Det går ikke rigtigt
fremad med mor, der opstår komplikationer. Jeg husker ikke længere
præcist hvad der skete.
Far besøger hende ofte på Amtssygehuset, og en dag kommer han hjem og fortæller os, at hun har
set på ham og bemærket, at han har et nyt sæt tøj på, for han mener at hun forsøgte at få ham fortalt,
at hun syntes om det , for fra hendes mund fremstammede hun et svagt ”pp”, som han tolkede som at hun forsøgt at
sige ”det er pænt”.Han ringer tit til hospitalet for at høre, fordan det går. Jeg vil gerne med derop og se hende, og det får jeg lov til. Hun syner mindre og lidt tynd i sengen, og håret er blevet mere gråt, men hun bliver glad ved at se mig og smiler. Vi må ikke trætte hende, så vi går hurtigt igen.
Så en sen aften ringer telefonen fra hospitalet, at far skal
komme derop. Lise, Anders og jeg venter ængsteligt på at far skal komme hjem.
Vi ligger alle tre inde i soveværelset . Så endelig går døren op, og far kommer
ind og løfter hendes pepittaternede toilettaske op – så ved vi at hun er død.
Hun døde den 14. juni 1965, lige præcis en måned efter mit brev til Jan. Vi er meget kede af det
alle sammen, og det er en frygtelig tid på alle mulige måder. Jeg læser til 3 sproglig korrespondenteksamen, men har
svært ved at samle mig, men jeg forsøger at koncentrere mig, og det går
rimeligt. Det var tale at få ”sygeeksamen”, men jeg vil også helst have det
overstået.
En meget svær tid. Begravelsen foregik i Fredenskirken. De
kom -hele vores familie fra København, og dem fra Hasle, også vores kusiner og
fætre var der. Jans forældre dukkede også op. Kisten er hvid og den er pyntet
med røde roser. Jeg har min egen lille
hvide salmebog med, den jeg fik i konfirmationsgave af tante Gudrun. Vi synger
”Altid frejdig når du går”. Den har far valgt, for den kunne hun så godt lide.
Jeg føler mig rigtig skidt tilpas, også fordi jeg ikke har
sort på, jeg har ikke noget sort tøj, så jeg måtte tage min lysegrå Sabrina
dragt på, men skoene er sorte. Bagefter tog vi alle sammen hjem i lejligheden
og drak kaffe. 
Nå, men jeg fik da min eksamen, og far og mig er til
afslutning på den nye Handelshøjskole. Her får han mig overtalt til at
gennemføre mit praktiskophold i Wien, selvom jeg ikke er meget for det, for jeg
ville hellere blive hjemme – og især i denne situation, vi stod i.
Så jeg tog afsted, og det var nok meget godt , for jeg fik
en helt masse spændende oplevelser . Jeg
boede på Studentinnenheim med Donina, en skotsk pige. Jeg ”arbejdede” 2 måneder i Girozentrale tæt på Kärntner Ring i
Auslandssekretariat . Det var igennem foreningen AISEC – en international
studenterudveksling. Vi var en hel masse unge mennesker, der sås i fritiden, og
der blev arrangeret rigtig mange udflugter for os.
Jeg fik besøg af Jan og Karsten i Wien. De boede hos
præsidenten for AISEC, som jeg kendte godt. En af dagene skulle vi en tur til
Grinzing og drikke Heuriger. Og det fik vi da gjort så rigeligt. For næste
morgen havde vi utroligt svært ved at finde bilen, vi havde kørt i – ingen
kunne huske hvor vi havde parkeret. Men vores vært havde sagt, at vi sagtens
kunne køre med et par genstande i blodet, det gjorde man… og hvis bare man
kunne sætte nøglen i, så var det helt
OK. Jan og Karsten skulle videre ned til
Carara i Italien og besøge Christian,
Else og Birte og Otto. De boede i et
sommerhus, som Otto havde formidlet gennem sin marmorleverandør.
Det var lidt af en loppetjans i banken, ferie var det jo, så
ikke meget for mig at bestille. Jeg kan huske, at jeg sad og lavede nogle lange
lister, og når biblioteksvognen kom forbi vores kontor, tog jeg en bog, som jeg
godt måtte læse i – endda i arbejdstiden.
Ingen tvivl om at jeg havde rigtig godt af at komme lidt væk
fra Danmark, og med sommer og et besøg af
Jan og opholdet i den smukke by, fik jeg i en stund alt det sørgelige derhjemme
lidt på afstand.
