Park Allé 9

Vi havde været på besøg hos Britta og Christian i deres dejlige lejlighed. Og vi ville gerne tættere på byen, så de fortalte os, at HK havde en lejlighed ledig. Som sagt så gjort, vi lejede os ind på 5. sal i den smukkeste herskabslejlighed. Vi glædede os til at få plads til begge familier og den voksende børneflok. En flot lejlighed  på 130 m2 med stuk, velholdte parketgulve i sildebensmønster og buede vinduer i stuerne - et stort badeværelse med karbad og et godt stort køkken.  En dag fik vi besøg af Jan Norman, han havde et par forslag til farver på væggene. Han medbragte et bordeaux farvet pladecover og sagde – at det kunne være flot - og måske lidt brasiliansk med en mørk rød til et sted, hvor der blev serveret okse og vin. Så kom der et falmet blad fra en Grapewine fra Bahamas, den kunne give lidt ro og kontrast til den røde endevæg. Som det tredie præsenterede han en trypticon af Francis Bacon, hvor det var den grønne farve, den kunne give lidt ro til den anden stue, bilblioteket, som han sagde. Alt blev flot malet, og snart efter flyttede vi ind i lejligheden.

Vi købte et meget smukt billede af Jan, som han havde lavet, og vi var enige med ham I, at det passede flot op til den mørkerøde væg, som jo ikke behøvede yderligere ”maling”.
 

Og ja, der var plads til fester og gæster. En planlagt fødselsdag for Julia skulle traditionen tro holdes i gården på Tietgens Plads, men det øsregnede  – men vupti så flyttede vi hele arrangementet med hvad dertil hører af børn, forældre og andre gæster op til topfloor, som vi hurtigt kom op til med elevatoren, som småbørnene aldrig havde set mage til.

Vi kom også til at stå for de kommende nytårsaftener for vennerne. Den første var i et brag af et århundredeskifte i 2000, vi havde jo perfekt udsigt til hele balladen og festfyrværkeriet fra vinduespladserne. I de første år var det vildt – altså maden. Lise gik til ridning på Vosnæsgaard og købte hos grevinde Ann de lækreste dyrekøller. Birte og Otto kom et år med forretten i form af den første sushi, som vi nogensinde  havde smagt. Alle havde opgaver i form af mad, vin eller indslag. F.eks. har det siden dengang altid været Lise, der leverer kransekager til kl. 12. Og Birte bagte sin eller rettere Ole Haslunds mislykkede kage, der er så fuld af gode sager og så rigeligt med rom, at den bliver næsten konfektagtig.

Børnene var vilde med at besøge os, og noget af det bedste var at køre på den lille blå plastik scooter - for de kunne nemlig lave en rundtur igennem alle stuerne, og det var populært – måske ikke for en underbo, men det gik ud over den unge mand Martin, som også krævede overbærenhed fra os, når han holdt støjende fest. "Nej, nu er det min tur" lød det tit, de kunne ikke vente til det blev deres tur,  men så fik vi heldigvis en ekstra, så  vi kunne klare presset. Når vi så "Far til fire" film på video i soveværelset ,sad de på den, men så måtte ham der var tilovers nøjes med sengen.
 

Vi kunne også samle familierne juleaften, og meget tit havde vi også fornøjelse af at have Lise, Yrsa og Vibeke med.  Jeg kan huske at vi efter den senere flytning hørte børnene sige, at det der især var godt ved den store lejlighed var, at man kunne køre rundt på scooteren, og at der juleaften var plads til, at vi alle sammen kunne nå til at gå rundt om juletræet.  Det stod altid i kontoret, vi havde nemlig indrettet et lille showroom med A&H produkter, så kunne vi trække lidt fra i huslejen.

Jeg tror, vi boede der i fem år, men som årene gik, syntes vi næsten ikke vi kunne bruge alle rummene. Især om vinteren kravlede vi sammen i soveværelset og i køkkenet. Nu brugte vi jo også sommerhuset i weekender, så måske kunne vi finde en mindre lejlighed. En dag satte jeg en annonce i Århus Onsdag, at vi var interesseret i at bytte vores store lejlighed til en mindre, gerne i midtbyen og gerne med udgang til en have. Vi valgte lejligheden i Museumsgade, her boede en ung fotograf, der havde brug for mere plads til atelier og familie. Så det gjorde vi så, og det har vi aldrig fortrudt.