Jul i 70´erne og 80´erne

Vi holdt næsten altid jul hjemme. Vi fik besøg af Yrsa og Frank og hvert andet år af Georg og Hilda. Det kunne også være, at Karen Margrethe eller Anders var med. Det var en dejlig tid mens drengene var mindre, og der blev grovhygget med juleforberedelserne. Der bredte sig den mest velsignede duft, når vi bagte vaniljekranse eller kogte klejner. Der blev rullet dej ud, og børnene kunne med figurforme udstikke, hjerter, nisser, grantræer osv. Der blev klippet, klistret og flettet til den store guldmedalje, og de kom også slæbende hjem med guirlander og hjerter, som de lavede i skolen.

Pynten kommer stadig frem i dag, når vi engang imellem stadig står for julefesten. Jeg er måske den sidste i Danmark, der mener at det eneste rigtige juletræ er en rødgran. Kim og Thomas havde flere julekalendere, de broderede, som der blev hængt pakker på, og dem som fulgte TV´s julekalendere. F.eks. den med Magnus Tagmus, Jul i Gammelby og Jullerup Færgeby. Mange af traditionerne havde vi jo med fra vores forældre, og nu går de snart videre til endnu en generation. Engang blev drengene passet hos Anders og Inge på Skanderborgvej, og hos dem lavede de et par flotte store nisser af paprør med glanspapir og sølvfolie.

I flere år mødtes vi 1. juledag hos Else og Christian til julefrokost sammen med Birte og Otto. Forinden havde alle tre familier gået julemarch, og børnene fik diplom og hvert år en ny medalje. Et år fik ungerne karatedragter (nattøj) i julegave. Det var en af de bløde pakker der vakte lykke, ellers ville de hellere have legetøj eller spil. De besluttede at de skulle have dragterne på til marchen, men de var af tynd bomuld, så de måtte trække dem udenpå overtøjet – heldigvis var de købt rigeligt store.

Ottos fødselsdag 2. juledag blev fejret med en julemiddag hos dem. Her fik vi traditionen tro altid kogt pighvar med aspargeskartofler, hvid sovs, smørsovs og masser af finthøvlet peberrod – uhm. Else og Birtes mor Tulle var altid med.

Vi fejrede også nytårsaften sammen, og Thomas fortæller "Jan og Christian var meget entusiastiske når de fortalte børnene om dengang de lavede nytårsløjer. Jans historie blev mere farverig hvert år - om dengang han smed kanonslag ned i kloakkerne, så det sprøjtede med vand. Børnene gik i fædrenes fodspor og kunne berette om heksehyl i postkasser, væltede skraldespande, slukkede lyskæder og tandpasta på vinduer og håndtag." Som fædre så sønner.... -og de havde "hørt efter i timen!".

Til dessert fik vi tit  ”Ole Haslunds mislykkede kage” – en slags plumkage med alskens frugt og spirituøse sager, så den faldt sammen og blev lidt konfektagtig, og derfor lå rigtig godt og tungt i maven. En anden populær dessert var Crèpes Suzettes, og til den lejlighed kom 60´ernes kobberpander frem og der blev tryllet med flambering.

Drengene var blevet glade for at stå på ski, så et år besluttede vi at søge nye ”græsgange” Det blev Norge og Geilo. Vi pakkede bilen og kørte til Frederikshavn, mens vi undervejs altid hørte Gnags´juleang med ”2 mus i en spand med mælk”. Når bilhjulene ramte rampen med den særlige lyd ”gadagung” opstod der helt automatisk den rette julestemning i bilen. Vi havde alt julegrej med – ligefra de flettede julehjerter til andesteg og rødkål. Geilo var en hyggelig by, hvor folk kom kørende til i tog for at fejre jul. Her ligger det fine Holms hotel, og Jan fortalte, da vi besøgte det, at de ski, der hang på væggen til pynt var Hickory ski, for sådan et par havde han arvet efter Frank, som havde været en meget dygtig skiløber. Vi har stadig et lille sølvkrus, som han havde vundet ved en konkurrence. Drengen blev sluppet løs på bakkerne, og vi hørte for første gang Sissel Kirkjebø synge norske julesalmer over højttaleren. Jan og jeg tog det lidt mere adstadigt med lidt langrend på vores Trysil ski. Modsat alle skiløbere kan jeg ikke fordrage bakker, så hvis jeg vidste at Holland var snesikker, ville det for mig være et langt bedre sted. Det var også dengang dyrt  i Norge – jeg har aldrig andre steder set salg af halve agurker og salathoveder. Jeg vil sent glemme vores besøg i den smukke gamle stavkirke juleaften med præstens norske version af juleevangeliet – meget smukt og stemningsfuldt.

Vi havde også Lise og Jan med til Hovden et år. Vi havde øvet os på langrend året forinden i Olufstrøm i Sverige, og det var gået helt godt. Vi fandt gode bakker, hvor vi kunne stå for os selv, og minsanten om ikke Jan Norman fandt et flag og jeg en bronze kobjælde – pudsigt – under sneen. En aften blev vi kaldt hen til en mand, der havde et kæmpeapparat – en slags mobiltelefon. Det var Bamse, der ringede, at Niels var død. Du kan nok forstå, at vi blev chokeret, for det var jo alt for tidligt, så vi peb lidt, og Lise og jeg gik i den lokale kirke til julegudstjeneste og for at mindes Niels.

 

 

 Det var på slutningen af ferien og weekend, og vi var løbet tør for øl – alt var lukket, dog fandt vi lidt Vørterøl på en taktstation, men den smagte ad H til – nærmest som øllebrød. Men så forsvandt Lises Jan og var væk meget længe, men det lykkedes ham på en kro at købe nogle øl for alt for mange penge. Og så var det Jan kom frem og stolt triumferende kom ud i køkkenet med en hel flaske julesnaps, han havde gemt for os. Men ak – han tabte den på skifergulvet, hvor den splintredes i tusind stykker, og de dyrebare dråber flød ud. De to Janner lagde sig på knæ og forsøgte med et fejeblad og lidt med tungen at søbe dråberne op –  der gik lidt glasskår i den glæde.

Vi var flere gange i Hemsedal. Engang havde vi Claus med, Else var vist i London med en kæreste. Det er jo vigtigt på en skiferie at få så meget ud af den korte dag, for det er faktisk kun lyst fra kl. 10 til kl. 16. Så drengene var på løjperne hele tiden. Men en dag gik det galt for Thomas, han faldt og vred det ene ben om, så han måtte køres ned i en bananpulk. Dengang havde man ikke normalt mobiltelefoner, så vi fik et chock, da vi skulle hente drengene, og Thomas sad i kørestol. Heldigvis var det den sidste dag i ferien, så næste dag kom han i behandling i Århus og fik rigtig gips på. Men det skulle nu ikke forhindre ham i at stå på ski – den klarede han med en skistav og den ene krykstok.

 

 

Næste år havde vi også Else med, og med så mange i bilen, måtte vi pakke mad og grej ned i vores anhænger. Vi skulle igen til Hemsedal til et splinternyt sted – Hemsedal Alpin. På vejen var vi et smut forbi Oslo og besøgte et par norske kunder. Vi spiste julefrokost med dem på restaurant og fik smagt lutfisk og andre norske specialiteter. De advarede os mod de sneglatte veje, og vi lyttede og fik sat snekæder på. Det viste sig at være en misforståelse, vi skulle først have dem sat på, når der kom høje og glatte bakker. Så det resulterede i, at en af kæderne blev slidt i stykker. Alt var lukket, så gode råd var dyre, hvordan kunne vi reparere kæden? Først ofrede Thomas sit ene snørebånd fra de grå Ecco støvler – men det blev også slidt op. Så kørte vi ind på en tank som var lukket, men de havde flagstænger, og så tog Jan sin lighter og brændte et stykke flagline af. Det var bælgmørkt da vi omsider nåede frem til Hemsedal, og Hemsedal Alpin var en stor byggeplads, mandskabsvognen var aflåst – og der var ikke et øje. Humøret var lavt i bilen – hvad gør vi nu? Vi skulle have nøglen af vores kontaktperson Mette Backen, men hvor var hun? Vi kørte ned til byen og stoppede ved det lokale hotel. Damen i receptionen beskrev, hvor Mette Backen boede, og hvis hun ikke var hjemme kunne vi godt overnatte på hotellet. Vi fandt hendes hus og gik i tårnhøje snedriver omkring det mørklagte hus og råbte ”Mette Backen” – men der kom intet svar. Det endte med at vi indlogerede os. Vi fandt spegepølse, rugbrød og øl i anhængeren, og mens vi gjorde det, gik drengene nedenunder i det nu menneskeforladte hotel og kom op med armene fulde af tallerkener, bestik, glas, servietter og minsanten også en julestjene. De spurgte os om vi ville have lidt spiritus, for det kunne de også godt skaffe – men der satte vi grænsen!

Næste dag fik vi nøglen - der var jo et hus gjort færdig til os, og senere kom Mette Backen og beklagede misforståelsen og gav os en stor æske chokolade – og så blev det atter jul…

At sikringerne så senere sprang, så vi måtte opvarme rødkål og sovs på skift i kaffemaskenen er jo en helt anden sag. Men vi var ikke sådan at slå ud, vi forsatte med at holde jul i Norge og har haft fornøjelsen også at have Birte, Otto, Jette og Anne med. Og nogle år senere tog vi til Beitostølen, hvor Nina, Arne, Ulrik og Thomas var på ferie på Henning og Beate´s hotel. Vi boede sammen med Sisser og Karstens familie i Knuts Hyttegrend. Nytårsaften kom vi på besøg på hotellet og hørte den norske konge holde nytårstalen. Et par ældre norske damer sad med tilbageholdt åndedrag, for kongen var vist svært ordblind og kunne let lave fejl, men det gjorde han heldigvis ikke den aften.