H.C. Ørstedsvej

Efter Thomas blev født, syntes jeg, at jeg godt kunne trænge til en opstramning, men hvad gør man, når der ikke er gymnastik at finde lokalt, ja så startede jeg min egen gymnastikskole. Jeg fik nogle lokale kvinder med på idéen.  Bl.a. Fru Vester, som døjede med dårlig ryg, fordi hun  måtte  hente de små til verden bøjet over altfor lave senge, og så Helle Stisen, en dygtig gymnast. Et helt lille hold fik jeg stablet på benene.  Og fidusen var, at de måtte tage deres børn med. For vores engel Metteline fulgte jo med - som sædvanligt i tykt og tyndt. Jeg pakkede en nylig indkøbt rejsetaske fra Tunesien med en masse plads og rum  med lego, malebøger og legetøj. Vi brugte forsamlingshuset, og mens jeg hersede med damerne i  salen, passede Metteline børnene inde i kaffestuen.

Vi havde en dejlig tid i Hjortshøj, der er nemlig et særligt sammenhold i sådan et lille samfund, hvor man kommer hinanden ved. Men alligevel begyndte vi at savne vores efterhånden mange venner i Århus. Selvfølgelig kom de på besøg hos os, og dengang var børnene for det meste med, for de var jo jævnaldrende og legede godt.  Bl.a. kom  Nina og Arne med Thomas og Ulrik, og så hyggede vi os med god mad, snak, og selvfølgelig gled der også en del vin indenbords. En gang så meget, at det endte med ,at Jan og Arne kastede sig ud i en meget autentisk kosakdans, og jeg erindrer også, at der var tale om lidt stolekast.  Nina og jeg stod lettere bekymrede, og håbede at showet snart var ovre og de gamle pubstole intakte - og det var de heldigvis. Vi havde den regel, at hvis man kunne sætte nøglen i låsen uden problem, så var det OK at køre hjem  - ad den rute vi kaldte ”fuldemandsvejen".

Kim fik så vidt jeg husker lige en måned  i børnehaveklassen på Virupskolen. Og så flyttede vi til Århus, hvor vi havde købt hus på H.C. Ørstedsvej nr. 18. Et dejligt hvidt hus i tre etager og med en stor have til. Vi havde diskuteret meget, hvilken skole vi skulle vælge til børnene. Jan syntes Forældreskolen var god, han gik der jo selv, og nu gik vennernes børn der. Jeg overtalte ham med, at det var et sølvbryllupskvarter, hvor der nu var flyttet nye unge familier ind i de fleste huse, og så ville der være legekammerater til børnene, og nu skulle jeg snart starte  på Tandlægehøjskolen, så vi ville begge væk hele dagen, og hvordan skulle de så komme hjem fra  skole? Det lyttede han til, og Kim blev skrevet ind til børnehaveklasse på Rosenvangsskolen. Og hvis det ikke gik godt, så kunne han vi jo altid flytte skole.

Flytningen var nem nok,  Jan havde taget A&H kasser med hjem fra firmaet, og vi havde entreret med Christian, som kom om morgenen med ”flyttebilen”. Jeg tror nok, han blev lidt forbavset, for vi havde næsten ikke nået at pakke noget ned, for vi havde haft gæster aftenen før, så det var nok blevet senere, end vi havde regnet med. Vi fik susende travlt og løb ud med potteplanter og kasser, som hurtigt blev fyldt den ene efter den anden. Det gik lynhurtigt,  for jeg tror også Anders var med, det ”plejer” han at være ved vores flytninger.

Vi havde ikke tid og lyst til at gøre noget særligt ved huset,  men vi købte da en hel masse dåser ”vogngrøn” som vi penslede ud over samtlige døre, vinduer og fodlister. Alle vægge blev malet hvide og radiatorer sorte. Og det var nok i Bo Bedre vi så den nyeste mode med at hænge franske lyserøde le Figaro aviser op i køkkenet.  Der kom hvide lagenlærreds gardiner for alle vinduer, så vi var selv helt godt tilfreds med vores nye bolig. Der var meget hyggeligt især om aftenen, når vi tændte stearinlys i de hvide porcelænsklokker hentet  fra  gamle højspændingsmaster.

I kælderen havde børnene et stort legerum, Jan havde fået skåret nogle kæmpestore skumgummiklodser ud og dem brugte børnene til alt muligt.  F.eks. når vi blev inviteret til forestillinger i Cirkus KIMPETO  (Kim, Peter, Thomas).

Thomas var lige knapt 3 år, da han startede i børnehaven på Marselis Boulevard. Jan afleverede ham grædende en morgen, og  fortalte mig at han følte sig som en  meget dårlig far. Han var nok lige lille nok til sådan en stor forandring.  Senere kom han i børnehaven på Kaj Munksvej hos Fru Østergård.

Men han havde jo også Per derhjemme. Hver morgen blev Per afleveret hos ”mormor” – fru Madsen, som boede lige ved siden af sammen med hendes mand og den hvide puddel Pjevs.  De legede godt med hinanden og fik chokolademadder hos fru Madsen. Og samtidig fik vi en ung pige Bodil til at se efter børnene, medens jeg var væk, og hun kunne da også  støvsuge og skrælle lidt kartofler.

Som sagt var der mange jævnaldrende børn på vejen. Jeg prøver at huske dem fra en ende af:

Naboerne til den anden side Ole og Bolette havde to piger Camilla og Rikke. Så kom vi i nr.18, og så  Hr. og Fru Madsen ved siden af, derefter Winter´s lille Thomas (vores Thomas var den store), og så kokken´s  Tina. Helt henne ved hjørnet boede en sur gammel mand. Engang havde Thomas tegnet med kæmpestore kridtstreger lige udenfor hans hus, det så han, og kom farende rasende ud af huset og forsøgte at løbe efter Thomas - uden held. Ovre på de anden side boede kørerlæreren´s Majbrit og Torben, ved siden af en pige der hed Susanne,så kom enkefruen, derefter bademesteren, så karetmageren´s, og så kom Anders og Schaldemoses Lena .Henne på den anden side af krydset ved Niels Bohrsvej boede  Peter og Anette, derefter danselærerernes Ove. På modsatte side boede en mand, der kørte fejemaskine, han var så tyk så han næsten fyldte fejemaskinen ud. Han sørgede for, at vores vej var den pænest fejede i hele kvarteret. Omme på Marconivej boede Jan Venneberg, og ham gik Kim i klasse med.

Det var en stille vej, så børnene legede altid ude, kom næsten kun ind, når det  var spisetid  eller dårligt vejr. Kim fortæller at de altid skulle komme ind inden kl. 10. ”Vi legede tit dåseput henne hos ”lille Thomas” eller   ”løb gennem haverne”,som bestod i, at de løb igennem hækkene på tværs igennem alle haverne. Eller ”køre i sænk”-  hvor man er to, som med hver sin cykel forsøger at presse den anden i siden, så han vælter”  Dengang var der ikke genbrugsstationer, så vi brændte alt affald i haven. Han husker engang at  han, Thomas og andre børn stod og hoppede på nogle gamle døre, som skulle brændes af på et bål.

 Vi forældre sås også  ind imellem. Der blev arrangeret fester omkring  børnenes  fødselsdage for slet ikke at tale om fastelavn  og vejfester.

Vi havde jo været glad for Metteline til at passe vores børn, så vi ville gerne have en ”ny” ældre dame, og satte en annonce i lokalbladet. Og så kom Nille ind i vores liv – med sine cerutter. Jamen dengang røg man jo, jeg kunne bare ikke lide, at hun skoddede dem i køkkenvasken. Hun var jo ikke en ny Metteline, men hun kunne til gengæld strikke – sokker og trøjer til børnene. Og hun kunne tit også nå at rydde op og  gøre lidt rent. Jeg lavede som regel sedler til hende med opgaver.

Men en formiddag skulle vejen asfalteres, Kim var i skole, så Thomas har nok været nysgerrig, i hvert fald stikker han foden i den kogende varme asfalt. Han skriger, og Nille styrter ud og ved ikke hvad hun skal gøre, så hun løber hen til købmanden på hjørnet, som foreslår hende at prøve at få asfalten af med lidt terpentin,men det gør så ondt så ondt! Heldigvis ringer hun til Jan, som giver den rigtige førstehjælp – stik foden i et fad med vand og tag omgående en taxa til skadestuen. Som sagt så gjort, og Thomas blev fint hjulpet og foden bundet ind. Pyh – ha det var vel nok en forskrækkelse!!