Thomas bliver født

Jeg arbejdede i den periode en del som vikar, først på Strandskolen i Skæring, fordi Gustav, som bor på vejen er inspektør der. Jeg kan godt lide det arbejde, og Leif skaffer mig ind på Engdalskolen i Brabrand, her har jeg mange vikariater og er også med på lejrskole. Det er altid spændende at se, hvad det er for en klasse man kommer ind til. Hvis det er p.g.a. sygdom har jeg ikke mulighed for at forberede mig, men jeg har altid noget med i tasken, jeg kan læse op af, eller forslag til lege og sange. De større elever føler det som en ”fritime” og så snakker vi bare, eller går en tur ned til Brabrandstien. Men jeg er jo gravid og efterhånden føler jeg mig så besværet, at jeg går op til inspektøren og siger op. Han rækker mig sin hånd og siger ”god forløsning” .Den bemærkning har jeg aldrig glemt, mest fordi jeg synes det var en lidt underlig måde han udtrykte det på.

Vi har malet og gjort huset i stand. Der er købt en meget flot finsk sofa i birk med læderhynder, og til køkkenet et Alvar Alto bord og 4 stole i blå linoleum. Jeg har checket at jeg har alt tøj klar, og også den lille blå seng er på plads. Så nu venter vi bare, på den tid af året er det  jo spændende om det bliver i 1969 eller 1970 jeg skal føde.

Det er den 30. december 1969, jeg er højgravid og kan næsten ikke bøje mig ned og snøre Kims støvler. Så går veerne i gang. Jeg ringer til jordmoderen fru Vester, og da jeg fortæller hvor lang tid der er imellem veerne, siger hun, så må jeg nok hellere afbestille min tid hos frisøren, og du skal til at gøre dig klar”. Hun skulle være pæn til næste dag, hvor nytåret skal fejres. Så kommer Jan, Yrsa og Vibeke, de to sidste  vil  gerne være med ved fødslen, og så skal de også kigge efter Kim, som jo er hjemme og sikkert undrer sig over det strygebræt, der står i soveværelset, og jordmoderen som begynder at lægge forskellige instrumenter op på det. Hun er ikke glad for den lave briks, og vi får klodset den op med nogle mursten. Så kommer lægen ind og jeg presser og presser, så murstenene skrider og jeg slår hovedet mod væggen.”Sikken en nedkomst” siger han – og så har jeg født endnu en lille sorthåret dreng. Han bliver vejet, vasket og lagt i min arm, og så kommer Kim ind og ser for første gang sin lillebror.

Næste dag er nytårsaften, og vi har besøg af Leif, han har en bog med som gave ”Summerhillskolen” af A.S. Neill. Det bliver vores bibel, og handler om at børn skal lære og gøre deres egne erfaringer og ikke tugtes. Han har ingen børn, og har ikke større forståelse for, at vi har en del at se til med Kim og den lille nyfødte, og derfor ikke så meget tid til at underholde ham.

 

Kim er glad for sin lillebror, også selvom jeg  bruger meget mere tid på Thomas med at amme og skifte osv.  så er der heldigvis ikke antydning af jalousi mellem de to små drenge. Han blev døbt  i Egå kirke, fordi Hjortshøj kirke er under reparation.

Jeg synes altid at Thomas har kunnet tale, men det er nok ikke helt rigtigt, men han lærte det utroligt hurtigt og han var god til finde på lege. Han stod i kravlegården som var placeret ved det store vindue, som havde en lav lang marmor vindueskarm lige i hans højde, og så satte han alle bilerne i rad og række og kørte frem og tilbage med dem, mens han lavede lyd til aaan – annn….