgenbad.Vi blev betragtet af en flok stort smilende og grinende drenge, der dannede kreds om os. Jeg kunne godt senere se, at jeg nok skulle have været lidt mere anstændigt påklædt.  I øvrigt så vi senere folk forrette deres nødtørft i vandkanten, så det var og blev den sidste badetur.  På en senere tur langs stranden gik vi forbi de små, simple og faldefærdige rønner, og så forstod jeg hvorfor morgentoilettet blev lagt ved havet.

 

 

 

 

 

 

Nye tider hos A&H

Dejligt at være hjemme igen og fortsætte arbejdet hos Allingham & Hansen. Men vi havde lyst til at gøre en ekstra indsats for at forøge salget. Der var mere og mere fokus på miljøvenlige produkter, og kunderne efterspurgte alternativer til plast.  Så det blev i første omgang  udbudet af pap, vi vil gøre større. I forvejen havde vi de meget smukke og rustikke paptyper  fra Bruunshaab Gl. Papfabrik.  Men trykkvaliteten var ikke altid lige god på de ujævne overflader, så derfor tog vi kontakt til Köhler AG i Tyskland, som forhandlede ensartede genbrugspapkvaliteter i grå og sort i forskellige tykkelser. Nu manglede vi bare en hvid kvalitet, så havde vi hele palletten.

 Vi tog kontakt til konsulent Torben Rifbjerg, som var god til at finde muligheder for støtte til udvikling,  han kunne se, at der var muligheder for opsøge og besøge internationale fora, så vi tog på en papirmesse i Bangkok, og fik en aftale med Mr. Sureka fra Indien om import af  hvid pap lavet af bomuldsfibre. Senere tog vi til Hongkong og sejlede over til Kina til KWH´ s mekanisme fabrik. Vi havde forsøgt at få fat i en nikkelfri mekanisme, så vi kunne levere helt miljøvenlige ringbind. Der var en ”kongelig” modtagelse. Vi var så heldige, at KWH´s engelske direktør også var på besøg. Direktørens datter Louise var hjemme fra sit studie i Canada, og hun ledsagede os hele vejen på smukt engelsk. De fleste talte et spinkelt engelsk eller kun Mandarin. Men vi blev beværtet på alle mulige måder. Dog var jeg ikke så glad, da vi under spisningen  sad i de højryggede stole, og Louise foreslog at vi skulle prøve deres nye karokee anlæg. Jan afslog totalt. Hun havde en sangbog, hvor de fleste tekster var på kinesisk, med ganske få på engelsk. ”I am sailing” foreslog jeg, og det gjorde vi så… Jeg ved ikke om det var en belønning for sangen, men inden vi tog afsted fik vi en kæmpestor bærepose med kinesiske kærlighedsfrugter, nok fordi vi kom til at sige, at dem havde vi fået som desert til vores bryllup. Forinden havde vi været til møde med direktøren, som gerne ville forære os en nikkelfri mekanisme, han var tydeligt stolt og glad, og det var vi også. Den kostede ganske vist mere end en forniklet af slagsen, for det kostede at fjerne mekanismer  ud fra den vanlige forniklingsproces.

 

Til at markedsføre de nye produkter kontaktede vi Exact Design ved Lene Kjellerup. Hun rettede op på A&H´s logo, designede genbrugsproduktark  på dansk, tysk og engelsk, så nu var vi klar til projekt ”Welcome on Board” - en udsendelse til reklamebureauer, grafikere, inhouse reklameafdelinger af et ringbind, produktblade og et ark med de fine nye paptyper.

 Udsendelsen blev godt modtaget, og materialer og produkter fik  premiere på vores første udstilling, som skete på Hanse Access i Hamborg. Vi havde lavet en flot stand, hvor alle vægge var beklædt med bølgepap og alle produkter var i pap. Det var Jørgen og mig som lavede standen og også stod på den- vores tyske sælger grafiker Herbert König var der en enkelt dag. Stor var overraskelsen, da vi den sidste dag blev kaldt op for at modtage 1.præmien i form af  en klokke for den  mest innovative stand. Vi drog glade og trætte hjem med en masse forespørgsler, og der kom så meget gang i salget, at vi ansatte Jørgen Schmidt, en tysktalende sønderjyde, til at betjene det nordtyske marked.

 

Succesen fortsatte, så vi ansatte den engelske sælger David Clifford, og kort efter fik vi kontakt med Paperback, som blev en af vores største og mest trofaste kunder i resten af vores tid hos A&H.

 Vi fortsatte udviklingen, nu var det internt og med forbedring af produktionsprocedurer, forretningsgange, dokumentstyring af f.eks. ordresedler og tilbud -vi skulle alt igennem!. På den tid var løsningen kvalitetsstyring, alle forretningsgange skulle være synlige og målbare. Til det formål hyrede vi Einer fra Teknologisk Institut til at hjælpe med den proces. Og det hele blev sat ind i en kvalitetshåndbog – selvfølgelig i pap. Og ja, det var umagen værd, vi fik bedre kommunikation internt og også udadtil, altså til leverandører og kunder.

Så kom turen til miljøet, vi ville gerne have en miljøprofil, så vi ansatte Klaus Kristensen, som var ingeniør i den såkaldte ”miljøisbryderordning”. På det tidspunkt midt i 90´erne havde vi også Kim ansat, han ”kridtede banen op” så gangarealer blev synlige, checkede op på lys og ergonomi og meget andet. Vi besøgte altid messen i Frankfurt for at holde os orienteret om nye materialer og idéer, og her mødte vi israelske Mapal, som producerede det nye miljø- og pvcfrie plastmateriale Poloypropylen (PP). Med Klaus besøgte vi Mapal, som var en kibbutzfabrik i Golanhøjderne, vi var der et par dage og boede lige ned til Geneserath Sø. Det blev den nye  bølge i vores ”miljøbevægelse”, og sammen med Klaus købte vi en presse, som kunne bearbejde materialet. Ved forbrænding afgiver materialet ikke andet til omgivelserne end Co2 og vand. Næste opgave var så, at få det afsat. Vi havde tidligere lavet flotte papmapper til Jan Normans billedmateriale, så mon ikke også han kunne hjælpe os med et egnet produkt. Valget faldt på en lille CD  mappe Jagten" som kunne indeholde nogle af Jans kunstbilleder, samtidig med at vi introducerede materialet til kunderne som årets juleudsendelse.

 

 

 

Det var godt timet, der var brug for og lyst til det nye miljøvenlige og æstetiske materiale. Klaus lavede et ”miljøskema” som viste de forskellige materialers egenskaber og profil i miljøregnskabet. Vi havde lært meget i vores udviklingsproces, og Torben Rifbjerg foreslog os at dele vores viden med andre, så der blev igen søgt om midler til udveksling med et Johannesburg baseret trykkeri, som kunne have brug for omstilling til ”black empowerment”, så kort efter modtog vi direktør Eddie og et par andre fra Fortuna. Det var planen, at vores medabejdere skulle derned og oplære de lokale i vores færdigheder og vice versa. Kim var tænkt ind i styringen, og vi havde møder i ambassaden i Pretoria, og jeg var med en sælger rundt hos store bureauer som Saatchi and Saatchi, Young & Rubicon m.fl. og de var imponerede og begejstrede. Men, så kom chocket – firmaet var dybt forgældet, og ved at gå konkurs, og vi måtte droppe projektet – ærgeligt, men set på afstand måske heldigt, Johannesburg var et farligt sted. På bureauturen med deres sælger Derek, stansede vi i et lyskryds tæt ved centrum. ”check at døren er låst”, sagde han, idet han tog sin jakke af, og så så jeg at der hang noget i et hylster ved hans bælte – nok en mobil? – men det var en revolver. ”Har du nogensinde brugt den? Spurgte jeg. – ja én gang, sagde han – jeg dræbte en mand. ”Kom du så i fængsel? spurgte jeg. – nej, svarede han, det blev betragtet som selvforsvar. Jeg sov ovenpå og hørte noget, så en skikkelse og skød.

 

 

Hjemme igen

Nu var min orlov snart ovre, og jeg meddelte skolen, at jeg ikke kom tilbage, selvom der var mulighed for en inspektørstilling på servicefag . De sidste år på skolen havde lært mig meget om fundraising, og så havde jeg også fået en uddannelse som konsulent. Så på den måde vurderede jeg, at det kunne være spændende at hjælpe Jan med at udvikle firmaet i nye retninger.

Men vi havde ikke noget sted at bo, nu da drengene for alvor havde slået sig ned på Tietgens Plads. Så vi boede en kort tid på 1. sal hos flinke mennesker på Postvej 1 i lyskrydset i Foldby.

”Man kan sige meget om Foldby, men det skal man ikke” udtrykte Thomas, da han havde lånt lejligheden en weekend for at læse til eksamen. Men en dag, da Jan sad hos revisoren, sagde Tage Bundgaard ”jeg tror jeg har et sted, der er lige noget for jer”. Det var et par bøsser, som boede midt ude i Frisenborg Skov, de skulle til Mosambique og starte et kunstmuseum, og ville gerne have huset beboet.

 Et smukt Friis og Moltkeagtigt træhus- smukt beliggede på en stor grund, med søer og en å, som snoede sig igennem terænnet. Vi forelskede os på stedet i ”ødegården” og flyttede ind. Vi boede der knap et år, og  havde altså også vinter hvor vi havde problemer med at komme frem på grund af store snemængder. Men sommeren var vidunderlig, og vi havde mange gæster i de primitive, men smukke omgivelser. Der var ingen el, men Jan købte en generator, så han måtte ud i sneen og starte den igen, når vi så video i soveværelset- for der opholdt vi os om aftenen, her kunne hurtigt blive varmt med brændeovnen. Vi tog bad i firmaet, for der løb kun en synåletynd stråle i køkkenvandhanen. Nina Aspen sagde engang vi stod og vaskede op ”hvorfor lukker du ikke mere op for vandet?”. Der var også mus, så jeg gik aldrig på gulvet uden hjemmesko, efter jeg havde prøvet en mus der løb hen over fødderne. Drengene cyklede ud til os, og de hoppede svedige i åen og fik bad og vasket hår.

 Så blev det min tur til at runde de 50, og vi holdt en dejlig stor fest på Pøt Mølle for os begge to den 10.9.1994.

Vi havde lejet en bus, som hentede gæsterne i Århus og kørte til skovhuset, hvor vi havde arrangeret fordrink og snack i en pavillon. Derefter kørte vi alle sammen til Pøt Mølle, hvor festen skulle fejres. Og der var rigtig mange indslag med taler og sange og efter middagen spillede orkestret FUT op til dans. Fut betyder Foldby Unge Tonekunstnere, og her spillede Andreas, som udover at være biolog med ”den rullende naturskole” også var bogholder i firmaet.