Besøg i Egevænget

Vi havde  købt en andelsbolig på Egevænget i Hinnerup, dejligt nemt til arbejde, og hvis Jan havde brug for overarbejde, kunne jeg nemt cykle hjem og nyde vores dejlige lukkede baghave.  Huset lå godt lige ned til åen, og her gik en lille sti, hvor vi ad den ene vej kunne gå lige ind til byen, og den anden førte forbi kollektivet Overdrevet og videre i et bakket skovterræn , op ad en lille sti, hvor vi kunne cykle lige ned til firmaet.

Vi havde mange besøg af familie og venner. Og jeg husker, at onkel Børge ringede - at han var i Jylland og gerne ville komme forbi. Han kom – med en pose kartofler i hånden. Han var jo en sjov ”fætter” for som han sagde ”jeg ville selvfølgelig gerne have taget blomster med til dig Nette – troede jeg kunne købe i en bod ved vejen – men de havde kun kartofler” ha-ha – typisk, det kunne far også have fundet på …

 

Til min fødselsdag den 10. september vil jeg altid gerne se familien, men Jan syntes jeg denne gang skulle slappe af og bare lade begge familier komme, så  kunne vi gøre det lidt enkelt for engangs skyld.  Så ringede det på døren, og jeg tror det var Renata der stod udenfor, så anede jeg, at de havde lavet et surprise pary, for de andre sad i en minibus på parkeringspladsen - og ville ikke ud med, hvor vi dog skulle hen. Men da vi ved Hadsten kørte mod Langå, kunne jeg næsten gætte hvor vi skulle hen – Fru Larsen. Og ja kort efter blev vi sat af foran restauranten og blev budt velkommen og bedt om at sætte os i havestuen til en velkomstdrink med nogle lækre bittesmå butterdejssnegle med rød pesto og tapenade.  Dem kopierede jeg i øvrigt senere til nytårsfesten senere på året.  Menukortet og tjeneren lokkede med kanin, så her var en oplagt chance til at prøve det, for det havde jeg aldrig smagt – og uhm det smagte, og jeg lovede mig selv, at det ikke skulle være sidste gang. Pudsigt nok har jeg ikke fået det siden – men det bliver jo aldrig forsent…. Jeg kan ikke huske hvad vi ellers fik, men det var alt sammen lækkert.
 

 Jan og jeg foreslog, at vi holdt nytårsaften hos os for vennerne - som sagt så gjort. De kom kørende i tog fra Århus, og ud steg de af taxaerne med et par kæmpekufferter. Jeg ved godt, at det nok ville blive sent, men at de ligefrem skulle overnatte, det havde jeg forventet, og vi havde heller ikke plads til så mange liggende gæster – de var i alt seks personer.  Hvad var der så med de kufferter? – det blev afsløret, mens vi sad og hyggede os med en fordrink – der var ”klæd ud-tøj”.  Malli og Bodil  kaldte os på skift  ind i  soveværelset. Her skete forvandlingen, da vi blev iklædt de hjembragte kostumer, hatte, smykker, rekvisitter – ja endog sminke og dufte fra rejser og ophold i fjerne lande.

 

 

Jette åbenbarede sig som en afrikansk kvinde (tør jeg sige haleneger?) i hvert fald havde hun fået  sig et vældig stort (udstoppet) bagparti.  Sven sprang ud som en fransk super charmeur og Bodil iført shiny tætsiddende kjole og en kæmpe sort boa. Svend Aage var spanioler/måske tyrfægter? med rød halsklud og skærf om maven. Else var hans elegante lady i sort/hvidt dress, perler og knaldrød hat. Otto blev til en mulla i den hvide kjortel og lille kalot. Birte kom frem som haremsdame iført løse bukser, vest med guld og glimmer og i håret et skinnende bånd med små dinglende guldmønter. Jan forvandlede sig til en næsten ægte ørkensheik klædt i hvidt og viklet ind i diverse tørklæder. Jeg kunne godt næsten være hans hustru i den smukke kvindedragt – jeg har faktisk stadig sjalet. Og Malli blev endnu smukkere i sit kostume med hvid boa og hårbånd. Det var en sjov idé og alle levede sig ind i rollerne under middagen og resten af aftenen.

 

 

 

Lucas fødsel

Det er sidst på sommeren, den 31. august 1998 og telefonen ringer, og Kim fortæller, at nu er fødslen gået i gang og Renata er kørt på Kommunehospitalet.

Det blev en dreng!! – og velskabt , den første i familien, og mor og søn har det godt - Kim er pavestolt, bevægende at se ens søn med sin egensøn i favnen. Det er et fantastisk og dejligt syn, at se et så velskabt barn, og vores første barnebarn – det er stort! – vi er meget glade og stolte. Det lille nye familiemedlem ligger bare der i mors arme og spiser og sover, mens vi er på den anden ende, og ringer rundt for at fortælle familie og venner om den glædelige begivenhed.

Snart kommer Sandra og Fabiano også, så der festes og heldigvis er det sommer, så vi tager i sommerhus, hvor Lise er så begejstret for vidunderet, der ligger der i sin lift på terassen og lader sig beundre. Hun fortæller faktisk, at hun mener, at hun sad i samfulde 8 timer og ikke lavede stort andet end at kigge på Lucas -  for det var Kim og Renata enige om var et godt navn, som lyder ens og godt på både dansk og portugisisk.
 

 

 

Sandra og Fabiano bliver i landet et stykke tid, så vi synes også vi vil give dem tur rundt i Danmark, og vi aftaler at køre en tur på Himmelbjerget. Nu skal det lige siges, at ingen af dem taler engelsk. Sandra har forsøgt sig med lidt på et sprogkursus, men det er meget spinkelt. Jeg har jo min HF i spansk, men den er ret støvet, og i øvrigt er der meget stor forskel på spansk og det brasiliansk portugisiske. Men vilje viser vej, for det går faktisk ret godt, vi taler jo selvfølgelig om de nære ting, som f.eks. hvor sød og dygtig Lucas er, og jeg kommenterer de steder vi passerer på vej til Himmelbjerget gennem det smukke sommerlandskab. Det lykkedes os faktisk så nogenlunde at holde en samtale gående. Jeg havde også smugtrænet lidt, for jeg lånte et sæt med bånd og bog på biblioteket. Jeg har egentlig været forelsket i brasiliansk, siden jeg som ung for mange år siden så den brasilianske film med slavepigen Isaura. Jeg syntes der var meget melodi i sproget, næsten som de synger lidt, mens de taler. Og jeg har senere læst at det påstås, at det smukkeste sprog tales netop i og omkring Rio de Janeiro.
 

Han skulle døbes i Brasilien, så det bliver besluttet at familien tager til Brasilien, så Lucas kan blive døbt i den lokale kirke i Niteroi. Hurra - så skal vi til Brasilien og holde jul!. Og Lise skal med, for Kasper og Debora skal være faddere. Det er en lang flyvetur, men vi bliver hentet i lufthavnen af familien, og bliver kørt hjem til Sandra, som bor centralt i Niteroi, ikke langt fra den verdensberømte arkitekt Oscar Niemeyers lige færdigtbyggede  museum, der ligger smukt som en Ufo, der lige er landet i vandkanten. Nu kan vi tage Lucas i klapvognen i det bare ingenting, for det er dejligt varmt at spadsere rundt med ham. Og han bliver beundret af alle ” que lindo” – hvor kær, og han omtales som ”gringino” – en lille gringo med det nordiske udtryk i de blå øjne, lyse hår og hud. Han er en glad og nem lille dreng, som alle kommer til at holde af.

 

 Vi står længe foran kirken før dåben, for Renata venter på en veninde,som skal komme med Lucas´ dåbstøj. Indenfor er der mange mennesker, helt anderledes end i en dansk kirke – folk ler og snakker og går rundt og hilser på. Det er en kraftig sort mand i en hvid klædning- han er præst. Lille kusine Marianna bærer en pude, hvorpå ligger kluden til at tørre Lucas´ hoved. Renata holder dåbsbarnet ned over døbefonden.  Derefter bliver han båret ned til fadderne Kasper og Debora, og præsten siger noget, hvoraf jeg kun forstår ”Lucas” - udtalt med stor mørk bas "Locas",mens han med lidt olie på fingrene slår et kors på barnets bryst.

 

 

Så er der fest hjemme hos Sandra på ”play” – en etage hvor børn kan lege og vi holde fest. Og så fik vi Churrasco, som er en brasiliansk specialitet, hvor kød serveres fra spid og med en masse spændende ting til. Sandras kæreste Fabiano har en Posada, et slags vandrehjem, lidt længere væk ved Rio de Bracui. Tænk,  at han har lavet en rampe specielt til Lise, så hun kan komme ind på sit værelse. Vi skal holde jul her, og der kommer mange gæster, bl.a. en af Sandras søstre med familie. I Brasilien får man først gaver ved midnat, så ventetiden bliver brugt til at spise al den dejlige mad, som Sandra og familien har lavet. Der snakkes og vi skulle alle komme med en pakke,  og derefter gætte hvem der skulle have pakken. Det var ikke altid lige nemt, så der bliver grint rigtig meget.
 

 Lidt oppe ad bjerget bor indianerne, så vi beslutter at gå derop. Det er en ret hård tur, men vi kommer frem ved middagstid. Desværre kan Lise ikke komme rundt i terænnet, så hun sidder i sin kørestol med solen i Zenit, men hun har heldigvis en paraply til at beskytte sig – ligner lille sorte Sambo, men det er da noget af et syn, så en flok hujende og grinende unger slutter kreds om hende. Vi køber lidt kurve af dem og starter nedturen, Turen gå over floden, hvor Lise bliver båret af Kasper og Kim og vi kommer til en lille restaurant, og så gi´r Lise op, hun er fuldstændig dehydreret, så hun får både cola og vand.

Vi skal selvfølgelig også op til Cristo Redendor, og det er lidt af en ekspedition, for der er kun trapper det sidste stykke, så Kim og Kasper bærer Lise, det sidste stykke op, men det var umagen værd, for sikken en udsigt – udover de berømte strande Copacabana og Ipanema.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fars død

Han døde den 30. marts 1998 om natten af en blodprop i hjertet i en alder af  77 år.

Vi blev ringet op om først på natten af Jens Jørgen, at Georg var hentet i ambulance og kørt til Kommunehospitalet. Han var ved bevidsthed, og skulle checkes for en mulig blodprop, og han og Lene ville tage derop. I dag fortryder jeg, at vi ikke også tog afsted, men bare lagde os til at sove - vi var trætte, skulle tidligt op næste dag og på arbejde, og troede ikke det var så slemt. Men Jens Jørgen ringede sidst på natten og sagde, at han nu var død.

Vi tog hurtigt afsted, og jeg besøgte ham på stuen. Han lå i sit nattøj på en båre – og så godt ud og fredfyldt, sygeplejersken gik ud, og jeg tog afsked med ham. Derefter spurgte hun, om jeg ville have hans fingerringe med, men nej tak, dem skulle han have med sig. Overvejede lige et øjeblikket G-ringen. Guldringen med forbogstavet G indgraveret – den, som vi alle tre børn kan huske fra vi var ganske små, og som Lise afslørede far med som udklædt julemand. Ja, sådan noget for igennem hovedet på mig. 

Og  - at jeg ville savne ham, for han havde altid været der i mit liv, været en god far, svigerfar og morfar - og den eneste efter mor døde. Nu havde jeg jo mit eget liv, men det er da et tab at miste ens forældre – og som en voksen så ”pædagogisk”  sagde til mig   ”ja, Nette nu sidder du yderst på kirkebænken ” – tankevækkende ..

 Men hvor er det godt at have ritualer i den svære situation. Jeg skulle hjælpe Hilda under mødet med præsten.  I hvert fald med valget af salmer. Vi var enige om, at der skulle være flest af Jeppe Aakjær – hans yndlingsdigter, og som han kunne citere udenad i timevis. Så foreslog jeg, at vi sang Stille hjerte sol går ned. ”Nej, det går ikke”, sagde præstedamen, det måtte vi ikke, jeg synes ikke rigtig vi fik en forklaring på det, eller også kan jeg bare ikke huske det. Men vi fik lov til at få den spillet af orgelet til udgangen. Far var en stor mand, og det kunne bærerne godt mærke, da de bar ham ud.

Han ville gerne i de ukendtes grav og blev bisat fra Viby Kirke, her hvor jeg blev konfirmeret, og Jan og jeg gift. Da jeg stod i våbenhuset, så jeg til min store glæde at fætter Klaus og onkel Børge var der, det var dejligt at se dem. Og det skulle blive anledningen til, at vi mange år fremover mødtes en gang om året med Klaus, Linda og kusine Anne.       

Jeg ville gerne sige ordentlig farvel til far, og jeg vidste han ville være glad for at høre noget fra ”Rugens sange” . Så jeg stillede mig op ved båren og reciterede "Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod".
 

Der var ”gravøl” på Mercur hotel, og det var en dejlig afslutning på dagen med smørebrød, snak og gode historier, og jeg havde lavet et lille sanghæfte med bl.a. ”Stille hjerte” og ”Jeg er havren”.

Men det er godt at have minder at tænke på, her er et par billeder fra hans 70 års fødselsdag og et portrætbillede.
 

   

 

 

 

 

 

Renata og Kim

Det var svært for Kim at have en kæreste så langt væk som Rio de Janeiro. Dengang kunne man ikke Skype, og det var kun få mennesker, der havde mobil. Så de måtte nøjes med sparsomme telefonsamtaler og brevveksling. Renata skulle færdiggøre sine studier på universitetet til audiologopæd, og Kim var færdig som fysioterapeut og arbejdede fra 95-96 hos Gigtforeningen med vandgymnastik og Århus Sekvenstræning med styrketræning,  og herefter frem til år 2000 hos DSB med arbejdspladsvurdering.

Kim blev kærligt modtaget af Renatas mor Sandra og søstrene Veronica og Debora. De tog også  på besøg i Angra til Sandras kæreste Fabiano og til Renatas bedsteforældres lille by, hvor Sandras familie stammer fra.

Vi var ofte med Renata på ture, hun ville gerne lære Danmark at kende, og var især glad for at besøge Skagen, og sådan gik der vel lidt over et år. Men så tog hun chancen efter endt uddannelse at tage til Danmark  – hun fik et 3 måneders visum, og så måtte det briste eller bære. Og heldigvis – det bar.. og hun flyttede ind på Tietgens Plads. Hun blev hurtigt en del af familien og tog med os i sommerhuset i Trend og på langrendsski i Harzen. Flot klaret, for hun frøs … især den første vinter var slem, hun måtte sommetider klæde sig i tre lag tøj for at holde varmen. Men hun blev glad for landet, og jeg husker, at hun det første efterår var fuld af beundring for efterårets farver. Tænk at blade kunne være så smukke, når de viste sig i røde og gyldne smukke farver. Hjemme i Brasilien hang de grønne blade på træerne året rundt.

 Renata lærte sig hurtigt at tale dansk, og jeg kan huske at jeg sommetider skulle rette hendes skriftlige arbejde. Hun VILLE have at det skulle være korrekt – og det blev det – og hurtigt! Det var straks lidt sværere med udtalen af bogstavet ”R” , for det udtales på brasiliansk som et ”H”, og det kunne give anledning til sjove misforståelser, når hun i telefonen f.eks. skulle forklare, at Kim var ude på ”hulleskøjter”.

Den 16. marts 1996 blev de viet på rådhuset i den smukke bryllupssal  malet af Albert Naur med blomster,faktisk er alle de vilde fra den danske flora er repræsenteret.  Så fik de ringe på og kom glædestrålende ud til de ventende gæster. Derefter kørte vi hjem på Tietgens Plads. Her var lejligheden møbleret om, så der var plads til de mange gæster, jeg tror vi var en 20 stykker. Og de blev fejret efter alle kunstens regler med en dejlig bryllupsfest  i lejligheden med mad, taler og sange. Renata savnede ikke noget kirkebryllup, for som hun sagde, at  hun som 15 årig havde  haft sin store fest med hvid fin kjole, gaver og et hav af gæster.