Soldatertid

Jan skulle have været indkaldt til militæret allerede i 1965, men vi skulle jo giftes og han fik det udsat flere gange med undskyldninger om firmaet, der havde en oversvømmelse, problemer med driften osv. Men så gik den ikke længere. Vi kom hjem fra en ferie på Mallorca i september 1971, og så lå der et brev  fra Flyvevåbnet om at han skulle møde op i Karup. Christian hentede os, han havde jo erfaring fra sin militærtid samme sted. Kim var med, og det var med lidt blandede følelser vi vinkede farvel til far, da han gik ind ad lågen.

Han var ved at være en gammel rekrut på 30 år, så de yngre sergeanter behandlede ham med respekt, måske betød det også lidt, at han jo havde egen virksomhed, familie osv.

Her fortæller han selv om sin spændende tid i "kongens klæder "Jeg fik pludselig meget ondt, det viser sig, at jeg har blindtarmsbetændelse, og bliver indlagt på Kjellerup Sygehus på en stor fællesstue. En af mine medpatienter var ung og lægestuderende på hospitalet, så  han kunne gå ud om aftenen og hente hospitalsprit, som vi drak i store mængder, fortyndet med saftevand, så vi blev alle meget fulde.

Efter rekruttiden skulle jeg arbejde i den store overjordiske bunker i Karup ”Sekter Operation Center”. Vi skulle overvåge flyene, der kom ind mod Danmark. Vi havde høretelefoner på, så vi f.eks. havde kontakt med en overvågningscentral  på Bornholm, der så kunne fortælle, hvilket fly der var på vej mod Danmark. Foran os havde vi et kæmpekort over Danmark, og flyene som var små metalpile, flyttede vi med en 2 m lang stang med en magnet i enden. Så lagde vi pile ud for Z som Zombie. Hvis der for eksempel  kom et fly fra England, hvor vi ikke kendte identiteten, lagde vi en Zombie ud, og når det blev identificeret, skiftede vi den til en ”friendly” pil og vendte den grønne side op.

Når vi sad om aftenen omkring ved midnatstid, kunne Polen f.eks. sende 50-100 jagerfly mod Danmark. Vi måtte så kæmpe med at lægge røde pile ud. Ålborg og Skrydstrup sendte jagerfly op, for at gå dem i møde. 10 km før jagerne fra Polen nåede Bornholm vendte de om, og vores jagerfly vendte også om.

Når man arbejdede i Natobunkeren, så havde man på den venstre brystlomme hæftet en bunkersnor, som gjorde, at man uden identifikation kunne gå ind i bunkeren. Vi nød også at gå rundt med bunkersnoren, for når vi gik ind i kantinen udenfor bunkeren, måtte vi gå foran i køen, fordi vi skulle tilbage og ”passe på Zombier fra Polen”.

På trods af at vores arbejdsplads var en topsikret militærarbejdsplads, så lykkedes det Christian Iversen og jeg at kunne få alkohol smuglet med ind, så vi på de lange nattevagter havde det rigtig sjovt. Selve overvågningsbunkeren var et rum på ca. 50 x 50 m og 20 m i højden. Oppe foroven sad officererne og overvågede vores flytning af de små metalpile.  Det skal så fortælles, at det danske forsvar et halvt år før, havde indført et edb baseret overvågningssystem, men af sikkerhedsmæssige grunde valgte man at køre dobbelt overvågning i et halvt år – og det var så mit halve år.

Sektor Operation Centre (SOC) bliver lukket, og Christian og jeg bliver overflødige, og så sender man os til Tirstrup Flyvestation, hvor Christian bliver chaufør og jeg ansat i vejrtjenesten. Christian hentede øl osv. hos købmanden i Stabrand, og så lavede vi mad og drak øl (og gudskelov var der aldrig nogen, der ringede til Flyvestation Tirstrup!!).

Den 27.4.1972 kl. 12 får jeg – menig Jan Øyvind Hansen betaling for kørsel til Hjortshøj"