Bjergture

Norge er storslået og smukt – også om sommeren. Vi aftalte med Nina og Arne at komme på besøg i sommerferien ”blandt fjell og li og fjord” som det hedder i sangen ”Se Norges blomsterdal”. Vi havde været der en gang tidligere, i telt, men dengang druknede vi næsten i regn. Jeg husker at mine ørkenstøvler og trompetbukser aldrig nåede at tørre, så vi var nødt til at tage en ”bed and breakfast” – kun med det formål at få alt vores tøj tørret.

 

Denne gang var vi totalt heldige med vejret, Vi fandt naturskønne campingpladser, men vi boede i en hytte, som var så myggebefængt, at vi inden vi flyttede ind, gav den en ordentlig gang myggespray – det stank, så vi næsten ikke kunne trække vejret. Vi besøgte sølvminebyen Kongsberg og havde et par dejlige dage sammen med Nina, Arne, Ulrik og Thomas i en hytte på fjeldet. Vi  hyggede os,  og om aftenen spillede Kim og Arne skak .Om dagen var vi på tur, og drengene ville gerne prøve at ride. På det tidspunkt fandt jeg ud af, at Nina og jeg i hvert fald har én ting til fælles – vi er bange for heste!. Der var jo fire børn, og fædrene tog som den naturligste ting i verden og trak afsted med hver sin hest, og vi to ”pivskidder” stod tilbage og nøjedes med at se på. Men så tog vi revanche, da vi kom til Rjukan og var helt oppe i sneen og kælkede ned. Det er altid sjovt midt om sommeren at få sig en kælketur.

Også vores naboer var vi på ferie med. Vi kørte i to biler med Ole, Bolette, Camilla og Rikke og tog færgen til England. Så kørte vi nordpå og besøgte vikingebyen York med den flotte domkirke og videre og standsede selvfølgelig ved Loch Ness, og holdt skarpt udkig efter Loch Ness uhyret Nessie. Vi havde hørt adskillige øjenvidneberetninger, så vi var spændt på, om vi også skulle se et glimt af hende – og sandelig, pludselig hørte vi et plask og derefter sprøjtede der vand op, det må nok have været dens hale!. Og så kunne vi fortsætte videre nordpå, hvor naturen blev mere kuperet med græsklædte bakker og bjerge. Det var på den tur jeg for første gang fandt porse - i en mose, da  vi tilfældigt holdt ind for at spise frokost. Jeg kunne kende den på duften, og plukkede en stor buket til kryddersnaps. Indtil da, havde jeg søgt og søgt uden resultat, men nu da jeg kender den, finder jeg den mange steder. Vi  overnattede i huse som tilbød bed & breakfast. Og så var der igen noget med duften. Jeg husker at vi stod ved en flod, hvor nogle fiskere fiskede efter laks, og pludselig bredte der sig en særegen duft. Det viste sig, at vi uden at vide det nu var lige ved Glenfiddich Destillery – hvor heldigt, og vi fik en tur rundt på destilleriet og lærte om whiskyproduktion. Bl.a. at Chivas Regal er et såkaldt blended produkt, dvs at det er stukket sammen af forskellige whiskyer.  Vi besøgte Edingburg med sit  Castle og Colodden Hills og overholdt dagligt pubtiderne og fik os noget godt engelsk øl. Sidste by var Inverness, værterne sagde at vi voksne godt kunne gå i byen, de skulle nok kigge efter børnene. Konen fortalte med et smil e da vi kom retur, at da hun stod bøjet og var ved at tage noget ud af ovnen, lod Thomas som om han gav hende et vældigt los bagi!

 

Så gik turen til Skt. Andreasberg. Det var i efterårsferien, og det var første – men ikke sidste gang vi har besøgt Harzen. Dette naturskønne område, som byder på  så mange oplevelser især i bjergene, men også i de hyggelige små byer, som man kan nå efter bare 6 timers bilkørsel. Vi boede på en Gasthof, og jeg tror aldrig vi har set stejlere gader 18% , men det der gjorde størst indtryk på drengene var bobslædebanen, som var bygget ind i bjerget. Den har næsten lodrette kurver og er 1 km lang, og her drønede de ned i en slæde med 50km/t.

I 1975 fik jeg ansættelse på Randers Tekniske Skole, hvor jeg bl.a.skulle varetage fremmedsprogsundervisningen i engelsk og tysk. Jeg ville gerne have mit tysk frisket lidt op, inden jeg skulle starte efter sommerferien. Så skolen bevillgede mig et sprogskoleophold i Westendorf. Jan og børnene tog med, og vi gik til undervisning hver formiddag –  Jan bare på et lavere niveau. Vi læste i  helt nye og moderne tyskbøger med lydbånd (tape) til. Godt for mig, og heldigvis fik jeg lov til  at købe det  samme materiale ind til skolen. Mens vi gik i skole legede børnene selv, de var så heldige at skolen havde egen swimmingpool. En weekend tog alle elever på udflugt og vi var nærmest på bjergbestigning i de sneklædte bjerge. En aften da regnen stod ned i stænger, hørte vi sprøjterne komme susende, det var Hotel Post nede i byen som var ”oversvømmet”, for vandet fra bjerget løb i en rivende strøm lige ned i byen, men da vi vågnede op næste morgen var der igen fuld sol og idyl.

En af vores leverandører KWH fik produceret plastfolie i Finland, og Susssi, direktør for KWH arrangerede næsten hvert år ture til Finland og et par gange til Wien. Vi nød disse ture med vores konkurrenter i branchen, hvor vi mødte hinanden som venner snarere end konkurrenter. Turene inkluderede selvfølgelig først besøg på virksomheden, men derefter blev vi kørt i busser ud i den barske og særprægede natur. Vi har været på angstprovokerende riverrafting, hvor jeg sad og holdt krampagtigt og godt fast og bare ønskede det snart holdt op, men nød  det så meget desto mere da vi gik i land på en lille ø, hvor der var bål med ristet laks og andre gode sager. En af de flotteste ture var til Rovaniemi i Lapland nord for polarcirklen, tæt ved den russiske grænse. Vi boede i en luksus kæmpehytte og fik uddelt joggingtøj og hjemmesko i flettet birkebark. Vi blev hentet i kaner og kørt ud til nogle samere, som holdt rener, og vi lærte selv  at køre med rener. Og så blev der spist og drukket godt igennem, og det var ikke småting vi blev udsat for. Jeg husker engang jeg ved festens afslutning sad med 7 utømte glas foran mig – ligefra fordrink, vine, cognac og en sjus. Vores værter var ikke kedelige, direktøren var en habil sanger, og ligegyldigt hvor sent vi kom i seng, mødte de friske og vandkæmmede næste morgen efter en tur i saunaen, som både var for mænd og kvinder – og så ud at rulle sig i sneen – det sidste undlod jeg.

Jans mormor Johanne og Adolf tog altid på sommerferie i campingvogn, vist mest til Elsegårde, men som årene gik orkede de ikke det mere, så vi overtog vognen, som senere blev døbt Trille. Jeg tror en af de første af de mange ture vi gjorde med hende gik til Schweiz, vi skulle nemlig ned og besøge en dentalkunde, Dr. Sven Jarby, han var dansk tandlæge, men boede og drev firmaet Identoflex. Han købte røntgenrammer hos Allingham & Hansen, og han havde idéer til nogle nye modeller. Her var vi igen på vandring i bjergene. Efter alle årene med telt, var det en ren luksus med campingvognen, hvor man kunne have alle sine ting og selv lave mad. Vi besluttede at vi godt ville beholde vognen, og glædede os til kommende ture. Så den skulle lige shines lidt. Vi malede den hvid indvendig jeg syede mørkeblåt frottéovertræk til hynderne, vinduerne fik gardiner i hvidt stof med små mørkeblå svaler og Arne syede det flotteste lærreds forsejl  til den.

 

 

 

 

 

 

 

Jul i 70´erne og 80´erne

Vi holdt næsten altid jul hjemme. Vi fik besøg af Yrsa og Frank og hvert andet år af Georg og Hilda. Det kunne også være, at Karen Margrethe eller Anders var med. Det var en dejlig tid mens drengene var mindre, og der blev grovhygget med juleforberedelserne. Der bredte sig den mest velsignede duft, når vi bagte vaniljekranse eller kogte klejner. Der blev rullet dej ud, og børnene kunne med figurforme udstikke, hjerter, nisser, grantræer osv. Der blev klippet, klistret og flettet til den store guldmedalje, og de kom også slæbende hjem med guirlander og hjerter, som de lavede i skolen.

Pynten kommer stadig frem i dag, når vi engang imellem stadig står for julefesten. Jeg er måske den sidste i Danmark, der mener at det eneste rigtige juletræ er en rødgran. Kim og Thomas havde flere julekalendere, de broderede, som der blev hængt pakker på, og dem som fulgte TV´s julekalendere. F.eks. den med Magnus Tagmus, Jul i Gammelby og Jullerup Færgeby. Mange af traditionerne havde vi jo med fra vores forældre, og nu går de snart videre til endnu en generation. Engang blev drengene passet hos Anders og Inge på Skanderborgvej, og hos dem lavede de et par flotte store nisser af paprør med glanspapir og sølvfolie.

I flere år mødtes vi 1. juledag hos Else og Christian til julefrokost sammen med Birte og Otto. Forinden havde alle tre familier gået julemarch, og børnene fik diplom og hvert år en ny medalje. Et år fik ungerne karatedragter (nattøj) i julegave. Det var en af de bløde pakker der vakte lykke, ellers ville de hellere have legetøj eller spil. De besluttede at de skulle have dragterne på til marchen, men de var af tynd bomuld, så de måtte trække dem udenpå overtøjet – heldigvis var de købt rigeligt store.

Ottos fødselsdag 2. juledag blev fejret med en julemiddag hos dem. Her fik vi traditionen tro altid kogt pighvar med aspargeskartofler, hvid sovs, smørsovs og masser af finthøvlet peberrod – uhm. Else og Birtes mor Tulle var altid med.

Vi fejrede også nytårsaften sammen, og Thomas fortæller "Jan og Christian var meget entusiastiske når de fortalte børnene om dengang de lavede nytårsløjer. Jans historie blev mere farverig hvert år - om dengang han smed kanonslag ned i kloakkerne, så det sprøjtede med vand. Børnene gik i fædrenes fodspor og kunne berette om heksehyl i postkasser, væltede skraldespande, slukkede lyskæder og tandpasta på vinduer og håndtag." Som fædre så sønner.... -og de havde "hørt efter i timen!".

Til dessert fik vi tit  ”Ole Haslunds mislykkede kage” – en slags plumkage med alskens frugt og spirituøse sager, så den faldt sammen og blev lidt konfektagtig, og derfor lå rigtig godt og tungt i maven. En anden populær dessert var Crèpes Suzettes, og til den lejlighed kom 60´ernes kobberpander frem og der blev tryllet med flambering.

Drengene var blevet glade for at stå på ski, så et år besluttede vi at søge nye ”græsgange” Det blev Norge og Geilo. Vi pakkede bilen og kørte til Frederikshavn, mens vi undervejs altid hørte Gnags´juleang med ”2 mus i en spand med mælk”. Når bilhjulene ramte rampen med den særlige lyd ”gadagung” opstod der helt automatisk den rette julestemning i bilen. Vi havde alt julegrej med – ligefra de flettede julehjerter til andesteg og rødkål. Geilo var en hyggelig by, hvor folk kom kørende til i tog for at fejre jul. Her ligger det fine Holms hotel, og Jan fortalte, da vi besøgte det, at de ski, der hang på væggen til pynt var Hickory ski, for sådan et par havde han arvet efter Frank, som havde været en meget dygtig skiløber. Vi har stadig et lille sølvkrus, som han havde vundet ved en konkurrence. Drengen blev sluppet løs på bakkerne, og vi hørte for første gang Sissel Kirkjebø synge norske julesalmer over højttaleren. Jan og jeg tog det lidt mere adstadigt med lidt langrend på vores Trysil ski. Modsat alle skiløbere kan jeg ikke fordrage bakker, så hvis jeg vidste at Holland var snesikker, ville det for mig være et langt bedre sted. Det var også dengang dyrt  i Norge – jeg har aldrig andre steder set salg af halve agurker og salathoveder. Jeg vil sent glemme vores besøg i den smukke gamle stavkirke juleaften med præstens norske version af juleevangeliet – meget smukt og stemningsfuldt.

Vi havde også Lise og Jan med til Hovden et år. Vi havde øvet os på langrend året forinden i Olufstrøm i Sverige, og det var gået helt godt. Vi fandt gode bakker, hvor vi kunne stå for os selv, og minsanten om ikke Jan Norman fandt et flag og jeg en bronze kobjælde – pudsigt – under sneen. En aften blev vi kaldt hen til en mand, der havde et kæmpeapparat – en slags mobiltelefon. Det var Bamse, der ringede, at Niels var død. Du kan nok forstå, at vi blev chokeret, for det var jo alt for tidligt, så vi peb lidt, og Lise og jeg gik i den lokale kirke til julegudstjeneste og for at mindes Niels.

 

 

 Det var på slutningen af ferien og weekend, og vi var løbet tør for øl – alt var lukket, dog fandt vi lidt Vørterøl på en taktstation, men den smagte ad H til – nærmest som øllebrød. Men så forsvandt Lises Jan og var væk meget længe, men det lykkedes ham på en kro at købe nogle øl for alt for mange penge. Og så var det Jan kom frem og stolt triumferende kom ud i køkkenet med en hel flaske julesnaps, han havde gemt for os. Men ak – han tabte den på skifergulvet, hvor den splintredes i tusind stykker, og de dyrebare dråber flød ud. De to Janner lagde sig på knæ og forsøgte med et fejeblad og lidt med tungen at søbe dråberne op –  der gik lidt glasskår i den glæde.

Vi var flere gange i Hemsedal. Engang havde vi Claus med, Else var vist i London med en kæreste. Det er jo vigtigt på en skiferie at få så meget ud af den korte dag, for det er faktisk kun lyst fra kl. 10 til kl. 16. Så drengene var på løjperne hele tiden. Men en dag gik det galt for Thomas, han faldt og vred det ene ben om, så han måtte køres ned i en bananpulk. Dengang havde man ikke normalt mobiltelefoner, så vi fik et chock, da vi skulle hente drengene, og Thomas sad i kørestol. Heldigvis var det den sidste dag i ferien, så næste dag kom han i behandling i Århus og fik rigtig gips på. Men det skulle nu ikke forhindre ham i at stå på ski – den klarede han med en skistav og den ene krykstok.

 

 

Næste år havde vi også Else med, og med så mange i bilen, måtte vi pakke mad og grej ned i vores anhænger. Vi skulle igen til Hemsedal til et splinternyt sted – Hemsedal Alpin. På vejen var vi et smut forbi Oslo og besøgte et par norske kunder. Vi spiste julefrokost med dem på restaurant og fik smagt lutfisk og andre norske specialiteter. De advarede os mod de sneglatte veje, og vi lyttede og fik sat snekæder på. Det viste sig at være en misforståelse, vi skulle først have dem sat på, når der kom høje og glatte bakker. Så det resulterede i, at en af kæderne blev slidt i stykker. Alt var lukket, så gode råd var dyre, hvordan kunne vi reparere kæden? Først ofrede Thomas sit ene snørebånd fra de grå Ecco støvler – men det blev også slidt op. Så kørte vi ind på en tank som var lukket, men de havde flagstænger, og så tog Jan sin lighter og brændte et stykke flagline af. Det var bælgmørkt da vi omsider nåede frem til Hemsedal, og Hemsedal Alpin var en stor byggeplads, mandskabsvognen var aflåst – og der var ikke et øje. Humøret var lavt i bilen – hvad gør vi nu? Vi skulle have nøglen af vores kontaktperson Mette Backen, men hvor var hun? Vi kørte ned til byen og stoppede ved det lokale hotel. Damen i receptionen beskrev, hvor Mette Backen boede, og hvis hun ikke var hjemme kunne vi godt overnatte på hotellet. Vi fandt hendes hus og gik i tårnhøje snedriver omkring det mørklagte hus og råbte ”Mette Backen” – men der kom intet svar. Det endte med at vi indlogerede os. Vi fandt spegepølse, rugbrød og øl i anhængeren, og mens vi gjorde det, gik drengene nedenunder i det nu menneskeforladte hotel og kom op med armene fulde af tallerkener, bestik, glas, servietter og minsanten også en julestjene. De spurgte os om vi ville have lidt spiritus, for det kunne de også godt skaffe – men der satte vi grænsen!

Næste dag fik vi nøglen - der var jo et hus gjort færdig til os, og senere kom Mette Backen og beklagede misforståelsen og gav os en stor æske chokolade – og så blev det atter jul…

At sikringerne så senere sprang, så vi måtte opvarme rødkål og sovs på skift i kaffemaskenen er jo en helt anden sag. Men vi var ikke sådan at slå ud, vi forsatte med at holde jul i Norge og har haft fornøjelsen også at have Birte, Otto, Jette og Anne med. Og nogle år senere tog vi til Beitostølen, hvor Nina, Arne, Ulrik og Thomas var på ferie på Henning og Beate´s hotel. Vi boede sammen med Sisser og Karstens familie i Knuts Hyttegrend. Nytårsaften kom vi på besøg på hotellet og hørte den norske konge holde nytårstalen. Et par ældre norske damer sad med tilbageholdt åndedrag, for kongen var vist svært ordblind og kunne let lave fejl, men det gjorde han heldigvis ikke den aften.