Skagen

Jan siger sommetider, at  det faktisk var os der opfandt Skagen – altså ikke sådan bogstaveligt, men vi var nok den første familie blandt vennerne, der begyndte at tage til Skagen jævnligt. Det var i slutningen af efteråret, at vi havde bestilt en weekend på Ruth´s Hotel i Gl. Skagen ( Højen ). Vi nåede dertil, da det var ved at blive aften, og der næsten var helt mørkt og tomt, ingen biler på parkeringspladsen og ingen mennesker omkring. Stuerne var tomme og fyldt med gamle møbler,  malerier og billeder, også  af nogle berømtheder som  havde holdt ferie på stedet. Vi fandt nøglen og gik op ad trappen til vores værelse, hvis eneste belysning kom fra en nøgen pære i loftet – det var ikke lige det, vi havde drømt om. Det var som om hele byen var lukket ned for vinteren.

 Vi besluttede at gå en tur hen langs stranden,  og så kom vi forbi en gul bygning, der lå lige ned til stranden med kæmpestore panoramaruder, så vi kunne se ind til alle de herligheder, som vi indtil nu kun havde drømt om. Der var børn der legede i poolen,  de svang sig i tov eller drønede ned ad rutchebanen og plaskede lige i vandet med råb og skrig. På kanten sad forældrene i kurvestole  og nød synet af deres legende børn.

Drengene gjorde højlydt opmærksom på, at det kunne de altså godt tænke sig at prøve. Så vi fandt indgangen til Traneklit, for Jan foreslog at vi allerede skulle tage dertil næste weekend, hvis det var muligt. Han fandt den ansvarlige person, som gav hånd og præsenteredes sig ”navnet Wenzel”. Som sagt så gjort, vi tog derop følgende weekend, og der skulle komme flere af samme slags de følgende år.  Stedet var ved at blive ombygget til timeshare, og noget senere blev Skagenklit ombygget, og det samme gjaldt  for  Jeckel´s Hotel.

Vi handlede ind hos den hyggelige købmand Ruth, en slags landhandel,  hvor man kunne få alt fra opvaskebørster  til årgangsvine. Vi besøgte også restaurant Trekosten med de 2 hyggelige  indehavere Erik og Henry, som severede øl og dram lavet på sortebær.

Birte og Otto købte lejlighed 13, og holdt ferie der med børnene i ca.15 år. Vi har været der flere gange og husker  især strandfrokoster med fisk fra Nibe Hansen i Skagen. Jo, Skagen var ved at blive mondæn, og  man hørte efterhånden ligeså meget københavnsk som den lokale dialekt.  Turisterne valfartede dertil  og troppede troligt op hver aften ved solnedgangskiosken, hvor de klappede den glødende sol  ned i havet.

Vi var også engang deroppe med  ”Dådal fårekollektiv”, da boede vi på Skagenklit og skulle tage beslutning om, vi skulle bygge en norsk håndlaftet hytte til den grund vi havde købt på Mols Hoved.