tirsdag den 24. februar 2015

Babyboom


Lucas var et par år gammel, så skulle der igen ske noget i familien. Susanne  blev gravid, og den 25. marts 2000 fødtes endnu en dreng i familien. Den lille familie i stuen på Tietgens Plads var ellevilde , og det samme var Susannes forældre Henrik og Elisabeth, for Jakob var jo deres første barnebarn. De holdt også barnedåben i Nørresundby, men da vi kom ud fra kirken øsregnede det, og der var ikke bilplads til alle, så Jan tog Lucas ved hånden - jeg ser dem tydeligt komme gående op ad P.P.Hedegårdsvej  - en stor og en lille under den store paraply. Jo, der var stor glæde i ejendommen, for nu fik Lucas en legekammerat.
 

 
Samme år, hen på sommeren, helt præcist den 5. august blev det Renatas tur. Jeg kan huske, at jeg var meget ked af det, fordi vi ikke kunne være til stede, for vi havde den københavnske familie på besøg og sad i sommerhuset, så Kasper måtte gå ned ad trappen og passe på Lucas.  Det blev en pige !, ringede Kim og fortalte. Vi kunne ikke komme tidligt nok hjem, men smuttede lige forbi Ebeltoft og købte en rigtig flot Kenzo sparkedragt til det lille pigebarn – den første pige – det var noget særligt. Og der lå hun så i sin lille vugge med olivenfarvet hud, store mørkebrune øjne og sort hår – en brasileira!
 
 
En to – mange.. 3 børnebørn på kort tid. Når jeg forsøger at huske, synes jeg at Jakob altid har kunnet tale, det var det særlige ved ham, og det er det stadig ! Han har arvet sin mors brune øjne og sin fars hurtighed. Han og Julia blev pot og pande, og den tålmodige Lucas var rigtig god og forstående overfor sin lillesøster og fætter. Alle tre har det godt sammen, og vi har fornøjelse af dem i sommerhuset, hvor sommeren er, som den skal være - med lange varme dage, så vi har et badebassin i haven, hvor Lucas går rundt med en lidt for stor snorkel og dykkerbrille og synger sin egen fine lille sang: ”Jeg laver honning”, mens de to små sidder bag det hvide stuegardin og Jakob siger til Julia – ”dydde mav”, idet han peger på hendes mave og  ”bare tæer”, hun forstår - og tager sandalerne af.

Lise kommer tit på besøg, for hun elsker at opleve børnene - og er god til at lege og læse op for dem.  De er helt fortrolige med hende crosser, og vil gerne sidde på skødet og trykke på ”haren eller skildpadden” ,og så går det i fuld fart rundt på græsgangene. 



Hen på sommeren hjælper de farfar med at ”grave guld” – det kalder vi de små nye gyldne  kartofler, som de graver op af sandjorden og lægger i den blå  mælkespand. Hindbær (himbær) i store mængder, skovjordbær, og senere ribs og solbær.  Alt bliver plukket og spist, og meget ender i vores maver eller fryseren til den store luksus det er at lave saft og syltetøj af sommerbær midt i den kolde vinter.


  
Thomas og Susanne havde fundet et dejligt hus i Lystrup, og Jakob går i den lokale vuggestue.  Og den 20. januar 2003 så Nikolaj dagens lys. Nogle gange passer et navn bare så godt til barnet, eller også får man det til at passe, når det nu er besluttet… Han er så sød og med et næsten kuglerundt hoved. Jeg husker tydeligt barnedåben i Lystrup Kirke. De tre ”store børn” laver højlydt gymnastik på gulvet foran prædikestolen Elisabeth tog affære og bortførte dem venligt- men bestemt.



Nu vi er ved gymnastikken, så gik jeg til ”mor og barn gymnastik” med Jakob. Gymnastiklæreren var præstens kone. En dag var der vikar, og det var præsten som kom, nu iført røde shorts.. Ind imellem passede det ikke altid  Jakob at gå til gymnastik. ”Nej jeg vil ikke i dag – måske i morgen”. Nogle gange fik han lov at tage et par biler med, men ville ikke slippe dem, når vi skulle kravle i ribber. Så det blev til den ene sæson, han var vist mere til fodbold.
 

I sommerhuset havde de klub i et af værelserne, og elskede at fire ting op og ned fra etagesengene og fra hemsen med nogle lange plastiksnore, som de selv flettede. En påske havde vi frokost ude, og de sørgede for alt lige bortset fra at lave maden. De fordelte opgaverne - ligefra at skrive menukort, dække bord til at vise på plads. Om aftenen slog vi telt op, de lå meget tæt, for der skulle også være plads til alle deres "build-a-bear" bamser, og aftenen sluttede med at farfar blev kaldt ud og læse godnat.
 

Vi bagte også ,og de lavede mad til deres bamser. Sommetider blev bagværket lidt mislykket, som f.eks. da Jakob og jeg skulle bage fastelavnsboller, de blev alt for tørre og kedelige, men så foreslog han, at vi kunne komme lidt hindbær i og kalde dem sommerboller.

Liseleje kalder vi den høje græsbegroede klint, som ligger et godt stykke ude ad grusstien langs vandet. Når Lise er på besøg er vi altid dér, for hun kan ikke komme nede i det løse strandsand. Et flot sted tilgroet sted med hybenroser og med udsigt til begge sider og til de små sandøer, som tit opstår. Børnene elsker at bade og konkurrerer om, hvem der kan hoppe længst ud fra klinten. Sådan en stranddag  med sol, vind og hav giver appetit, så vi har tit saftevand  med og  altid Prizenrolle,  Ministar, eller som Nikolaj sagde ”princeminister”.

 


 

fredag den 20. februar 2015

Park Allé 9


Vi havde været på besøg hos Britta og Christian i deres dejlige lejlighed. Og vi ville gerne tættere på byen, så de fortalte os, at HK havde en lejlighed ledig. Som sagt så gjort, vi lejede os ind på 5. sal i den smukkeste herskabslejlighed. Vi glædede os til at få plads til begge familier og den voksende børneflok. En flot lejlighed  på 130 m2 med stuk, velholdte parketgulve i sildebensmønster og buede vinduer i stuerne - et stort badeværelse med karbad og et godt stort køkken.  En dag fik vi besøg af Jan Norman, han havde et par forslag til farver på væggene. Han medbragte et bordeaux farvet pladecover og sagde – at det kunne være flot - og måske lidt brasiliansk med en mørk rød til et sted, hvor der blev serveret okse og vin. Så kom der et falmet blad fra en Grapewine fra Bahamas, den kunne give lidt ro og kontrast til den røde endevæg. Som det tredie præsenterede han en trypticon af Francis Bacon, hvor det var den grønne farve, den kunne give lidt ro til den anden stue, bilblioteket, som han sagde. Alt blev flot malet, og snart efter flyttede vi ind i lejligheden.

Vi købte et meget smukt billede af Jan, som han havde lavet, og vi var enige med ham I, at det passede flot op til den mørkerøde væg, som jo ikke behøvede yderligere ”maling”.
 

Og ja, der var plads til fester og gæster. En planlagt fødselsdag for Julia skulle traditionen tro holdes i gården på Tietgens Plads, men det øsregnede  – men vupti så flyttede vi hele arrangementet med hvad dertil hører af børn, forældre og andre gæster op til topfloor, som vi hurtigt kom op til med elevatoren, som småbørnene aldrig havde set mage til.


Vi kom også til at stå for de kommende nytårsaftener for vennerne. Den første var i et brag af et århundredeskifte i 2000, vi havde jo perfekt udsigt til hele balladen og festfyrværkeriet fra vinduespladserne. I de første år var det vildt – altså maden. Lise gik til ridning på Vosnæsgaard og købte hos grevinde Ann de lækreste dyrekøller. Birte og Otto kom et år med forretten i form af den første sushi, som vi nogensinde  havde smagt. Alle havde opgaver i form af mad, vin eller indslag. F.eks. har det siden dengang altid været Lise, der leverer kransekager til kl. 12. Og Birte bagte sin eller rettere Ole Haslunds mislykkede kage, der er så fuld af gode sager og så rigeligt med rom, at den bliver næsten konfektagtig.


Børnene var vilde med at besøge os, og noget af det bedste var at køre på den lille blå plastik scooter - for de kunne nemlig lave en rundtur igennem alle stuerne, og det var populært – måske ikke for en underbo, men det gik ud over den unge mand Martin, som også krævede overbærenhed fra os, når han holdt støjende fest. "Nej, nu er det min tur" lød det tit, de kunne ikke vente til det blev deres tur,  men så fik vi heldigvis en ekstra, så  vi kunne klare presset. Når vi så "Far til fire" film på video i soveværelset ,sad de på den, men så måtte ham der var tilovers nøjes med sengen.
 

Vi kunne også samle familierne juleaften, og meget tit havde vi også fornøjelse af at have Lise, Yrsa og Vibeke med.  Jeg kan huske at vi efter den senere flytning hørte børnene sige, at det der især var godt ved den store lejlighed var, at man kunne køre rundt på scooteren, og at der juleaften var plads til, at vi alle sammen kunne nå til at gå rundt om juletræet.  Det stod altid i kontoret, vi havde nemlig indrettet et lille showroom med A&H produkter, så kunne vi trække lidt fra i huslejen.



Jeg tror, vi boede der i fem år, men som årene gik, syntes vi næsten ikke vi kunne bruge alle rummene. Især om vinteren kravlede vi sammen i soveværelset og i køkkenet. Nu brugte vi jo også sommerhuset i weekender, så måske kunne vi finde en mindre lejlighed. En dag satte jeg en annonce i Århus Onsdag, at vi var interesseret i at bytte vores store lejlighed til en mindre, gerne i midtbyen og gerne med udgang til en have. Vi valgte lejligheden i Museumsgade, her boede en ung fotograf, der havde brug for mere plads til atelier og familie. Så det gjorde vi så, og det har vi aldrig fortrudt.