Første gang jeg besøgte Dådal var med min veninde Kirsten
Steffensen og hendes kæreste Erik Janzen
, vi mødtes hos købmanden i Esby, for de skulle vise vejen - helt ud ad Klæbjergvej, ned gennem en hulvej til
nr. 28, for her lå den hvide
bindingsværksgård med hønsehuset, de toppede sten på gårdspladsen og marker og
skrænter lige ned til havet. Vi mødte
senere Henrik og hans søster Kirsten,
det var deres far, der ejede stedet, men Henrik havde råderet over hønsehuset.
Han havde lavet en
Kote efter finsk forskrift, den var gravet ned og havde græs på taget, for så
kunne den ikke ses fra luften, den var nemlig ikke lovlig. Den var primitiv,
men havde dog et komfur, så der blev bagt æbleskiver, og med luftmadrasser og
soveposer, kunne der lige akkurat være plads til et par familier og børn, hvis
man accepterede at ligge lidt i lag.
Mere bekvemt var der i hønsehuset, for her var gode senge,
madrasser, toilet, køkken - stadig enkelt men meget hyggeligt. Vi har næsten
haft alle vores venner på besøg, for der er ikke noget så dejligt, som at gå
tur til Lus Hage eller hen til Tyskertårnet, selvom vi må forcere marker med
køer og tyre, som især jeg er direkte bange for. Terry skulle altid være i snor, og jeg husker,
at han engang tissede op ad et elektrisk hegn og sprang højt op i luften af bar
forskrækkelse, mens han kiggede spørgende op på Jan. Under kokasserne har vi
sommetider fundet svampe, og børnene har elsket at lege rundt omkring i
bakkerne. Engang var Lene og Jens Jørn med og også deres hund, de to hunde blev sluppet løs, og det gik så
voldsomt til, at Terry kom til at bide Jens Jørn i hånden, så han måtte en tur
til lægen.
Sådan et sommermåltid midt på gårdspladsen med nye
kartofler, der lige var gravet op, dertil sild,
smør,rugbrød og et glas af Henriks hjemmelavede øl - det var noget af
det bedste.
Om vinteren hjalp vi tit til derovre med at fælde træer, så
kom brændeovnen i gang, og vi hyggede os indendørs. En hvid snevinter havde vi
Kirsten og Niels med. Nu da vi skulle på landet, sprang Kirsten ud som gammel landhusmor og
insisterede på, at vi skulle have hvidkålsrouletter med tyttebærsyltetøj og
brun sovs. Niels havde købt spillet ”Landmandsliv”, og det var ikke kedeligt.
De gik meget op i det, og der kom et spørgsmål vist om sæder og skifte. I hvert
fald trak Niels i overtøjet, for han ville ud og spørge en rigtig landmand til
råds, og han fandt heldigvis også én at spørge.
I starten havde vi får sammen på Dådal, her var også Bent og
Birte fra Ankerhus med og Henriks kollega Erik med sønnen Ulrik. Selvom jan var selstændig og med egen
virksomhed, havde han faktisk socialistiske tanker, som bl.a. andet kom til
udtryk i fårekollektivet på Helgenæs. Det var en sand festforestilling , når de skulle klippes. De
fik jo også lam engang imellem, og pludselig engang da vi kom gående ned ad en skrænt, kom
der et lam løbende, det havde en unge hængende ud – den var dødfødt – lidt
specielt for os byfolk at opleve denslags!
Tankerne om kollektiv fortsatte, for vi ville have sommerhus
sammen. Så vi indledte jagten på en sommerhusgrund. Og den fandt vi på Mols
hoved ved Isgård. Det var Anne Linnet og Holger Lauman,der ejede den, og det
var hendes mor Fru Linnnet Jepsen, der solgte den til os. Jan mener den kostede
165.000 kr. Vi fik plantet Rosa Rogusa på grunden. Men vores mange børn var
vist for meget, for mange eller støjende. For der var en eller anden mand der råbte ”socialister” efter os – altså - hvad sker der ? vi var: en direktør, et par konsulenter, en professor,
og et par lærere, nå men så opgav vi at
bygge det håndlaftede norske bjælkehus på denne grund.
Men vi var ikke sådan at slå ud, vi fandt hurtigt et dejligt
hus ved Ebeltoft på Granvej, det var Hansen Møbler, der havde det. Det var lige
til at flytte ind i, og jeg købte et par legehuse på Teknisk Skole, som vi
satte op. Det var lige ved at gå galt, da Henrik stod med en skruetrækker, som
ramte forbi og var lige ved at
ramme Jans øje. Py-ha, der skete ikke
noget. Vi havde huset på skift, men var der selvfølgelig også sammen. En dejlig
tumleplads for især børnene med den urskovslignende kløft som nabo.
Nogle år senere startede vi
det sidste sommerhuskollektiv ved
Trend på Annemarievej. Det var med Birte og Otto, Jytte og Andreas og Anne og
Tage. Andreas og Tage var involveret i firmaet, henholdsvis som bogholder og
revisor. Og så var Andreas biolog, han havde den Rullende Naturskole, som han
lavede ture med for skoler, foreninger
osv. Det var et rigtig dejligt hus ved Limfjorden. Nu var børnene blevet
større, men de tog da med engang imellem. Vi var på mange ture til Fosdalen,
Vesterhavet og Livø. Jeg tror faktisk at Jan og jeg var dem der brugte det
mest. Mens børnene var små, var det
dejligt at være sammen med andre familier, og være fælles om madlavning,
reparationer osv. , så vi har kun haft gode oplevelser i denne epoke. Jan
syntes så godt om kollektivtanken, at han altid har talt meget om at lave et Ollekolle, altså et bofællesskab, hvor
man som ældre ikke behøver at bo hver for sig, men indgår i et fællesskab, hvor
man kan hjælpe hinanden, også som en god støtte for de der bliver enlige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar