lørdag den 16. maj 2015

60 års fødselsdagfest på Djursvold

Jan fyldte 60 i 2003 og følgende år blev det så min tur. Vi valgte at slå fødselsdagene sammen, og at det skulle fejres på vandrehjemmet Djursvold i Gjerrild og festen fastsat til den11. september 2004. Vi overvejede om, datoen gav negative mindelser så tæt på tragedien med Twin Towers i 2001– men nej, livet må gå videre ….

Torben og Dorte er ledere på vandrehjemmet, og Dorte er en fremragende kok, så vi fik lagt en menu, lige efter vores smag med økologisk lammekød og andre lækre sager. Og vi besluttede, at gæsterne skulle have mulighed for overnatning, så vi fik en hel weekend. Så oprandt dagen i strålende sol, og gæsterne dukkede op i løbet af eftermiddag og budt på kaffe og chokoladekage.

Børnene legede ved togvognen eller i baghaven, hvor der var et kæmpestort skakspil, og lige bagved huset ligger den gamle jernbanedæmning, så de susede op og ned af skrænterne. Så der var nok af legemuligheder både udendørs og indendørs i et legerum. Det blev der brug for senere under middagen under de mange taler og sange.
Vi havde pyntet bordene med strandskaller og hybenblomster, og alt så fint ud til festen, og vi havde fået fremstillet en lille sangbog i PP, som gæsterne kunne tage den med hjem som minde.

Vi var et stort selskab, og gæsterne kom så langvejs fra som Brasilien,  nogle fra Sjælland og Nordjylland.  I alt var vi 51 gæster, hvoraf de 5 var børn.
Thomas var toastmaster, og der var nok at holde styr på med taler og sange. Han lever stadig op til min fars tradition – at holde taler på fødselarens fornavn, men da vi nu var to der fejrede fødselsdag, endte det med en H tale.


Efter middagen hyggede vi os, og til natmad fik vi pølser/hotdogs der bestod af gedekød!  Næste morgen mødtes vi til morgenbordet med Dortes fantastiske hjemmelavede boller, syltetøj og økologiske saft og ost.  Det er altså dejligt at mødes igen næste dag – en dejlig afslutning på en god fest.

Lige som vi havde vinket farvel til de sidste gæster Hanne og Carl, startede regnen …