Skole og fritid

Kim kom i børnehaveklasse, og den var han meget glad for, og så videre i 1.b, med Bent Kirkemand som lærer. Jan Wenneberg gik også i klassen og Thomas Brauer. Han var glad for skolen og der blev aldrig snakket om flytning til Forældreskolen. Dog har han fortalt mig, at han ikke var lige så begejstret som mig for Solgård, som var skoleinspektør.  Kim  kom en morgen for sent til morgensamling, og i døren stod Solgård, som vredt bøjede sig ned mod ham. ”hans ubehagelige åndede ramte mig  lige ned i hovedet og spurgte– skal det være et trosspørgsmål?”. Kim kan ikke lige huske, hvorfor han sagde sådan, måske havde han spurgt -er du kommet for sent op? – hvortil Kim måske havde svaret – ja, det tror jeg. Så Solgård råber igen ned  og rammer Kim i ansigtet – er det et trooosspørgsmål? Det er jo bare et gæt, I kan jo selv gætte, ellers må vi leve med ikke at kende forklaringen på det med trosspørgsmålet. Er der nogle bud ??

Thomas gik samme vej til skolen 3 år senere, men på et møde med børnehaveklassen inden sommerferien, sagde  børnehaveklasselærerinden Kirsten Lockt og Tim, som skulle blive lærer for den nye førsteklasse,at det nok var en god idé at gemme Thomas lidt. For det var, som han sagde ”ikke den nemmeste klasse”. Han ville endvidere  blive den yngste i klassen, men det var såmænd ikke noget problem, for han var et kvikt hoved og kunne sagtens klare det fagligt. Men han var et meget livligt barn, i gamle dage sagde vi bare, at han havde ”ild i rumpen”. Ja nogen kunne i dag måske ligefrem have fundet på at sætte en ”bogstavsdiagnose” på ham.  Nej, det ville heller ikke passe på ham, for som Kirsten sagde: ” han har så mange talenter, den dreng, han skal bare lære at kanalisere dem”. Vi var lidt bekymrede for, om han skulle opleve, at et helt år til, ville blive en gentagelse. Men hun lovede højt og helligt, at hun ville have nye opgaver og udfordringer  til ham.  Så vi besluttede, at Thomas  skulle tage endnu et år i børnehaveklassen - og det har vi aldrig fortrudt.

De havde begge en god skoletid med lejrskoler, udflugter, julebazarer, børnefødselsdage, skolefester  og hvad der hører til hen over skoleåret.

De var begge meget kropslige, hvis man kan sige det, i hvert fald er der ikke den mur, det plankeværk, det træ, som de to ikke har været i gang med. Som Thomas engang sagde ”jeg var jo 3 år yngre end Kim” så jeg skulle øve mig endnu mere, for at blive næsten ligeså god som min storebror.

Drengene havde prøvet at ride på heste flere gange, og især husker jeg ,at Kim og Martin prøvede det ovre hos farfar og farmor, der nu boede i Ebeltoft. Farfar havde som ung været en dygtig rytter og vist også vundet præmier, så måske var der et ryttergen nedarvet. I hvert fald begyndte Kim at gå til ridning i en ridehal i Højbjerg. De første gange red han i longe, og træneren bemærkede ”han sidder godt i sadlen”.Men en dag gik lyset ud i hallen, og alle hestene blev  vildt opskræmte, bange og vrinskede højlydt, og den unge rytter var ligeved at blive klemt opad hegnet. Denne forskrækkelse gjorde, at han nu ikke ville ride mere.

Så forsøgte han sig oppe på AGF´s baner med fodbold. Her kom Claus Hjorth med, i hvert fald noget af tiden, for det var vist ikke lige noget for ham, og jeg synes at huske, at Else måtte bestikke ham til at deltage med lidt penge eller en bil, men det var jo ikke holdbart i længden.

Så var de med ved Anders And Legene på Viby Stadion. Vi havde Terry med,  Jan havde ham i snor,og pludselig opdagede han, at Terry havde  tisset op ad en mands bukseben, manden opdagede ikke noget, og Jan fandt sig hurtigt en anden plads i tilskuerrækkerne. Thomas fortæller ”Kim gik videre til 2. runde, som foregik i Randers. Jeg gik også videre, men det hører med til historien, at jeg var den eneste der deltog, så jeg vandt i alle discipliner haha.., blev desværre syg, så jeg ikke kunne deltage i Randers.  Senere kom Kim til at gå til  atletik hos Walter i en interessegruppe på Århus Stadion, og det var nok første  gang, han var stor nok til at gå ind i en sportsgren mere  seriøst. Thomas gik til barsket hos Willer, men ligegyldigt hvad de to drenge foretog sig, så skulle det altid måles i længde, højde, mængde og tid. Sport blev en vigtig del og er det den dag i dag  og også stadig som en fællessag, i hvert fald, hvad svømning angår.

Om vinteren cyklede de ned til skovsøerne og stod på skøjter  og spillede ishockey med de små sorte  pucke og selvfølgelig også med lidt isklumper. 

De var også begge ivrige løbere, her deltog vi faktisk hele familien incl. Terry  nogle få gange i det årlige Marselisløb. Og det førte så videre til Maraton, Triatlon, men det er en helt anden historie.

Det er sjovt som vejret har ændret sig over årene, for når jeg kigger i vores albums på billeder fra sommer og vinter, er det iøjnefaldende,  at somrene altid er solfyldte og vintrene er frostklare og med masser af sne. Eller er der mon en tendens til mest at fotografere i godt vejr?

Nina og Arnes Ulrik gik til spejder, og derfor blev der talt om, at det måske kunne være noget for Thomas. Der skulle være spejderlejr i Lisbjerg skov, og så tog Thomas med, fulgt godt på vej af den gamle spejder Niels - men det var ikke nogen succes. Vi måtte hente en træt og bleg dreng  næste dag. Han havde kun fået 12 havrefras til morgenmad, og næsten ikke sovet, fordi nogle piger havde væltet teltet, og så syntes han heller ikke det var sjovt at man skulle sidde og skide på en pind ned i et hul. Måske var det heller ikke været særlig pædagogisk af os at lade ham tage på lejr, uden nogensomhelst forhåndskendskab til de andre børn og lederne.