H.C. Ørstedsvej

Efter Thomas blev født, syntes jeg, at jeg godt kunne trænge til en opstramning, men hvad gør man, når der ikke er gymnastik at finde lokalt, ja så startede jeg min egen gymnastikskole. Jeg fik nogle lokale kvinder med på idéen.  Bl.a. Fru Vester, som døjede med dårlig ryg, fordi hun  måtte  hente de små til verden bøjet over altfor lave senge, og så Helle Stisen, en dygtig gymnast. Et helt lille hold fik jeg stablet på benene.  Og fidusen var, at de måtte tage deres børn med. For vores engel Metteline fulgte jo med - som sædvanligt i tykt og tyndt. Jeg pakkede en nylig indkøbt rejsetaske fra Tunesien med en masse plads og rum  med lego, malebøger og legetøj. Vi brugte forsamlingshuset, og mens jeg hersede med damerne i  salen, passede Metteline børnene inde i kaffestuen.

Vi havde en dejlig tid i Hjortshøj, der er nemlig et særligt sammenhold i sådan et lille samfund, hvor man kommer hinanden ved. Men alligevel begyndte vi at savne vores efterhånden mange venner i Århus. Selvfølgelig kom de på besøg hos os, og dengang var børnene for det meste med, for de var jo jævnaldrende og legede godt.  Bl.a. kom  Nina og Arne med Thomas og Ulrik, og så hyggede vi os med god mad, snak, og selvfølgelig gled der også en del vin indenbords. En gang så meget, at det endte med ,at Jan og Arne kastede sig ud i en meget autentisk kosakdans, og jeg erindrer også, at der var tale om lidt stolekast.  Nina og jeg stod lettere bekymrede, og håbede at showet snart var ovre og de gamle pubstole intakte - og det var de heldigvis. Vi havde den regel, at hvis man kunne sætte nøglen i låsen uden problem, så var det OK at køre hjem  - ad den rute vi kaldte ”fuldemandsvejen".

Kim fik så vidt jeg husker lige en måned  i børnehaveklassen på Virupskolen. Og så flyttede vi til Århus, hvor vi havde købt hus på H.C. Ørstedsvej nr. 18. Et dejligt hvidt hus i tre etager og med en stor have til. Vi havde diskuteret meget, hvilken skole vi skulle vælge til børnene. Jan syntes Forældreskolen var god, han gik der jo selv, og nu gik vennernes børn der. Jeg overtalte ham med, at det var et sølvbryllupskvarter, hvor der nu var flyttet nye unge familier ind i de fleste huse, og så ville der være legekammerater til børnene, og nu skulle jeg snart starte  på Tandlægehøjskolen, så vi ville begge væk hele dagen, og hvordan skulle de så komme hjem fra  skole? Det lyttede han til, og Kim blev skrevet ind til børnehaveklasse på Rosenvangsskolen. Og hvis det ikke gik godt, så kunne han vi jo altid flytte skole.

Flytningen var nem nok,  Jan havde taget A&H kasser med hjem fra firmaet, og vi havde entreret med Christian, som kom om morgenen med ”flyttebilen”. Jeg tror nok, han blev lidt forbavset, for vi havde næsten ikke nået at pakke noget ned, for vi havde haft gæster aftenen før, så det var nok blevet senere, end vi havde regnet med. Vi fik susende travlt og løb ud med potteplanter og kasser, som hurtigt blev fyldt den ene efter den anden. Det gik lynhurtigt,  for jeg tror også Anders var med, det ”plejer” han at være ved vores flytninger.

Vi havde ikke tid og lyst til at gøre noget særligt ved huset,  men vi købte da en hel masse dåser ”vogngrøn” som vi penslede ud over samtlige døre, vinduer og fodlister. Alle vægge blev malet hvide og radiatorer sorte. Og det var nok i Bo Bedre vi så den nyeste mode med at hænge franske lyserøde le Figaro aviser op i køkkenet.  Der kom hvide lagenlærreds gardiner for alle vinduer, så vi var selv helt godt tilfreds med vores nye bolig. Der var meget hyggeligt især om aftenen, når vi tændte stearinlys i de hvide porcelænsklokker hentet  fra  gamle højspændingsmaster.

I kælderen havde børnene et stort legerum, Jan havde fået skåret nogle kæmpestore skumgummiklodser ud og dem brugte børnene til alt muligt.  F.eks. når vi blev inviteret til forestillinger i Cirkus KIMPETO  (Kim, Peter, Thomas).

Thomas var lige knapt 3 år, da han startede i børnehaven på Marselis Boulevard. Jan afleverede ham grædende en morgen, og  fortalte mig at han følte sig som en  meget dårlig far. Han var nok lige lille nok til sådan en stor forandring.  Senere kom han i børnehaven på Kaj Munksvej hos Fru Østergård.

Men han havde jo også Per derhjemme. Hver morgen blev Per afleveret hos ”mormor” – fru Madsen, som boede lige ved siden af sammen med hendes mand og den hvide puddel Pjevs.  De legede godt med hinanden og fik chokolademadder hos fru Madsen. Og samtidig fik vi en ung pige Bodil til at se efter børnene, medens jeg var væk, og hun kunne da også  støvsuge og skrælle lidt kartofler.

Som sagt var der mange jævnaldrende børn på vejen. Jeg prøver at huske dem fra en ende af:

Naboerne til den anden side Ole og Bolette havde to piger Camilla og Rikke. Så kom vi i nr.18, og så  Hr. og Fru Madsen ved siden af, derefter Winter´s lille Thomas (vores Thomas var den store), og så kokken´s  Tina. Helt henne ved hjørnet boede en sur gammel mand. Engang havde Thomas tegnet med kæmpestore kridtstreger lige udenfor hans hus, det så han, og kom farende rasende ud af huset og forsøgte at løbe efter Thomas - uden held. Ovre på de anden side boede kørerlæreren´s Majbrit og Torben, ved siden af en pige der hed Susanne,så kom enkefruen, derefter bademesteren, så karetmageren´s, og så kom Anders og Schaldemoses Lena .Henne på den anden side af krydset ved Niels Bohrsvej boede  Peter og Anette, derefter danselærerernes Ove. På modsatte side boede en mand, der kørte fejemaskine, han var så tyk så han næsten fyldte fejemaskinen ud. Han sørgede for, at vores vej var den pænest fejede i hele kvarteret. Omme på Marconivej boede Jan Venneberg, og ham gik Kim i klasse med.

Det var en stille vej, så børnene legede altid ude, kom næsten kun ind, når det  var spisetid  eller dårligt vejr. Kim fortæller at de altid skulle komme ind inden kl. 10. ”Vi legede tit dåseput henne hos ”lille Thomas” eller   ”løb gennem haverne”,som bestod i, at de løb igennem hækkene på tværs igennem alle haverne. Eller ”køre i sænk”-  hvor man er to, som med hver sin cykel forsøger at presse den anden i siden, så han vælter”  Dengang var der ikke genbrugsstationer, så vi brændte alt affald i haven. Han husker engang at  han, Thomas og andre børn stod og hoppede på nogle gamle døre, som skulle brændes af på et bål.

 Vi forældre sås også  ind imellem. Der blev arrangeret fester omkring  børnenes  fødselsdage for slet ikke at tale om fastelavn  og vejfester.

Vi havde jo været glad for Metteline til at passe vores børn, så vi ville gerne have en ”ny” ældre dame, og satte en annonce i lokalbladet. Og så kom Nille ind i vores liv – med sine cerutter. Jamen dengang røg man jo, jeg kunne bare ikke lide, at hun skoddede dem i køkkenvasken. Hun var jo ikke en ny Metteline, men hun kunne til gengæld strikke – sokker og trøjer til børnene. Og hun kunne tit også nå at rydde op og  gøre lidt rent. Jeg lavede som regel sedler til hende med opgaver.

Men en formiddag skulle vejen asfalteres, Kim var i skole, så Thomas har nok været nysgerrig, i hvert fald stikker han foden i den kogende varme asfalt. Han skriger, og Nille styrter ud og ved ikke hvad hun skal gøre, så hun løber hen til købmanden på hjørnet, som foreslår hende at prøve at få asfalten af med lidt terpentin,men det gør så ondt så ondt! Heldigvis ringer hun til Jan, som giver den rigtige førstehjælp – stik foden i et fad med vand og tag omgående en taxa til skadestuen. Som sagt så gjort, og Thomas blev fint hjulpet og foden bundet ind. Pyh – ha det var vel nok en forskrækkelse!!

Rejsefeber

Vi er i starten af 70´erne og læser med stor interesse i de farvestrålende rejsekataloger fra Spies og Tjæreborg. Vi har været på Mallorca et par gange, så nu trækker mere eksotiske rejsemål. ”Hvad siger du til en tur til Afrika?” spørger Jan. Jeg synes lige umiddelbart at det lyder lidt vel farligt, men han har checket kataloget grundigt, og nu flyver rejsebureauerne også til Tunesien, hvor de taler fransk, og det er da til at forstå,  så måske er det også lidt mere civiliseret, tænker jeg. Han synes, det er en god idé at rejse, inden børnene begynder i skole, for så er vi begrænset til kun at være væk i skoleferierne, og det bliver også dyrere.


Vi har en helt fantastisk tur, så vi tager dertil hele tre gange. Første gang har vi kun Kim med, men vi fortæller vidt og bredt om vores oplevelser. Vi er til fest hos Else og Christian på Abildhøjvej sammen med Birte, Otto, Åse og Johannes og børnene Claus, Jette, Anne, Anne Charlotte, Kim og Thomas. De leger rigtig godt sammen og falder omkuld af træthed, mens vi fortsætter festen med mere vin, dans, musik og snak til langt ud på de små timer. Så opstår idéen om, at vi alle sammen skal tage på ferie i Tunesien - som sagt så gjort. Der er døgnåbent hos Spies, så Jan tager røret og drejer nummeret. Klokken er fire om morgenen, men vi kan da sagtens bestille vores rejser til 29.4.-6.5.1972. Det koster 700 kr. pr. rejse.

Så oprinder store rejsedag, det er vildt spændende for det store rejseselskab på 6 børn og 8 voksne. Thomas skal på sin første flyvetur, men vi kan tage ham med, hvorhen det skal være, når bare han har sin lille blå pude med og Musti, den lille hvide kat.

                                     

Vi lander i Monastir, og alle synes det er helt fantastisk, når vi forlader maskinen og går ned ad trappen, ser palmer, og den varme luft ligefrem slår os imøde. Vi  bor i nogle hvide bungalovs lidt udenfor Sousse, og nyder de lange hvide sandstrande, hvor vi bader, cykler på vandcykel og leger i det lunkne turkisblå vand. Vi spiser til aften oppe i hovedbygningen, og her får vi for første gang brique à l´oeuf, som er en slags pandekage med en blød og lækker æggeblomme, men vores drenge vil nu hellere have spaghetti og kødsovs.

                                     

Børnene er jo små, og når de sover til middag holder vi siesta, og den samlede beholdning af sprut stilles op på en havemur, så vi forsyner os og slapper af i sol eller skyggge. Om aftenen samles vi igen, vi bor jo lige ved siden af hinanden, så vi skiftes til at lytte til vores sovende børn. Men der også en høj araber i lang klædedragt der går rundt i gangene, lidt spooky men mon ikke det er en vagt.

 

 

 Der er kamelmarked i byen, og der får vi alle en meget fremmedartet oplevelse. Det er et sandt sansebombardement af lugte, lyde og synsindtryk. Den arabiske musik kender vi ikke hjemmefra, og kameler har vi da set i zoologisk have, men så mange…Vi har hørt, at når et par skal giftes, køber manden sin kone for et vist antal kameler, alt afhængig efter hendes værdi.  Der tinges og pruttes om priser, og alle børn køber små håndtrommer, bl.a. en sjov én med en snor med en kugle der slår på tromme, når man vifter hånden hurtigt.

 

 

Vi har lejet et par biler, så vi kan komme lidt omkring. Vi kører til El Djem, hvor der er er et gammelt romersk colesseum og en masse turistboder. Jeg har stadig den flotte antikke perlekæde og en kakkel fra den tur. Efter vores turisteri og indkøb trænger vi til frokost. Vi kører gennem en af de arabiske ørkenbyer og leder efter en restaurant eller café. Men ser kun de hvide mure med en port eller dør og næsten ingen vinduer. Og så endelig er der et skilt på en husmur, som vi kan forstå. Vi kommer ind i et stort bart rum og bliver bænket i lave sofaer og får serveret store, flækkede flutesstykker, meget solide, der ligger en lammekotelet i hver - intet smør, ingen olie, men en skål oliven. Det var en tør omgang at komme igennem, selv om kødet var godt var det måske ikke lige sagen for vores 3-6 årige børn.

 

Vi er også i bazaren, og går på café og drikker dejlig sød æblethe af små glas, børnene gnasker karameller, og vi handler der. Jan og jeg  køber et flot kameluldstæppe i naturfarver, det ligger i dag i sommerhuset. Vi falder også  for et håndvævet tæppe med smukke røde og blå farver med Fatimas hånd indvævet. Det har tjent os i mange år, og har ligget under mange sofaborde, sidste gang under fyretræsbordet i den grønne stue i Park Allé.

 

Et par år senere tager vi igen til Tunesien, og denne gang har vi Metteline med. Drengene leger med en svensk dreng, der bor ved siden af. En dag kommer han hen til os og vil lege. Han spørger Kim: ” Skal vi kaste med kniv?”. Det synes Kim lyder lidt underligt, for han går jo ikke sådan rundt med kniv.

Det er også noget af et kulturchok for Metteline, men hun nyder det alligevel og ser efter børnene om aftenen, så vi kan gå lidt i byen.Vi bliver gode venner med en lokal arabisk familie, der arbejder på hotellet, og de inviterer os hjem. De har en traktor med vogn stående, og så er det bare at få den ældre landbokone fra Hesselballe bakset op i ladet. Hun har heldigvis et tørklæde at binde om håret, for det går over stok og sten til deres ydmyge hjem, hvor vi kommer indenfor og bliver budt på the og lidt sødt, og Thomas griber en kost og fejer for deres dør.

 

 

                                           

 

   

 

 

 

Soldatertid

Jan skulle have været indkaldt til militæret allerede i 1965, men vi skulle jo giftes og han fik det udsat flere gange med undskyldninger om firmaet, der havde en oversvømmelse, problemer med driften osv. Men så gik den ikke længere. Vi kom hjem fra en ferie på Mallorca i september 1971, og så lå der et brev  fra Flyvevåbnet om at han skulle møde op i Karup. Christian hentede os, han havde jo erfaring fra sin militærtid samme sted. Kim var med, og det var med lidt blandede følelser vi vinkede farvel til far, da han gik ind ad lågen.

Han var ved at være en gammel rekrut på 30 år, så de yngre sergeanter behandlede ham med respekt, måske betød det også lidt, at han jo havde egen virksomhed, familie osv.

Her fortæller han selv om sin spændende tid i "kongens klæder "Jeg fik pludselig meget ondt, det viser sig, at jeg har blindtarmsbetændelse, og bliver indlagt på Kjellerup Sygehus på en stor fællesstue. En af mine medpatienter var ung og lægestuderende på hospitalet, så  han kunne gå ud om aftenen og hente hospitalsprit, som vi drak i store mængder, fortyndet med saftevand, så vi blev alle meget fulde.

Efter rekruttiden skulle jeg arbejde i den store overjordiske bunker i Karup ”Sekter Operation Center”. Vi skulle overvåge flyene, der kom ind mod Danmark. Vi havde høretelefoner på, så vi f.eks. havde kontakt med en overvågningscentral  på Bornholm, der så kunne fortælle, hvilket fly der var på vej mod Danmark. Foran os havde vi et kæmpekort over Danmark, og flyene som var små metalpile, flyttede vi med en 2 m lang stang med en magnet i enden. Så lagde vi pile ud for Z som Zombie. Hvis der for eksempel  kom et fly fra England, hvor vi ikke kendte identiteten, lagde vi en Zombie ud, og når det blev identificeret, skiftede vi den til en ”friendly” pil og vendte den grønne side op.

Når vi sad om aftenen omkring ved midnatstid, kunne Polen f.eks. sende 50-100 jagerfly mod Danmark. Vi måtte så kæmpe med at lægge røde pile ud. Ålborg og Skrydstrup sendte jagerfly op, for at gå dem i møde. 10 km før jagerne fra Polen nåede Bornholm vendte de om, og vores jagerfly vendte også om.

Når man arbejdede i Natobunkeren, så havde man på den venstre brystlomme hæftet en bunkersnor, som gjorde, at man uden identifikation kunne gå ind i bunkeren. Vi nød også at gå rundt med bunkersnoren, for når vi gik ind i kantinen udenfor bunkeren, måtte vi gå foran i køen, fordi vi skulle tilbage og ”passe på Zombier fra Polen”.

På trods af at vores arbejdsplads var en topsikret militærarbejdsplads, så lykkedes det Christian Iversen og jeg at kunne få alkohol smuglet med ind, så vi på de lange nattevagter havde det rigtig sjovt. Selve overvågningsbunkeren var et rum på ca. 50 x 50 m og 20 m i højden. Oppe foroven sad officererne og overvågede vores flytning af de små metalpile.  Det skal så fortælles, at det danske forsvar et halvt år før, havde indført et edb baseret overvågningssystem, men af sikkerhedsmæssige grunde valgte man at køre dobbelt overvågning i et halvt år – og det var så mit halve år.

Sektor Operation Centre (SOC) bliver lukket, og Christian og jeg bliver overflødige, og så sender man os til Tirstrup Flyvestation, hvor Christian bliver chaufør og jeg ansat i vejrtjenesten. Christian hentede øl osv. hos købmanden i Stabrand, og så lavede vi mad og drak øl (og gudskelov var der aldrig nogen, der ringede til Flyvestation Tirstrup!!).

Den 27.4.1972 kl. 12 får jeg – menig Jan Øyvind Hansen betaling for kørsel til Hjortshøj"

 

 

 

Hundeliv

Jeg har altid været hunderæd – rent bogstaveligt. Og næsten ræd for alle husdyr. Når Anders´ undulat blev lukket ud, smuttede jeg hurtigt ud af værelset, og jeg har heller aldrig kunnet nyde at ae hverken marsvin eller katte.  Akvariefisk var dog på tålt ophold. Men jeg blev faktisk glad for Prins, men vi kunne ikke have ham længere. Han havde fået smag på høns, og det kræver lige lidt forklaring. Da vi boede i Hesselballe legede han tit med  Frodes (naboens) hund, og de to forgreb sig engang på hans høns. Så Prins kom stolt ind på gårdspladsen med en død høne i flaben. Så tog Jan resolut hønen og stegte den over et bål, hvorefter Prins satte den dejligt hønsesteg til livs. Det var nok ikke det smarteste at gøre, for han fik hang til høns.  Nu havde vi to små børn, så der var nok at gøre i huset, så det skete engang imellem at vi ikke fik gået tur med ham, og så åbnede vi bare døren om aftenen,  så kunne han selv lufte sig. En dag ringede telefonen, og det var en dame, som påstod at vores hund havde været på besøg i hendes hønsehus. Da jeg  lød lidt uforstående, sagde hun at hun havde hans halsbånd. Derfor besluttede vi at finde et andet hjem til Prins, og satte en annonce i den lokale avis. En venlig dame reflekterede, og vi afleverede ham på en dejlig bondegård med masser af tumleplads, hvorefter vi tog på weekend. Så ringede hun om aftenen, og bad os komme og hente ham - for den peb og var ked af det. Vi overtalte hende til at beholde ham til vi kom hjem næste dag. Men så ringede hun og sagde, at nu gik det så godt så godt, og han logrede og var en rigtig dejlig og glad hund.

Så aldrig mere hund…. indtil Anders og Inge fortate, at Inges forældre havde fået det sødeste kuld airdale terrier hundehvalpe. Anders vidste godt at vi ikke skulle have hund, men han syntes bestemt at Kim og Thomas skulle en tur ud på bondegården og se de nyfødte hvalpe. Som sagt så gjort , vi tog derud og de var da så søde alle sammen og med fine stamtavler, men ikke den med den hvide pote. Den kan ikke komme på udstilling med den hvide pote,  lød det. Og så fik vi ondt af den, og syntes lige pludselig at den var den sødeste – og sådan  fik vi hund igen!

Den fik navnet Terry, efter Tintins hund, og den voksede sig større og større, faktisk er det den største Airdale Terrier, jeg nogensinde har set. Han blev en god legekammerat for børnene, og vi voksne fik god motion når vi luftede ham. Jan løb engang med ham til marselisløbet og cyklede også morgenture med ham inden han tog på arbejde.  Han fik rester af aftensmaden i sin skål og kunne lide alt, lige bortset fra ærter og gulerødder, de lå sirligt renslikkede tilbage i skålen. Hos slagteren købte vi kalun som vi kogte i store portioner med ris. Han blev passet godt - blev striglet og trimmet, og en sjælden gang badet, hvis han havde rullet sig i noget ”lort”, og det var lidt af et cirkus at få den store hund op i badekarret og bagefter  løb han ud i haven og rullede sig, så vandet strintede ud til alle sider.

Vi har aldrig lagt hånd på Terry undtaget én enkelt gang. Jan havde lavet en rullepølse og sat den ind på det lave fyrretræsbord i stuen, så vi lige kunne smage lidt til eftermiddagsteen, men da han kom ind i stuen, stod Terry med rullepølsen i munden, og han blev så gal at han råbte og slog til ham.  Så luskede hundden op af trappen med halen mellem benene og lagde sig i kurven .

Han kunne altid høre når der var nogen på vej op til hoveddøren – og gav lyd. Han var altid glad for gæster som han glad sprang op ad, hvis vi ikke nåede at få fat i halsbåndet og holdt ham tilbage, det er ikke så få han har væltet i sin tid, og nogle var direkte bange for ham.  Han stak også af fra os, hvis f.eks. Peter kom ind og ikke fik lukket døren hurtigt nok. Og så måtte jeg ud og lede efter ham. Jeg fandt hans halsbånd og gik hen ad vejen medens jeg knipsede med karabinhagen og råbte med glad stemme: ”Terry, ud og gå tur !!”. Det virkede sommetider, for han elskede at gå tur. Men andre gange rasede jeg over den dumme møgkøter, og kunne ligefrem fornemme, hvordan naboerne stod inde bag gardinerne og grinte af denne forestilling. 

Men han var også en klog hund, han vidste godt når vi skulle i byen om aftenen, og han ikke skulle med. Måske fordi vi gjorde underlige ting såsom at skifte til kjole og jakke, binde slips, lægge make-up, tage et glas hvidvin osv. Han kendte scenariet og lagde sig bare op i kurven. Men det var ikke altid han lå der. Han sov aldrig i sengene, og han måtte heller ikke ligge i sofaen. Men vi kunne da sommetider godt mærke at sofaen var varm, når vi kom ind om morgenen.  Og Thomas har fortalt, at han mange gange har taget Terry i at ligge i sofaen, når han kom fra skole. Han gik hen til Terry og sagde han skulle gå ned, men så viste han bare tænder. Måske var det på den måde, at han skulle vise Thomas at han var ”over” ham i hierarkiet.

 

Terry var glad for andre hunde, så glad, at det var godt at han sommetider gik med pighalsbånd, ellers havde jeg ikke kunnet holde ham tilbage. Men han kunne ikke lide store hunde og slet ikke dem med meget pels. Engang kom jeg hjem fra skolen og havde gået en lille tur med ham, vejret var dejligt, og jeg kunne sidde og læse avis udenfor, og jeg bandt ham til græsslåmaskinen, der stod lige nedenfor trappen. Så kom der en mand gående med en stor golden retriever på det modsatte fortov. Og så ville Terry afsted, og det kom han med græsslåmaskine og det hele. Jeg råbte sit – dæk osv. men lige meget hjalp det, de to hunde gik løs på hinanden, og så gjorde manden det, man ikke må gøre, han forsøgte at få dem fra hinanden ved at tage fat i hovederne, med det resultat at han blev bidt i hånden, og han påstod at det var min hund. Jeg undskyldte og fik hundene ind i  huset i hvert sit rum.  Manden fik lidt førstehjælp og der blev ringet efter  noget familie til ham. Jeg var chokeret og ringede til Jan, han kom hjem og vi diskuterede situationen.  Han ville snakke med en dyrlæge, om hvad der var at gøre, og han syntes at han skulle aflives, fordi der kunne være risiko for at det kunne ske igen, og tænk hvis det var et barn der ”kom  klemme”, så han lod Terry aflive. Han blev 9 år. Men det var en trist far , der samme eftermiddag hentede Thomas inde ved reginakrydset, hvor han havde været til klaver, og så skulle fortælle at Terry nu var død.

 

 

 

 

 

Thomas bliver født

Jeg arbejdede i den periode en del som vikar, først på Strandskolen i Skæring, fordi Gustav, som bor på vejen er inspektør der. Jeg kan godt lide det arbejde, og Leif skaffer mig ind på Engdalskolen i Brabrand, her har jeg mange vikariater og er også med på lejrskole. Det er altid spændende at se, hvad det er for en klasse man kommer ind til. Hvis det er p.g.a. sygdom har jeg ikke mulighed for at forberede mig, men jeg har altid noget med i tasken, jeg kan læse op af, eller forslag til lege og sange. De større elever føler det som en ”fritime” og så snakker vi bare, eller går en tur ned til Brabrandstien. Men jeg er jo gravid og efterhånden føler jeg mig så besværet, at jeg går op til inspektøren og siger op. Han rækker mig sin hånd og siger ”god forløsning” .Den bemærkning har jeg aldrig glemt, mest fordi jeg synes det var en lidt underlig måde han udtrykte det på.

Vi har malet og gjort huset i stand. Der er købt en meget flot finsk sofa i birk med læderhynder, og til køkkenet et Alvar Alto bord og 4 stole i blå linoleum. Jeg har checket at jeg har alt tøj klar, og også den lille blå seng er på plads. Så nu venter vi bare, på den tid af året er det  jo spændende om det bliver i 1969 eller 1970 jeg skal føde.

Det er den 30. december 1969, jeg er højgravid og kan næsten ikke bøje mig ned og snøre Kims støvler. Så går veerne i gang. Jeg ringer til jordmoderen fru Vester, og da jeg fortæller hvor lang tid der er imellem veerne, siger hun, så må jeg nok hellere afbestille min tid hos frisøren, og du skal til at gøre dig klar”. Hun skulle være pæn til næste dag, hvor nytåret skal fejres. Så kommer Jan, Yrsa og Vibeke, de to sidste  vil  gerne være med ved fødslen, og så skal de også kigge efter Kim, som jo er hjemme og sikkert undrer sig over det strygebræt, der står i soveværelset, og jordmoderen som begynder at lægge forskellige instrumenter op på det. Hun er ikke glad for den lave briks, og vi får klodset den op med nogle mursten. Så kommer lægen ind og jeg presser og presser, så murstenene skrider og jeg slår hovedet mod væggen.”Sikken en nedkomst” siger han – og så har jeg født endnu en lille sorthåret dreng. Han bliver vejet, vasket og lagt i min arm, og så kommer Kim ind og ser for første gang sin lillebror.

Næste dag er nytårsaften, og vi har besøg af Leif, han har en bog med som gave ”Summerhillskolen” af A.S. Neill. Det bliver vores bibel, og handler om at børn skal lære og gøre deres egne erfaringer og ikke tugtes. Han har ingen børn, og har ikke større forståelse for, at vi har en del at se til med Kim og den lille nyfødte, og derfor ikke så meget tid til at underholde ham.

 

Kim er glad for sin lillebror, også selvom jeg  bruger meget mere tid på Thomas med at amme og skifte osv.  så er der heldigvis ikke antydning af jalousi mellem de to små drenge. Han blev døbt  i Egå kirke, fordi Hjortshøj kirke er under reparation.

Jeg synes altid at Thomas har kunnet tale, men det er nok ikke helt rigtigt, men han lærte det utroligt hurtigt og han var god til finde på lege. Han stod i kravlegården som var placeret ved det store vindue, som havde en lav lang marmor vindueskarm lige i hans højde, og så satte han alle bilerne i rad og række og kørte frem og tilbage med dem, mens han lavede lyd til aaan – annn….