onsdag den 30. marts 2016

Mad i 70´erne

Selvfølgelig lod vi os præge af tidsånden, men om vi var hippier?- hmm - der var da noget  flower power indover, bh´en var smidt,  men til fest var der også lidt disco-dasco med Abba og Dancing Queen på pladespilleren. Men ellers var soundtracket til vores tid Gasolin, Bee Gees og Elton John og Dr. Hook.

Og man tager da farve af tiden, ikke mindst hvad angår påklædning. Mit yndlingstøj var et par  rustfarvede fløjls smækbukser, og hertil en blomstret Cacharel skjortebluse, dertil ørkenstøvler, som vi kaldte dem.


Til fint brugte jeg en lang ruskindsnederdel med lange strimler foran og den uundværlige rullekravebluse, som sat så tæt at den nærmest var en del af halsen. Jeg havde også en lang Daniel Hechter trenchcoat, som jeg havde købt i dyre domme hos Nørgård på Strøget. Jeg var vist lidt til dyre mærker, og det kom nok ikke fra fremmede, men har også været min svigermors indflydelse. Også drengene blev klædt i dyre mærker, de stribede amerikanske  OshKosh og fransk undertøj fra Petit Bateau. Lise har siden udtrykt glæde ved at arve drengenes tøj til Kasper, for de dyre og gode mærker kunne jo ikke slides op.

70´erne var også kollektivernes tid, og vi smagte lidt på den trend i et fårekollektiv på Helgenæs, og  i det fælles sommerhus på Mols og endnu senere i et ved Limfjorden. Den kollektive tanke smittede også af på maden, på den måde at det ofte var sammenskudsgilder vi holdt, når vi skulle have gæster. Rester af den tanke fortsætter i dag, ved at vi som regel medbringer en flaske vin eller en såkaldt værtindegave i form af en firnurlig mad-eller sylteting, når vi er på besøg hos vennerne.

Ellers var det jo nemt at ty til en af de populære gryderetter, som man til de mange gæster kunne drøje lidt med coctailpølser. Hertil selvfølgelig spghetti eller kartofler. Og en salat med den nye kinakål eller icebergsalat. Dressing tager tid at lave, men gudskelov havde man altid Thousand Island dressingen i køleskabet. Det var også populært at servere de såkaldte chips i form af kartoffelpinde, ja man kunne endog servere dem lune! Til alle disse herligheder var det populært at drikke øl, gerne en Faxe Fad, men vinen begyndte at vinde mere og mere indpas, rød- eller hvidvin og gerne Valpociella og Soave. Og så kunne vi jo altid lave en løgsuppe som skrub-af mad ud på de små timer eller også en rugbrød med fedt og spegepølse selvfølelig med øl og snaps til, og så sov man såå dejligt.

Til hverdag fik vi tit farsretter som farserede porer, forloren hare eller Boller i karry. 3/4kg flæskefars, 6dl kogende vand, 1 bouillonterning, 1 stort løg, olie, 1 spsk karry, 1-2 fed hvidløg, 50g mel. Farsen formes til boller som koges i bouillon ved svag varme. Sovs af det hakket svitset løg. Tilsæt karry og hvidløg. mel røres i, og der spædes med den varme suppe. I dag kan jeg godt finde på at berige med ingefær, lidt æbleterninger eller gulerødder og servere med ris og mangochutney til.



En anden favorit var Osso Buco det er italiensk og betyder noget i retning af ben med hul i.
4 stykker kalveskank, hvedemel, olie, gulerødder, blegselleri, løg og 2 fed hvidløg, 2 dl hvidvin , 1 ds flåede tomater, ca. 5 dl bouillon, laurbærblad. Dup kødet tørt, vend det i mel og steg i olie i en stegegryde og sæt det til side. Svits løg og hvidlåg og så gulerødderne i olien, og læg kødet tilbage i gryden. Hæld hvidvin over sammen med tomaterne. Kog ind og tilsæt bouillon så det dækker. Tilsæt laurbærblad, peber, salt. Låg på og lad den simre det meste af to timer, til kødet er mørt. Spis med pasta eller katofler, men altid med Gremolata som laves af hakket persille, hvidløg og revet citron.

                                           

Man kunne også servere oste eller pølsebord til mindre sammenkomster. Camembert var altid med som en sikker vinder. Og så kunne vi bruge vores fonduesæt og fritere trekanterne med solbærsyltetøj til. Vi havde jo været i Frankrig og lært at spiste flutes, men når man ikke kunne få dem, var det også fint nok med en æske blandede kiks til, især smørtyvene, kunne jeg godt lide.

Ja, vi fik meget inspiration fra Sydeuropa, nu vi var komnmnet i EF, så det strømmede ind med varer som hvidløg og olivenolie fra Italien og oste og vin fra Frankrig. Alt skulle bages ind, og industrien var klar med forårsrullerne fra Daloon "de ligger godt i maven", men også i ovnen derhjemme i form af pie, pirog osv. Vi var engang til fest hos Jans søster Vibeke og Robert, og hun havde meget imponerende præsteret at indbage en oksemørbrad i mørdej.

Det var en tid, hvor drengene spillede Mastermind eller løb på scateboard ude på vejen. Inde  hyggede vi os med Huset på Christianshavn og gik ned på BP tanken på Chr. den X´s vej og hentede slik i weekenden. Så skulle der også være nem mad, derfor lavede vi tit snitter. Det var ligesom om rugbrødsmadderne lettere gled ned, når de blev skåret i trekanter. Der var "kreativ" pynt  på leverpostejen, spegepølsen, ægget og ostemadden, og sommerdage i haven bleiv de spist direkte fra den runde blanke bakke. Når vi havde havefest eller vejfest tyede vi ofte til frikadeller, pølser og kartoffelsalat.

                           

Hvad fik vi så til desert? for det meste var det bare noget Pyramide is eller trefarvet is eller slik fra tanken. Men det hændte da, at jeg lavede frugtsalat med råcreme og citronfromage og det var før den gang, hvor den skilte, men nu har jeg tænkt at tiden snart må være inde igen til et nyt forsøg.
.

.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar