Kollektive tanker

Første gang jeg besøgte Dådal var med min veninde Kirsten Steffensen  og hendes kæreste Erik Janzen , vi mødtes hos købmanden i Esby, for de skulle vise vejen -  helt ud ad Klæbjergvej, ned gennem en hulvej til nr. 28, for her  lå den hvide bindingsværksgård med hønsehuset, de toppede sten på gårdspladsen og marker og skrænter lige ned til havet. Vi mødte senere Henrik og hans søster  Kirsten, det var deres far, der ejede stedet, men Henrik havde råderet over hønsehuset.

Han havde  lavet en Kote efter finsk forskrift, den var gravet ned og havde græs på taget, for så kunne den ikke ses fra luften, den var nemlig ikke lovlig. Den var primitiv, men havde dog et komfur, så der blev bagt æbleskiver, og med luftmadrasser og soveposer, kunne der lige akkurat være plads til et par familier og børn, hvis man accepterede at ligge lidt i lag.

Mere bekvemt var der i hønsehuset, for her var gode senge, madrasser, toilet, køkken - stadig enkelt men meget hyggeligt. Vi har næsten haft alle vores venner på besøg, for der er ikke noget så dejligt, som at gå tur til Lus Hage eller hen til Tyskertårnet, selvom vi må forcere marker med køer og tyre, som især jeg er direkte bange for. Terry skulle altid være i snor, og jeg husker, at han engang tissede op ad et elektrisk hegn og sprang højt op i luften af bar forskrækkelse, mens han kiggede spørgende op på Jan. Under kokasserne har vi sommetider fundet svampe, og børnene har elsket at lege rundt omkring i bakkerne. Engang var Lene og Jens Jørn  med og også deres hund,  de to hunde blev sluppet løs, og det gik så voldsomt til, at Terry kom til at bide Jens Jørn i hånden, så han måtte en tur til lægen.

Sådan et sommermåltid midt på gårdspladsen med nye kartofler, der lige var gravet op, dertil sild,  smør,rugbrød og et glas af Henriks hjemmelavede øl - det var noget af det bedste.

Om vinteren hjalp vi tit til derovre med at fælde træer, så kom brændeovnen i gang, og vi hyggede os indendørs. En hvid snevinter havde vi Kirsten og Niels med. Nu da vi skulle på landet,  sprang Kirsten ud som gammel landhusmor og insisterede på, at vi skulle have hvidkålsrouletter med tyttebærsyltetøj og brun sovs. Niels havde købt spillet ”Landmandsliv”, og det var ikke kedeligt. De gik meget op i det, og der kom et spørgsmål vist om sæder og skifte. I hvert fald trak Niels i overtøjet, for han ville ud og spørge en rigtig landmand til råds, og han fandt heldigvis også én at spørge.

 

I starten havde vi får sammen på Dådal, her var også Bent og Birte fra Ankerhus med og Henriks kollega Erik med sønnen Ulrik.  Selvom jan var selstændig og med egen virksomhed, havde han faktisk socialistiske tanker, som bl.a. andet kom til udtryk i fårekollektivet på Helgenæs.  Det var en sand  festforestilling , når de skulle klippes. De fik jo også lam engang imellem, og pludselig  engang da vi kom gående ned ad en skrænt, kom der et lam løbende, det havde en unge hængende ud – den var dødfødt – lidt specielt for os byfolk at opleve denslags!

Tankerne om kollektiv fortsatte, for vi ville have sommerhus sammen. Så vi indledte jagten på en sommerhusgrund. Og den fandt vi på Mols hoved ved Isgård. Det var Anne Linnet og Holger Lauman,der ejede den, og det var hendes mor Fru Linnnet Jepsen, der solgte den til os. Jan mener den kostede 165.000 kr. Vi fik plantet Rosa Rogusa på grunden. Men vores mange børn var vist for meget, for mange  eller støjende. For der var en eller anden mand der råbte ”socialister” efter os – altså  - hvad sker der ? vi var:  en direktør, et par konsulenter, en professor, og et par lærere, nå men så opgav vi  at bygge det håndlaftede norske bjælkehus på denne grund.

Men vi var ikke sådan at slå ud, vi fandt hurtigt et dejligt hus ved Ebeltoft på Granvej, det var Hansen Møbler, der havde det. Det var lige til at flytte ind i, og jeg købte et par legehuse på Teknisk Skole, som vi satte op. Det var lige ved at gå galt, da Henrik stod med en skruetrækker, som ramte forbi og var lige ved  at ramme Jans øje. Py-ha, der skete ikke noget. Vi havde huset på skift, men var der selvfølgelig også sammen. En dejlig tumleplads for især børnene med den urskovslignende kløft som nabo.

Nogle år senere startede vi  det sidste sommerhuskollektiv  ved Trend på Annemarievej. Det var med Birte og Otto, Jytte og Andreas og Anne og Tage. Andreas og Tage var involveret i firmaet, henholdsvis som bogholder og revisor. Og så var Andreas biolog, han havde den Rullende Naturskole, som han lavede ture med for skoler, foreninger osv. Det var et rigtig dejligt hus ved Limfjorden. Nu var børnene blevet større, men de tog da med engang imellem. Vi var på mange ture til Fosdalen, Vesterhavet og Livø. Jeg tror faktisk at Jan og jeg var dem der brugte det mest.  Mens børnene var små, var det dejligt at være sammen med andre familier, og være fælles om madlavning, reparationer osv. , så vi har kun haft gode oplevelser i denne epoke. Jan syntes så godt om kollektivtanken, at han altid har talt meget om at lave et Ollekolle, altså et bofællesskab, hvor man som ældre ikke behøver at bo hver for sig, men indgår i et fællesskab, hvor man kan hjælpe hinanden, også  som en  god støtte for de der bliver enlige.

Skagen

Jan siger sommetider, at  det faktisk var os der opfandt Skagen – altså ikke sådan bogstaveligt, men vi var nok den første familie blandt vennerne, der begyndte at tage til Skagen jævnligt. Det var i slutningen af efteråret, at vi havde bestilt en weekend på Ruth´s Hotel i Gl. Skagen ( Højen ). Vi nåede dertil, da det var ved at blive aften, og der næsten var helt mørkt og tomt, ingen biler på parkeringspladsen og ingen mennesker omkring. Stuerne var tomme og fyldt med gamle møbler,  malerier og billeder, også  af nogle berømtheder som  havde holdt ferie på stedet. Vi fandt nøglen og gik op ad trappen til vores værelse, hvis eneste belysning kom fra en nøgen pære i loftet – det var ikke lige det, vi havde drømt om. Det var som om hele byen var lukket ned for vinteren.

 Vi besluttede at gå en tur hen langs stranden,  og så kom vi forbi en gul bygning, der lå lige ned til stranden med kæmpestore panoramaruder, så vi kunne se ind til alle de herligheder, som vi indtil nu kun havde drømt om. Der var børn der legede i poolen,  de svang sig i tov eller drønede ned ad rutchebanen og plaskede lige i vandet med råb og skrig. På kanten sad forældrene i kurvestole  og nød synet af deres legende børn.

Drengene gjorde højlydt opmærksom på, at det kunne de altså godt tænke sig at prøve. Så vi fandt indgangen til Traneklit, for Jan foreslog at vi allerede skulle tage dertil næste weekend, hvis det var muligt. Han fandt den ansvarlige person, som gav hånd og præsenteredes sig ”navnet Wenzel”. Som sagt så gjort, vi tog derop følgende weekend, og der skulle komme flere af samme slags de følgende år.  Stedet var ved at blive ombygget til timeshare, og noget senere blev Skagenklit ombygget, og det samme gjaldt  for  Jeckel´s Hotel.

Vi handlede ind hos den hyggelige købmand Ruth, en slags landhandel,  hvor man kunne få alt fra opvaskebørster  til årgangsvine. Vi besøgte også restaurant Trekosten med de 2 hyggelige  indehavere Erik og Henry, som severede øl og dram lavet på sortebær.

Birte og Otto købte lejlighed 13, og holdt ferie der med børnene i ca.15 år. Vi har været der flere gange og husker  især strandfrokoster med fisk fra Nibe Hansen i Skagen. Jo, Skagen var ved at blive mondæn, og  man hørte efterhånden ligeså meget københavnsk som den lokale dialekt.  Turisterne valfartede dertil  og troppede troligt op hver aften ved solnedgangskiosken, hvor de klappede den glødende sol  ned i havet.

Vi var også engang deroppe med  ”Dådal fårekollektiv”, da boede vi på Skagenklit og skulle tage beslutning om, vi skulle bygge en norsk håndlaftet hytte til den grund vi havde købt på Mols Hoved. 

Skole og fritid

Kim kom i børnehaveklasse, og den var han meget glad for, og så videre i 1.b, med Bent Kirkemand som lærer. Jan Wenneberg gik også i klassen og Thomas Brauer. Han var glad for skolen og der blev aldrig snakket om flytning til Forældreskolen. Dog har han fortalt mig, at han ikke var lige så begejstret som mig for Solgård, som var skoleinspektør.  Kim  kom en morgen for sent til morgensamling, og i døren stod Solgård, som vredt bøjede sig ned mod ham. ”hans ubehagelige åndede ramte mig  lige ned i hovedet og spurgte– skal det være et trosspørgsmål?”. Kim kan ikke lige huske, hvorfor han sagde sådan, måske havde han spurgt -er du kommet for sent op? – hvortil Kim måske havde svaret – ja, det tror jeg. Så Solgård råber igen ned  og rammer Kim i ansigtet – er det et trooosspørgsmål? Det er jo bare et gæt, I kan jo selv gætte, ellers må vi leve med ikke at kende forklaringen på det med trosspørgsmålet. Er der nogle bud ??

Thomas gik samme vej til skolen 3 år senere, men på et møde med børnehaveklassen inden sommerferien, sagde  børnehaveklasselærerinden Kirsten Lockt og Tim, som skulle blive lærer for den nye førsteklasse,at det nok var en god idé at gemme Thomas lidt. For det var, som han sagde ”ikke den nemmeste klasse”. Han ville endvidere  blive den yngste i klassen, men det var såmænd ikke noget problem, for han var et kvikt hoved og kunne sagtens klare det fagligt. Men han var et meget livligt barn, i gamle dage sagde vi bare, at han havde ”ild i rumpen”. Ja nogen kunne i dag måske ligefrem have fundet på at sætte en ”bogstavsdiagnose” på ham.  Nej, det ville heller ikke passe på ham, for som Kirsten sagde: ” han har så mange talenter, den dreng, han skal bare lære at kanalisere dem”. Vi var lidt bekymrede for, om han skulle opleve, at et helt år til, ville blive en gentagelse. Men hun lovede højt og helligt, at hun ville have nye opgaver og udfordringer  til ham.  Så vi besluttede, at Thomas  skulle tage endnu et år i børnehaveklassen - og det har vi aldrig fortrudt.

De havde begge en god skoletid med lejrskoler, udflugter, julebazarer, børnefødselsdage, skolefester  og hvad der hører til hen over skoleåret.

De var begge meget kropslige, hvis man kan sige det, i hvert fald er der ikke den mur, det plankeværk, det træ, som de to ikke har været i gang med. Som Thomas engang sagde ”jeg var jo 3 år yngre end Kim” så jeg skulle øve mig endnu mere, for at blive næsten ligeså god som min storebror.

Drengene havde prøvet at ride på heste flere gange, og især husker jeg ,at Kim og Martin prøvede det ovre hos farfar og farmor, der nu boede i Ebeltoft. Farfar havde som ung været en dygtig rytter og vist også vundet præmier, så måske var der et ryttergen nedarvet. I hvert fald begyndte Kim at gå til ridning i en ridehal i Højbjerg. De første gange red han i longe, og træneren bemærkede ”han sidder godt i sadlen”.Men en dag gik lyset ud i hallen, og alle hestene blev  vildt opskræmte, bange og vrinskede højlydt, og den unge rytter var ligeved at blive klemt opad hegnet. Denne forskrækkelse gjorde, at han nu ikke ville ride mere.

Så forsøgte han sig oppe på AGF´s baner med fodbold. Her kom Claus Hjorth med, i hvert fald noget af tiden, for det var vist ikke lige noget for ham, og jeg synes at huske, at Else måtte bestikke ham til at deltage med lidt penge eller en bil, men det var jo ikke holdbart i længden.

Så var de med ved Anders And Legene på Viby Stadion. Vi havde Terry med,  Jan havde ham i snor,og pludselig opdagede han, at Terry havde  tisset op ad en mands bukseben, manden opdagede ikke noget, og Jan fandt sig hurtigt en anden plads i tilskuerrækkerne. Thomas fortæller ”Kim gik videre til 2. runde, som foregik i Randers. Jeg gik også videre, men det hører med til historien, at jeg var den eneste der deltog, så jeg vandt i alle discipliner haha.., blev desværre syg, så jeg ikke kunne deltage i Randers.  Senere kom Kim til at gå til  atletik hos Walter i en interessegruppe på Århus Stadion, og det var nok første  gang, han var stor nok til at gå ind i en sportsgren mere  seriøst. Thomas gik til barsket hos Willer, men ligegyldigt hvad de to drenge foretog sig, så skulle det altid måles i længde, højde, mængde og tid. Sport blev en vigtig del og er det den dag i dag  og også stadig som en fællessag, i hvert fald, hvad svømning angår.

Om vinteren cyklede de ned til skovsøerne og stod på skøjter  og spillede ishockey med de små sorte  pucke og selvfølgelig også med lidt isklumper. 

De var også begge ivrige løbere, her deltog vi faktisk hele familien incl. Terry  nogle få gange i det årlige Marselisløb. Og det førte så videre til Maraton, Triatlon, men det er en helt anden historie.

Det er sjovt som vejret har ændret sig over årene, for når jeg kigger i vores albums på billeder fra sommer og vinter, er det iøjnefaldende,  at somrene altid er solfyldte og vintrene er frostklare og med masser af sne. Eller er der mon en tendens til mest at fotografere i godt vejr?

Nina og Arnes Ulrik gik til spejder, og derfor blev der talt om, at det måske kunne være noget for Thomas. Der skulle være spejderlejr i Lisbjerg skov, og så tog Thomas med, fulgt godt på vej af den gamle spejder Niels - men det var ikke nogen succes. Vi måtte hente en træt og bleg dreng  næste dag. Han havde kun fået 12 havrefras til morgenmad, og næsten ikke sovet, fordi nogle piger havde væltet teltet, og så syntes han heller ikke det var sjovt at man skulle sidde og skide på en pind ned i et hul. Måske var det heller ikke været særlig pædagogisk af os at lade ham tage på lejr, uden nogensomhelst forhåndskendskab til de andre børn og lederne.

Gæster og fester

Når Niels kom på besøg hos os i Hjortshøj, og vi sad og sang og hyggede os ud på natten, kunne vi godt finde på at party crashe - og faktisk med overraskende stort held, det var også en måde, vi kom til at kende vores naboer på.

Det fortsatte vi med i det små,efter vi flyttede til H.C Ørstedsvej. Niels´ bror Jes spillede i Bamses Venner, og Niels selv  havde også lidt med Bamse at gøre bl.a. i forbindelse med LP´en Jukebox med amerikanske popsange fra 50´erne og 60´erne, der nu skulle oversættes til dansk. Familien Bamse flyttede ind i et hus lige bagved os. Og en sen aften kunne vi høre råb og plasken fra deres swimmingpool. Og noget senere, da vi gik tur forbi deres hus, bankede vi på, og blev vi  budt indenfor. De havde besøg af en antikvitetshandler, og snakken gik, og der blev da også tømt et par flasker. Vi fortalte, at vi lige havde lavet en sauna i legehuset, og den ville de gerne prøve. Så vi gik igennem hækken, ovnen blev tændt, og tøjet kom af. Det skal lige med, at legehuset var meget lille, og Hr. og Fru Bamse ret store, så vi sad tæt og varmt.

Kim fortæller, at han samme nat vågnede, kiggede ned i haven og så en mand hænge og gynge i det blå reb -  kun iført bowlerhat. Senere mødte han Bamse komme ned ad trappen. Han måtte ”knibe sig i armen”, men vi kunne næste morgen bekræfte, at der havde været gæster. Bamse forærede Kim pladen Mælk og Vin med sin signatur, det var dengang Wimmersvej var på sit højeste, og det var stort for Kim, for der var jo næsten kun Bamse og Kim Larsen, der var noget ved musikken her i landet. Men hvad værre var, at der var naboer, som også havde set  dette højst usædvanlige syn af en gyngende mand kun iført bowlerhat i Hansen´s have midt om natten -  i det ellers så stille villakvarter.

Niels gik det rigtig godt i den københavnske reklamebranche. Han og Karsten boede på Skinderskovvej lige op til nogle marker med græssende heste. Vi var engang med til en fest, hvor jeg vågner op meget tidligt om morgenen, og ser et par af fyrene i gang med at forsøge at komme op på hestene med mere eller mindre held. Niels var dygtig, efterspurgt  og arbejdede hårdt, men nød så meget desto mere at komme hjem til Århus, og så besøgte han os. ”Det er ligesom at komme i skumbad”, sagde han engang. Han var meget glad for begge drengene, og enormt begejstret  da han en morgen hørte Thomas spille en selvkomponeret melodi på det lille klaver.  Niels var jo god til at synge og spille, så vi sad den halve nat og skrålede med på Sloop John B,  Babara Ann osv.

Men det er bestemt heller ikke altid det går så vildt til. Vi laver også lidt mere borgelige sammenkomster,  som her i august 1974, hvor vi har besøg af mine veninder Pi og Grete med deres familier.

Så blev det Karsten og Sissers tur til at blive gift, og brylluppet blev holdt på charmerende Skovshoved Hotel. Til anledningen fik jeg håret sat hos en københavnsk frisør, jeg syntes selv at det var "dullet" lidt for meget, men måske passede det alligevel meget godt til min nye smarte pink buksedragt.

Gymnastik

Nu har jeg fået en ny bil, en skøn flødefarvet 2 CW med soltag, inden den havde jeg ,da vi boede i Hjortshøj ,en blå Fiat 500 ”Mukkebikken”, som bragte mig og børnene vidt omkring, om sommeren til skønne ture til strandene ved Skæring og Egå . Men der er brug for en bil nu, for jeg har efterhånden meget gymnastik rundt omkring i byen.  Jeg har alle slags hold i Åbyhøj Idrætsforening – børn, teenagers og damer. Jeg  tager afsted med min Tandberg Båndoptager og højttalerne. Jeg kan godt lide mangfoldighederne ved  at have så forskellige hold. Jeg får senere også hold i AGF og AOF . Jeg overspiller musik fra kassettebånd  eller LP til spolebånd. Hvis jeg har brug for indspilning af et nyt nummer, kan jeg splejse båndstumper  sammen  på båndet. Jeg laver selv koreografien, og især sidst på sæsonnen har vi travlt inden forårsopvisningen i Stadionhallen.  Jeg føler ren lykke den dag, jeg køber en ny smart Sony båndoptager, hvor låget består af 2 højttalere, for jeg har nok at slæbe på med rekvisitter, bånd osv.

Så åbner Huset i Vesterallé, den første leder er Poul Koch, der senere bliver chef for Musikhuset. Hans kone Birte, har jeg leget med på Silkeborgvej, og hun er med på et af de hold, jeg starter. Det er i Teatersalen det foregår, og jeg har både jazzgymnastik for kvinder, og det vi kalder familiegymnastik. I idrætsforeningerne hedder det mor og barn gymnastik, men her er der mænd med, så vi må kalde det noget andet. Vi bruger bolde, hulahoop ringe, og jeg har selv lavet ærteposer og  fået gratis cykkelslanger hos  en cykelsmed. Kim og Thomas tager jeg med til timerne, men når de ikke lige gider være der , kan de gå ind i legerummet, som er indrettet i et stort lokale med  lukkede kravlegange i forskellige højder og med en masse puder og skumgummiklodser. Det er  i det hele taget et  meget spændende miljø at være en del af, fordi der foregår så meget, og jeg møder  så mange forskellige slags mennesker.

Jeg får efterhånden dårlig samvittighed, jeg er oppe op 20 timers undervisning om ugen, og jeg har med mennesker at gøre, som jeg tumler omkring med uden at have dybere viden om kroppen og dens anatomi. Så jeg melder mig til et kursus der skal gøre mig til gymnastik- og afspændingspædagog. Det foregår hjemme hos Ellen Fregerslev, som bor i Ågården på Åboulevarden. Vi er to elever, som mødes med hende en gang om ugen og sidder inde i hendes stue, og læser op af en anatomibog , som bruges ved sygeplejerske uddannelserne. Det er vigtigt, at vi kan alle de latinske navne på alle kropsdele - det går hun højt op i. Vi skal også deltage i den praktiske gymnastikundervisning. Den foregår i salen i samme bygning. Der er nok en ca. 8-10 damer hver gang, og så er der Ruth, en ældre dame der spiller klaver. Jeg har her et ”Examensbevis fra Ellen Fregerslev Institut Århus – Danmark” med ug minus og mg plusser dateret den 17.5. 74.

Men den moderne jazzgymnastik  lærer jeg på weekendkurser hos bl.a. amerikanske Doug Crutchfield og  svenske Monica Beckmann. Så jeg er væk i en del weekender, hvor Jan må passe børnene.  Jeg kan faktisk godt lide at lave koreografi til musik,  jeg står hjemme i stuen og sætter trin og bevægelser til musik, og det er en sand fornøjelse at se, når et helt hold udfører øvelserne i takt til musikken. Vi starter altid med at løbe og varme op til Creedence Clearwater Revival´s  Bad moon rising. Ellers bruger jeg meget Beatles og til langsomme øvelser kan jeg godt lide Fats Waller. Jeg husker den første gang, jeg  var i Stadionhallen med et børnehold, hvor de dansede og svingede med forskelligtfarvede  bånd til Beatles´ Here comes the sun. Der mødte jeg Ann Mardahl, som har en flot og personlig stil, og var derefter med på kurser hos hende.