Jul

Jan´s julelikør (2009)

Skal helst startes før jul, gerne i oktober. I et stort glas lægges en pæn stor appelsin. Prik huller i den med en gaffel og hæld 40 kaffebønner  i og ca. 20 sukkerknalde. Fyld efter med ½ flaske vodka, luk og lad det trække i ca. 40 dage. Kan drikkes nårsomhelst, men er også fin til dessert, ost og som avec.

Jan´s julepunch til 4 pers.

1 flaske rødvin, saft af 1 appelsin, smag til med honning/sukker. Det hele opvarmes, og kan piftes op med lidt julelikør, rom og andet stærkt. Vi drikker det uden fyld, men man kan fint berige med rosiner, mandler osv.

Blomsterberg´s brune kager

Blomsterberg besøger Dansk Supermarked

250g smør, 125g lys sirup, 250g mørk farin, 3tsk kanel, 1 tsk nellike, 2 tsk ingefær, 1 tsk allehånde, 500g hvedemel, 60g syltet appelsin i tern, 150g hele mandler, 25g usaltede pistaciekerner, 2tsk potaske, 1spsk koldt vand.

Smør, sirup og farin smeltes for middel varme. Bland kanel, nelliker, ingefær, allehånde og hvedemel, tilsæt syltet appelsin, mandler og pistacienødder. Potasken og vand røres sammen i en kop og hældes i dejen, der æltes ensartet.

Hæld dejen i en form, der er ca. 18x18cm. Fores med bagepapir på bund- og sider og pres den godt ud og lad den stå i køleskab til næste dag. Skær den ud i  5 baner. Kagene skæres i tynde skiver, og bages på bagepapir ved 175gr.ca. 9 minutter. Afkøles på rist.  Jeg lægger ofte baner i plastpose i køleskab/fryser og skærer dem ud efter behov og til en smuk gave i cellofan med smalt gavebånd.

Kandiseret ingefær med godaw i

Skræl  f.eks. 100g ingefær med kartoffelskræller og skær den i strimler. Kog dem i lidt vand ca. 30 min. til de er møre. Si vandet fra og hæld ingefæren i et decilitermål og tilsæt lige så meget sukker, som der er ingefær.

Hæld sukker, ingefær og lidt vand i en tykbundet gryde og kog det op under omrøring. Skru ned og lad blandingen koge svagt, til sukkerlagen næsten er væk, og ingefæren næsten er blevet gennemsigtig. Hæld ingefæren i en skål og kom så meget sukker i, så den er dækket og rør rundt, så alle strimlerne er dækket af et sukkerlag. Hæld dem ud på bagepapir og lad dem tørre.

Julia og Lucas´pebernødder (2004)

250g mel, 110g smør, 1æg, 150g sukker, ½tsk hjortetaksalt, 2tsk kanel, 1tsk kardemomme, 1tsk nellike, ¼ tsk hv. peber. Smelt smør og kom mel og rør resten af ingredienser i.

Sæt dej i køleskab, rul den til pølser og skær i 1 cm stykker.

Læg kuglerne på plade og bag ved 200gr 7-8 min. på næst øverste rille.

Anna´s trøfler
425g rørsukker, 500g smør, 100g kakao. Smør og rørsukker smeltes langsomt i en gryde 20-30min! Tilsæt dernæst kakaoen.

600g havregryn, 600g dadler, ½-1 kop kaffe.Dadler frigøres for sten, og disse skal blandes godt sammen med havregryn. Når massen er rørt til en klæbrig jævn masse tilsættes kaffen. Bland masse med det smeltede sukker og smør, rør det hele godt sammen. Lad massen hvile i køleskabet min. 4 timer og gerne natten over. Mens massen afkøler i køleskabet er det en god idé at røre rundt i massen, da undgåes at smør flyder ovenpå!

Ca. 500g chokolade og et par poser kokos. Når massen er stivnet godt ,kan den rulles til små  kugler eller hvad nu din fantasi byder ind med, og disse dyppes i mørk smeltet chokolade og rulles evt. i kokos. Trøflerne smager også dejligt uden koskos.

Langtidsbraiseret and (ca. 3000g) med fyld

Hvis du bruger en frossen and, så husk at tage den ud et til to døgn før stegning.

Fyldet kan være æbler, svedsker, løg, krydr med salt og peber og stop det i anden og luk med en køkkennål.

Gnid anden udvendigt med salt.

Kom knap 1 liter vand i en bradepande med rist og sæt i forvarmet ovn ved 120gr.

Læg anden på rist med brystet nedad og lad den stege i 4 timer.

Vend den og steg med brystets opad i små to timer.

For at få skindet sprødt, sættes temperaturen op til 225gr og steg videre i ca. 15 min.

Tag den ud, dæk den til og lad den hvile 20min. inden udskæring.

Har du ikke tid til langtidsstegning, så sæt anden i ovnen ½ time ved 160 gr, derefter 2 timer ved 200 gr, først 3 kvarter ryg op, resten bryst op, og ellers som ovenfor.

Sovs

Kog en fond af andefyldet. Lav sovs på normal vis ved at smelte olie/smør og rør lidt mel i, spæd med fonden  fra bradepande og fra andefyld og evt.  og anden væske – for nu  er det kun fantasien der sætter grænser - prøv med en sjat rødvin, vand, salt, peber og krydderier indtil konsistens og mængde er som den skal være og tilsæt evt. kulør.

  Rødkål

I 2011 vendte jeg som så ofte før tilbage til ”il classico”:Frk Jensen´s opskrift til 4 personer:

1 rødkålshoved ca. 1kg, smør/olie, 1dl eddike (gerne rødbede),  evt. ribssaft eller andet frugtagtigt, sukker, salt, 2 æbler.

Kålen snittes fint og svitses. Tilsæt eddike og kog langsomt 15 min under låg.

Tilsæt gerne ekstra smag i form af krydderier, måske lidt stjerneanis, og mangler der syre så appelsin osv - indtil den har den julede smag. Den skal koge ca. 1 time.

Kartofler

Vi bruger som regel aspargeskartofler både til de brunede og de hvide. Man kan fint koge og pille dem i forvejen dagen før. Til 1kg brunede skal man ca. bruge 150g sukker og 90g smør. Sukkeret  smeltes i en tykbundet gryde, lad det smelte uden omrøring, skru lidt ned for varmen, gør kartoflerne let våde og vend dem lidt efter lidt forsigtigt rundt i karamellen. Vær tålmodig det tager sin tid, inden de bliver flot brune.

Andet tilbehør f.eks. asier o.l.

Anna laver en rigtig dejlig waldorfsalat som supplement og her er et andet supplement:

Renatas grønkålssalat (vist oprindeligt Isabellas) og den kan jo fint spises på alle andre tidspunkter.

200 g grønkål, 4 julesalater, 1 radicchio, 2 appelsiner, 1 granatæble, 100 g valnødder, 100g abrikoser.

Marinade: 1 sp grov sennep, 1 sp honning, 2 sp hindbæreddike, 6 sp valnøddeolie, salt og
peber. Alt rives.

Ris á la mande som i virkeligheden slet ikke er fransk, men pæredansk har jeg altid lavet efter frøkenens opskrift, men i de senere år er det Lise, der har stået for den. Når vi holder jul med familien, deles vi nemlig om maden, og i år skal vi levere 2 stegte ænder og rødkål.

Indledning

Mad med minder

Som mange andre har jeg samlet opskrifter i hele mit voksne liv. Jeg ved ikke hvordan andre gør, men når jeg ser en spændende opskrift, så klipper jeg den ud. Og nu kommer det svære, for hvordan kan jeg sikre mig, at jeg kan finde den igen? Det er nemlig ikke så let – derfor har jeg prøvet flere metoder. Dengang vi havde firmaet A&H, der producerede ringbind, var vi så heldige, at en fotokunde skulle have lavet små fine 2-rings kvadratiske ringbind i sort og hvid lak, noget der var rigtig smart dengang i 80´erne. Og da jeg var frue i huset, fik jeg lavet dem i forskellige smarte folier. Så vi endte op med 4 ringbind, der hvert havde sit emne. Indtil jeg havde afprøvet og godkendt en opskrift, boede den i  min bedstefars chartol i den store midterskuffe, som altid endte i et frygteligt anarki og rod, og mindst en gang årligt måtte tømmes og skrumpes.

Men så fik vi jo Karolines Kogebog, som firmaet fik æren af lave, indtil de stoppede med den. Det er jo ikke fordi vi mangler kogebøger, vi har alt fra Frk. Jensen til Anne Hjernøe i flere bogmeter. Men problemet opstår for os, der ikke laver madplan, dagligt spørgsmålet:  "Hvad skal vi have at spise?”. Nej, jeg bladrer ikke i bøgerne for at lade mig inspirere, for i dag er det supermarkederne der tit afgør hvad aftensmaden skal stå på. Lad os sige det pænt – vi lader os inspirere af dagens tilbud. Men hvis jeg vil finde frem til vores yndlingsopskrifter, skal jeg bare gå efter der, hvor der er flest pletter eller håndskrevne tilføjelser - så er jeg på rette vej.

Sidst i 90érne købte vi et dejligt sommerhus ved Gjerrild, så nu måtte vi oprette et nyt køkkenbibliotek. Jeg kan ikke undvære Frk. Jensen, så det gamle slidte og plettede eksemplar flyttede med i sommerhuset, og vi købte en ny til bylejligheden. I mellemtiden var den nye transparente, æstetiske og miljøvenlige plast PP kommet på markedet, derfor besluttede vi, at årets julegave til kunderne skulle være en kogebog med skilleblade og en dejskraber – alt sammen udført i PP – og den fungerer nu som ”hovedbog” i sommerhuset. Men som vi bliver ældre og har haft mange fødselsdage, er der også smuttet en del kogebøger ind både her og der. Nu må det med kogebøgerne godt stoppe, men jeg tror aldrig jeg kan holde op med at finde nye opskrifter.

Min mors kogebog

I skrivende stund er der trist og november vådt derude, men lige om hjørnet venter julen med alle dens traditioner og ikke mindst mad. Vores ældste barnebarn Lucas lavede i 2009 en julebog af en af firmaets flotte spiralbøger, som blev dekoreret med glimmerlim med børnebørnenes navne.

Jeg glæder mig til at dele Jan og mine madminder med jer, for det er jo omkring bordet vi mødes med familie og venner, lægger mobilerne væk og tager os tid til at snakke, hygge og bare nyde hinanden og det fælles måltid mad.

Anettes fødselsdag i sommerhus 2009

Epilog

Det har været spændende at skrive om mit liv, og jeg håber at mine efterkommere kan have glæde af Glemmebogen. Men det er heldigvis ikke slut, for historien og familien fortsætter jo.

Ikke alle ægteskaber kan vare ved, og Thomas og Susanne måtte gå hver til sit, men blev sammen i Lystrup i hvert sit hus. Nikolaj og Jakob bor hos forældrene på skift og tæt ved skolen, og alle har et godt og harmonisk forhold til hinanden. Senere mødte Thomas sin Anna, og endnu senere rykkede hun ind i Hyldehaven sammen med Rasmus og Sofie. Og børnerigdommen ville ingen ende tage, for den 5. april 2011 kom lille Mathilde til verden.

Vi har den store glæde at se både børn og børnebørn tit og har været på ferie med begge familier flere gange. Den 25. juli i år (2015) blev Thomas og Anna gift, og de og Mathilde  tog i den forbindelse mit pigenavn Gysting som efternavn – så nu sluttes ringen på en måde.

Flere har foreslået, at Glemmebogen skulle laves i papirformat, måske ville børn, børnebørn og oldebørn snarere få kigget i den i det format. Vi får se -det kunne måske ske i forbindelse med Guldbrylluppet 2.april.2016

Tak

Tak til Renata, fordi du satte mig i gang med bloggen og  tak for dens fine grafik som indledning.

Tak til Kim, Thomas, Lise og Anders, fordi I har gennemlæst visse afsnit  især de ældste, der handler om jer – og oven i købet beriget med forbedringer eller jeres egne historier. En ekstra tak til Thomas, fordi du har været tålmodig, når jeg havde problemer med IT og sat film ind.

A&H med succes

Op igennem 00`erne udviklede vi os mere og mere for at opfylde kundernes stigende krav på unikke produkter . Vi besluttede, at vi skulle gøre det vi var gode til - nemlig hele tiden at finde på nye materialer, bearbejdninger, forædlinger og accessories, altså dimser og dingenoter til lukning af mapper. Så vi tog på messer for at hente inspiration – ja ingen tvivl om,  at A&H var ”first mover”. Og så må man jo orientere gamle som mulige nye kunder om det, så vi gjorde os også gode til markedsføring.

Papirgrossister som Papyrus og tyske Gmund lagde lagde mærke til os, og vi indførte de  meget populære workshops. Vi inviterede kunderne til at besøge os, og her fik de en præsentation af papir af Janne fra Papyrus, derefter fulgte en rundgang i produktionen med Jan og sluttelig i vores showroom, hvor jeg fortalte om de sjoveste og nyeste produkter og deres tilblivelse. Som når Ecco skulle lancere en ny sandal i læder og med en korksål, jamen så skulle disse materialer selvfølgelig indgå i salgsmappen. Derfor var det så vigtigt at have kendskab til alle mulige og ”umulige” materialer og løsninger. Det lykkedes os at finde kork, som vi kunne klæbe op på en sort mappe, og logoet blev trykt i gummi, og for at nå det ønskede restultat,  måtte de en tur forbi et trykkeri som trykte T-shirts med den slags tryk.

Kurserne gav de kreative på bureauerne og modefirmaerne blod på tanden. Jeg kan huske,at vi blev omtalt som en ”slikbutik” af mangfoldighed. De udfordrede os gang på gang: ”kan man også trykke på brugte presenninger ?” lød det fra Mette fra Jack&Jones. Ja da, og det var godt, at Jan vidste, at vi nok kunne finde dem hos Thyge Stabel i Viby. Som sagt så gjort, og så blev der rullet en flot gammel Coca Cola presenning ud på gulvet - Jette gik i gang med at vaske presenningen med en gulvskrubbe, hvorefter Klaus fandt de flotteste udskæringer, derefter røg de til trykning, så isætning af mekanismer og lukning med trykknapper. Kun fantasien satte grænser og altid i samarbejde med kunden. Selvfølgelig kom Niels Ejlersen selv med sort læder til sine ringbind, der skulle indeholde forskellige sofa modeller. Og i salgsmappen til Lego indgik der jo en lille rød legoklods i forbindelse med elastiklukningen.

Vi tog jo også på kundebesøg i hele landet, og deltog på relevante udstillinger og messer. I starten af 00´erne var det Grafisk Forum i København. Vi havde selvfølgelig også konkurrenter som f.eks. EST, men de lavede næsten udelukkende produkter i pap, og,  syntes jeg, en mere tung stil. Jan og jeg var jo godt klar over, at vi ikke kunne holde til det tempo i al evighed, så vi talte ind imellem om mulighederne for et generationsskifte. Kim var ikke interesseret, han ville gerne arbejde med arbejdsmiljø, men Thomas ville måske?. Så han og en kammerat Ulrik blev bestyrelsesmedlemmer, men besluttede sig for at holde efter et par år, fordi de var på vej i andre jobs.

I 2002 havde havde vi møde med Due Plast og drøftede forskellig samarbejds-/fusions muligheder, men det var ikke så nemt, heller ikke med vores underleverandør Schrøder Grafisk lykkedes det.

Krisen begyndte at kradse, og vi spekulerede på, hvad vi nu skulle gøre. Vi begyndte at bruge Grafisk Finish, der som navnet siger, færdiggjorde produkter bl.a. i form af kachering, lakering og prægning. Direktør for firmaet var Karl, og han var meget entreprenant og forsøgte gentagne gange at fortælle os, at A&H med vores gode brand ville få glæde af at flytte sammen med dem. De var lige flyttet ind i store lokaler på Vejlbjervej, og her kunne der fint være plads til os. Måske kan du forstå, at det var svært for os at se os selv som en del af et større firma, når vi nu altid havde været os selv, og derfor var vant til at gøre tingene på vores egen måde. Efter mere end 40 år i branchen opnår man, og heldigvis for det, en særlig kultur, og måske var det i virkeligheden også det, der var med til at give os vores særpræg, og derfor havde været med til at give os mange og i ligeså mange år loyale kunder - lige præcis det, de ønskede af et tæt samarbejde og en fælles produktudvikling.

Men vi blev alligevel enige om, at Jan og jeg ikke kunne fortsætte til evig tid, og vi gik derfor ind i processen. Vi havde adskillige møder med revisor, advokat og ikke mindst Karl, og nu blev Schrøder Grafisk også involveret, og vi var nu tre partnere. Vi sagde ja til fusionen, og kort tid efter flyttede vi med hele pivtøjet ud til Risskov, og vi fik solgt Læsøvej forholdsvis hurtigt i betragtning af, at der var krisetid.

Produktionen fik sin egen bygning på Arresøvej med lager og frokoststue, faktisk et ret rart sted. Salg og administration flyttede ind på 1. sal på Vejlbjergvej. Så på den måde fortsatte vi hverdagen omend med forandringer. Der var selvfølgelig produktionsmæssige fordele i det tætte parnerskab, men det var en helt anden kultur, vi kom ind i.

Vi var begge noget trætte af de nye forhold, så vi begyndte at længes efter igen at kunne bestemme farten, så den 4. marts 2011 holdt vi hos Allingham & Hansen, men vi kontaktede flere af vores gode kunder, som i de næste par år stadig købte hos os - nu igennem Kartouche. I en periode fik vi produceret hos  hos en af vores tidligere konkurrenter i Havndal,  All Creative. Som Jan udtrykte det -" en slags metadonkur”. Det var faktisk ikke så dårlig en idé stadig at have med kunder at gøre og være i business som en slags overgang til pensionisttilværelsen. Og så havde vi den store glæde, at vores trofaste personale kontaktede os, og spurgte om de måtte komme på besøg i sommerhuset -  det var en dejlig oplevelse.

Man siger at "ting ta´r tid", og det har vi begge måttet sande. Du skal huske på, at vi begge har været fuldtids på arbejdsmarkedet siden vores teenagetid. Og i skrivende stund - mere end 4 år efter vi sluttede, tager vi os stadig ind imellem i, at det føles en anelse syndigt på hverdage at kunne tage i sommerhuset,men vi er ved at lære det, og nyder at have tid til en masse rejser og mere samvær med familie og venner.

60 års fødselsdagfest på Djursvold

Jan fyldte 60 i 2003 og følgende år blev det så min tur. Vi valgte at slå fødselsdagene sammen, og at det skulle fejres på vandrehjemmet Djursvold i Gjerrild og festen fastsat til den11. september 2004. Vi overvejede om, datoen gav negative mindelser så tæt på tragedien med Twin Towers i 2001– men nej, livet må gå videre ….

Torben og Dorte er ledere på vandrehjemmet, og Dorte er en fremragende kok, så vi fik lagt en menu, lige efter vores smag med økologisk lammekød og andre lækre sager. Og vi besluttede, at gæsterne skulle have mulighed for overnatning, så vi fik en hel weekend. Så oprandt dagen i strålende sol, og gæsterne dukkede op i løbet af eftermiddag og budt på kaffe og chokoladekage.

Børnene legede ved togvognen eller i baghaven, hvor der var et kæmpestort skakspil, og lige bagved huset ligger den gamle jernbanedæmning, så de susede op og ned af skrænterne. Så der var nok af legemuligheder både udendørs og indendørs i et legerum. Det blev der brug for senere under middagen under de mange taler og sange.

Vi havde pyntet bordene med strandskaller og hybenblomster, og alt så fint ud til festen, og vi havde fået fremstillet en lille sangbog i PP, som gæsterne kunne tage den med hjem som minde.

Vi var et stort selskab, og gæsterne kom så langvejs fra som Brasilien,  nogle fra Sjælland og Nordjylland.  I alt var vi 51 gæster, hvoraf de 5 var børn.

Thomas var toastmaster, og der var nok at holde styr på med taler og sange. Han lever stadig op til min fars tradition – at holde taler på fødselarens fornavn, men da vi nu var to der fejrede fødselsdag, endte det med en H tale.

Efter middagen hyggede vi os, og til natmad fik vi pølser/hotdogs der bestod af gedekød!  Næste morgen mødtes vi til morgenbordet med Dortes fantastiske hjemmelavede boller, syltetøj og økologiske saft og ost.  Det er altså dejligt at mødes igen næste dag – en dejlig afslutning på en god fest.

Lige som vi havde vinket farvel til de sidste gæster Hanne og Carl, startede regnen …

Cuba

Da Jan en dag gik tur nede på Store Torv, mødte han en kollega, der hed Flemming – og de to faldt i snak. Og under snakken om hvordan det gik, fortalte Flemming, at han efter konens død for nylig var blevet gift med en cubansk kvinde. Nu var det sådan, at vi igennem længere tid havde en drøm om at besøge Cuba. Og i øvrigt fyldte Lise snart 50, så et eller andet skulle ske.

Der gik ikke længe, så sad vi ude hos Flemming og konen og spiste middag sammen med Leif Wivelsted. Udover at være radiovært har han et passioneret forhold til Cuba og Havanna i særdeleshed. Han boede altid hos Flemmings gode venner Omar og Sandra. Det skulle senere vise sig, at han faktisk var dernede på det samme tidspunkt som os.

Udover os bestod rejsegruppen af Bodil, Sven og Lises veninde Lene, og vi besluttede at benytte os af det gode tilbud om at bo i Havana Vieja og sagde også ja tak til at blive kørt rundt af Omar. Han tog fri fra sit job som vejingeniør, for han kunne tjene flere penge på at være chauffør for os, end han kunne på sit arbejde. Det er i det hele taget et problem dernede, at de nok har de mest veluddannede og dygtige læger, men der er ingen job til dem. Lidt paradoksalt, fordi når man så bliver syg, er der næsten kun trøst at få og meget lidt behandling. Så oprandt rejsedagen, turen gik fint, og vi landedelufthavnen. Sandra var der til at modtage os, for Omar var forsinket. Vi var dødtrætte og udmattede,og vi ventede og ventede på Omar, mens jeg med mit spinkle spansk måtte tage mig af at snakke med Sandra.  Efter evigheder dukkede han op og, vi kørte afsted til lejligheden, men elevatoren virkede ikke, så Jan og Sven måtte bære Lise i guldstol op ad spindeltrappen til 2. sal og i mørke.  Men vi orkede ikke ret meget mere – og gik i seng.

Vi vågnede ved at nogen puslede i lejligheden, det var Joanna, en lokal kvinde, som hver dag kom og havde dækket morgenbord med et friskpresset glas af lokale appelsiner.  Så var vi landet  .. i en smukt møbleret lejlighed med balkon.  Vi havde hjemmefra lagt en plan over, hvad vi gerne ville se, og den blev til en vis grad overholdt. Omar hentede os efter morgenmaden og kørte os ind til byen på sightseeing.

Havana er smuk og farverig og en spadseretur langs Malecon er storslået og gør indtryk – Atlanterhavets kæmpebølger slår skummende ind på muren. Det er samlingspunkt for cubanske unge, som hygger sig i et festfyrvækeri af glæde, musik, dans og farver. På den anden side ligger de smukke gamle huse i yndefuldt forfald, de er på UNESCO´s liste over verdens kulturarv. Byen har en sjælden skønhed på trods af skallet maling og dårligt vedligehold – ja passer ligefrem til dens indbyggere, der med stolthed og charme har overskud til store smil. Jeg husker især den tykke dame, der med smil og glimt i øjet sad på bagsædet af en scooter i knaldrøde stramtsiddende shorts, der fyldte hendes store bag godt ud.

Økonomien virker, som den er sammenbruddet nær.  Jeg havde taget tørgær med hjemmefra og skulle købe mel, nej det havde de ikke i dag - ”prøv igen om nogle dage”. Den private økonomi er dollars og den lokale peso. Pesobutikkerne er så godt som tomme, dog er der altid sprut og cigaretter.  Det er dejligt at have Omar med som guide, han taler godt engelsk,  ved meget og kender byen ud og ind. Vi besøgte Hemingways stamcafé,  og Jan og jeg tog senere ud til hans hus og så båden Pilar. Det var her ”Pappa” skrev  ”Den gamle mand og havet”.

Øst for byen ligger de flotte strande med hvidt sand. Her nød vi solen og fik os en lokal drink serveret i en kokosskal, mens en lille gruppe musikere underholdt med cubanske sange à la”Buena Vista Social Club”.

I byen kører der en masse gamle Chevroletter rundt, men de må ikke køre udenfor byen. Men landevejene er til fri disposition for os, der er ikke meget trafik – ind imellem ser vi også hestekøretøjer. Vi skulle til Varadero, det var nu ikke med vores gode vilje, for vi ville hellere have besøgt tobaksplantagerne ude vestpå, men vi lod os overtale – det viste sig så, at Sandra skulle med, for det var nemlig kun muligt for cubanere  at komme ind til den turistede standby i selskab med udlændinge – vejret var ikke særlig godt, og jeg lå på bagsædet med en slem allergi – øv.

Vi fejrede Lises fødselsdag dernede og havde bestilt bord på Hotel National, vi tog derud i god tid og sad udenfor i den smukke park med udsigt over vandet, mens vi nød en Mohito, så spadserede vi op til det fornemme hotel og satte os, mens vi hørte på et lokalt band der spillede.  Der var dækket op til os i en spisesal, og en kvindelig pianist spillede hyggemusik.  En af os gik hen til hende og fortalte, at vi fejrede fødselsdag, og så fik Lise ”Happy birthday”.

Næste tur gik til Vila Clara provisen østpå, hvor revolutionære tropper i 1958 med Che Guevara i spidsen  afsporede et armeret militærtog i udkanten af Santa Clara. Kort efter overgav  Batista sig og flygtede ud af landet, og Fidel Castro overtog magten. Vi slentrede igennem den hyggelige provinsby og handlede lidt hos de lokale gadesælgere og endte på Plaza de la Revolución med et bronzemonument af Che Guevara.

Vi blev en aften inviteret til middag hos Omar og Sandra, vi kom til en bygning og gik ned i en slags parkeringskælder. Først troede vi, at vi var gået forkert, men helt henne i bunden af kælderen efter skraldespandene var der en dør – den bankede vi på – vi var gået rigtigt, for vi kunne se Omar stå i bar overkrop inde i det lille bitte køkken og lave mad. Leif Wivelsted var der også, han boede i deres soveværelse. Der var ikke meget plads, og vi skiftedes til at sidde ned på de få stoile. Maden smagte godt, og jeg husker, at maden blev serveret i en rød opvaskebalje, men vi havde en herlig aften.

Sådan lejer mange cubanere lejligheder eller dele af huse ud for at skaffe til dagen og vejen – det hedder casa particular. Og sådan et havde vi gennem Omar´s datter reserveret i Trinidad. Det er virkelig en kulturhistorisk perle med sine toppede brosten, smukke bygninger og er i forhold til de andre byer vi så, utrolig velbevaret. Men Lises kørestol kunne ikke klare brostenene, så hun blev ”parkeret”  i parken ved Plaza Mayor, og kunne fortælle at hun uden at kunne tale spansk – dog  havde ført en slags samtale med en lokal cubaner, alt imens vi andre gik på sightseeing.  Ja, de sidder faktisk og ryger havanesere – selv damer gør det. Så vi måtte have en æske med hjem, og det blev Romeo y Julietta i en cigarkasse i træ og med glansbilledsmukt papir indeni.

Vi kørte derefter ud til vores midlertidige hjem, og blev mødt af en dame som åbnede bildøren, lænede sig tæt ind over mig og hviskende spurgte, om vi ville have hummer eller kød til aftensmad – vi sagde ja tak til hummer, dem er det nemlig forbudt at fange.  Vi blev installeret i deres private soveværelser , som var fyldt med pynt, dukker, blomster  alt det, som vi vil kalde kitch. Men middagen var overvældende, vi blev bænket ved middagsbordet, og hele familien stod i en kødrand omkring os og så på. Først kom en svingende stor portion suppe, og så kom der en kæmpe af en lyserød hel hummer til hver af os,  ingen af os havde set så stor hummer, og vi kunne ikke spise det hele, men det skulle ikke smides ud, så det gik lige forbi Omar, som satte alle de levnede rester til livs.

Vi hyggede os efter maden, og sad og efterbehandlede i deres gårdhave, hvor Lene havde redt op til natten. Hun sov udmærket, og havde vist kun været lidt forstyrret af et par frøer. Efter morgenmaden tog vi til den blændende hvide og smukke sandstrand, solede og gik i vandet, og så gik turen ellers tilbage til Havana, for vi skulle afsted næste dag.

Bodil og Sven blev hjemme, og vi andre hyrede en taxa og tog ud til den botaniske have og aftalte med chaufføren at han skulle hente os et par timer senere. Først punkterede Lises kørestol, så dukkede taxaen ikke op, og nu var det ved at være kritisk, for vi skulle jo hjem, men vi havde ingen mobiltelefoner, og vi anede ikke vores levende råd, så vi spurgte en fra personalet, og tænk dig, han havde en fætter, som kom lige med ”det vuns” i en smuk turkis Chevy 56, -  det var jo lige det vi havde drømt om, men ikke troede muligt, at få en køretur i berømtheden. Og vi nåede rettidigt tilbage, fik ovenikøbet også gravet en Christi Tornekrone op og nåede også tilbage til flyet til kolde Danmark.

Vinterrejser med børnefamilierne

Vinterrejser med børnefamilierne

Da alle børn var på benene, dvs. kunne gå besluttede vi, at det kunne være sjovt at flyve afsted til varmere himmelstrøg med hele baduljen. Det var rigtig sjovt at opleve de små, når de glædestrålende og spændte gik med far og mor i hånden ud til flyveren, og for Jakob og Nikolaj var det første gang, da turen gik til Coralejo på Fuerteventura. De store børn sad på samme række og Nikolaj hos far og mor  eller gik fra skød til skød undervejs.

Vi boede i tre lejligheder ved siden af hinanden, og børnene løb frem og tilbage på gangene og hos hinanden, og havde det dejligt, vi skiftedes til at lave mad og spiste den sammen i et af husene. Det mest spændende var nok turen ud til de store klitter i ørkenen, hvor de kunne løbe, trille og kure ned i fuld fart, så det hvide sand stod i skyer omkring dem. Onkel Kim lavede nogle imponerende flotte navnetræk i sandet  med Julia og Lucas´ navne, mens vi andre tog solbad.Men lige den dag vi havde valgt, var der desværre lidt rigeligt med skyer på himlen.

Næste tur gik til Gran Canaria,  hvor vi denne gang boede vi på Serenity, som lå smukt  og højt op ad bjerget, nærmest som en borg bygget ind i klippen – og med en uforlignelig panoramaudsigt ud over havet. Børnene havde det dejligt med hinanden og svømmede rundt i poolen.Tæt ved lå den næsten nye Amadores strand, hvor der var det fineste sand, som vist var hentet ovre fra Afrika.  Ungerne spillede bold  og svømmede med deres  badedyr – ja legede så godt , at vi voksne også fik slappet godt af og nød solen og samværet.  Men så kom regnen… og hold da op hvor det kunne regne - nærmest skybrud, men vi skulle jo have købt ind, så vi følte os nærmest som druknede mus på hjemvejen, og fandt  – ikke en mus, men en stor død rotte, som vi døbte Hr. Rotte efter en figur i TVserien Bananer i Pyjamas. Vi havde også en fin udflugt til Morgan, der er smuk med sine mange kanaler, havnen og byggeriet med de originale hvide huse, der er overgroet af Bourgonvilla i flotte farver. Vi spiste på en restaurant, mens børnene legede på pladsen  udenfor  skrålende højt ”nu er det jul igen og far er fuld igen … ”

I 2007 tog vi den store rejse til Brasilien, vi var inviteret til at holde jul med familien, og vi glædede os alle sammen.  Vi havde en mellemlanding i Paris og var skrupsultne og  gik ind på Mac Donalds og spiste, og jeg ved ikke hvorfor, men vi havde totalt overhørt udkald og pludselig fik vi fart på,  skulle  løbe afsted - vi var faktisk de sidste der kom ud  og måtte tage til takke med ikke helt de bedste placeringer i flyet. Pyh ha – men vi nåede det – det er jo det vigtigste.
Thomas familien og vi skulle starte med et par dage på Ilha de Gipòia - en paradisisk ø i havet ud for Angra Dos Reis,hvor  Fabiano tidligere havde sin Posada. Vi blev sejlet ud til den lille ø og stod i land på en strand  og fandt vores logi i et par hytter lige i skovkanten. Det er altså lidt af et kulturchock at komme fra kolde Danmark og så blive sat af på en tropeø. Men hvor var det spændende og enkelt, ja jeg vil kalde stedet for primitiv luksus, for vi manglede intet. Vi voksne fik før middagen serveret  Caipirinha- den nationale brasilianske coctail, som består af 5 cl Carchaca,  1 spsk rørsukker, ½  lime, der moses godt og grundigt med knust is, og  mens man stille og roligt suger den dejlige vædske i sig, bliver man i bedre og bedre humør.

Jakob havde lektier med, og jeg sad og læste med ham om 5 gæs, der gik gåsegang, – og minsanten om ikke vi næste dag sad på en strandrestaurant og så 5 gæs spankulere forbi på stranden. Nikolaj kom tidligt ind om morgenen, mens de andre sov og satte sig ved bordet og tegnede. Om aftenen kunne han ikke falde i søvn, men så lagde Jan sig med ham i hængekøjen udenfor og lyttede til den stille regn der plaskede ned på palmebladene - og snart efter sov de begge.

Herefter tog vi til Niteroi og blev indlogeret i et par hotelværelser.Vi skulle fejre jul sammen med Renatas store brasilianske familie.  Juleaften foregik i et meget stort hus i Sao Fransico. Vi sad og spiste under en stjerneklar himmel i en patio på selveste juleaften, ja det er ikke til at forstå, når man ved hvor koldt det kan være i Danmark, og vi sad i tyndt sommertøj. I Brasilien er det først rigtig jul kl. 24, men jeg tror vi med de mange børn gjorde en undtagelse og startede gaveudpakningen lidt tidligere.

Selvfølgelig skulle vi på sightseeing i Rio og besøgte Christo og Otto Niemeyers kunstmuseum, som ligger som en ufo ude i vandet – og selvfølgelig de berømte strande  Copa Cabana og Ipanema med den bar, hvor Antonio Carlos Jobim skrev sangen ”The girl from Ipanema” – Thomas fik en sort T-shirt med teksten i hvidt tryk.

Nytår blev fejret i Buzios,  en charmerende lidt rivieralignende by, hvor i øvrigt Brigitte Bardot havde haft sommerhus med sin brasilianske boyfriend - på strandpromenaden  stod en bronzeskulptur af hende, og Jan blev foreviget på hendes skød.

Vi havde lejet et stor hus med have til, og her holdt vi nytårsaften med Renatas familie. Børnene stod for baren, dog var det Kim og Thomas der lavede Caipirinhaer, men ellers blev hele middagen serveret og præsenteret af dem.

 

 

 

Senere gik hele banden med medbragt champagne ned til byen, hvor en menneskehob var samlet for at fejre nytåret og havets gudinde La Manja - folk gik ud i vandet og smed hvide blomster til hende som tak for det år, der havde været og det der skulle komme.