Cuba

Da Jan en dag gik tur nede på Store Torv, mødte han en kollega, der hed Flemming – og de to faldt i snak. Og under snakken om hvordan det gik, fortalte Flemming, at han efter konens død for nylig var blevet gift med en cubansk kvinde. Nu var det sådan, at vi igennem længere tid havde en drøm om at besøge Cuba. Og i øvrigt fyldte Lise snart 50, så et eller andet skulle ske.

Der gik ikke længe, så sad vi ude hos Flemming og konen og spiste middag sammen med Leif Wivelsted. Udover at være radiovært har han et passioneret forhold til Cuba og Havanna i særdeleshed. Han boede altid hos Flemmings gode venner Omar og Sandra. Det skulle senere vise sig, at han faktisk var dernede på det samme tidspunkt som os.

Udover os bestod rejsegruppen af Bodil, Sven og Lises veninde Lene, og vi besluttede at benytte os af det gode tilbud om at bo i Havana Vieja og sagde også ja tak til at blive kørt rundt af Omar. Han tog fri fra sit job som vejingeniør, for han kunne tjene flere penge på at være chauffør for os, end han kunne på sit arbejde. Det er i det hele taget et problem dernede, at de nok har de mest veluddannede og dygtige læger, men der er ingen job til dem. Lidt paradoksalt, fordi når man så bliver syg, er der næsten kun trøst at få og meget lidt behandling. Så oprandt rejsedagen, turen gik fint, og vi landedelufthavnen. Sandra var der til at modtage os, for Omar var forsinket. Vi var dødtrætte og udmattede,og vi ventede og ventede på Omar, mens jeg med mit spinkle spansk måtte tage mig af at snakke med Sandra.  Efter evigheder dukkede han op og, vi kørte afsted til lejligheden, men elevatoren virkede ikke, så Jan og Sven måtte bære Lise i guldstol op ad spindeltrappen til 2. sal og i mørke.  Men vi orkede ikke ret meget mere – og gik i seng.

Vi vågnede ved at nogen puslede i lejligheden, det var Joanna, en lokal kvinde, som hver dag kom og havde dækket morgenbord med et friskpresset glas af lokale appelsiner.  Så var vi landet  .. i en smukt møbleret lejlighed med balkon.  Vi havde hjemmefra lagt en plan over, hvad vi gerne ville se, og den blev til en vis grad overholdt. Omar hentede os efter morgenmaden og kørte os ind til byen på sightseeing.

Havana er smuk og farverig og en spadseretur langs Malecon er storslået og gør indtryk – Atlanterhavets kæmpebølger slår skummende ind på muren. Det er samlingspunkt for cubanske unge, som hygger sig i et festfyrvækeri af glæde, musik, dans og farver. På den anden side ligger de smukke gamle huse i yndefuldt forfald, de er på UNESCO´s liste over verdens kulturarv. Byen har en sjælden skønhed på trods af skallet maling og dårligt vedligehold – ja passer ligefrem til dens indbyggere, der med stolthed og charme har overskud til store smil. Jeg husker især den tykke dame, der med smil og glimt i øjet sad på bagsædet af en scooter i knaldrøde stramtsiddende shorts, der fyldte hendes store bag godt ud.

Økonomien virker, som den er sammenbruddet nær.  Jeg havde taget tørgær med hjemmefra og skulle købe mel, nej det havde de ikke i dag - ”prøv igen om nogle dage”. Den private økonomi er dollars og den lokale peso. Pesobutikkerne er så godt som tomme, dog er der altid sprut og cigaretter.  Det er dejligt at have Omar med som guide, han taler godt engelsk,  ved meget og kender byen ud og ind. Vi besøgte Hemingways stamcafé,  og Jan og jeg tog senere ud til hans hus og så båden Pilar. Det var her ”Pappa” skrev  ”Den gamle mand og havet”.

Øst for byen ligger de flotte strande med hvidt sand. Her nød vi solen og fik os en lokal drink serveret i en kokosskal, mens en lille gruppe musikere underholdt med cubanske sange à la”Buena Vista Social Club”.

I byen kører der en masse gamle Chevroletter rundt, men de må ikke køre udenfor byen. Men landevejene er til fri disposition for os, der er ikke meget trafik – ind imellem ser vi også hestekøretøjer. Vi skulle til Varadero, det var nu ikke med vores gode vilje, for vi ville hellere have besøgt tobaksplantagerne ude vestpå, men vi lod os overtale – det viste sig så, at Sandra skulle med, for det var nemlig kun muligt for cubanere  at komme ind til den turistede standby i selskab med udlændinge – vejret var ikke særlig godt, og jeg lå på bagsædet med en slem allergi – øv.

Vi fejrede Lises fødselsdag dernede og havde bestilt bord på Hotel National, vi tog derud i god tid og sad udenfor i den smukke park med udsigt over vandet, mens vi nød en Mohito, så spadserede vi op til det fornemme hotel og satte os, mens vi hørte på et lokalt band der spillede.  Der var dækket op til os i en spisesal, og en kvindelig pianist spillede hyggemusik.  En af os gik hen til hende og fortalte, at vi fejrede fødselsdag, og så fik Lise ”Happy birthday”.

Næste tur gik til Vila Clara provisen østpå, hvor revolutionære tropper i 1958 med Che Guevara i spidsen  afsporede et armeret militærtog i udkanten af Santa Clara. Kort efter overgav  Batista sig og flygtede ud af landet, og Fidel Castro overtog magten. Vi slentrede igennem den hyggelige provinsby og handlede lidt hos de lokale gadesælgere og endte på Plaza de la Revolución med et bronzemonument af Che Guevara.

Vi blev en aften inviteret til middag hos Omar og Sandra, vi kom til en bygning og gik ned i en slags parkeringskælder. Først troede vi, at vi var gået forkert, men helt henne i bunden af kælderen efter skraldespandene var der en dør – den bankede vi på – vi var gået rigtigt, for vi kunne se Omar stå i bar overkrop inde i det lille bitte køkken og lave mad. Leif Wivelsted var der også, han boede i deres soveværelse. Der var ikke meget plads, og vi skiftedes til at sidde ned på de få stoile. Maden smagte godt, og jeg husker, at maden blev serveret i en rød opvaskebalje, men vi havde en herlig aften.

Sådan lejer mange cubanere lejligheder eller dele af huse ud for at skaffe til dagen og vejen – det hedder casa particular. Og sådan et havde vi gennem Omar´s datter reserveret i Trinidad. Det er virkelig en kulturhistorisk perle med sine toppede brosten, smukke bygninger og er i forhold til de andre byer vi så, utrolig velbevaret. Men Lises kørestol kunne ikke klare brostenene, så hun blev ”parkeret”  i parken ved Plaza Mayor, og kunne fortælle at hun uden at kunne tale spansk – dog  havde ført en slags samtale med en lokal cubaner, alt imens vi andre gik på sightseeing.  Ja, de sidder faktisk og ryger havanesere – selv damer gør det. Så vi måtte have en æske med hjem, og det blev Romeo y Julietta i en cigarkasse i træ og med glansbilledsmukt papir indeni.

Vi kørte derefter ud til vores midlertidige hjem, og blev mødt af en dame som åbnede bildøren, lænede sig tæt ind over mig og hviskende spurgte, om vi ville have hummer eller kød til aftensmad – vi sagde ja tak til hummer, dem er det nemlig forbudt at fange.  Vi blev installeret i deres private soveværelser , som var fyldt med pynt, dukker, blomster  alt det, som vi vil kalde kitch. Men middagen var overvældende, vi blev bænket ved middagsbordet, og hele familien stod i en kødrand omkring os og så på. Først kom en svingende stor portion suppe, og så kom der en kæmpe af en lyserød hel hummer til hver af os,  ingen af os havde set så stor hummer, og vi kunne ikke spise det hele, men det skulle ikke smides ud, så det gik lige forbi Omar, som satte alle de levnede rester til livs.

Vi hyggede os efter maden, og sad og efterbehandlede i deres gårdhave, hvor Lene havde redt op til natten. Hun sov udmærket, og havde vist kun været lidt forstyrret af et par frøer. Efter morgenmaden tog vi til den blændende hvide og smukke sandstrand, solede og gik i vandet, og så gik turen ellers tilbage til Havana, for vi skulle afsted næste dag.

Bodil og Sven blev hjemme, og vi andre hyrede en taxa og tog ud til den botaniske have og aftalte med chaufføren at han skulle hente os et par timer senere. Først punkterede Lises kørestol, så dukkede taxaen ikke op, og nu var det ved at være kritisk, for vi skulle jo hjem, men vi havde ingen mobiltelefoner, og vi anede ikke vores levende råd, så vi spurgte en fra personalet, og tænk dig, han havde en fætter, som kom lige med ”det vuns” i en smuk turkis Chevy 56, -  det var jo lige det vi havde drømt om, men ikke troede muligt, at få en køretur i berømtheden. Og vi nåede rettidigt tilbage, fik ovenikøbet også gravet en Christi Tornekrone op og nåede også tilbage til flyet til kolde Danmark.