Besøg i Egevænget

Vi havde  købt en andelsbolig på Egevænget i Hinnerup, dejligt nemt til arbejde, og hvis Jan havde brug for overarbejde, kunne jeg nemt cykle hjem og nyde vores dejlige lukkede baghave.  Huset lå godt lige ned til åen, og her gik en lille sti, hvor vi ad den ene vej kunne gå lige ind til byen, og den anden førte forbi kollektivet Overdrevet og videre i et bakket skovterræn , op ad en lille sti, hvor vi kunne cykle lige ned til firmaet.

Vi havde mange besøg af familie og venner. Og jeg husker, at onkel Børge ringede - at han var i Jylland og gerne ville komme forbi. Han kom – med en pose kartofler i hånden. Han var jo en sjov ”fætter” for som han sagde ”jeg ville selvfølgelig gerne have taget blomster med til dig Nette – troede jeg kunne købe i en bod ved vejen – men de havde kun kartofler” ha-ha – typisk, det kunne far også have fundet på …

 

Til min fødselsdag den 10. september vil jeg altid gerne se familien, men Jan syntes jeg denne gang skulle slappe af og bare lade begge familier komme, så  kunne vi gøre det lidt enkelt for engangs skyld.  Så ringede det på døren, og jeg tror det var Renata der stod udenfor, så anede jeg, at de havde lavet et surprise pary, for de andre sad i en minibus på parkeringspladsen - og ville ikke ud med, hvor vi dog skulle hen. Men da vi ved Hadsten kørte mod Langå, kunne jeg næsten gætte hvor vi skulle hen – Fru Larsen. Og ja kort efter blev vi sat af foran restauranten og blev budt velkommen og bedt om at sætte os i havestuen til en velkomstdrink med nogle lækre bittesmå butterdejssnegle med rød pesto og tapenade.  Dem kopierede jeg i øvrigt senere til nytårsfesten senere på året.  Menukortet og tjeneren lokkede med kanin, så her var en oplagt chance til at prøve det, for det havde jeg aldrig smagt – og uhm det smagte, og jeg lovede mig selv, at det ikke skulle være sidste gang. Pudsigt nok har jeg ikke fået det siden – men det bliver jo aldrig forsent…. Jeg kan ikke huske hvad vi ellers fik, men det var alt sammen lækkert.
 

 Jan og jeg foreslog, at vi holdt nytårsaften hos os for vennerne - som sagt så gjort. De kom kørende i tog fra Århus, og ud steg de af taxaerne med et par kæmpekufferter. Jeg ved godt, at det nok ville blive sent, men at de ligefrem skulle overnatte, det havde jeg forventet, og vi havde heller ikke plads til så mange liggende gæster – de var i alt seks personer.  Hvad var der så med de kufferter? – det blev afsløret, mens vi sad og hyggede os med en fordrink – der var ”klæd ud-tøj”.  Malli og Bodil  kaldte os på skift  ind i  soveværelset. Her skete forvandlingen, da vi blev iklædt de hjembragte kostumer, hatte, smykker, rekvisitter – ja endog sminke og dufte fra rejser og ophold i fjerne lande.

 

 

Jette åbenbarede sig som en afrikansk kvinde (tør jeg sige haleneger?) i hvert fald havde hun fået  sig et vældig stort (udstoppet) bagparti.  Sven sprang ud som en fransk super charmeur og Bodil iført shiny tætsiddende kjole og en kæmpe sort boa. Svend Aage var spanioler/måske tyrfægter? med rød halsklud og skærf om maven. Else var hans elegante lady i sort/hvidt dress, perler og knaldrød hat. Otto blev til en mulla i den hvide kjortel og lille kalot. Birte kom frem som haremsdame iført løse bukser, vest med guld og glimmer og i håret et skinnende bånd med små dinglende guldmønter. Jan forvandlede sig til en næsten ægte ørkensheik klædt i hvidt og viklet ind i diverse tørklæder. Jeg kunne godt næsten være hans hustru i den smukke kvindedragt – jeg har faktisk stadig sjalet. Og Malli blev endnu smukkere i sit kostume med hvid boa og hårbånd. Det var en sjov idé og alle levede sig ind i rollerne under middagen og resten af aftenen.

 

 

 

Lucas fødsel

Det er sidst på sommeren, den 31. august 1998 og telefonen ringer, og Kim fortæller, at nu er fødslen gået i gang og Renata er kørt på Kommunehospitalet.

Det blev en dreng!! – og velskabt , den første i familien, og mor og søn har det godt - Kim er pavestolt, bevægende at se ens søn med sin egensøn i favnen. Det er et fantastisk og dejligt syn, at se et så velskabt barn, og vores første barnebarn – det er stort! – vi er meget glade og stolte. Det lille nye familiemedlem ligger bare der i mors arme og spiser og sover, mens vi er på den anden ende, og ringer rundt for at fortælle familie og venner om den glædelige begivenhed.

Snart kommer Sandra og Fabiano også, så der festes og heldigvis er det sommer, så vi tager i sommerhus, hvor Lise er så begejstret for vidunderet, der ligger der i sin lift på terassen og lader sig beundre. Hun fortæller faktisk, at hun mener, at hun sad i samfulde 8 timer og ikke lavede stort andet end at kigge på Lucas -  for det var Kim og Renata enige om var et godt navn, som lyder ens og godt på både dansk og portugisisk.
 

 

 

Sandra og Fabiano bliver i landet et stykke tid, så vi synes også vi vil give dem tur rundt i Danmark, og vi aftaler at køre en tur på Himmelbjerget. Nu skal det lige siges, at ingen af dem taler engelsk. Sandra har forsøgt sig med lidt på et sprogkursus, men det er meget spinkelt. Jeg har jo min HF i spansk, men den er ret støvet, og i øvrigt er der meget stor forskel på spansk og det brasiliansk portugisiske. Men vilje viser vej, for det går faktisk ret godt, vi taler jo selvfølgelig om de nære ting, som f.eks. hvor sød og dygtig Lucas er, og jeg kommenterer de steder vi passerer på vej til Himmelbjerget gennem det smukke sommerlandskab. Det lykkedes os faktisk så nogenlunde at holde en samtale gående. Jeg havde også smugtrænet lidt, for jeg lånte et sæt med bånd og bog på biblioteket. Jeg har egentlig været forelsket i brasiliansk, siden jeg som ung for mange år siden så den brasilianske film med slavepigen Isaura. Jeg syntes der var meget melodi i sproget, næsten som de synger lidt, mens de taler. Og jeg har senere læst at det påstås, at det smukkeste sprog tales netop i og omkring Rio de Janeiro.
 

Han skulle døbes i Brasilien, så det bliver besluttet at familien tager til Brasilien, så Lucas kan blive døbt i den lokale kirke i Niteroi. Hurra - så skal vi til Brasilien og holde jul!. Og Lise skal med, for Kasper og Debora skal være faddere. Det er en lang flyvetur, men vi bliver hentet i lufthavnen af familien, og bliver kørt hjem til Sandra, som bor centralt i Niteroi, ikke langt fra den verdensberømte arkitekt Oscar Niemeyers lige færdigtbyggede  museum, der ligger smukt som en Ufo, der lige er landet i vandkanten. Nu kan vi tage Lucas i klapvognen i det bare ingenting, for det er dejligt varmt at spadsere rundt med ham. Og han bliver beundret af alle ” que lindo” – hvor kær, og han omtales som ”gringino” – en lille gringo med det nordiske udtryk i de blå øjne, lyse hår og hud. Han er en glad og nem lille dreng, som alle kommer til at holde af.

 

 Vi står længe foran kirken før dåben, for Renata venter på en veninde,som skal komme med Lucas´ dåbstøj. Indenfor er der mange mennesker, helt anderledes end i en dansk kirke – folk ler og snakker og går rundt og hilser på. Det er en kraftig sort mand i en hvid klædning- han er præst. Lille kusine Marianna bærer en pude, hvorpå ligger kluden til at tørre Lucas´ hoved. Renata holder dåbsbarnet ned over døbefonden.  Derefter bliver han båret ned til fadderne Kasper og Debora, og præsten siger noget, hvoraf jeg kun forstår ”Lucas” - udtalt med stor mørk bas "Locas",mens han med lidt olie på fingrene slår et kors på barnets bryst.

 

 

Så er der fest hjemme hos Sandra på ”play” – en etage hvor børn kan lege og vi holde fest. Og så fik vi Churrasco, som er en brasiliansk specialitet, hvor kød serveres fra spid og med en masse spændende ting til. Sandras kæreste Fabiano har en Posada, et slags vandrehjem, lidt længere væk ved Rio de Bracui. Tænk,  at han har lavet en rampe specielt til Lise, så hun kan komme ind på sit værelse. Vi skal holde jul her, og der kommer mange gæster, bl.a. en af Sandras søstre med familie. I Brasilien får man først gaver ved midnat, så ventetiden bliver brugt til at spise al den dejlige mad, som Sandra og familien har lavet. Der snakkes og vi skulle alle komme med en pakke,  og derefter gætte hvem der skulle have pakken. Det var ikke altid lige nemt, så der bliver grint rigtig meget.
 

 Lidt oppe ad bjerget bor indianerne, så vi beslutter at gå derop. Det er en ret hård tur, men vi kommer frem ved middagstid. Desværre kan Lise ikke komme rundt i terænnet, så hun sidder i sin kørestol med solen i Zenit, men hun har heldigvis en paraply til at beskytte sig – ligner lille sorte Sambo, men det er da noget af et syn, så en flok hujende og grinende unger slutter kreds om hende. Vi køber lidt kurve af dem og starter nedturen, Turen gå over floden, hvor Lise bliver båret af Kasper og Kim og vi kommer til en lille restaurant, og så gi´r Lise op, hun er fuldstændig dehydreret, så hun får både cola og vand.

Vi skal selvfølgelig også op til Cristo Redendor, og det er lidt af en ekspedition, for der er kun trapper det sidste stykke, så Kim og Kasper bærer Lise, det sidste stykke op, men det var umagen værd, for sikken en udsigt – udover de berømte strande Copacabana og Ipanema.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fars død

Han døde den 30. marts 1998 om natten af en blodprop i hjertet i en alder af  77 år.

Vi blev ringet op om først på natten af Jens Jørgen, at Georg var hentet i ambulance og kørt til Kommunehospitalet. Han var ved bevidsthed, og skulle checkes for en mulig blodprop, og han og Lene ville tage derop. I dag fortryder jeg, at vi ikke også tog afsted, men bare lagde os til at sove - vi var trætte, skulle tidligt op næste dag og på arbejde, og troede ikke det var så slemt. Men Jens Jørgen ringede sidst på natten og sagde, at han nu var død.

Vi tog hurtigt afsted, og jeg besøgte ham på stuen. Han lå i sit nattøj på en båre – og så godt ud og fredfyldt, sygeplejersken gik ud, og jeg tog afsked med ham. Derefter spurgte hun, om jeg ville have hans fingerringe med, men nej tak, dem skulle han have med sig. Overvejede lige et øjeblikket G-ringen. Guldringen med forbogstavet G indgraveret – den, som vi alle tre børn kan huske fra vi var ganske små, og som Lise afslørede far med som udklædt julemand. Ja, sådan noget for igennem hovedet på mig. 

Og  - at jeg ville savne ham, for han havde altid været der i mit liv, været en god far, svigerfar og morfar - og den eneste efter mor døde. Nu havde jeg jo mit eget liv, men det er da et tab at miste ens forældre – og som en voksen så ”pædagogisk”  sagde til mig   ”ja, Nette nu sidder du yderst på kirkebænken ” – tankevækkende ..

 Men hvor er det godt at have ritualer i den svære situation. Jeg skulle hjælpe Hilda under mødet med præsten.  I hvert fald med valget af salmer. Vi var enige om, at der skulle være flest af Jeppe Aakjær – hans yndlingsdigter, og som han kunne citere udenad i timevis. Så foreslog jeg, at vi sang Stille hjerte sol går ned. ”Nej, det går ikke”, sagde præstedamen, det måtte vi ikke, jeg synes ikke rigtig vi fik en forklaring på det, eller også kan jeg bare ikke huske det. Men vi fik lov til at få den spillet af orgelet til udgangen. Far var en stor mand, og det kunne bærerne godt mærke, da de bar ham ud.

Han ville gerne i de ukendtes grav og blev bisat fra Viby Kirke, her hvor jeg blev konfirmeret, og Jan og jeg gift. Da jeg stod i våbenhuset, så jeg til min store glæde at fætter Klaus og onkel Børge var der, det var dejligt at se dem. Og det skulle blive anledningen til, at vi mange år fremover mødtes en gang om året med Klaus, Linda og kusine Anne.       

Jeg ville gerne sige ordentlig farvel til far, og jeg vidste han ville være glad for at høre noget fra ”Rugens sange” . Så jeg stillede mig op ved båren og reciterede "Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod".
 

Der var ”gravøl” på Mercur hotel, og det var en dejlig afslutning på dagen med smørebrød, snak og gode historier, og jeg havde lavet et lille sanghæfte med bl.a. ”Stille hjerte” og ”Jeg er havren”.

Men det er godt at have minder at tænke på, her er et par billeder fra hans 70 års fødselsdag og et portrætbillede.
 

   

 

 

 

 

 

Renata og Kim

Det var svært for Kim at have en kæreste så langt væk som Rio de Janeiro. Dengang kunne man ikke Skype, og det var kun få mennesker, der havde mobil. Så de måtte nøjes med sparsomme telefonsamtaler og brevveksling. Renata skulle færdiggøre sine studier på universitetet til audiologopæd, og Kim var færdig som fysioterapeut og arbejdede fra 95-96 hos Gigtforeningen med vandgymnastik og Århus Sekvenstræning med styrketræning,  og herefter frem til år 2000 hos DSB med arbejdspladsvurdering.

Kim blev kærligt modtaget af Renatas mor Sandra og søstrene Veronica og Debora. De tog også  på besøg i Angra til Sandras kæreste Fabiano og til Renatas bedsteforældres lille by, hvor Sandras familie stammer fra.

Vi var ofte med Renata på ture, hun ville gerne lære Danmark at kende, og var især glad for at besøge Skagen, og sådan gik der vel lidt over et år. Men så tog hun chancen efter endt uddannelse at tage til Danmark  – hun fik et 3 måneders visum, og så måtte det briste eller bære. Og heldigvis – det bar.. og hun flyttede ind på Tietgens Plads. Hun blev hurtigt en del af familien og tog med os i sommerhuset i Trend og på langrendsski i Harzen. Flot klaret, for hun frøs … især den første vinter var slem, hun måtte sommetider klæde sig i tre lag tøj for at holde varmen. Men hun blev glad for landet, og jeg husker, at hun det første efterår var fuld af beundring for efterårets farver. Tænk at blade kunne være så smukke, når de viste sig i røde og gyldne smukke farver. Hjemme i Brasilien hang de grønne blade på træerne året rundt.

 Renata lærte sig hurtigt at tale dansk, og jeg kan huske at jeg sommetider skulle rette hendes skriftlige arbejde. Hun VILLE have at det skulle være korrekt – og det blev det – og hurtigt! Det var straks lidt sværere med udtalen af bogstavet ”R” , for det udtales på brasiliansk som et ”H”, og det kunne give anledning til sjove misforståelser, når hun i telefonen f.eks. skulle forklare, at Kim var ude på ”hulleskøjter”.

Den 16. marts 1996 blev de viet på rådhuset i den smukke bryllupssal  malet af Albert Naur med blomster,faktisk er alle de vilde fra den danske flora er repræsenteret.  Så fik de ringe på og kom glædestrålende ud til de ventende gæster. Derefter kørte vi hjem på Tietgens Plads. Her var lejligheden møbleret om, så der var plads til de mange gæster, jeg tror vi var en 20 stykker. Og de blev fejret efter alle kunstens regler med en dejlig bryllupsfest  i lejligheden med mad, taler og sange. Renata savnede ikke noget kirkebryllup, for som hun sagde, at  hun som 15 årig havde  haft sin store fest med hvid fin kjole, gaver og et hav af gæster.

 

 

 

Rejser med venner og familie

Vi havde altid rejst med vores familie, og nu da Yrsa var alene, tog vi også hende med. Lise og hun gik godt i spænd, så vi tog på en rejse til Cypern. Vi var der om foråret, og vi havde lejet en pæn stor bil, så der var plads til Lises kørestol og kørte rundt i bjergene, hvor mandeltræerne stod i  et brus af lyserøde velduftende blomster. Vi var et godt team og kunne godt lide at gå på markeder, og så hvilede damerne sig, imens Jan og jeg forsøgte os i køkkenet  med  græske specialiteter, som vi senere serverede på terassen. Dejlig tur, men Yrsa fik på slutningen problemer med maven, og som hun sagde ”jeg vil ikke have det med hjem”, så vi måtte på apoteket for at få maven på gled. Lise har senere fortalt, at hun døjede lidt med Yrsas ”vrede”. Yrsa var en temperamentsfuld kvinde og havde ganske bestemte holdninger og meninger, som vi andre ikke altid delte. Det ville hun ikke acceptere, så hun kæmpede altid bravt for at overbevise os andre om hendes påstandes rigtighed. Jeg husker, at Lise på denne tur måtte lægge øre til Yrsas påstand om at ”dyr er bedre end mennesker”. Hun havde nemlig lige været på Grønland, og så hvordan de kønne og uskyldige hunde hylede og peb udenfor husene, og næsten ingen mad fik. I øvrigt havde hun det positive træk, at hun næsten uden undtagelse forherligede hendes egne  - altså f.eks. Jan og Vibeke ofte på bekostning af andre. Meget kan man sige om hende… men det var aldrig kedeligt.

 

Med Andreas - bogholder i A&H tog vi på bustur med hans ”rullende naturskole” til Sverige. Helt op til Hornbogasjöen - for at se tranedans. Om foråret vender fuglene tilbage, de har været et tur sydpå om vinteren, måske i Afrika og flyver med et muligt stop-over på Rügen - og lander så på én bestemt  mark. Det var næsten umuligt at finde parkeringsplads, det er et tilløbsstykke – ja folk fra hele verden,  og mange af dem  kom slæbende på kæmpekikkerter. Her lå tidligere en snapsefabrik, hvor man kastede kartoffelskræller fra produktionen ud på marken - og de er lige haps for traner. Men produktionen blev nedlagt, og nu lægger man noget andet ud til dem, så de kommer stadig  i hobetal og danser deres yndefulde parringsdans, mens vi andre kigger  betagede på.

 

Det var hyggeligt at efterbehandle dagen senere  på aftenen. Det var dengang de fleste af os røg, så vi samledes på terassen, for der var en del ikke-rygere med, så vi måtte stå og småfryse, men hvad gør det, for vi havde det jo sjovere. Vi blev enige om, at rygere generelt var sjovere, for  vi fik mange besøg af ”de andre”.

Næste år tog vi derop igen, denne gang lavede vi selv turen med Sven og Bodil, hendes børn og svigerbørn. Også Lise og Lene var også med. Det var i en påskeferie med dejligt vejr, vi sørgede selv for maden. Henrik havde lavet en skøn gryderet til os.

 

Nina og Arne var flyttet til Indien. De fik produceret tøj i Madras, som byen hed dengang. Så vi måtte ud at besøge dem. De boede i et stort smukt, eksklusivt hus i udkanten af byen. Begge er kreative mennesker, så alt var flot indrettet og haven omkring huset stod Arne for. Oppe på taget ”topfloor” var den skønneste udsigt over det indiske ocean, og de var ved at få bygget en bambushytte deroppe. Her serverede Nina hver morgen stegte tomater, æg og toast. Deres søn Thomas var også involveret i firmaet, så ham havde vi også fornøjelsen af at møde derude. 

 

Det var spændende at være med ude at handle på markederne, de havde  både vagter og deres egen chauffør, som kørte os rundt. Vi skulle have fisk til aften, så råbte Nina fra bagsædet  til chaufføren:” fishmarket”.  Stor kontrast fra det fredelige forstadshus til et inferno af mennesker, dyr, mad, lugte og larm på marked og i by. Men Nina vidste lige præcis, hvor man fik de fineste fisk, hvor man skulle købe sine æg, tomater osv. Det tryllede hun om aftenen ud til spicy, velsmagende retter.  Havet lå lige nedenfor, og en dag gik vi ned for at tage et morgenbad.Vi blev betragtet af en flok stort smilende og grinende drenge, der dannede kreds om os. Jeg kunne godt senere se, at jeg nok skulle have været lidt mere anstændigt påklædt.  I øvrigt så vi senere folk forrette deres nødtørft i vandkanten, så det var og blev den sidste badetur.  På en senere tur langs stranden gik vi forbi de små, simple og faldefærdige rønner, og så forstod jeg hvorfor morgentoilettet blev lagt ved havet.

 

 

 

 

 

 

Nye tider hos A&H

Dejligt at være hjemme igen og fortsætte arbejdet hos Allingham & Hansen. Men vi havde lyst til at gøre en ekstra indsats for at forøge salget. Der var mere og mere fokus på miljøvenlige produkter, og kunderne efterspurgte alternativer til plast.  Så det blev i første omgang  udbudet af pap, vi vil gøre større. I forvejen havde vi de meget smukke og rustikke paptyper  fra Bruunshaab Gl. Papfabrik.  Men trykkvaliteten var ikke altid lige god på de ujævne overflader, så derfor tog vi kontakt til Köhler AG i Tyskland, som forhandlede ensartede genbrugspapkvaliteter i grå og sort i forskellige tykkelser. Nu manglede vi bare en hvid kvalitet, så havde vi hele palletten.

 Vi tog kontakt til konsulent Torben Rifbjerg, som var god til at finde muligheder for støtte til udvikling,  han kunne se, at der var muligheder for opsøge og besøge internationale fora, så vi tog på en papirmesse i Bangkok, og fik en aftale med Mr. Sureka fra Indien om import af  hvid pap lavet af bomuldsfibre. Senere tog vi til Hongkong og sejlede over til Kina til KWH´ s mekanisme fabrik. Vi havde forsøgt at få fat i en nikkelfri mekanisme, så vi kunne levere helt miljøvenlige ringbind. Der var en ”kongelig” modtagelse. Vi var så heldige, at KWH´s engelske direktør også var på besøg. Direktørens datter Louise var hjemme fra sit studie i Canada, og hun ledsagede os hele vejen på smukt engelsk. De fleste talte et spinkelt engelsk eller kun Mandarin. Men vi blev beværtet på alle mulige måder. Dog var jeg ikke så glad, da vi under spisningen  sad i de højryggede stole, og Louise foreslog at vi skulle prøve deres nye karokee anlæg. Jan afslog totalt. Hun havde en sangbog, hvor de fleste tekster var på kinesisk, med ganske få på engelsk. ”I am sailing” foreslog jeg, og det gjorde vi så… Jeg ved ikke om det var en belønning for sangen, men inden vi tog afsted fik vi en kæmpestor bærepose med kinesiske kærlighedsfrugter, nok fordi vi kom til at sige, at dem havde vi fået som desert til vores bryllup. Forinden havde vi været til møde med direktøren, som gerne ville forære os en nikkelfri mekanisme, han var tydeligt stolt og glad, og det var vi også. Den kostede ganske vist mere end en forniklet af slagsen, for det kostede at fjerne mekanismer  ud fra den vanlige forniklingsproces.

 

Til at markedsføre de nye produkter kontaktede vi Exact Design ved Lene Kjellerup. Hun rettede op på A&H´s logo, designede genbrugsproduktark  på dansk, tysk og engelsk, så nu var vi klar til projekt ”Welcome on Board” - en udsendelse til reklamebureauer, grafikere, inhouse reklameafdelinger af et ringbind, produktblade og et ark med de fine nye paptyper.

 Udsendelsen blev godt modtaget, og materialer og produkter fik  premiere på vores første udstilling, som skete på Hanse Access i Hamborg. Vi havde lavet en flot stand, hvor alle vægge var beklædt med bølgepap og alle produkter var i pap. Det var Jørgen og mig som lavede standen og også stod på den- vores tyske sælger grafiker Herbert König var der en enkelt dag. Stor var overraskelsen, da vi den sidste dag blev kaldt op for at modtage 1.præmien i form af  en klokke for den  mest innovative stand. Vi drog glade og trætte hjem med en masse forespørgsler, og der kom så meget gang i salget, at vi ansatte Jørgen Schmidt, en tysktalende sønderjyde, til at betjene det nordtyske marked.

 

Succesen fortsatte, så vi ansatte den engelske sælger David Clifford, og kort efter fik vi kontakt med Paperback, som blev en af vores største og mest trofaste kunder i resten af vores tid hos A&H.

 Vi fortsatte udviklingen, nu var det internt og med forbedring af produktionsprocedurer, forretningsgange, dokumentstyring af f.eks. ordresedler og tilbud -vi skulle alt igennem!. På den tid var løsningen kvalitetsstyring, alle forretningsgange skulle være synlige og målbare. Til det formål hyrede vi Einer fra Teknologisk Institut til at hjælpe med den proces. Og det hele blev sat ind i en kvalitetshåndbog – selvfølgelig i pap. Og ja, det var umagen værd, vi fik bedre kommunikation internt og også udadtil, altså til leverandører og kunder.

Så kom turen til miljøet, vi ville gerne have en miljøprofil, så vi ansatte Klaus Kristensen, som var ingeniør i den såkaldte ”miljøisbryderordning”. På det tidspunkt midt i 90´erne havde vi også Kim ansat, han ”kridtede banen op” så gangarealer blev synlige, checkede op på lys og ergonomi og meget andet. Vi besøgte altid messen i Frankfurt for at holde os orienteret om nye materialer og idéer, og her mødte vi israelske Mapal, som producerede det nye miljø- og pvcfrie plastmateriale Poloypropylen (PP). Med Klaus besøgte vi Mapal, som var en kibbutzfabrik i Golanhøjderne, vi var der et par dage og boede lige ned til Geneserath Sø. Det blev den nye  bølge i vores ”miljøbevægelse”, og sammen med Klaus købte vi en presse, som kunne bearbejde materialet. Ved forbrænding afgiver materialet ikke andet til omgivelserne end Co2 og vand. Næste opgave var så, at få det afsat. Vi havde tidligere lavet flotte papmapper til Jan Normans billedmateriale, så mon ikke også han kunne hjælpe os med et egnet produkt. Valget faldt på en lille CD  mappe Jagten" som kunne indeholde nogle af Jans kunstbilleder, samtidig med at vi introducerede materialet til kunderne som årets juleudsendelse.

 

 

 

Det var godt timet, der var brug for og lyst til det nye miljøvenlige og æstetiske materiale. Klaus lavede et ”miljøskema” som viste de forskellige materialers egenskaber og profil i miljøregnskabet. Vi havde lært meget i vores udviklingsproces, og Torben Rifbjerg foreslog os at dele vores viden med andre, så der blev igen søgt om midler til udveksling med et Johannesburg baseret trykkeri, som kunne have brug for omstilling til ”black empowerment”, så kort efter modtog vi direktør Eddie og et par andre fra Fortuna. Det var planen, at vores medabejdere skulle derned og oplære de lokale i vores færdigheder og vice versa. Kim var tænkt ind i styringen, og vi havde møder i ambassaden i Pretoria, og jeg var med en sælger rundt hos store bureauer som Saatchi and Saatchi, Young & Rubicon m.fl. og de var imponerede og begejstrede. Men, så kom chocket – firmaet var dybt forgældet, og ved at gå konkurs, og vi måtte droppe projektet – ærgeligt, men set på afstand måske heldigt, Johannesburg var et farligt sted. På bureauturen med deres sælger Derek, stansede vi i et lyskryds tæt ved centrum. ”check at døren er låst”, sagde han, idet han tog sin jakke af, og så så jeg at der hang noget i et hylster ved hans bælte – nok en mobil? – men det var en revolver. ”Har du nogensinde brugt den? Spurgte jeg. – ja én gang, sagde han – jeg dræbte en mand. ”Kom du så i fængsel? spurgte jeg. – nej, svarede han, det blev betragtet som selvforsvar. Jeg sov ovenpå og hørte noget, så en skikkelse og skød.

 

 

Hjemme igen

Nu var min orlov snart ovre, og jeg meddelte skolen, at jeg ikke kom tilbage, selvom der var mulighed for en inspektørstilling på servicefag . De sidste år på skolen havde lært mig meget om fundraising, og så havde jeg også fået en uddannelse som konsulent. Så på den måde vurderede jeg, at det kunne være spændende at hjælpe Jan med at udvikle firmaet i nye retninger.

Men vi havde ikke noget sted at bo, nu da drengene for alvor havde slået sig ned på Tietgens Plads. Så vi boede en kort tid på 1. sal hos flinke mennesker på Postvej 1 i lyskrydset i Foldby.

”Man kan sige meget om Foldby, men det skal man ikke” udtrykte Thomas, da han havde lånt lejligheden en weekend for at læse til eksamen. Men en dag, da Jan sad hos revisoren, sagde Tage Bundgaard ”jeg tror jeg har et sted, der er lige noget for jer”. Det var et par bøsser, som boede midt ude i Frisenborg Skov, de skulle til Mosambique og starte et kunstmuseum, og ville gerne have huset beboet.

 Et smukt Friis og Moltkeagtigt træhus- smukt beliggede på en stor grund, med søer og en å, som snoede sig igennem terænnet. Vi forelskede os på stedet i ”ødegården” og flyttede ind. Vi boede der knap et år, og  havde altså også vinter hvor vi havde problemer med at komme frem på grund af store snemængder. Men sommeren var vidunderlig, og vi havde mange gæster i de primitive, men smukke omgivelser. Der var ingen el, men Jan købte en generator, så han måtte ud i sneen og starte den igen, når vi så video i soveværelset- for der opholdt vi os om aftenen, her kunne hurtigt blive varmt med brændeovnen. Vi tog bad i firmaet, for der løb kun en synåletynd stråle i køkkenvandhanen. Nina Aspen sagde engang vi stod og vaskede op ”hvorfor lukker du ikke mere op for vandet?”. Der var også mus, så jeg gik aldrig på gulvet uden hjemmesko, efter jeg havde prøvet en mus der løb hen over fødderne. Drengene cyklede ud til os, og de hoppede svedige i åen og fik bad og vasket hår.

 Så blev det min tur til at runde de 50, og vi holdt en dejlig stor fest på Pøt Mølle for os begge to den 10.9.1994.

Vi havde lejet en bus, som hentede gæsterne i Århus og kørte til skovhuset, hvor vi havde arrangeret fordrink og snack i en pavillon. Derefter kørte vi alle sammen til Pøt Mølle, hvor festen skulle fejres. Og der var rigtig mange indslag med taler og sange og efter middagen spillede orkestret FUT op til dans. Fut betyder Foldby Unge Tonekunstnere, og her spillede Andreas, som udover at være biolog med ”den rullende naturskole” også var bogholder i firmaet.

Bahamas fortsættelse

Maskinen kører fint, og Mario foreslår os at ansætte en lokal pige, som han kender godt, hun hedder April, og snart er hun ansat. Hun er både kvik og sød og vi kommer godt ud af det sammen.

Hun spurgte ved ansættelsen ”do I have to wear gloves”, fordi det var tandlægeprodukter, og derfor måske krævede særlig god hygiejne. Vi har det sjovt med kulturforskellene. Hun har det flotteste krøllede sorte hår, men en dag mødte hun op helt glathåret. ”Hvordan er det gået til?” spurgte jeg, og hun forklarede at alle Bahamians har sort krøllet hår, og derfor ønsker de jo det stik modsatte - altså et glat hår. Jeg har jo selv oplevet det med mit stride hår, som min frisør mor altid ondulerede med krøllejern eller papilotter for at få krøller på mit hoved. Vi står ved siden af hinanden og svejser røntgenrammerne, imens vi hører høj musik fra den lokale station, og hun kan ikke lade være med at danse i de højhælede sko. Jeg forsøger at tale hende fra de højhælede, da det ikke er god ergonomi, og kan skade hende, det tager lidt overtalelse, men snart danser hun barfodet. Om eftermiddagen bliver hun hentet af hendes kæreste, der er et stort brød, og som hver gang jeg har set ham konstant spiser kylling og drikker cola. ”Bahamians are big chicken eaters”, siger hun.
 

 

Drengene kommer til Jans fødselsdag den 20. november. Vi tager til Miami og henter dem i lufthavnen, de har gaver med fra firmaet et barometer, snaps og et par flotte badeshorts. Og så skal jeg og drengene sammen finde på en gave til Jan. Vi tager til Bayside, som er et charmerende shoppingcenter ved havnen, her parkerer vi Jan mens vi spadserer op ad Flaggler Street og får købt en god kikkert til ham. Nede i centret købte jeg et smart Mickey Mouse slips til ham, det bruger han faktisk stadigvæk nu 20 år senere. Miami er smuk i dag, solen skinner fra en skyfri himmel, og vi går på stranden og senere op og ned af Ocean Drive med de flotte huse i pastelfarver. Det er første gang jeg ser så mange mennesker løbe på rulleskøjter ned igennem byen og smarte åbne biler – en helt speciel 50´er stemning.

 

 

 

 

 

Vi har lejet en bil og kører lidt ned på Florida Keys og  ser delfiner, svømmer, soler, går på bar – ja nyder solen og livet. Så tager vi sammen hjem til Grand Bahama og vores hus. Da vi ankommer til huset, møder vi vores nabo Rusty, Drengene taler om, at der nok er slanger i det høje græs foran huset, men han ”beroliger” dem med ordene ”just them chicken snakes” . De er jo begge til vandsport, så  de nyder godt af kanalerne i både kajakker og vandcykler. En gang om ugen går jeg  til aerobics på det smukke Silver Reef, det er meget moderne med stepbænke og vi sveder tran, selvom vi er udendørs og får skygge under palmerne. Kim er tydeligt ret imponeret over stedet og standarden.  Tro det eller ej, jeg lærte faktisk at køre i venstre side derovre! Jan kører næsten altid med, og så løber han hjem igennem ”Native Village” langs stranden.  En kort ferie er slut og vi vinker farvel, og giver dem et tip om at de bare kan gå ind i lufthavnshotellet og tage elevatoren op til den åbne tagetage, hvor de kan slappe af, bade eller gå i condirum, mens de venter på flyafgang.
 

 

Inden vi selv lukker og slukker på Bahamas, tager vi til Chicago, hvor der er en stor dentalmesse. Vi bor os Logan og Gerry. Vi skal på en dentalmesse og skal mødes næste morgen med en repræsentant fra New York Generalkonsulat. ”Sådan kan du ikke se ud” siger Logan til Jan, du skal have en ordentlig jakke på, og så låner han Jan sin blå dobbeltradede blazer. Vi tager ud til messen, hvor vi har fået en aftale med den  amerikanske marketingchef Margaret Walch fra verdens største dentaldepot Henry Schein. Hun er imødekommende og venlig, men umiddelbart kommer der ikke noget ud af mødet.
 

Men kort efter vi kom hjem, ringede en amerikansk herre fra firmaet, og ville gerne have en prøveleverance på 4 forskellige  af vores røntgenrammer. Så kom der alligevel noget ud af Bahama eventyret, men nu blev produkterne bare produceret i Danmark og kort efter havde vi kunder i bl.a. England, Holland, Spanien, Tyskland, Frankrig og Israel.

 

Kort efter tog vi til Sao Paulo i Brasilien for at besøge et danskejet dentalfirma K.G. Sørensen i Alphaville. De inviterede os ud på frokost, og vi kunne drage hjem med de første gode ordrer på røntgenrammer. Det var første gang vi besøgte landet, det skulle jo,- som du ved, ikke blive den sidste, for lige på det tidspunkt havde Kim også fået kontakt til landet i form af en ung smuk brasiliansk pige på Den sidste café i Århus. 

Bahamas

Jeg fik orlov fra skolen, fordi vi havde besluttet at tage til Bahamas, og det gjorde vi så i begyndelsen af 1993. Jan havde et rigtig godt forhold til en af vores store kunder dr. odont Svend Jarby, som drev Identoflex, et svejtsisk firma, som solgte vores røntgentrammer til tandlæger. Han  var meget karismatisk og havde et godt forretningstalent - lidt af en verdensmand,  selvbevidst og med en excentrisk levevis, men ikke uden charme. I de varme måneder boede han i sin lejlighed på ”industriøen”Freeport på Coral Beach, og han havde en drøm om at kunne producere røntgenrammerne på øen, og så eksportere til Europa og via Miami, som lå knap ½ times flyvetid fra Freeport, måske også komme ind på det amerikanske marked. Han havde gode lokale kontakter, således skulle Mario Donato som havde boet 30 år på øen og ejede flere ejendomme, hoteller og restauranter  berige med sin knowhow og sørge for produktionslokaler. Den tredje var en immigration officer, som jeg har glemt navnet på, hjælpe os med opholdstilladelser, licenser  osv.

 Her er uddrag af fax hjem den 28.1.93:

”Efter 22 timers rejse overgav vi vores baggage til en sort og venlig portør i uniform, han ville bringe den til Bahama Air, og vi skulle så bare checke ind. Vi står og venter på ham i 20 min., og han dukker ikke op. Flyet afgår om ½ time – er den stjålet – hvad skal vi gøre? Vi løber flere km tilbage til der hvor vi afleverede baggagen, og får lykkeligvis fat i en supervisor, som siger ”take it easy – we´ll find your luggage”. Vi tænker, er den stjålet?, vi har ikke navnet på manden, kan kun beskrive ham som mørk, middelhøjde, altså svarende til 2000 andre. En halv time senere dukker han op og fortæller med et stort smil, at baggagen blev afleveret direkte til Bahama Air. Så er der kun 15 min. til flyafgang og 2 km til check-in, men vi når det, og baggagen erfarer vi senere er med!

Vi kommer hjem til vores dejlige hus og går i seng. Kl. 2 bliver vi vækket af ”water music”, og det er ikke Händel der lyder, men vores toilet i soveværelset, som er løbet over - så meget at det regner ned i stuen fra loftet, og gulvet står i vand til ankelhøje med et par hundrede liter. Efter 2-3 timer har vi fået skovlet det meste af vandet ud og kan forsætte vores søvn. ”

 5.2.93

Vi har nu faaet etableret kontor på spisebordet. Jeg skriver paa en god elektronisk skrivemaskine, der kun har den ene fejl, at den ikke kender til de danske bogstaver. Vi har ogsaa faaet en telefax, saa vi er i kontakt med verden udenfor Bahamas nu.  De foerste moeder starter som regel ved 10-tiden, inden da har vi spist morgenmad og maaske gaaet en tur ned til stranden. Naar man siger kl. 10, kan man ikke altid regne med det, de opererer med en saakaldt Bahmiansk tid, det tager man det ikke saa noeje med. Det er sevfoelgelig ogsaa derfor alt tager saa lang tid. Lidt svaert at acceptere, naar vi gerne vil have alle dokumenter, tilladelser, licens m.v. paa plads, saa vi kan komme i gang. Det er også fordi, man aabenbart foerst rigtig faar tingene igennem, naar man staar på kontorerne igen og igen, saa det varer nok endnu ca. 14 dage foer alt koerer.
Lokalerne er meget gode og nu er haandvaerkene rykket ind og skal til at male (det skulle også have vaeret gjort inden vi kom), men nu er vi her selv til at foelge op.

Vores vaertinde Phyllis synes vi skal tage med til den store vinsmagning på det fornemme hotel Princess, hvor man skal vaere i galla, og hun reserverer billetter, saa hvis vores gaester har lyst, kan de ogsaa vaere med. Den 20. er vi (ogsaa gaester) inviteret til Jarby´s venindes foedselsdag. Han har chartret en baad, og saa faar man drinks og mad ombord. ”

8.2.93 ”Vi har i dag fra de bevilligende myndigheder faaet bekræftelse paa, at tilladelserne bliver i orden. Saa vi regner med, at kunne sige OK til Dantransport i Miami om at afsende containeren med hele udstyret en af de naermeste dage. Anette sider i skrivestuen (den ene halvdel af skrivebordet) og Jan har den anden halvdel med sin ”long distance management”). Nu ser vi frem til på onsdag at modtage min Lise, hendes veninde og ugen efter 3 Tanzanianske venner. Lise fylder nemlig 40 aar den 19. februar.

Vi nyder meget sydens og havets frugter. Vi oever os i at spise Conc (den indre, bloede del af kaempestore konkylier), den er lidt gummilastisk, men det regnes for en delikatesse, saa vi maa faa det laert. Her er ikke specielt billigt i sammenligning med Danmark, men raavarerne er gode og specielt koed er godt og billigt, for slet ikke at tale om den lokale rom. De laver en speciel drink, der hedder Bahama Mama, den består af Rom og Grenadine og lidt andet. Den lokale oel heder Kalik og er også rimelig god. ”

                                              

 

Så fik vi besøg af Lise, Bodil, Sven, Lene og Sys, vi blev indlogeret i en lejlighed lige ved siden af. Det var sjovt og hyggeligt for os at få besøg hjemmefra. Den fine gallafest gik godt, men så kom dramaet.

 

Svens værkfører Heine var endt på politistationen sammen med en luder, sådan omtalte Sven hende i hvert fald, da han ringede til os for at bede om hjælp, for Heine kunne ikke tale meget engelsk, så jeg skulle hjælpe med tolkning. Politiet havde fundet narkotika, så de blev begge anholdt. På politistationen talte jeg med en betjent som skulle briefe mig, han så nu ikke ud som man nok forventer i uniform, men i rastafarifarver og selvfølgelig  var han også sort. Han var venlig og sagde, at det kun var en lille mængde stof - men nok til fængslingen. Og de ville gerne have mig til at tolke i retten næste dag.  Men Sven ville gerne have Heine løsladt mod kaution, og så startede jagten på løsepenge. Det var sent ved midnatstid, så Sven og vi gik ind på Casinoet, men her kunne de ikke hjælpe os med at hæve  penge. Sven havde kontaktet Mario, og på hans restaurant Pier 1 lå der tit ret mange penge i kassen ved lukketid så tidligt næste morgen troppede Sven op i arresten med morgenmad til Heine og løsepengene.  Med bævende hjerte trådte jeg ind i retssalen, hvor der sad en rad af sorte mænd iført sorte kapper og hvide parykker. Bahamas er stadig underlagt engelsk lov, men deres engelsk er en speciel ø-dialekt, som ikke er særlig fortståelig, i hvert fald ikke, når man kun havde været der meget kort tid – det var som at være med i en film, jeg skulle lægge min hånd på biblen, mens en af dommerne ved siden af sagde hele remsen "repeat after me ……to tell the trooth and nothing but the truth, so help me God". Py-ha ... men det gik godt og snart var både Heine og pigen fri. Jeg mødte hende senere, og fik et par øreringe af hende.

 Vi fejrede Lises 40 års fødselsdag på restaurant Bucaneer, som ligger smukt ud til vandet og sad der i solnedgangen i sandet under palmerne med  tropical drinks  og dejlig mad. Vi havde skrevet  en sang til hende  på melodien Jamaica-Jamaica, som her selvfølgelig kom til at hedde Bahamas- Bahamas… afleveret i en smuk sangskjuler i form af en Conc -en kæmpekonkylie.

Det var ikke den eneste fest,  for vi var også med til Ruth´s 60 års fødselsdag. Sven havde lejet en båd og inviteret alle hans ”venner” ud at sejle. Fint sku´ det være – der manglede ikke noget hverken at drikke og spise, og der blev også danset til caribisk musik f.eks. Bahamen. Men ”heldigvis”  blev det et værre blæsevejr, og vi måtte vende om før tiden.-helt ærligt var vi ikke helt trygge ved flere af gæsterne...

 

 Vi har aldrig haft så mange gæster som dengang. Vi fik også besøg af Anders, Karin og Trine, som lige kom fra en tur i Florida.  Jeg tror Trine en dag fik sat perler i håret af en af de lokale kvinder. Med dem besøgte vi den lokale botaniske have og Pier 1, hvor de kan noget helt specielt.  Restauranten er bygget på pæle ud i vandet, og når mørket har sænket sig, tænder de projektører, ringer med en klokke, en tjener vender bunden i vejret på en spand med en masse blodrødt kød  – og så varer det ikke længe før man kan se den karakteristiske rygfinne fra hajerne, som kommer svømmende ind i hobetal for at få serveret deres aftensmad – et fantastisk show.

Karsten, Sisser, Mette og Johanne lagde også turen forbi, vi badede og nød det næsten altid gode vejr. Men under deres besøg havde vi et af de værste regnskyl vi oplevede derovre, så bilerne nærmest ikke kunne køre. Men næste dag – atter sol og så gik ved ned til Zanadu ved stranden, for Jan og Karsten skulle have dykkercertifikat.  Jan havde faktisk problemer, da han var nede på nok altfor dybt vand og var ved at gå i panik.