Hesselballe

 

Nu kan vi ikke bo længere i huset, for udlejeren skal have det solgt. Så vi pakker alt vores habengut og flytter til Hesselballe i et husmandssted , som ejes af gårdejer Marius Horup og hans kone Nina, de har en stor gård inde i selve Hesselballe.  Vi bor ikke langt fra Hjortshøj, lige op ad hulvejen og så ligger huset på toppen med den flotteste udsigt til en gravhøj -og så havet med Kaløbugt længst væk. Vi nyder den friske luft og udsigten, men som Marius siger, da vi roser udsigten ”man ka´ da for pokker ikke gå og nyde den udsigt hele tiden”. Vi er kommet ud på landet, det er hyggeligt, vi får hver dag besøg af Ferdinand (Marius´far), han skal lige ind og kigge til hønsene i en længe, og så kommer han altid ind i huset og lægger et par æg på køkkenbordet. Og  siger  hver gang: ”han ska´ mæ æ  kjæp” (altså smæk) og det er Kim han mener. Men han er som vi og alle andre meget glade for vores milde og glade dreng. 

 

Han er ved at blive stor og nysgerrig, så vi kan ikke have reoler og skuffer i fred, han er overalt. Men dengang måtte man gerne putte børnene i kravlegård, så når der skulle laves mad eller gøres rent, kunne han være i sikkerhed der. Faktisk ryddede vi de nederste hylder og skuffer, og fyldte op med træ og plast køkkenting, så han kunne finde lidt nyt at lege med hver dag. Han kunne også godt lide at sidde i den nye hoppegynge, vi havde sat op i døråbningen.

Vi maler og maler- alle døre, karme, og paneler får vogngrøn, resten af rummene bliver hvide, køkkenlågerne orange, og forrådskammeret bliver køkkenblåt, d.v.s. at det bare var hylderne der skulle males, men jeg kom til at tabe dåsen, så gulvet blev altså også blåt. Vinterhaven, stuen og børneværelset får kokos på gulvet og soveværelse, toilet og bagindgang bliver lysegråt. Det ser rigtig pænt ud. Jeg har syet nogle sommerlige gardiner til soveværelset i sødt småblomstret stof, som også bliver brugt til at betrække hængelampen  med i stuen. Vi har mus i køkkenet -  så når jeg skal hente noget i et af skabene, banker jeg altid på, så de kan få lov at gemme sig bagest, og jeg kan komme ind i skabet og hente tallerkenerne uden at røre dem.

Vi har meget at lave med Kim - også fordi vi ingen vaskemaskine har, og selv må koge bleer og det andet tøj. Det er en stor rød emaljegyde, og den bliver rigtig tung at bære ud på gårdspladsen til vandhanen, når tøjet skal skylles rent og hænges til tørre. Værst er det, når det er frost, så bliver bleerne stive som et bræt, men de dufter så dejligt. Kim og jeg går næsten hver dag ned til købmanden og køber ind, det er en dejlig tur der ned, men lidt hård på vejen hjem og opad bakken. Der er lidt skov til højre, og det var her Hesselballe mordet fandt sted i 1902. Man fandt en ung pige Marie siddende livløs opad et træ - der var strøet forårsblomster over hende, og hendes hals var skåret over. Hun havde været forlovet, men fundet en anden og skulle ringforloves næste. Dag. Men man fandt aldrig morderen, der gik rygter om at morderen var taget til Amerika. Du kan læse mere om det uhyggelige og uopklarede mord inde på internettet.  Jeg kom aldrig i den skov, når det var mørkt.

Jeg tror det var ca. 3 måneders barselsorlov man havde dengang, så nu måtte vi hellere finde  en barnepige til Kim.  Vi søgte igennem lokalavisen, og så kom der en ny person ind i vores liv. Det var nemlig Metteline -hun kom kørende på sin sorte damecykel ind på gårdspladsen iført mørkeblå frakke, tørklæde om hovedet, brune uldne strømer og fornuftige ”officerssko”. En flot rank holdning havde hun, gråt hår sat op i en lille knold i nakken og med fast håndtryk og venlige øjne præsenterede hun sig: ”Metteline Sørensen, født Sommer” Vi gik ind i stuen til Kim og Jan, og vi kunne straks lide hende. Hun boede inde i Hesselballe alene og havde været enke siden – som hun sagde: ”Anna lå i vuggen”. Hun havde en ældre søn Niels Jørgen, der havde landbrug med grise og køer i Øster Alling. Han var gift med Sonja og de havde 2 drenge og en hund – en ”Kolier” (Collie) som hed Percy (udtalt som det staves – ikke noget engelsk her!)Så hun var en stolt og glad bedstemor.

Kim og Metteline passede godt sammen, jeg husker ham altid siddende på den ene arm ved hendes bryst, mens hun med de anden pegede ud af vinduet, og sagde ”det er en buhko” , køerne gik lige udenfor vores vinduer. Eller pegende op mod lyset: ”det er lyseprikken”. Kim blev således tosproget, og det var jo sværere at sige de lange ord end bare ”ko og lys”. Men sådan var det; mæhlam, øfgris, vovhund, missekat, rapand, futtog” for bare at nævne nogle. Jeg kan huske, at far og Hilda engang passede ham, og kom tilbage og sagde, at de ikke forstod, når Kim sagde ”d´r´n”. Han var vant til at når vi f.eks. kørte forbi en grønthøster, så sagde han bare ”d´r´n” og så skulle vi så sige ”det er en grønthøster”.På den måde fik han lært en masse navne.

Metteline kørte ture med ham ned til Hjortshøj, her besøgte de ”pigerne”- 3 enlige damer, der boede som naboer til kirken, og de blev jo altid budt indenfor og  fik saftevand, kaffe og kage. Også stationsmesteren´s fik besøg. Fru stationsmester fulgte godt med i hvad der skete i byen - hun havde gadespejl. Hun vidste alt om folk  byen – næsten da, i hvertfald kunne hun godt underholde os med de artigste sager - og så snusede hun luft ind, løftede øjenbrynene, munden strammedes, og udstødte et dybt suk ”ja, naturen kræver sin ret.”  så rystede hun lidt på hovedet og lavede t-t-t ( en slags tunge- mod- tand lyd).

Vi kom tit på besøg hos Metteline. Fra vejen i Hesselballe drejer man ned til højre ,og så ligger hendes gult malede hus med pandeplader for enden af en lang flisegang. Nede ved vejen har hun en masse studenternelliker og til venstre er der buske, især Jan er glad for stikkelsbærrene, og hun har både de røde og de grønne.Vi må plukke alle dem vi vil. Hun har dækket op til os nede på græsset - et lille bord med en ternet dug og nogle havestole med plastsnore. Vi får kaffe,  Kim får saftevand. Det er Peters sommerdrik, den findes vist kun i rød og gul. Hun har bagt kærnemælkshorn, de smager bare så godt med æble indeni og drysset med sukker. ”Tag en anden kage” siger hun . Der kan også være småkager og boller, og jeg behøver vel ikke fortælle jer, at det hele er hjemmebagt. Hvis min far havde hørt den bemærkning, villehan have sagt ”jamen det gør da ikke noget”.

Omme bag huset er der et drivhus, men det bruger hun mest til at opbevare ting i. Men her er der blommetræer og æbletræer, og sommetider er der så mange blå blommer eller Reine Clauder, at hun må stive grene af med træpæle, så de ikke knækker.

Jan skal dukke sig, når han går ind af hoveddøren.Her lugter der altid af æbler (der er ingen varme i forgangen) så her opbevarer hun æblerne. Så kommer vi ind i dagligstuen og køkkenet. Hun har også den fine stue, men den har vi kun været i én gang. Det var dengang Anna havde mødt Lucien, han var fransk og ingeniør ved Concordeflyene. De er kærester og Anna har truffet ham igennem sit arbejde hos SAS. Han kører i Citroën, og har bilen fyldt med franske specialiteter, som han gerne vil have vi skal smage. Fine vine, duftende ferskner, oste, som vi aldrig har set mage til og patéer, som vi aldrig havde smagt. Anna og ham havde været i Mindeparken og fundet svampe, der voksede i hekseringe og var små som knapper på en støvlet (derfor hed de noget på fransk der betød sådan) Så lavede de svampestuvning med hvidløg og persille. Sjovt at sidde i Mettelines lavloftede stue og spise fornem fransk gourmet mad. Men Metteline kunne jo ikke fransk. Så når hun ville fortælle Lucien noget, så talte hun bare højt, og forstod han det ikke, talte hun bare endnu højere.

Jan skulle med ud og se Luciens nye Citroën, og jeg spurgte ham  senere, hvordan de havde kunnet snakke sammen –” jo, det gik egentlig meget godt med tegn, fagter og anerkenende udråb”. Måske havde de også sparket på dæk?

Så blev Niels og Grete skilt, og Niels må flytte fra Grete og Kaj Munksvej. Hasse, som jo var den kvikkeste lille dreng og kunne synge børnesangene  rent udsædvanlig tideligt, begyndte at ændre personlighed. Hvis han f.eks. havde lagt tændstikker i et bestemt mønster, og man fjernede en af dem, reagerede han med  voldsom vrede. Han blev også meget indadvendt, og lægerne mente, at han var autist. Han kom senere på institutionen Sølund. Det har været svært for ægteskabet, og Grete og Niels havde i forvejen et anstrengt forhold, så de blev skilt. Niels flyttede ind på loftet hos os i en 3 måneders tid, og derefter fik han job på et københavnsk reklamebureau, jeg tror det var Bergsøe.