Hundeliv

Jeg har altid været hunderæd – rent bogstaveligt. Og næsten ræd for alle husdyr. Når Anders´ undulat blev lukket ud, smuttede jeg hurtigt ud af værelset, og jeg har heller aldrig kunnet nyde at ae hverken marsvin eller katte.  Akvariefisk var dog på tålt ophold. Men jeg blev faktisk glad for Prins, men vi kunne ikke have ham længere. Han havde fået smag på høns, og det kræver lige lidt forklaring. Da vi boede i Hesselballe legede han tit med  Frodes (naboens) hund, og de to forgreb sig engang på hans høns. Så Prins kom stolt ind på gårdspladsen med en død høne i flaben. Så tog Jan resolut hønen og stegte den over et bål, hvorefter Prins satte den dejligt hønsesteg til livs. Det var nok ikke det smarteste at gøre, for han fik hang til høns.  Nu havde vi to små børn, så der var nok at gøre i huset, så det skete engang imellem at vi ikke fik gået tur med ham, og så åbnede vi bare døren om aftenen,  så kunne han selv lufte sig. En dag ringede telefonen, og det var en dame, som påstod at vores hund havde været på besøg i hendes hønsehus. Da jeg  lød lidt uforstående, sagde hun at hun havde hans halsbånd. Derfor besluttede vi at finde et andet hjem til Prins, og satte en annonce i den lokale avis. En venlig dame reflekterede, og vi afleverede ham på en dejlig bondegård med masser af tumleplads, hvorefter vi tog på weekend. Så ringede hun om aftenen, og bad os komme og hente ham - for den peb og var ked af det. Vi overtalte hende til at beholde ham til vi kom hjem næste dag. Men så ringede hun og sagde, at nu gik det så godt så godt, og han logrede og var en rigtig dejlig og glad hund.

Så aldrig mere hund…. indtil Anders og Inge fortate, at Inges forældre havde fået det sødeste kuld airdale terrier hundehvalpe. Anders vidste godt at vi ikke skulle have hund, men han syntes bestemt at Kim og Thomas skulle en tur ud på bondegården og se de nyfødte hvalpe. Som sagt så gjort , vi tog derud og de var da så søde alle sammen og med fine stamtavler, men ikke den med den hvide pote. Den kan ikke komme på udstilling med den hvide pote,  lød det. Og så fik vi ondt af den, og syntes lige pludselig at den var den sødeste – og sådan  fik vi hund igen!

Den fik navnet Terry, efter Tintins hund, og den voksede sig større og større, faktisk er det den største Airdale Terrier, jeg nogensinde har set. Han blev en god legekammerat for børnene, og vi voksne fik god motion når vi luftede ham. Jan løb engang med ham til marselisløbet og cyklede også morgenture med ham inden han tog på arbejde.  Han fik rester af aftensmaden i sin skål og kunne lide alt, lige bortset fra ærter og gulerødder, de lå sirligt renslikkede tilbage i skålen. Hos slagteren købte vi kalun som vi kogte i store portioner med ris. Han blev passet godt - blev striglet og trimmet, og en sjælden gang badet, hvis han havde rullet sig i noget ”lort”, og det var lidt af et cirkus at få den store hund op i badekarret og bagefter  løb han ud i haven og rullede sig, så vandet strintede ud til alle sider.

Vi har aldrig lagt hånd på Terry undtaget én enkelt gang. Jan havde lavet en rullepølse og sat den ind på det lave fyrretræsbord i stuen, så vi lige kunne smage lidt til eftermiddagsteen, men da han kom ind i stuen, stod Terry med rullepølsen i munden, og han blev så gal at han råbte og slog til ham.  Så luskede hundden op af trappen med halen mellem benene og lagde sig i kurven .

Han kunne altid høre når der var nogen på vej op til hoveddøren – og gav lyd. Han var altid glad for gæster som han glad sprang op ad, hvis vi ikke nåede at få fat i halsbåndet og holdt ham tilbage, det er ikke så få han har væltet i sin tid, og nogle var direkte bange for ham.  Han stak også af fra os, hvis f.eks. Peter kom ind og ikke fik lukket døren hurtigt nok. Og så måtte jeg ud og lede efter ham. Jeg fandt hans halsbånd og gik hen ad vejen medens jeg knipsede med karabinhagen og råbte med glad stemme: ”Terry, ud og gå tur !!”. Det virkede sommetider, for han elskede at gå tur. Men andre gange rasede jeg over den dumme møgkøter, og kunne ligefrem fornemme, hvordan naboerne stod inde bag gardinerne og grinte af denne forestilling. 

Men han var også en klog hund, han vidste godt når vi skulle i byen om aftenen, og han ikke skulle med. Måske fordi vi gjorde underlige ting såsom at skifte til kjole og jakke, binde slips, lægge make-up, tage et glas hvidvin osv. Han kendte scenariet og lagde sig bare op i kurven. Men det var ikke altid han lå der. Han sov aldrig i sengene, og han måtte heller ikke ligge i sofaen. Men vi kunne da sommetider godt mærke at sofaen var varm, når vi kom ind om morgenen.  Og Thomas har fortalt, at han mange gange har taget Terry i at ligge i sofaen, når han kom fra skole. Han gik hen til Terry og sagde han skulle gå ned, men så viste han bare tænder. Måske var det på den måde, at han skulle vise Thomas at han var ”over” ham i hierarkiet.

 

Terry var glad for andre hunde, så glad, at det var godt at han sommetider gik med pighalsbånd, ellers havde jeg ikke kunnet holde ham tilbage. Men han kunne ikke lide store hunde og slet ikke dem med meget pels. Engang kom jeg hjem fra skolen og havde gået en lille tur med ham, vejret var dejligt, og jeg kunne sidde og læse avis udenfor, og jeg bandt ham til græsslåmaskinen, der stod lige nedenfor trappen. Så kom der en mand gående med en stor golden retriever på det modsatte fortov. Og så ville Terry afsted, og det kom han med græsslåmaskine og det hele. Jeg råbte sit – dæk osv. men lige meget hjalp det, de to hunde gik løs på hinanden, og så gjorde manden det, man ikke må gøre, han forsøgte at få dem fra hinanden ved at tage fat i hovederne, med det resultat at han blev bidt i hånden, og han påstod at det var min hund. Jeg undskyldte og fik hundene ind i  huset i hvert sit rum.  Manden fik lidt førstehjælp og der blev ringet efter  noget familie til ham. Jeg var chokeret og ringede til Jan, han kom hjem og vi diskuterede situationen.  Han ville snakke med en dyrlæge, om hvad der var at gøre, og han syntes at han skulle aflives, fordi der kunne være risiko for at det kunne ske igen, og tænk hvis det var et barn der ”kom  klemme”, så han lod Terry aflive. Han blev 9 år. Men det var en trist far , der samme eftermiddag hentede Thomas inde ved reginakrydset, hvor han havde været til klaver, og så skulle fortælle at Terry nu var død.