Bjergture

Norge er storslået og smukt – også om sommeren. Vi aftalte med Nina og Arne at komme på besøg i sommerferien ”blandt fjell og li og fjord” som det hedder i sangen ”Se Norges blomsterdal”. Vi havde været der en gang tidligere, i telt, men dengang druknede vi næsten i regn. Jeg husker at mine ørkenstøvler og trompetbukser aldrig nåede at tørre, så vi var nødt til at tage en ”bed and breakfast” – kun med det formål at få alt vores tøj tørret.

 

Denne gang var vi totalt heldige med vejret, Vi fandt naturskønne campingpladser, men vi boede i en hytte, som var så myggebefængt, at vi inden vi flyttede ind, gav den en ordentlig gang myggespray – det stank, så vi næsten ikke kunne trække vejret. Vi besøgte sølvminebyen Kongsberg og havde et par dejlige dage sammen med Nina, Arne, Ulrik og Thomas i en hytte på fjeldet. Vi  hyggede os,  og om aftenen spillede Kim og Arne skak .Om dagen var vi på tur, og drengene ville gerne prøve at ride. På det tidspunkt fandt jeg ud af, at Nina og jeg i hvert fald har én ting til fælles – vi er bange for heste!. Der var jo fire børn, og fædrene tog som den naturligste ting i verden og trak afsted med hver sin hest, og vi to ”pivskidder” stod tilbage og nøjedes med at se på. Men så tog vi revanche, da vi kom til Rjukan og var helt oppe i sneen og kælkede ned. Det er altid sjovt midt om sommeren at få sig en kælketur.

Også vores naboer var vi på ferie med. Vi kørte i to biler med Ole, Bolette, Camilla og Rikke og tog færgen til England. Så kørte vi nordpå og besøgte vikingebyen York med den flotte domkirke og videre og standsede selvfølgelig ved Loch Ness, og holdt skarpt udkig efter Loch Ness uhyret Nessie. Vi havde hørt adskillige øjenvidneberetninger, så vi var spændt på, om vi også skulle se et glimt af hende – og sandelig, pludselig hørte vi et plask og derefter sprøjtede der vand op, det må nok have været dens hale!. Og så kunne vi fortsætte videre nordpå, hvor naturen blev mere kuperet med græsklædte bakker og bjerge. Det var på den tur jeg for første gang fandt porse - i en mose, da  vi tilfældigt holdt ind for at spise frokost. Jeg kunne kende den på duften, og plukkede en stor buket til kryddersnaps. Indtil da, havde jeg søgt og søgt uden resultat, men nu da jeg kender den, finder jeg den mange steder. Vi  overnattede i huse som tilbød bed & breakfast. Og så var der igen noget med duften. Jeg husker at vi stod ved en flod, hvor nogle fiskere fiskede efter laks, og pludselig bredte der sig en særegen duft. Det viste sig, at vi uden at vide det nu var lige ved Glenfiddich Destillery – hvor heldigt, og vi fik en tur rundt på destilleriet og lærte om whiskyproduktion. Bl.a. at Chivas Regal er et såkaldt blended produkt, dvs at det er stukket sammen af forskellige whiskyer.  Vi besøgte Edingburg med sit  Castle og Colodden Hills og overholdt dagligt pubtiderne og fik os noget godt engelsk øl. Sidste by var Inverness, værterne sagde at vi voksne godt kunne gå i byen, de skulle nok kigge efter børnene. Konen fortalte med et smil e da vi kom retur, at da hun stod bøjet og var ved at tage noget ud af ovnen, lod Thomas som om han gav hende et vældigt los bagi!

 

Så gik turen til Skt. Andreasberg. Det var i efterårsferien, og det var første – men ikke sidste gang vi har besøgt Harzen. Dette naturskønne område, som byder på  så mange oplevelser især i bjergene, men også i de hyggelige små byer, som man kan nå efter bare 6 timers bilkørsel. Vi boede på en Gasthof, og jeg tror aldrig vi har set stejlere gader 18% , men det der gjorde størst indtryk på drengene var bobslædebanen, som var bygget ind i bjerget. Den har næsten lodrette kurver og er 1 km lang, og her drønede de ned i en slæde med 50km/t.

I 1975 fik jeg ansættelse på Randers Tekniske Skole, hvor jeg bl.a.skulle varetage fremmedsprogsundervisningen i engelsk og tysk. Jeg ville gerne have mit tysk frisket lidt op, inden jeg skulle starte efter sommerferien. Så skolen bevillgede mig et sprogskoleophold i Westendorf. Jan og børnene tog med, og vi gik til undervisning hver formiddag –  Jan bare på et lavere niveau. Vi læste i  helt nye og moderne tyskbøger med lydbånd (tape) til. Godt for mig, og heldigvis fik jeg lov til  at købe det  samme materiale ind til skolen. Mens vi gik i skole legede børnene selv, de var så heldige at skolen havde egen swimmingpool. En weekend tog alle elever på udflugt og vi var nærmest på bjergbestigning i de sneklædte bjerge. En aften da regnen stod ned i stænger, hørte vi sprøjterne komme susende, det var Hotel Post nede i byen som var ”oversvømmet”, for vandet fra bjerget løb i en rivende strøm lige ned i byen, men da vi vågnede op næste morgen var der igen fuld sol og idyl.

En af vores leverandører KWH fik produceret plastfolie i Finland, og Susssi, direktør for KWH arrangerede næsten hvert år ture til Finland og et par gange til Wien. Vi nød disse ture med vores konkurrenter i branchen, hvor vi mødte hinanden som venner snarere end konkurrenter. Turene inkluderede selvfølgelig først besøg på virksomheden, men derefter blev vi kørt i busser ud i den barske og særprægede natur. Vi har været på angstprovokerende riverrafting, hvor jeg sad og holdt krampagtigt og godt fast og bare ønskede det snart holdt op, men nød  det så meget desto mere da vi gik i land på en lille ø, hvor der var bål med ristet laks og andre gode sager. En af de flotteste ture var til Rovaniemi i Lapland nord for polarcirklen, tæt ved den russiske grænse. Vi boede i en luksus kæmpehytte og fik uddelt joggingtøj og hjemmesko i flettet birkebark. Vi blev hentet i kaner og kørt ud til nogle samere, som holdt rener, og vi lærte selv  at køre med rener. Og så blev der spist og drukket godt igennem, og det var ikke småting vi blev udsat for. Jeg husker engang jeg ved festens afslutning sad med 7 utømte glas foran mig – ligefra fordrink, vine, cognac og en sjus. Vores værter var ikke kedelige, direktøren var en habil sanger, og ligegyldigt hvor sent vi kom i seng, mødte de friske og vandkæmmede næste morgen efter en tur i saunaen, som både var for mænd og kvinder – og så ud at rulle sig i sneen – det sidste undlod jeg.

Jans mormor Johanne og Adolf tog altid på sommerferie i campingvogn, vist mest til Elsegårde, men som årene gik orkede de ikke det mere, så vi overtog vognen, som senere blev døbt Trille. Jeg tror en af de første af de mange ture vi gjorde med hende gik til Schweiz, vi skulle nemlig ned og besøge en dentalkunde, Dr. Sven Jarby, han var dansk tandlæge, men boede og drev firmaet Identoflex. Han købte røntgenrammer hos Allingham & Hansen, og han havde idéer til nogle nye modeller. Her var vi igen på vandring i bjergene. Efter alle årene med telt, var det en ren luksus med campingvognen, hvor man kunne have alle sine ting og selv lave mad. Vi besluttede at vi godt ville beholde vognen, og glædede os til kommende ture. Så den skulle lige shines lidt. Vi malede den hvid indvendig jeg syede mørkeblåt frottéovertræk til hynderne, vinduerne fik gardiner i hvidt stof med små mørkeblå svaler og Arne syede det flotteste lærreds forsejl  til den.

 

 

 

 

 

 

 

Jul i 70´erne og 80´erne

Vi holdt næsten altid jul hjemme. Vi fik besøg af Yrsa og Frank og hvert andet år af Georg og Hilda. Det kunne også være, at Karen Margrethe eller Anders var med. Det var en dejlig tid mens drengene var mindre, og der blev grovhygget med juleforberedelserne. Der bredte sig den mest velsignede duft, når vi bagte vaniljekranse eller kogte klejner. Der blev rullet dej ud, og børnene kunne med figurforme udstikke, hjerter, nisser, grantræer osv. Der blev klippet, klistret og flettet til den store guldmedalje, og de kom også slæbende hjem med guirlander og hjerter, som de lavede i skolen.

Pynten kommer stadig frem i dag, når vi engang imellem stadig står for julefesten. Jeg er måske den sidste i Danmark, der mener at det eneste rigtige juletræ er en rødgran. Kim og Thomas havde flere julekalendere, de broderede, som der blev hængt pakker på, og dem som fulgte TV´s julekalendere. F.eks. den med Magnus Tagmus, Jul i Gammelby og Jullerup Færgeby. Mange af traditionerne havde vi jo med fra vores forældre, og nu går de snart videre til endnu en generation. Engang blev drengene passet hos Anders og Inge på Skanderborgvej, og hos dem lavede de et par flotte store nisser af paprør med glanspapir og sølvfolie.

I flere år mødtes vi 1. juledag hos Else og Christian til julefrokost sammen med Birte og Otto. Forinden havde alle tre familier gået julemarch, og børnene fik diplom og hvert år en ny medalje. Et år fik ungerne karatedragter (nattøj) i julegave. Det var en af de bløde pakker der vakte lykke, ellers ville de hellere have legetøj eller spil. De besluttede at de skulle have dragterne på til marchen, men de var af tynd bomuld, så de måtte trække dem udenpå overtøjet – heldigvis var de købt rigeligt store.

Ottos fødselsdag 2. juledag blev fejret med en julemiddag hos dem. Her fik vi traditionen tro altid kogt pighvar med aspargeskartofler, hvid sovs, smørsovs og masser af finthøvlet peberrod – uhm. Else og Birtes mor Tulle var altid med.

Vi fejrede også nytårsaften sammen, og Thomas fortæller "Jan og Christian var meget entusiastiske når de fortalte børnene om dengang de lavede nytårsløjer. Jans historie blev mere farverig hvert år - om dengang han smed kanonslag ned i kloakkerne, så det sprøjtede med vand. Børnene gik i fædrenes fodspor og kunne berette om heksehyl i postkasser, væltede skraldespande, slukkede lyskæder og tandpasta på vinduer og håndtag." Som fædre så sønner.... -og de havde "hørt efter i timen!".

Til dessert fik vi tit  ”Ole Haslunds mislykkede kage” – en slags plumkage med alskens frugt og spirituøse sager, så den faldt sammen og blev lidt konfektagtig, og derfor lå rigtig godt og tungt i maven. En anden populær dessert var Crèpes Suzettes, og til den lejlighed kom 60´ernes kobberpander frem og der blev tryllet med flambering.

Drengene var blevet glade for at stå på ski, så et år besluttede vi at søge nye ”græsgange” Det blev Norge og Geilo. Vi pakkede bilen og kørte til Frederikshavn, mens vi undervejs altid hørte Gnags´juleang med ”2 mus i en spand med mælk”. Når bilhjulene ramte rampen med den særlige lyd ”gadagung” opstod der helt automatisk den rette julestemning i bilen. Vi havde alt julegrej med – ligefra de flettede julehjerter til andesteg og rødkål. Geilo var en hyggelig by, hvor folk kom kørende til i tog for at fejre jul. Her ligger det fine Holms hotel, og Jan fortalte, da vi besøgte det, at de ski, der hang på væggen til pynt var Hickory ski, for sådan et par havde han arvet efter Frank, som havde været en meget dygtig skiløber. Vi har stadig et lille sølvkrus, som han havde vundet ved en konkurrence. Drengen blev sluppet løs på bakkerne, og vi hørte for første gang Sissel Kirkjebø synge norske julesalmer over højttaleren. Jan og jeg tog det lidt mere adstadigt med lidt langrend på vores Trysil ski. Modsat alle skiløbere kan jeg ikke fordrage bakker, så hvis jeg vidste at Holland var snesikker, ville det for mig være et langt bedre sted. Det var også dengang dyrt  i Norge – jeg har aldrig andre steder set salg af halve agurker og salathoveder. Jeg vil sent glemme vores besøg i den smukke gamle stavkirke juleaften med præstens norske version af juleevangeliet – meget smukt og stemningsfuldt.

Vi havde også Lise og Jan med til Hovden et år. Vi havde øvet os på langrend året forinden i Olufstrøm i Sverige, og det var gået helt godt. Vi fandt gode bakker, hvor vi kunne stå for os selv, og minsanten om ikke Jan Norman fandt et flag og jeg en bronze kobjælde – pudsigt – under sneen. En aften blev vi kaldt hen til en mand, der havde et kæmpeapparat – en slags mobiltelefon. Det var Bamse, der ringede, at Niels var død. Du kan nok forstå, at vi blev chokeret, for det var jo alt for tidligt, så vi peb lidt, og Lise og jeg gik i den lokale kirke til julegudstjeneste og for at mindes Niels.

 

 

 Det var på slutningen af ferien og weekend, og vi var løbet tør for øl – alt var lukket, dog fandt vi lidt Vørterøl på en taktstation, men den smagte ad H til – nærmest som øllebrød. Men så forsvandt Lises Jan og var væk meget længe, men det lykkedes ham på en kro at købe nogle øl for alt for mange penge. Og så var det Jan kom frem og stolt triumferende kom ud i køkkenet med en hel flaske julesnaps, han havde gemt for os. Men ak – han tabte den på skifergulvet, hvor den splintredes i tusind stykker, og de dyrebare dråber flød ud. De to Janner lagde sig på knæ og forsøgte med et fejeblad og lidt med tungen at søbe dråberne op –  der gik lidt glasskår i den glæde.

Vi var flere gange i Hemsedal. Engang havde vi Claus med, Else var vist i London med en kæreste. Det er jo vigtigt på en skiferie at få så meget ud af den korte dag, for det er faktisk kun lyst fra kl. 10 til kl. 16. Så drengene var på løjperne hele tiden. Men en dag gik det galt for Thomas, han faldt og vred det ene ben om, så han måtte køres ned i en bananpulk. Dengang havde man ikke normalt mobiltelefoner, så vi fik et chock, da vi skulle hente drengene, og Thomas sad i kørestol. Heldigvis var det den sidste dag i ferien, så næste dag kom han i behandling i Århus og fik rigtig gips på. Men det skulle nu ikke forhindre ham i at stå på ski – den klarede han med en skistav og den ene krykstok.

 

 

Næste år havde vi også Else med, og med så mange i bilen, måtte vi pakke mad og grej ned i vores anhænger. Vi skulle igen til Hemsedal til et splinternyt sted – Hemsedal Alpin. På vejen var vi et smut forbi Oslo og besøgte et par norske kunder. Vi spiste julefrokost med dem på restaurant og fik smagt lutfisk og andre norske specialiteter. De advarede os mod de sneglatte veje, og vi lyttede og fik sat snekæder på. Det viste sig at være en misforståelse, vi skulle først have dem sat på, når der kom høje og glatte bakker. Så det resulterede i, at en af kæderne blev slidt i stykker. Alt var lukket, så gode råd var dyre, hvordan kunne vi reparere kæden? Først ofrede Thomas sit ene snørebånd fra de grå Ecco støvler – men det blev også slidt op. Så kørte vi ind på en tank som var lukket, men de havde flagstænger, og så tog Jan sin lighter og brændte et stykke flagline af. Det var bælgmørkt da vi omsider nåede frem til Hemsedal, og Hemsedal Alpin var en stor byggeplads, mandskabsvognen var aflåst – og der var ikke et øje. Humøret var lavt i bilen – hvad gør vi nu? Vi skulle have nøglen af vores kontaktperson Mette Backen, men hvor var hun? Vi kørte ned til byen og stoppede ved det lokale hotel. Damen i receptionen beskrev, hvor Mette Backen boede, og hvis hun ikke var hjemme kunne vi godt overnatte på hotellet. Vi fandt hendes hus og gik i tårnhøje snedriver omkring det mørklagte hus og råbte ”Mette Backen” – men der kom intet svar. Det endte med at vi indlogerede os. Vi fandt spegepølse, rugbrød og øl i anhængeren, og mens vi gjorde det, gik drengene nedenunder i det nu menneskeforladte hotel og kom op med armene fulde af tallerkener, bestik, glas, servietter og minsanten også en julestjene. De spurgte os om vi ville have lidt spiritus, for det kunne de også godt skaffe – men der satte vi grænsen!

Næste dag fik vi nøglen - der var jo et hus gjort færdig til os, og senere kom Mette Backen og beklagede misforståelsen og gav os en stor æske chokolade – og så blev det atter jul…

At sikringerne så senere sprang, så vi måtte opvarme rødkål og sovs på skift i kaffemaskenen er jo en helt anden sag. Men vi var ikke sådan at slå ud, vi forsatte med at holde jul i Norge og har haft fornøjelsen også at have Birte, Otto, Jette og Anne med. Og nogle år senere tog vi til Beitostølen, hvor Nina, Arne, Ulrik og Thomas var på ferie på Henning og Beate´s hotel. Vi boede sammen med Sisser og Karstens familie i Knuts Hyttegrend. Nytårsaften kom vi på besøg på hotellet og hørte den norske konge holde nytårstalen. Et par ældre norske damer sad med tilbageholdt åndedrag, for kongen var vist svært ordblind og kunne let lave fejl, men det gjorde han heldigvis ikke den aften.

 

 

Kollektive tanker

Første gang jeg besøgte Dådal var med min veninde Kirsten Steffensen  og hendes kæreste Erik Janzen , vi mødtes hos købmanden i Esby, for de skulle vise vejen -  helt ud ad Klæbjergvej, ned gennem en hulvej til nr. 28, for her  lå den hvide bindingsværksgård med hønsehuset, de toppede sten på gårdspladsen og marker og skrænter lige ned til havet. Vi mødte senere Henrik og hans søster  Kirsten, det var deres far, der ejede stedet, men Henrik havde råderet over hønsehuset.

Han havde  lavet en Kote efter finsk forskrift, den var gravet ned og havde græs på taget, for så kunne den ikke ses fra luften, den var nemlig ikke lovlig. Den var primitiv, men havde dog et komfur, så der blev bagt æbleskiver, og med luftmadrasser og soveposer, kunne der lige akkurat være plads til et par familier og børn, hvis man accepterede at ligge lidt i lag.

Mere bekvemt var der i hønsehuset, for her var gode senge, madrasser, toilet, køkken - stadig enkelt men meget hyggeligt. Vi har næsten haft alle vores venner på besøg, for der er ikke noget så dejligt, som at gå tur til Lus Hage eller hen til Tyskertårnet, selvom vi må forcere marker med køer og tyre, som især jeg er direkte bange for. Terry skulle altid være i snor, og jeg husker, at han engang tissede op ad et elektrisk hegn og sprang højt op i luften af bar forskrækkelse, mens han kiggede spørgende op på Jan. Under kokasserne har vi sommetider fundet svampe, og børnene har elsket at lege rundt omkring i bakkerne. Engang var Lene og Jens Jørn  med og også deres hund,  de to hunde blev sluppet løs, og det gik så voldsomt til, at Terry kom til at bide Jens Jørn i hånden, så han måtte en tur til lægen.

Sådan et sommermåltid midt på gårdspladsen med nye kartofler, der lige var gravet op, dertil sild,  smør,rugbrød og et glas af Henriks hjemmelavede øl - det var noget af det bedste.

Om vinteren hjalp vi tit til derovre med at fælde træer, så kom brændeovnen i gang, og vi hyggede os indendørs. En hvid snevinter havde vi Kirsten og Niels med. Nu da vi skulle på landet,  sprang Kirsten ud som gammel landhusmor og insisterede på, at vi skulle have hvidkålsrouletter med tyttebærsyltetøj og brun sovs. Niels havde købt spillet ”Landmandsliv”, og det var ikke kedeligt. De gik meget op i det, og der kom et spørgsmål vist om sæder og skifte. I hvert fald trak Niels i overtøjet, for han ville ud og spørge en rigtig landmand til råds, og han fandt heldigvis også én at spørge.

 

I starten havde vi får sammen på Dådal, her var også Bent og Birte fra Ankerhus med og Henriks kollega Erik med sønnen Ulrik.  Selvom jan var selstændig og med egen virksomhed, havde han faktisk socialistiske tanker, som bl.a. andet kom til udtryk i fårekollektivet på Helgenæs.  Det var en sand  festforestilling , når de skulle klippes. De fik jo også lam engang imellem, og pludselig  engang da vi kom gående ned ad en skrænt, kom der et lam løbende, det havde en unge hængende ud – den var dødfødt – lidt specielt for os byfolk at opleve denslags!

Tankerne om kollektiv fortsatte, for vi ville have sommerhus sammen. Så vi indledte jagten på en sommerhusgrund. Og den fandt vi på Mols hoved ved Isgård. Det var Anne Linnet og Holger Lauman,der ejede den, og det var hendes mor Fru Linnnet Jepsen, der solgte den til os. Jan mener den kostede 165.000 kr. Vi fik plantet Rosa Rogusa på grunden. Men vores mange børn var vist for meget, for mange  eller støjende. For der var en eller anden mand der råbte ”socialister” efter os – altså  - hvad sker der ? vi var:  en direktør, et par konsulenter, en professor, og et par lærere, nå men så opgav vi  at bygge det håndlaftede norske bjælkehus på denne grund.

Men vi var ikke sådan at slå ud, vi fandt hurtigt et dejligt hus ved Ebeltoft på Granvej, det var Hansen Møbler, der havde det. Det var lige til at flytte ind i, og jeg købte et par legehuse på Teknisk Skole, som vi satte op. Det var lige ved at gå galt, da Henrik stod med en skruetrækker, som ramte forbi og var lige ved  at ramme Jans øje. Py-ha, der skete ikke noget. Vi havde huset på skift, men var der selvfølgelig også sammen. En dejlig tumleplads for især børnene med den urskovslignende kløft som nabo.

Nogle år senere startede vi  det sidste sommerhuskollektiv  ved Trend på Annemarievej. Det var med Birte og Otto, Jytte og Andreas og Anne og Tage. Andreas og Tage var involveret i firmaet, henholdsvis som bogholder og revisor. Og så var Andreas biolog, han havde den Rullende Naturskole, som han lavede ture med for skoler, foreninger osv. Det var et rigtig dejligt hus ved Limfjorden. Nu var børnene blevet større, men de tog da med engang imellem. Vi var på mange ture til Fosdalen, Vesterhavet og Livø. Jeg tror faktisk at Jan og jeg var dem der brugte det mest.  Mens børnene var små, var det dejligt at være sammen med andre familier, og være fælles om madlavning, reparationer osv. , så vi har kun haft gode oplevelser i denne epoke. Jan syntes så godt om kollektivtanken, at han altid har talt meget om at lave et Ollekolle, altså et bofællesskab, hvor man som ældre ikke behøver at bo hver for sig, men indgår i et fællesskab, hvor man kan hjælpe hinanden, også  som en  god støtte for de der bliver enlige.

Skagen

Jan siger sommetider, at  det faktisk var os der opfandt Skagen – altså ikke sådan bogstaveligt, men vi var nok den første familie blandt vennerne, der begyndte at tage til Skagen jævnligt. Det var i slutningen af efteråret, at vi havde bestilt en weekend på Ruth´s Hotel i Gl. Skagen ( Højen ). Vi nåede dertil, da det var ved at blive aften, og der næsten var helt mørkt og tomt, ingen biler på parkeringspladsen og ingen mennesker omkring. Stuerne var tomme og fyldt med gamle møbler,  malerier og billeder, også  af nogle berømtheder som  havde holdt ferie på stedet. Vi fandt nøglen og gik op ad trappen til vores værelse, hvis eneste belysning kom fra en nøgen pære i loftet – det var ikke lige det, vi havde drømt om. Det var som om hele byen var lukket ned for vinteren.

 Vi besluttede at gå en tur hen langs stranden,  og så kom vi forbi en gul bygning, der lå lige ned til stranden med kæmpestore panoramaruder, så vi kunne se ind til alle de herligheder, som vi indtil nu kun havde drømt om. Der var børn der legede i poolen,  de svang sig i tov eller drønede ned ad rutchebanen og plaskede lige i vandet med råb og skrig. På kanten sad forældrene i kurvestole  og nød synet af deres legende børn.

Drengene gjorde højlydt opmærksom på, at det kunne de altså godt tænke sig at prøve. Så vi fandt indgangen til Traneklit, for Jan foreslog at vi allerede skulle tage dertil næste weekend, hvis det var muligt. Han fandt den ansvarlige person, som gav hånd og præsenteredes sig ”navnet Wenzel”. Som sagt så gjort, vi tog derop følgende weekend, og der skulle komme flere af samme slags de følgende år.  Stedet var ved at blive ombygget til timeshare, og noget senere blev Skagenklit ombygget, og det samme gjaldt  for  Jeckel´s Hotel.

Vi handlede ind hos den hyggelige købmand Ruth, en slags landhandel,  hvor man kunne få alt fra opvaskebørster  til årgangsvine. Vi besøgte også restaurant Trekosten med de 2 hyggelige  indehavere Erik og Henry, som severede øl og dram lavet på sortebær.

Birte og Otto købte lejlighed 13, og holdt ferie der med børnene i ca.15 år. Vi har været der flere gange og husker  især strandfrokoster med fisk fra Nibe Hansen i Skagen. Jo, Skagen var ved at blive mondæn, og  man hørte efterhånden ligeså meget københavnsk som den lokale dialekt.  Turisterne valfartede dertil  og troppede troligt op hver aften ved solnedgangskiosken, hvor de klappede den glødende sol  ned i havet.

Vi var også engang deroppe med  ”Dådal fårekollektiv”, da boede vi på Skagenklit og skulle tage beslutning om, vi skulle bygge en norsk håndlaftet hytte til den grund vi havde købt på Mols Hoved. 

Skole og fritid

Kim kom i børnehaveklasse, og den var han meget glad for, og så videre i 1.b, med Bent Kirkemand som lærer. Jan Wenneberg gik også i klassen og Thomas Brauer. Han var glad for skolen og der blev aldrig snakket om flytning til Forældreskolen. Dog har han fortalt mig, at han ikke var lige så begejstret som mig for Solgård, som var skoleinspektør.  Kim  kom en morgen for sent til morgensamling, og i døren stod Solgård, som vredt bøjede sig ned mod ham. ”hans ubehagelige åndede ramte mig  lige ned i hovedet og spurgte– skal det være et trosspørgsmål?”. Kim kan ikke lige huske, hvorfor han sagde sådan, måske havde han spurgt -er du kommet for sent op? – hvortil Kim måske havde svaret – ja, det tror jeg. Så Solgård råber igen ned  og rammer Kim i ansigtet – er det et trooosspørgsmål? Det er jo bare et gæt, I kan jo selv gætte, ellers må vi leve med ikke at kende forklaringen på det med trosspørgsmålet. Er der nogle bud ??

Thomas gik samme vej til skolen 3 år senere, men på et møde med børnehaveklassen inden sommerferien, sagde  børnehaveklasselærerinden Kirsten Lockt og Tim, som skulle blive lærer for den nye førsteklasse,at det nok var en god idé at gemme Thomas lidt. For det var, som han sagde ”ikke den nemmeste klasse”. Han ville endvidere  blive den yngste i klassen, men det var såmænd ikke noget problem, for han var et kvikt hoved og kunne sagtens klare det fagligt. Men han var et meget livligt barn, i gamle dage sagde vi bare, at han havde ”ild i rumpen”. Ja nogen kunne i dag måske ligefrem have fundet på at sætte en ”bogstavsdiagnose” på ham.  Nej, det ville heller ikke passe på ham, for som Kirsten sagde: ” han har så mange talenter, den dreng, han skal bare lære at kanalisere dem”. Vi var lidt bekymrede for, om han skulle opleve, at et helt år til, ville blive en gentagelse. Men hun lovede højt og helligt, at hun ville have nye opgaver og udfordringer  til ham.  Så vi besluttede, at Thomas  skulle tage endnu et år i børnehaveklassen - og det har vi aldrig fortrudt.

De havde begge en god skoletid med lejrskoler, udflugter, julebazarer, børnefødselsdage, skolefester  og hvad der hører til hen over skoleåret.

De var begge meget kropslige, hvis man kan sige det, i hvert fald er der ikke den mur, det plankeværk, det træ, som de to ikke har været i gang med. Som Thomas engang sagde ”jeg var jo 3 år yngre end Kim” så jeg skulle øve mig endnu mere, for at blive næsten ligeså god som min storebror.

Drengene havde prøvet at ride på heste flere gange, og især husker jeg ,at Kim og Martin prøvede det ovre hos farfar og farmor, der nu boede i Ebeltoft. Farfar havde som ung været en dygtig rytter og vist også vundet præmier, så måske var der et ryttergen nedarvet. I hvert fald begyndte Kim at gå til ridning i en ridehal i Højbjerg. De første gange red han i longe, og træneren bemærkede ”han sidder godt i sadlen”.Men en dag gik lyset ud i hallen, og alle hestene blev  vildt opskræmte, bange og vrinskede højlydt, og den unge rytter var ligeved at blive klemt opad hegnet. Denne forskrækkelse gjorde, at han nu ikke ville ride mere.

Så forsøgte han sig oppe på AGF´s baner med fodbold. Her kom Claus Hjorth med, i hvert fald noget af tiden, for det var vist ikke lige noget for ham, og jeg synes at huske, at Else måtte bestikke ham til at deltage med lidt penge eller en bil, men det var jo ikke holdbart i længden.

Så var de med ved Anders And Legene på Viby Stadion. Vi havde Terry med,  Jan havde ham i snor,og pludselig opdagede han, at Terry havde  tisset op ad en mands bukseben, manden opdagede ikke noget, og Jan fandt sig hurtigt en anden plads i tilskuerrækkerne. Thomas fortæller ”Kim gik videre til 2. runde, som foregik i Randers. Jeg gik også videre, men det hører med til historien, at jeg var den eneste der deltog, så jeg vandt i alle discipliner haha.., blev desværre syg, så jeg ikke kunne deltage i Randers.  Senere kom Kim til at gå til  atletik hos Walter i en interessegruppe på Århus Stadion, og det var nok første  gang, han var stor nok til at gå ind i en sportsgren mere  seriøst. Thomas gik til barsket hos Willer, men ligegyldigt hvad de to drenge foretog sig, så skulle det altid måles i længde, højde, mængde og tid. Sport blev en vigtig del og er det den dag i dag  og også stadig som en fællessag, i hvert fald, hvad svømning angår.

Om vinteren cyklede de ned til skovsøerne og stod på skøjter  og spillede ishockey med de små sorte  pucke og selvfølgelig også med lidt isklumper. 

De var også begge ivrige løbere, her deltog vi faktisk hele familien incl. Terry  nogle få gange i det årlige Marselisløb. Og det førte så videre til Maraton, Triatlon, men det er en helt anden historie.

Det er sjovt som vejret har ændret sig over årene, for når jeg kigger i vores albums på billeder fra sommer og vinter, er det iøjnefaldende,  at somrene altid er solfyldte og vintrene er frostklare og med masser af sne. Eller er der mon en tendens til mest at fotografere i godt vejr?

Nina og Arnes Ulrik gik til spejder, og derfor blev der talt om, at det måske kunne være noget for Thomas. Der skulle være spejderlejr i Lisbjerg skov, og så tog Thomas med, fulgt godt på vej af den gamle spejder Niels - men det var ikke nogen succes. Vi måtte hente en træt og bleg dreng  næste dag. Han havde kun fået 12 havrefras til morgenmad, og næsten ikke sovet, fordi nogle piger havde væltet teltet, og så syntes han heller ikke det var sjovt at man skulle sidde og skide på en pind ned i et hul. Måske var det heller ikke været særlig pædagogisk af os at lade ham tage på lejr, uden nogensomhelst forhåndskendskab til de andre børn og lederne.

Gæster og fester

Når Niels kom på besøg hos os i Hjortshøj, og vi sad og sang og hyggede os ud på natten, kunne vi godt finde på at party crashe - og faktisk med overraskende stort held, det var også en måde, vi kom til at kende vores naboer på.

Det fortsatte vi med i det små,efter vi flyttede til H.C Ørstedsvej. Niels´ bror Jes spillede i Bamses Venner, og Niels selv  havde også lidt med Bamse at gøre bl.a. i forbindelse med LP´en Jukebox med amerikanske popsange fra 50´erne og 60´erne, der nu skulle oversættes til dansk. Familien Bamse flyttede ind i et hus lige bagved os. Og en sen aften kunne vi høre råb og plasken fra deres swimmingpool. Og noget senere, da vi gik tur forbi deres hus, bankede vi på, og blev vi  budt indenfor. De havde besøg af en antikvitetshandler, og snakken gik, og der blev da også tømt et par flasker. Vi fortalte, at vi lige havde lavet en sauna i legehuset, og den ville de gerne prøve. Så vi gik igennem hækken, ovnen blev tændt, og tøjet kom af. Det skal lige med, at legehuset var meget lille, og Hr. og Fru Bamse ret store, så vi sad tæt og varmt.

Kim fortæller, at han samme nat vågnede, kiggede ned i haven og så en mand hænge og gynge i det blå reb -  kun iført bowlerhat. Senere mødte han Bamse komme ned ad trappen. Han måtte ”knibe sig i armen”, men vi kunne næste morgen bekræfte, at der havde været gæster. Bamse forærede Kim pladen Mælk og Vin med sin signatur, det var dengang Wimmersvej var på sit højeste, og det var stort for Kim, for der var jo næsten kun Bamse og Kim Larsen, der var noget ved musikken her i landet. Men hvad værre var, at der var naboer, som også havde set  dette højst usædvanlige syn af en gyngende mand kun iført bowlerhat i Hansen´s have midt om natten -  i det ellers så stille villakvarter.

Niels gik det rigtig godt i den københavnske reklamebranche. Han og Karsten boede på Skinderskovvej lige op til nogle marker med græssende heste. Vi var engang med til en fest, hvor jeg vågner op meget tidligt om morgenen, og ser et par af fyrene i gang med at forsøge at komme op på hestene med mere eller mindre held. Niels var dygtig, efterspurgt  og arbejdede hårdt, men nød så meget desto mere at komme hjem til Århus, og så besøgte han os. ”Det er ligesom at komme i skumbad”, sagde han engang. Han var meget glad for begge drengene, og enormt begejstret  da han en morgen hørte Thomas spille en selvkomponeret melodi på det lille klaver.  Niels var jo god til at synge og spille, så vi sad den halve nat og skrålede med på Sloop John B,  Babara Ann osv.

Men det er bestemt heller ikke altid det går så vildt til. Vi laver også lidt mere borgelige sammenkomster,  som her i august 1974, hvor vi har besøg af mine veninder Pi og Grete med deres familier.

Så blev det Karsten og Sissers tur til at blive gift, og brylluppet blev holdt på charmerende Skovshoved Hotel. Til anledningen fik jeg håret sat hos en københavnsk frisør, jeg syntes selv at det var "dullet" lidt for meget, men måske passede det alligevel meget godt til min nye smarte pink buksedragt.

Gymnastik

Nu har jeg fået en ny bil, en skøn flødefarvet 2 CW med soltag, inden den havde jeg ,da vi boede i Hjortshøj ,en blå Fiat 500 ”Mukkebikken”, som bragte mig og børnene vidt omkring, om sommeren til skønne ture til strandene ved Skæring og Egå . Men der er brug for en bil nu, for jeg har efterhånden meget gymnastik rundt omkring i byen.  Jeg har alle slags hold i Åbyhøj Idrætsforening – børn, teenagers og damer. Jeg  tager afsted med min Tandberg Båndoptager og højttalerne. Jeg kan godt lide mangfoldighederne ved  at have så forskellige hold. Jeg får senere også hold i AGF og AOF . Jeg overspiller musik fra kassettebånd  eller LP til spolebånd. Hvis jeg har brug for indspilning af et nyt nummer, kan jeg splejse båndstumper  sammen  på båndet. Jeg laver selv koreografien, og især sidst på sæsonnen har vi travlt inden forårsopvisningen i Stadionhallen.  Jeg føler ren lykke den dag, jeg køber en ny smart Sony båndoptager, hvor låget består af 2 højttalere, for jeg har nok at slæbe på med rekvisitter, bånd osv.

Så åbner Huset i Vesterallé, den første leder er Poul Koch, der senere bliver chef for Musikhuset. Hans kone Birte, har jeg leget med på Silkeborgvej, og hun er med på et af de hold, jeg starter. Det er i Teatersalen det foregår, og jeg har både jazzgymnastik for kvinder, og det vi kalder familiegymnastik. I idrætsforeningerne hedder det mor og barn gymnastik, men her er der mænd med, så vi må kalde det noget andet. Vi bruger bolde, hulahoop ringe, og jeg har selv lavet ærteposer og  fået gratis cykkelslanger hos  en cykelsmed. Kim og Thomas tager jeg med til timerne, men når de ikke lige gider være der , kan de gå ind i legerummet, som er indrettet i et stort lokale med  lukkede kravlegange i forskellige højder og med en masse puder og skumgummiklodser. Det er  i det hele taget et  meget spændende miljø at være en del af, fordi der foregår så meget, og jeg møder  så mange forskellige slags mennesker.

Jeg får efterhånden dårlig samvittighed, jeg er oppe op 20 timers undervisning om ugen, og jeg har med mennesker at gøre, som jeg tumler omkring med uden at have dybere viden om kroppen og dens anatomi. Så jeg melder mig til et kursus der skal gøre mig til gymnastik- og afspændingspædagog. Det foregår hjemme hos Ellen Fregerslev, som bor i Ågården på Åboulevarden. Vi er to elever, som mødes med hende en gang om ugen og sidder inde i hendes stue, og læser op af en anatomibog , som bruges ved sygeplejerske uddannelserne. Det er vigtigt, at vi kan alle de latinske navne på alle kropsdele - det går hun højt op i. Vi skal også deltage i den praktiske gymnastikundervisning. Den foregår i salen i samme bygning. Der er nok en ca. 8-10 damer hver gang, og så er der Ruth, en ældre dame der spiller klaver. Jeg har her et ”Examensbevis fra Ellen Fregerslev Institut Århus – Danmark” med ug minus og mg plusser dateret den 17.5. 74.

Men den moderne jazzgymnastik  lærer jeg på weekendkurser hos bl.a. amerikanske Doug Crutchfield og  svenske Monica Beckmann. Så jeg er væk i en del weekender, hvor Jan må passe børnene.  Jeg kan faktisk godt lide at lave koreografi til musik,  jeg står hjemme i stuen og sætter trin og bevægelser til musik, og det er en sand fornøjelse at se, når et helt hold udfører øvelserne i takt til musikken. Vi starter altid med at løbe og varme op til Creedence Clearwater Revival´s  Bad moon rising. Ellers bruger jeg meget Beatles og til langsomme øvelser kan jeg godt lide Fats Waller. Jeg husker den første gang, jeg  var i Stadionhallen med et børnehold, hvor de dansede og svingede med forskelligtfarvede  bånd til Beatles´ Here comes the sun. Der mødte jeg Ann Mardahl, som har en flot og personlig stil, og var derefter med på kurser hos hende. 

H.C. Ørstedsvej

Efter Thomas blev født, syntes jeg, at jeg godt kunne trænge til en opstramning, men hvad gør man, når der ikke er gymnastik at finde lokalt, ja så startede jeg min egen gymnastikskole. Jeg fik nogle lokale kvinder med på idéen.  Bl.a. Fru Vester, som døjede med dårlig ryg, fordi hun  måtte  hente de små til verden bøjet over altfor lave senge, og så Helle Stisen, en dygtig gymnast. Et helt lille hold fik jeg stablet på benene.  Og fidusen var, at de måtte tage deres børn med. For vores engel Metteline fulgte jo med - som sædvanligt i tykt og tyndt. Jeg pakkede en nylig indkøbt rejsetaske fra Tunesien med en masse plads og rum  med lego, malebøger og legetøj. Vi brugte forsamlingshuset, og mens jeg hersede med damerne i  salen, passede Metteline børnene inde i kaffestuen.

Vi havde en dejlig tid i Hjortshøj, der er nemlig et særligt sammenhold i sådan et lille samfund, hvor man kommer hinanden ved. Men alligevel begyndte vi at savne vores efterhånden mange venner i Århus. Selvfølgelig kom de på besøg hos os, og dengang var børnene for det meste med, for de var jo jævnaldrende og legede godt.  Bl.a. kom  Nina og Arne med Thomas og Ulrik, og så hyggede vi os med god mad, snak, og selvfølgelig gled der også en del vin indenbords. En gang så meget, at det endte med ,at Jan og Arne kastede sig ud i en meget autentisk kosakdans, og jeg erindrer også, at der var tale om lidt stolekast.  Nina og jeg stod lettere bekymrede, og håbede at showet snart var ovre og de gamle pubstole intakte - og det var de heldigvis. Vi havde den regel, at hvis man kunne sætte nøglen i låsen uden problem, så var det OK at køre hjem  - ad den rute vi kaldte ”fuldemandsvejen".

Kim fik så vidt jeg husker lige en måned  i børnehaveklassen på Virupskolen. Og så flyttede vi til Århus, hvor vi havde købt hus på H.C. Ørstedsvej nr. 18. Et dejligt hvidt hus i tre etager og med en stor have til. Vi havde diskuteret meget, hvilken skole vi skulle vælge til børnene. Jan syntes Forældreskolen var god, han gik der jo selv, og nu gik vennernes børn der. Jeg overtalte ham med, at det var et sølvbryllupskvarter, hvor der nu var flyttet nye unge familier ind i de fleste huse, og så ville der være legekammerater til børnene, og nu skulle jeg snart starte  på Tandlægehøjskolen, så vi ville begge væk hele dagen, og hvordan skulle de så komme hjem fra  skole? Det lyttede han til, og Kim blev skrevet ind til børnehaveklasse på Rosenvangsskolen. Og hvis det ikke gik godt, så kunne han vi jo altid flytte skole.

Flytningen var nem nok,  Jan havde taget A&H kasser med hjem fra firmaet, og vi havde entreret med Christian, som kom om morgenen med ”flyttebilen”. Jeg tror nok, han blev lidt forbavset, for vi havde næsten ikke nået at pakke noget ned, for vi havde haft gæster aftenen før, så det var nok blevet senere, end vi havde regnet med. Vi fik susende travlt og løb ud med potteplanter og kasser, som hurtigt blev fyldt den ene efter den anden. Det gik lynhurtigt,  for jeg tror også Anders var med, det ”plejer” han at være ved vores flytninger.

Vi havde ikke tid og lyst til at gøre noget særligt ved huset,  men vi købte da en hel masse dåser ”vogngrøn” som vi penslede ud over samtlige døre, vinduer og fodlister. Alle vægge blev malet hvide og radiatorer sorte. Og det var nok i Bo Bedre vi så den nyeste mode med at hænge franske lyserøde le Figaro aviser op i køkkenet.  Der kom hvide lagenlærreds gardiner for alle vinduer, så vi var selv helt godt tilfreds med vores nye bolig. Der var meget hyggeligt især om aftenen, når vi tændte stearinlys i de hvide porcelænsklokker hentet  fra  gamle højspændingsmaster.

I kælderen havde børnene et stort legerum, Jan havde fået skåret nogle kæmpestore skumgummiklodser ud og dem brugte børnene til alt muligt.  F.eks. når vi blev inviteret til forestillinger i Cirkus KIMPETO  (Kim, Peter, Thomas).

Thomas var lige knapt 3 år, da han startede i børnehaven på Marselis Boulevard. Jan afleverede ham grædende en morgen, og  fortalte mig at han følte sig som en  meget dårlig far. Han var nok lige lille nok til sådan en stor forandring.  Senere kom han i børnehaven på Kaj Munksvej hos Fru Østergård.

Men han havde jo også Per derhjemme. Hver morgen blev Per afleveret hos ”mormor” – fru Madsen, som boede lige ved siden af sammen med hendes mand og den hvide puddel Pjevs.  De legede godt med hinanden og fik chokolademadder hos fru Madsen. Og samtidig fik vi en ung pige Bodil til at se efter børnene, medens jeg var væk, og hun kunne da også  støvsuge og skrælle lidt kartofler.

Som sagt var der mange jævnaldrende børn på vejen. Jeg prøver at huske dem fra en ende af:

Naboerne til den anden side Ole og Bolette havde to piger Camilla og Rikke. Så kom vi i nr.18, og så  Hr. og Fru Madsen ved siden af, derefter Winter´s lille Thomas (vores Thomas var den store), og så kokken´s  Tina. Helt henne ved hjørnet boede en sur gammel mand. Engang havde Thomas tegnet med kæmpestore kridtstreger lige udenfor hans hus, det så han, og kom farende rasende ud af huset og forsøgte at løbe efter Thomas - uden held. Ovre på de anden side boede kørerlæreren´s Majbrit og Torben, ved siden af en pige der hed Susanne,så kom enkefruen, derefter bademesteren, så karetmageren´s, og så kom Anders og Schaldemoses Lena .Henne på den anden side af krydset ved Niels Bohrsvej boede  Peter og Anette, derefter danselærerernes Ove. På modsatte side boede en mand, der kørte fejemaskine, han var så tyk så han næsten fyldte fejemaskinen ud. Han sørgede for, at vores vej var den pænest fejede i hele kvarteret. Omme på Marconivej boede Jan Venneberg, og ham gik Kim i klasse med.

Det var en stille vej, så børnene legede altid ude, kom næsten kun ind, når det  var spisetid  eller dårligt vejr. Kim fortæller at de altid skulle komme ind inden kl. 10. ”Vi legede tit dåseput henne hos ”lille Thomas” eller   ”løb gennem haverne”,som bestod i, at de løb igennem hækkene på tværs igennem alle haverne. Eller ”køre i sænk”-  hvor man er to, som med hver sin cykel forsøger at presse den anden i siden, så han vælter”  Dengang var der ikke genbrugsstationer, så vi brændte alt affald i haven. Han husker engang at  han, Thomas og andre børn stod og hoppede på nogle gamle døre, som skulle brændes af på et bål.

 Vi forældre sås også  ind imellem. Der blev arrangeret fester omkring  børnenes  fødselsdage for slet ikke at tale om fastelavn  og vejfester.

Vi havde jo været glad for Metteline til at passe vores børn, så vi ville gerne have en ”ny” ældre dame, og satte en annonce i lokalbladet. Og så kom Nille ind i vores liv – med sine cerutter. Jamen dengang røg man jo, jeg kunne bare ikke lide, at hun skoddede dem i køkkenvasken. Hun var jo ikke en ny Metteline, men hun kunne til gengæld strikke – sokker og trøjer til børnene. Og hun kunne tit også nå at rydde op og  gøre lidt rent. Jeg lavede som regel sedler til hende med opgaver.

Men en formiddag skulle vejen asfalteres, Kim var i skole, så Thomas har nok været nysgerrig, i hvert fald stikker han foden i den kogende varme asfalt. Han skriger, og Nille styrter ud og ved ikke hvad hun skal gøre, så hun løber hen til købmanden på hjørnet, som foreslår hende at prøve at få asfalten af med lidt terpentin,men det gør så ondt så ondt! Heldigvis ringer hun til Jan, som giver den rigtige førstehjælp – stik foden i et fad med vand og tag omgående en taxa til skadestuen. Som sagt så gjort, og Thomas blev fint hjulpet og foden bundet ind. Pyh – ha det var vel nok en forskrækkelse!!