Rejsefeber

Vi er i starten af 70´erne og læser med stor interesse i de farvestrålende rejsekataloger fra Spies og Tjæreborg. Vi har været på Mallorca et par gange, så nu trækker mere eksotiske rejsemål. ”Hvad siger du til en tur til Afrika?” spørger Jan. Jeg synes lige umiddelbart at det lyder lidt vel farligt, men han har checket kataloget grundigt, og nu flyver rejsebureauerne også til Tunesien, hvor de taler fransk, og det er da til at forstå,  så måske er det også lidt mere civiliseret, tænker jeg. Han synes, det er en god idé at rejse, inden børnene begynder i skole, for så er vi begrænset til kun at være væk i skoleferierne, og det bliver også dyrere.


Vi har en helt fantastisk tur, så vi tager dertil hele tre gange. Første gang har vi kun Kim med, men vi fortæller vidt og bredt om vores oplevelser. Vi er til fest hos Else og Christian på Abildhøjvej sammen med Birte, Otto, Åse og Johannes og børnene Claus, Jette, Anne, Anne Charlotte, Kim og Thomas. De leger rigtig godt sammen og falder omkuld af træthed, mens vi fortsætter festen med mere vin, dans, musik og snak til langt ud på de små timer. Så opstår idéen om, at vi alle sammen skal tage på ferie i Tunesien - som sagt så gjort. Der er døgnåbent hos Spies, så Jan tager røret og drejer nummeret. Klokken er fire om morgenen, men vi kan da sagtens bestille vores rejser til 29.4.-6.5.1972. Det koster 700 kr. pr. rejse.

Så oprinder store rejsedag, det er vildt spændende for det store rejseselskab på 6 børn og 8 voksne. Thomas skal på sin første flyvetur, men vi kan tage ham med, hvorhen det skal være, når bare han har sin lille blå pude med og Musti, den lille hvide kat.

                                     

Vi lander i Monastir, og alle synes det er helt fantastisk, når vi forlader maskinen og går ned ad trappen, ser palmer, og den varme luft ligefrem slår os imøde. Vi  bor i nogle hvide bungalovs lidt udenfor Sousse, og nyder de lange hvide sandstrande, hvor vi bader, cykler på vandcykel og leger i det lunkne turkisblå vand. Vi spiser til aften oppe i hovedbygningen, og her får vi for første gang brique à l´oeuf, som er en slags pandekage med en blød og lækker æggeblomme, men vores drenge vil nu hellere have spaghetti og kødsovs.

                                     

Børnene er jo små, og når de sover til middag holder vi siesta, og den samlede beholdning af sprut stilles op på en havemur, så vi forsyner os og slapper af i sol eller skyggge. Om aftenen samles vi igen, vi bor jo lige ved siden af hinanden, så vi skiftes til at lytte til vores sovende børn. Men der også en høj araber i lang klædedragt der går rundt i gangene, lidt spooky men mon ikke det er en vagt.

 

 

 Der er kamelmarked i byen, og der får vi alle en meget fremmedartet oplevelse. Det er et sandt sansebombardement af lugte, lyde og synsindtryk. Den arabiske musik kender vi ikke hjemmefra, og kameler har vi da set i zoologisk have, men så mange…Vi har hørt, at når et par skal giftes, køber manden sin kone for et vist antal kameler, alt afhængig efter hendes værdi.  Der tinges og pruttes om priser, og alle børn køber små håndtrommer, bl.a. en sjov én med en snor med en kugle der slår på tromme, når man vifter hånden hurtigt.

 

 

Vi har lejet et par biler, så vi kan komme lidt omkring. Vi kører til El Djem, hvor der er er et gammelt romersk colesseum og en masse turistboder. Jeg har stadig den flotte antikke perlekæde og en kakkel fra den tur. Efter vores turisteri og indkøb trænger vi til frokost. Vi kører gennem en af de arabiske ørkenbyer og leder efter en restaurant eller café. Men ser kun de hvide mure med en port eller dør og næsten ingen vinduer. Og så endelig er der et skilt på en husmur, som vi kan forstå. Vi kommer ind i et stort bart rum og bliver bænket i lave sofaer og får serveret store, flækkede flutesstykker, meget solide, der ligger en lammekotelet i hver - intet smør, ingen olie, men en skål oliven. Det var en tør omgang at komme igennem, selv om kødet var godt var det måske ikke lige sagen for vores 3-6 årige børn.

 

Vi er også i bazaren, og går på café og drikker dejlig sød æblethe af små glas, børnene gnasker karameller, og vi handler der. Jan og jeg  køber et flot kameluldstæppe i naturfarver, det ligger i dag i sommerhuset. Vi falder også  for et håndvævet tæppe med smukke røde og blå farver med Fatimas hånd indvævet. Det har tjent os i mange år, og har ligget under mange sofaborde, sidste gang under fyretræsbordet i den grønne stue i Park Allé.

 

Et par år senere tager vi igen til Tunesien, og denne gang har vi Metteline med. Drengene leger med en svensk dreng, der bor ved siden af. En dag kommer han hen til os og vil lege. Han spørger Kim: ” Skal vi kaste med kniv?”. Det synes Kim lyder lidt underligt, for han går jo ikke sådan rundt med kniv.

Det er også noget af et kulturchok for Metteline, men hun nyder det alligevel og ser efter børnene om aftenen, så vi kan gå lidt i byen.Vi bliver gode venner med en lokal arabisk familie, der arbejder på hotellet, og de inviterer os hjem. De har en traktor med vogn stående, og så er det bare at få den ældre landbokone fra Hesselballe bakset op i ladet. Hun har heldigvis et tørklæde at binde om håret, for det går over stok og sten til deres ydmyge hjem, hvor vi kommer indenfor og bliver budt på the og lidt sødt, og Thomas griber en kost og fejer for deres dør.