Ferie i Frankrig

 

De næste mange år var vi frankofile, i hvert fald hvad ferieland angik.  Allerede fredag eftermiddag  i weekenden op til ferien stod Trille klappet og klar til den lange rejse sydpå. Dengang skulle man jo have passene klar, når man passerede den tyske grænse. Og vi var knapt kommet over på den anden side, før bagsædepassagerne lavede  mustache med pegefinger over mund og heil hilsen, herefter rullede de vinduerne ned og råbte ”Judenbrenner”. Vi forsøgte at tysse og skænde, men de syntes det var vældig sjovt.

 

Efter knap 50 km kørsel var Jan så træt efter arbejdsugen og alt det der skulle gå i hak før ferien,at  vi måtte køre ind på en rasteplads. Et par gange overnattede vi også på Historischer Krug.  Men det var både nemt og kostede ikke noget med rastepladsen, og dengang var vi ikke bange for østbander osv. og politiet lagde da også lige vejen omkring pladserne som en sikkerhed. Drengene elskede det, for der holdt rækker af kæmpestore lastbiler, som de kunne skrive ned,  og Kim kiggede også efter kapsler til sin samling, som han sømmede op på en hessianbeklædt opslagstavle. Og vi fandt hvile og feriestemning frem ved hjælp af et par cigaretter, noget  tysk øl og et bæger Weinbrand, som vi sad og nød på et par opklappelige  campingtaburetter mellem trækket og kofangeren. En gang vi overnattede, var der uvejr, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at der var hagl så store som snebolde. Men så er det  jo ekstra hyggeligt at putte sig ned under dynen og falde sødt i søvn til lyden af hagl mod campingtaget.

De første år drejede det sig om at komme ned til Rivieraen, til de mondæne byer Nice, Cannes og Sct. Tropez.  Det var en lang tur, og vi ville da også gerne se lidt undervejs. For de voksnes vedkommende  især nogle vinslotte, men børnene ville hellere på ”Jeux” – altså steder med spillemaskiner.  På bagsædet spillede de tit bilkortspil, og så havde jeg engang en bog med af Erik Pouplier. Den handlede om familien der med datteren lille V skulle flytte permanent til Frankrig. Den læste jeg op af, og vi besøgte også senere nogle af de steder i Provence som han fortalte om.

 

 Vi kørte til Antibes, men campingpladsen var fuld, så vi måtte første nat holde udenfor. Det lærte os, at vi altid skulle bestille plads i forvejen. Det blev mig ,der skulle ringe derned, og da jeg blev spurgt om pladsen skulle være i  ombre  eller solleil, svarede jeg solleil. Som enhver anden solhungrende dansker ville jeg gerne have al den sol, jeg kunne tilkomme. Det skulle jeg senere fortryde, der blev hurtigt stegende varmt i vognen, så  næste gang bestilte vi plads under  de skyggefulde pinjetræer. Vi besøgte Monaco med Casinoet og Paladset og sad i en restaurant  med udsigt over rivieraen og skulle spise. Så kom spisekortet og både Kim og Thomas ville have pasta med kødsovs. Jeg valgte noget der hed i retning af petites grillées , og min skuffelse var stor, da tjeneren kom med en svingende portion grillede småfisk, men med både hoved og hale intakt.  De tre andre var ved at dø af grin over det …Jeg spiste alt mit brød og fik lidt af de andres tallerkener – jeg skulle ikke nyde noget af min egen. I de senere år er jeg nu blevet lidt mere modig, hvad det angår.

 

 

 

Kim var begyndt at interessere sig for at surfe, og han var  engang med i en surf konkurrence, hvor det var den franske bank Crédit Agricole, der sponsorerede. Vi stod spændte inde på stranden og overværede forløbet. Og pludselig hørte vi over højttaleren ”Le jeune Danois …-”, og så kunne vi desværre ikke forstå resten, men sikkert noget med hans placering. Vi var også heldige engang at være i en by, hvor rytterne fra Tour de France kørte igennem, det var sjovt at fornemme stemningen. Vi besøgte byen Grasse, som er kendt for at lave parfumer af stedets velduftende blomster. Jeg  gemte igennem flere år en gammel  lyseblå silkepose med tørrede lavendler med firmanavnet Fragonard trykt i fin skråskrift.  I den lille bjergby Saint Paul de Vence så vi på torvet byens gamle mænd spille petanque, det havde vi ikke oplevet før, de tørrede efter hvert kast kuglerne med et klæde, og fik sig ind imellem en cigaret – måske Gaulois på bænken. Da vi flere år senere var i Bretagne med Else købte vi et sæt boules, og senere blev det jo et hit at spille Petanque på Tietgens Plads.

 

 

 

En anden ferie gik til Normandiet og Bretagne. Fantastiske klipper og formationer, nogle gange lignede de figurer, f.eks. kaniner. Drengene har altid været bjergtagne og ret skrappe til at klatre og springe rundt på klipper, somme tider kunne jeg godt synes, de var alt for overmodige. Tænk hvis de nu skulle falde ned, men ak ”boys will be boys” : jo højere, jo stærkere, jo farligere ….. En gang besøgte vi Hospice de Baune, som er et ”vintempel” og vi kunne smage på alle de fineste flasker (rolig  børnene fik sodavand). Men det var jo bare meningen at vi skulle smage – ikke synke, der stod dertil indrettede kar rundt omkring. Men vi syntes det var spild af de ædle dråber, så de røg alle indenbords. Så da vi kom op i øverste etage – i det allerhelligste med de allerdyreste vine, kunne vi næsten ikke kapere mere. Og vi kom heller ikke længere den dag, vi måtte overnatte på stedet, og sove rusen ud … Vi besøgte også det eventyrlige Mont Saint Michel, hvor man skal sørge for at være tilbage og hente bilen inden højvandet kommer. Faktisk har vi også engang oplevet bastilledagen 14. juli, jeg tror det var i Saint-Malo med kæmpefyrværkeri, og masser af fest i gaden.

 

Et år skulle  Thomas ned og besøge Jakob Sørensen, familien havde lejet et sommerhus gennem Gîtes de France. Vi skulle aflevere vores søn og  havde en hyggelig aften med familien, og det var den aften jeg lærte at spise oliven, jeg havde besluttet mig, at fra nu af ville jeg  kunne spise oliven. Og kunsten er simpelthen  den, at man bare skal blive ved, så pludselig smager de godt. Forældrene gik  om aftenen med Jan og jeg tilbage til campingvognen, der stod parkeret på byens torv, og her fik vi alt for mange oliven og fik tømmermænd. Nej, det har nok været rødvin, men vi fik sovet godt og længe, og så skulle jeg op og tisse, og hvad ser jeg , de er ved at stille boder op til det marked, der skulle være i weekenden. Jeg bed al skam i mig og satte mig på hug til skue for hvem der måtte ønske det, men forsøgte ikke at få øjenkontakt med nogen.

 

Efter at have været ved Atlanterhavet og besøgt Royan ved Gironde og udmundingen af Dordogne, som vi besøgte med Lene og Jens  Jørn, Pernille og Mads, og hvor Jan og Jens Jørn  holdt ”brandvagt ”på baren, fortsatte de følgende år på Hourtin Plage. For os det mest ideelle sted med havet og inde i landet Medoc med de gode vingårde og –slotte .Når man kom til campingpladsen og meldte sig i reception – lød det over højttaleren ”un placeur” hvilket betyder, at  så kommer der en ung fyr på cykel og anviser os plads. Langs vejen til stranden var der boder med ”Hambuger” – udtales på fransk uden H og med tryk på sidste stavelse. Man kunne få Crêpes med sukker eller syltetøj og på stranden gik der drenge rundt og råbte ”Beignet – boisson – glace” (berlinere - drikke – is).Kim og Thomas lavede senere deres helt egen vertion, men det var nærmest som et krav til os forældre , når de råbte: ”Is, kager, slik, chokolade!! Så måtte vi se hvad der var i skuffer og skabe at byde på at søde sager, som oftest om aftenen og vist i forbindelse med noget fjernsyn. Hver tirsdag og lørdag var der torvedag, her kom bønder ned fra gårdene og diskede op med gode lokale specialiteter. Så vi købte ind og lavede faktisk en del mad selv. Men vi gik også på lokale restauranter, og var især begejstret for den lokale fiskesuppe med rouille og en masse hvidløg man raspede på brødet ned i suppen med noget revet ost.

 

Sidste gang vi var på Hourtin Plage havde vi Thomas og Claus Ravn med, Kim ville stoppe derned, og så brugte vi Niels som ”kommandocentral” – altså ham han refererede til ,hvis der var brug for støtte osv.. Og pludselig ringede telefonen – det var Niels: ”The eagle has landed” . Jan var oppe brusebaddet, og pludselig stod Kim der, nej hvor en overraskelse. Drengene havde det sjovt,  nu var de jo store, så der var også lidt alkohol på spil,  rent bogstaveligt, så de sad omkring  campingbordet med fyldte glas foran sig. Og så lød det: ” ”Kaptajn Pad Pad tager sin første drink  - tørrer sin moustache osv” Jeg kan desværre ikke huske den hele, men det endte med at de skulle tømme glasset.